torsdag den 16. december 2010

En stund af krampeagtig lykke

Det giver et sug i maven, og gåsehuden kryber frem, som små myrere kribler og krabler den frem over hele min krop. De små hår på armene og i nakken står som nåle i en nålepude. Kroppen gennemrystes af kuldegysninger, en krampeagtig trækning der starter fra tæerne og arbjeder sig hele vejen op til hovedbunden, så det føles som om ens hjerneskal er ved at bryde gennem huden.

Mit hjerte svulmer, flyder over og slår hårdt mod mine ribben, som om det hvert øjeblik kunne knuse det bur af knogler det er fanget i, bryde ud og stikker af. Jeg ligger fladt på gulvet, omsluttet af mørke, helt stille, kun min brystkasses lette bevægelse anes, mens lydene omkring mig føles som tykflydende væske der bølger imod mig. 

Jeg borer neglene ned i gulvet, holder vejret, og som en mental orgasme føler jeg musikken som et kærtegn i krop og sjæl. Jeg synker og trækker vejret dybt ind, med lukkede øjne, føler jeg den melankoli af føleser der bruser ud af højtalerne. Jeg svæver væk på en vatsky af lyd, jeg er vægtløs, jeg er ingenting, jeg er lyden, tonerne, musikken. Jeg strækker mig ud, bølger mod væggene, sprænger barriererene og flyder videre ud i verden. 

En løssluppen stemning af musik, på flugt fra begrænsninger og kasser. Jeg vil videre, ud, over, hen...

Som blid sne daler jeg ned over folk og fæ, omslutter dem, kærtegner og forfører, mine toner og lyde henfører dem i en ekstatisk nydelse, jeg bruser og bølger, vibrere videre mod fjerne egne, jeg er lyd, jeg er fri.

Tilbage på det kolde gulv, i ruinerne af den sprængte stue, ligger min krop, et hylster, som en tom papkasse, glemt og gemt.. 

Jeg åbner øjnene, pickup'en skratter mod pladen, der er stille, jeg fryser og er fortumlet, kun lyset fra anlægget viser de svage konturer af  min stue der er endnu, intet sprængt, intet ødelagt, kun stemningen er brudt, som en trommehinde der er sprængt, flyder mit hjerte over af tom ensomhed.

Jeg rejser mig, stiv i alle led og lemmer, tager pickup'en op, vender pladen, lægger mig ned, venter, det skratter, musikken kommer, det hele starter forfra.. jeg er lykkelig for en stund igen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar