onsdag den 2. november 2016

This is Halloween! - Lidt om at elske Halloween...

Det er ved at være temmelig længe siden jeg har været aktiv herinde, eller det vil sige, der har været aktivitet, men aktiviteten er bare aldrig blevet udgivet.. min muse synes at have forladt mig sådan helt og aldeles.. men men, jeg vil nu alligevel forsøge mig udi et lille indlæg, om et af mine hjertebørn, nemlig Halloween.

Der har, i den seneste tid, været en hel del debat omkring Halloween, og der er mange delte holdninger omkring emnet. Mange danskere har åbenbart den holdning, at det ligesom valentins dag og andre mærkedage, er noget Amarikaniseret gylle der ikke hører til i Danmark, "Det er jo kun noget butikkerne gør for lokke penge ud af folk", synes også at være en meget brugt holdning.. Og ja, selvfølgelig forsøger butikkerne at tjene penge, det er sgu da derfor de er der... Og hvorfor skulle de ikke forsøge at tjene penge på en begivenhed, som bliver mere og mere populær? Da jeg i sin tid startede med at fejre Halloween, kunne man slet ikke købe Halloween pynt nogen steder, hvis man var heldig, kunne man måske finde lidt kunstig spindelvæv og et par edderkopper, men ellers måtte man selv være kreativ! 

Jeg har selv været som ovenstående danskere, ikke med Halloween, men med fx. Valentins dag, og set i bagspejlet, er det jo fuldstændig åndssvagt at være så gammelmandssur over noget man sådan set bare kan ignorere! For som nogle i debatten om Halloween har påpeget, ja så er der sgu ikke ret mange af vores "Danske" traditioner, der rent faktisk er 100% danske når det kommer til stykket... For 100 år siden var diskussionen sikkert den samme, bare omhandlende den "tååååbelige" absolut ikke danske ide med at slæbe et grantræ ind i stuen til jul!!!!!! 

Nå, men, dette indlæg var sådan set ikke meningen skulle handle om alle de sure danskere der ikke kan lide Halloween, det skulle jo netop handle om det modsatte! Glæden ved Halloween!!

Jeg er blevet spurgt om, hvorfor jeg elsker Halloween, og det vil jeg nu forsøge at komme med et svar på. 

Jeg elsker efteråret! Jeg elsker luften og duften af den sødmefyldte råd, mens bladene bliver gyldne og eksploderer i rødorange farver! Jeg elsker kulden der kryber ind og bidder en i næsen når man går ud. Jeg elsker blæsten og regnen, de mørke skyer og den sporadiske sol med glimt af blå himmel. Edderkoppespind fyldt med dug, tågende morgener, eftermiddage, aftner! Jeg elsker de mange spøjse svampe der pibler op af jorden, og det at det langsomt bliver mere og mere mørkt. Jeg elsker de få dagslystimer, og hygge i stearinlysets skær. Jeg sætter meget mere pris på lyset og solen, når den titter frem bag skyen, end når den bager ned på en, på en hed sommerdag. 

Mange bliver forårskåde og helt vildt glade i låget over det, ved mig har efteråret samme virkning! Foråret er da også dejligt, men efteråret, efteråret er den mest vidunderlige tid på året. Og måske fordi jeg elsker efteråret så meget, har Halloween listet sig ind, og blevet en del af det.. For mig hænger efterår og Halloween nemlig også godt sammen.

Der er mange grunde til, at jeg elsker Halloween. Jeg har altid elsket gys, gru, monstre, fantasi, eventyr, vampyrer og det at klæde sig ud. Så Halloween er lige i min boldgade. Fastelavn er også rigtig sjovt, men i mit hoved er Halloween bare sjovere, fordi det netop er monstre og uhygge der er i højsæde! Men ligesom med så mange andre højtider, er der forskellige måder at fejre den på. Der er forskellige fortolkninger og ideer om hvordan man gør, og hvad der er rigtigt! Og da jeg er sådan lidt af en traditionstyv, stjæler jeg lidt hist og låner lidt her, og danner min egen version af det, og gør det til mit eget.

 For mig er Halloween ikke bare en fest med uhyggelige dekorationer og udklædning. For mig er det meget mere end det. Selvfølgelig er udsmykningen og udklædningen den største del af det, fordi jeg synes det er sjovt, og det at kombinere min passion for gys og gru, med at være kreativ, er rigtig fedt. Jeg er på ingen måde religiøs eller overtroisk, men, på det helt personlige, sjælelige plan, er Halloween for mig, også en mindehøjtidlighed for dem der gik forud for os.Det er en blanding mellem den kirkelige eftertænksomme melankolske Alle helgenes aften, og den mere sprudlende og muntre Dia de los muertos, hvor man fester sammen med de døde.

Man siger, at sløret mellem de døde og de levende er tyndest den 31. oktober, og at man derved lettere kan kommunikere med de afdøde. Man klæder sig ud i uhyggelige udklædninger for at narre de onde ånder til at tro, at man selv er en ond ånd, og man sætter lygter ud med lys, for at byde sine kære afdøde velkommen hjem. Denne ide, synes jeg virkelig godt om! Jeg tror som sådan ikke på det, men ideen elsker jeg! Jeg er et traditionsfyldt menneske, og jeg kan godt lide ritualer. Jeg kan virkelig godt lide tanken om, at man sætter lys ud, for at byde de afdøde velkommen hjem, så man kan feste med dem. Men denne fejring af (og for nogle med) de døde er som sådan ikke noget der kommer til udtryk i min Halloween fest. For denne del af festen er noget der foregår indeni mig, som noget helt privat og personligt.

Mange spørger mig, om Halloween så er min form for jul, og det er det slet ikke! Jul og Halloween ligger på en delt første plads! Jeg elsker jul lige så meget som Halloween! Og lige så snart Halloween pynten er gemt væk, skal der gøres klar til at nisserne kan komme frem!

Oveni at butikkerne i de senere år er begyndt at favne Halloween, og flere og flere er begyndt at tage traditionen til sig, har jeg jo så også bare været heldig, at mine venner har gidet komme og holde Halloween sammen med mig! Jeg har været heldig med, at de har gidet, og stadig gider komme udklædte, og at de bakker op om mine sære tendenser! Og jeg har været heldig med at finde mig en mand, der også gider!


Her er et af årets kreationer, en spøgelsesmand, der er ved at gå igennem ruden.



tirsdag den 5. april 2016

Sådan voksen voksen vs. knap så voksen voksen - eller, forestillingen om hvordan man er voksen...

Jeg sad lige og blev inspireret af en samtale jeg havde med en veninde over messenger, og af et billede hun postede på Facebook. Man plejer jo at sige at billeder kan sige mere end tusind ord, og i dette tilfælde passer det faktisk på en prik!

Billedet, som jeg her vil forsøge at beskrive, da jeg ikke vil poste det, af forskellige årsager (noget med rettigheder, og at billedet ikke er mit osv.) er af en rutchebanetur, Det er sort/hvidt og vel fra engang i 40'erne/50'erne, hvor seks kvinder sidder to og to i hver deres vogn. De forreste er blevet koloreret, og de to sidder og skraldgriner, mens deres skørter flyver om ørerne på dem, og den ene har sin hat fastklemt mellem lårene! I den næste vogn, sidder de også og griner, mere dæmpet, og det ser ud som om de griner mere ad damerne i første vogn, end af selve rutcheturen. I den sidste vogn sidder to stramtandede damer, som virker som om hverken rutchetur eller de grinende damer i de første vogne, og da slet ikke dem i den forreste, opfører sig som man bør, når nu man sådan er kommet ud i samfundet! Og det at køre i rutchebane bestemt er en meget alvorlig, og ikke morsom ting at foretage sig!

Billedet er et virkelig godt eksempel på, hvordan jeg, og min veninde for den sags skyld, så på det at være voksen, da vi begge var yngre. Man havde en ide om, hvordan det var at være voksen, og hvordan man opførte sig osv. og det billede var nok mere som de to damer i den sidste vogn, eller om ikke andet, for mit vedkommede, så damerne i den anden vogn. Stadig grinende, men ikke hæmningsløst og vildt, med tøjet flyvende om ørerne! Men mere afdæmpet, stadig holdende på formerne, og anstændigt, men stadig med lidt munterhed. Man havde en ide om hvordan man selv ville være, og hvor i verden og livet man ville være, når man var blevet sådan rigtig voksen!

Heldigvis, tog både min veninde og jeg da grueligt fejl! For vi er begge to, som de to damer i den forreste vogn, og når jeg kigger på det billede, får jeg associationer til min mormor, der også var en spradebasse og en der ville prøve alt det sjove! Jeg har været lidt omkring emnet før, omkring det der med at blive voksen, for da jeg blev 30, havde jeg ikke den sædvanlige krise, som mange har, om at "ååh nej, nu er jeg ved at være gammel osv" men mere den der, "hold nu kæft! Jeg er da absolut ikke gammel nok, til at blive 30!" Og nu er den så lige blusset lidt op igen, takket være min veninde, her syv dage før min 35 års fødselsdag!

Det sjove er, at damerne i den 3. vogn, ville jeg aldrig ane hvad jeg skulle snakke med om, og de ville velsagtens heller ikke ane, hvad de skulle snakke med mig om, udover måske at rette på mit skæve tøj, eller fortælle mig, at jeg nu igen havde fået kjolen på, med vrangen udad! (ja, det sker faktisk stadig for mig, så sent som i fredags var jeg en tur i Fakta med kjolen med vrangen udad... Opdagede det først da jeg var kommet hjem...)

For mig, virker folk der er meget voksne i deres opførsel, lige så fremmedartede som hvis de havde været fra en anden planet! Jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal snakke med dem om, udover, "dejligt vejr det er i dag" og sådanne intetsigende fraser, for hvad snakker man med et menneske om, som man virkelig bare ikke føler nogen sammenhæng med?

Man burde jo nok, give sig selv, og dem, en chance, og så forsøge at tale med dem, og lære dem at kende, måske man kunne lære noget af hinanden!? Måske man kunne lære at blive mere voksen, og de kunne lære at give lidt slip, og ikke være så pokkers voksne hele tiden! Men på den anden side, er jeg sgu egentlig godt tilfreds med at være den jeg er, at være damerne i den første vogn, der lever livet i nuet, griner og fjanter, og har en fest, mens dem bagved kan grine det de vil over mig, og dem længere væk sende mig sigende blikke, og ryste på hovedet og slå korsets tegn.. Jeg kunne ikke være mere ligeglad!

Jeg tror, at efter det her billede, vil jeg værdsætte mit liv og den måde jeg er på, meget mere! Jeg vil dyrke min barnlige side og grine endnu mere, fjolle endnu mere, og bare leve livet lige nu og her! Jeg er overbevist om, at man får meget mere ud af livet, hvis man lever en dag ad gangen, og ikke bekymre sig om, hvad der sker i morgen eller i weekenden! Selvfølgelig skal man ikke ignorere eventuelle større problemer, man skal stadig betale sine regninger, handle ind, og få hverdagen til at fungere, men der må godt komme bare en anelse mere Pippi Langstrømpe ind i livet, for så er jeg sikker på, at man bliver et gladere menneske!

Ikke at jeg siger at det gælder for alle! Vi er alle forskellige, og jeg er ret sikker på, at damerne i den sidste vogn, ikke ville kunne holde ud at leve som jeg gør! De ville være evigt deprimerede og utilpasse, hvis de skulle leve i mit rodede, overmøblerede, støvede, edderkoppebefængte hjem, hvor jeg ville gå helt i stå, hvis jeg skulle bo i et stilrent, hvidt i hvidt i hvidt, pinligt rent og moderne hjem. Man skal leve sit liv som det passer en bedst, og lade være med at forsøge at leve op til andres normer, for det er dømt til at mislykkes!

Og nu, må jeg vidst hellere få afrundet... jeg kan som sædvanlig ikke begrænse mig, og holde mig til emnet... så nu må det være slut prut for nu! ja ok... og så er jeg lige nødt til at knytte en kommentar til overskriften... Det er sådan, at når jeg skriver et blogindlæg, går jeg først igang med at skrive det jeg nu har på hjertet, og når jeg så er færdig, læser jeg lige teksten igennem, og derefter finder jeg på en titel... i nogle tilfælde popper titlen op, lige med det samme, eller imens jeg er igang med at skrive, andre gange, som fx. i dag, går det liiiidt mere træg.... det blev i denne omgang en temmelig lang overskrift.. og ja, den kunne nok også godt have været bedre.. men det var altså lige hvad hjernen kunne byde på i dag.....

mandag den 16. november 2015

Højre, venstre forvirring - eller dans på åben gade?

Jeg var nede i byen den anden dag, hvor de jo er igang med at grave hele torvet op, til den kommende parkeringskælder, hvilket besværliggører ens mulighed for at begærde sig rundt der temmelig meget. (Det skal jeg nok lade være med at brokke mig over, da der sikkert er rigeligt med folk der gør det allerede...) Men i den forbindelse oplevede jeg noget pudsigt, gentagende gange, som undrede mig meget, og som jeg, nu jeg tænker over det, har undret mig før, uden dog lige at finde vej til at blive nedfældet her..

Enten var jeg bare uheldig, og rendte ind i indtil flere Englændere, for ikke at sige, temmelig mange Englændere (jeg har altså ikke noget imod Englændere) eller også har den almene dansker glemt hvordan man holder til højre.. Jeg troede, måske naivt nok, at det der med at holde til højre, det være sig i bil, på cykel, eller gåben for den sags skyld, sådan var alment kendt og benyttet.. Men der tog jeg da grueligt fejl! Jeg ved ikke hvor mange gange, i løbet af min, forholdsvise korte tur rundt i byen, og i særdeleshed, de steder hvor pladsen er begrænset, på grund af torveopgravningen, at jeg fik den ene "dans" efter den anden, med forskellige personer, i forskellige aldre, køn osv. der forsøgte sig udi kunsten at komme fra den ene ende af torvet til den anden. Nu er det jo ikke fordi jeg har en helt masse imod at danse, sådan generelt, jeg fortrækker bare at der, for det første, er noget god musik at danse til, for det andet, at jeg ligesom selv vælger hvem jeg danser med, og for det tredje, behøver det måske ikke lige være lige foran Føtex, tirsdag eftermiddag, midt i myldretiden, med store maskiners larmen som eneste lydbillede til...

Men det var nu altså det der skete, ikke bare to eller tre gange, men mere henved syv til otte gange. For hver gang jeg forsøgte at komme forbi en eller anden, ved at bevæge mig mod højre, valgte samtlige personer at trække mod venstre, og altså direkte mod min højre, hvorved jeg selvfølgelig forsøgte at undvige et sammenstød, ved at trække mod venstre, og deres højre.. men hvad hjælper det, når modparten gør det samme!? Ergo stod vi der og henholdsvis trak til enten højre dller venstre, uden at komme nogen vegne.. Havde deg så bare været en enkelt gang ellef to, samme dag, havde jeg nok ikke studset så meget over det, men syv, otte, ja måske endda ni til ti gange! Det var meget mystisk!

Jeg har ved flere lejligheder gået i skole i Aarhus, og gør det også nu, hvilket gør, at jeg med jævne mellemrum, befinder mig på hovedbanegården i Aarhus. På deres rulletrapper, både op og ned til togene, står der højt og tydeligt, "stå til høje, gå til venstre". Alligevel ser det ud til, at være en lige lovlig stor udfordring for temmligt mange mennesker.. for jeg ved da ikke hvor tit jeg har observeret folk der har gjort det modsatte.. man kan selvfølgelig argumentere for, at en ret stor del af dem der benytter togene, enten ikke kan læse, eller måske er de alle sammen udlændinge, og forstår ikke hvad der står, selv om jeg faktisk er lige ved at tro, at det både står på dansk og engelsk. (Det vil jeg dog ikke hænges op på....) Men selvfølgelig kan de måske hverken forstå det ene eller andet, selv om de lige forinden, i toget har stået og talt klingende dansk..

Måske det er noget magisk der sker, lige så snart toget standser, og folk træder ud på perronen? (Bær over med mig, jeg har lige set Harry Potter..) pling! Så kan de hverken læse, eller forstå noget som helst, og pling, når de træder af rulletrappen, går fortryllelsen over.. aaah, det er måske lige langt nok ude.. selv om det da ville give meget god mening i forhold til folks opførsel..

Men, det er sgu da lidt underligt det er så svært, for alt ting ville bare glide lidt lettere, hvis alle holdt til højre, så man sparede den der ufrivillige dans med hinanden, og hurtigt kunne komme videre! Men, der kan selvfølgelig også ligge en anden forklaring bag! måske de gør det med vilje! Måske de bare hungre efter en lille dans med en fremmede, måske det er deres lys, i en ellers trist hverdag?

Og hvem er jeg så, at ville tage det fra dem? Hvad bilder jeg mig egentlig ind! Jeg ved godt jeg er vildt egoistisk og et brokkehoved, fordi jeg ikke gider danse med folk på åben gade, og jeg også brokker mig over at de ikke kan finde ud af at holde til højre. Men naive mig, troede bare det var almen opførsel, og noget de fleste bare sådan fjorde pr. automatik! Men det kan jeg jo så konstatere, at det er det så ikke.. med mindre der bare var ekstremt mange englændere inde i byen i tirsdags?

torsdag den 15. oktober 2015

strandskaller og kranier - lidt om det at samle på døde ting

Ja, jeg ved godt overskriften er lidt... øh sær, men jeg kunne sgu ikke lige komme på andet... Nedenstående er en betragtning jeg har gået og puslet med i et stykke tid, jeg ved ikke lige helt om det er lykkedes mig at få udtrykt det jeg egentlig gerne ville, men ja, håber det giver bare lidt mening..

Hvorfor er det lige at du så godt kan lide død og kranier? Dette spørgsmål har jeg fået stillet ikke så få gange, og hver gang, bliver jeg altid lidt paf og forvirret, for hvad forventes der mon at jeg svarer, og hvad skal jeg overhovedet svare!? For det er jo ikke noget jeg lige pludselig har besluttet mig for, at nu vil jeg samle på kranier og skeletter. Det er jo bare kommet lige så stille, fascinationen, tiltrækningen, interessen.. Jeg har altid hældt til den tjaa, uhyggelige, mørke eller makabre? side... Det er svært at definere, fordi det for mig, aldrig har været uhyggeligt. Jeg betragter ikke et kranie som noget uhyggeligt, jeg betragter ikke døden som noget uhyggeligt, men som noget naturligt, og en del af livet. Vi ved ikke ret meget om vores liv og fremtid, og jeg ved godt det er en kliché, men en ting kan vi være sikre på, og det er, at vi alle sammen skal dø, på et tidspunkt.

Sidst jeg blev stillet ovennævnte spørgsmål, tror jeg nok, jeg svarede noget lignende, at kranierne er en påmindelse om vores egen dødelighed, og at de minder os om, at vi hver dag skal leve livet fuldt ud, for vi ved ikke hvornår det er slut. Og det er jo i og for sig også en ganske god grund. Jeg kunne også have sagt noget om, at jeg er fascineret af anatomi, og kroppens opbygning, jeg kunne have sagt så meget, men hvorfor er det lige, at jeg skal forsvare min fascination for kranier? Havde jeg nu haft en fascination for strandskaller (det har jeg faktisk haft...) var der jo ikke nogen der ville stille spørgsmål til det. I den periode hvor jeg samlede på strandskaller, var der aldrig nogen der spurgte mig, hvorfor jeg samlede på dem, og hvorfor jeg var fascineret af dem. Det blev bare accepteret med det samme, nå, hun kan lide at samle på strandskaller, punktum slut, ikke flere spørgsmål til det. 
Men kranier! kranier og knogler! Der må da ligge et eller andet bag, der må være en forklaring, et eller andet der gør, at hun samler på sådan noget uhyggeligt noget! For det er da ikke helt normalt...

Men, på en måde er kranier og strandskaller jo faktisk lidt det samme. De er begge ting der engang har været levende, og er en rest af noget der nu er dødt. Så hvorfor er det mere acceptabelt at samle på strandskaller end kranier? De er begge beviset på forgængelighed og død, en strandskal er jo i og forsig et bløddyrs skelet, så hvorfor er det ikke makabert at samle på dem? De fleste af de kranier jeg har, er alle sammen uægte, hvorimod alle mine strandskaller var ægte. For mig er begge ting lige smukke, på hver deres måde, men den ene ting vækker undren hos folk, mens den anden er anset som en fuldt ud accepteret ting at samle på. Det er sgu da lidt sært!

Måske har det noget med folks egen berøringsangst for døden, og det at forholde sig til sin egen dødelighed at gøre? Ja jeg ved det jo sådan set ikke, det er jo rent gætværk fra min side. Jeg kan ikke fuldt ud forklare min fascination, ud over det jeg allerede har skrevet, som alt sammen har en snert af det der er essensen af det. Men jeg tror aldrig jeg vil kunne sige, 100 % hvad det lige præcis er, der gør at jeg synes kranier er smukke, at Halloween og uhygge er det fedeste, og at kister, knogler og kranier optræder som en del af min indretning, og som en del af min udsmykning og mit udtryk. 

Når jeg kommer gående ned ad gågaden med min kistetaske på ryggen, er der ofte en del der glor, havde jeg haft min plys-frøtaske på ryggen, ville folk også glo, men de ville ikke spørge, hvorfor jeg går rundt med en nuttet plysfrø på ryggen. De vil måske tænke, aaah er hun måske ikke lige gammel nok til at gå rundt med sådan en? ( og ja, jeg har faktisk også en plys-frøtaske til at tage på ryggen..) Men ser de mig med min kistetaske, vil der helt sikkert være folk der spørger, eller tænker, hvorfor går hun rundt med en kiste på ryggen? er hun mon satanist? (Det spørgsmål har jeg også fået stillet et utal af gange, og nej, jeg er ikke satanist..).. Jeg plejer at sige, hvis jeg skal præsentere mig selv, at jeg er et mix af kontraster, jeg kan lide kranier, uhygge og halloween, men jeg kan også lide Peter Plys, tøjdyr og katte. Jeg har aldrig været udsat for, at skulle forklare min kærlighed til Peter Plys, eller min samling af tøjdyr, der for øvrigt stadig bliver udvidet! Så sent som i sidste måned købte jeg en Minion bamse i Fakta, og selv om folk måske synes det er skørt, så stiller de ikke en masse spørgsmål om, hvorfor jeg købte den, og hvorfor jeg synes plysdyr er søde... 

Jeg ved faktisk ikke helt hvor jeg vil hen med det her, som sædvanlig får jeg rodet lidt rundt i tingene, og har måske tabt tråden lidt. Men det jeg tror jeg vil frem til er, min undren over, hvorfor nogle ting er mere acceptable end andre at interessere sig for, og hvorfor det skal være nødvendigt at skulle forsvare sine interesser, i stedet for, at folk bare acceptere en som man er, uden at stille spørgsmål.. Jeg ved godt at mit syn på, og forhold til døden måske er anderledes end de flestes, men det gør vel ikke at den er mere rigtig, eller forkert end andres? Det er et svært emne at snakke om, da mange har lidt berøringsangst over det. Personligt mener jeg, at det er vigtigt at forholde sig til døden, til sin egen dødelighed, og til dem man holder af's dødelighed. Vi skal alle se døden i øjnene en dag, enten som pårørende til en afdød, eller når vi en gang selv krepere. Så hvorfor ikke snakke om det, gøre op med sig selv, hvordan vil jeg gerne her fra? Vil jeg begraves, bisættes, eller vil jeg donere min krop til videnskaben? Spørgsmål der for mig, er væsentligt mere vigtige end hvorfor jeg godt kan lide at pynte mit hjem med kranier...



Min samling af ægte kranier og knogler. De fleste af knoglerne har jeg selv fundet ude i skoven. Det store kranie (måske et får?) fandt min far for mange år siden nede i lyngen. Rævekraniet og andekraniet har jeg selv renset for skind, kød osv. mårkraniet har naturen renset for mig. Siden dette billede er taget, er der også kommet et kattekranie til samlingen, og så har jeg to små flagermus gravet ned ude i haven, som jeg venter på, skal blive renset. Min samling af ikke ægte kranier er væsentligt større, men jeg har aldrig samlet dem, og ved faktisk ikke hvor mange jeg har... Måske jeg skulle lave en optælling en gang! :D

mandag den 12. oktober 2015

Tålmodighed! - kunsten at bage fødselsdagsboller!

Jeg plejer at være et ret tålmodigt menneske, sådan generelt og i de fleste sammenhæng, bare ikke lige når det kommer til hævetiden på boller.. Der har jeg absolut ingen tålmodighed overhovedet! Jeg plejer at bikse en dej sammen, og så direkte i ovnen, for det der forhævning det er da tidsspilde og noget pjat...

I dag har min mand.......... jeg skal altså lige vænne mig til at skrive sådan.. I dag har min mand fødselsdag, og i dag er det faktisk også præcis en måned siden vi blev gift!! Det er lidt vildt.. Nå, men nu er jeg så allerede ude på et sidespor! Det var hævetid og boller vi kom fra!! I dag har min mand fødselsdag, og i den anledning, tænkte jeg, at jeg ville prøve at lave sådan nogle rigtige fødselsdagsboller.. Som sagt så gjort! Og i dag, tænkte jeg så også, at det måske var en ide at prøve at følge de forskrevne hæveanvisninger, og så se hvad resultatet så blev...

I første omgang fandt jeg så en opskrift på nettet, hvor dejen først skulle hæve 30 minutter, og derefter skulle formes til boller, og så hæve yderligere 30 min. fint tænkte jeg, det har jeg vist fint med tålmodighed til i dag.. Jeg får lavet dejen, og sætter den til at hæve et lunt sted, og med bageuret tikkende i baggrunden, kunne jeg jo så passende gå ind og vække min mand...... min mand.. *fnis*... Ej undskyld, nu skal jeg nok lade være... og synge fødselsdagssang for ham..

Den halve time blev så godt nok til tre kvarter, der var lige en kat der skulle kløs bag ørerne, og lidt andre ting der skulle ordnes. Men da jeg så endelig kommer ud til dejen, er den nærmest kravlet ud af skålen! Fantastisk tænkte jeg! Den har da hævet lystigt.. Ud med dejen, og igang med at forme boller, da det slår mig, nu jeg alligevel er igang med at gøre tingene rigtigt, så må jeg hellere gøre det endnu mere fint, og så på ægte bagedyst manér, veje bollerne af, så de får den samme størrelse! Frem med telefonen og lommeregneren, 1883 g. dej divideret med 30, og der stod jeg så, med en meget lille klat dej, der skulle formes til en bolle... Aaaah tænkte jeg, det er eddermame en lille bolle det der! 62,7 g. bolle syner bare ikke af ret meget, når det er en klump dej...

Nå, jeg skipper sgu lige det med de 30 og laver bollerne lidt større.. De endte så på 101 g. hver.. (du må ikke spørge mig, hvorfor det lige blev 101 g. det var vidst bare det, den første klump dej vejede...) Jeg går igang med at veje dej af, og ender ud med 18 fine runde boller, og en lille en af restdejen ved siden af.. Og så skulle de jo så efterhæve i yderligere 30 min. Igen, bageuret til, og mig ind til computeren og stene lidt facebook, tjekke mail osv. mens bollerne hævede..

Uret ringede, og jeg var selvfølgelig lige igang med at læse en artikel, så der gik vel lige 5-10 min. mere inden jeg kom ud til bollerne.. Og lige der, da jeg løftede viskestykket, og konstaterede, at det da vidst nærmere var et brydebrød, end boller jeg åbenbart var igang med at lave.. kunne jeg jo sådan set godt se det fornuftige i de der 30 stk. frem for mine, nu meget overdimensionerede 18 + en lille en, og som helt sikkert ville vokse i hvert fald en smule mere i ovnen.. Nå ja hva skidt, så laver vi brydebrød i stedet for...Bollerne skulle så lige pensles med æg, før de kunne komme i ovnen, og da dette var gjort, blev mit, næsten brydebrød, sat ind, og uret stillet.

13 min. senere var første omgang boller færdige, og de var dog ikke helt vokset sammen, så det blev kun til et semi-brydebrød/boller. Nu kan jeg jo så godt se, ideen med det der hævetid, efterhævetid osv. for nøj, en omgang luftige, dejlige og ikke mindst lækre boller jeg der fik lavet!! For eftertiden, må min tålmodighed lige tage og strække sig, så jeg overholder hævetiderne til punkt og prikke! For sikke da en forskel fra mine, trods alt gode, men lidt tunge, og bombastiske boller, til disse florlette fluffybløde næsten-brydebrød! Jeg er så spændt på, hvis der da er nogen tilbage i morgen, hvordan de så er, i forhold til dem jeg plejer at lave, som er temmelig kedelige og tørre dagen derpå..

En vigtig lektie jeg her har lært mig, tålmodighed er vitterlig en dyd, og en bolle skal hæve, det en bolle nu skal hæve!



søndag den 27. september 2015

Projekt brudekjole - at være eller ikke at være hvid brud!

Jeg har aldrig nogensinde haft den fjerneste ide om, hvordan en eventuel brudekjole skulle se ud, eller på nogen måde skænket det en tanke, hvordan snit, stil osv. skulle se ud, i så fald jeg skulle få brug for en.. Jeg har aldrig haft drømmen om det store kirkebryllup, lillepige drømmen om det perfekte bryllup med hestevogn og hele pivtøjet. Det eneste jeg altid har vidst var, at kjolen i hvert fald ikke skulle være hvid!! For hvid og jeg, er ikke gode venner, og har en aftale om, at vi ikke omgås hinanden mere end højest nødvendigt! Men, man har en holdning, til man får en ny.. og jeg kunne faktisk godt lide tanken om, at tage røven på min kommende mand, og folk sådan generelt, for alle jeg mødte, eller snakkede med, var alle sammen sikre på, at jeg i hvert fald ikke skulle være hvid brud, men at det blev et eller andet vildt, måske lidt gothic, og der i hvert fald ville være noget rødt eller sort, måske begge dele på.. Om ikke andet fik de da lidt ret...

I første omgang var det meningen at kjolen skulle sys helt fra bunden, og i den forbindelse havde jeg allieret mig med chefsyersken på Busbjerg, og en af mine gode veninder, da de begge har væsentligt meget mere styr på den slagt med at sy end jeg har. Som sagt havde jeg absolut ingen ide om, hvordan kjolen skulle se ud, jeg vidste dog, hvad jeg kunne lide, og hvad jeg ikke kunne lide, så i første omgang oprettede jeg, efter pres fra min veninde, en hemmelig opslagstavle på pinterest, hvor vi kunne udveksle ideer.. Det blev dog ret tydeligt, efter meget kort tid, at hvis man tog samtlige ideer og satte dem sammen til én kjole, ville det blive en stor stilforvirring, og jeg tror på et eller andet plan, at de mange ideer og inspirations billeder, forvirrede mere end godt var.. for jeg havde stadig ikke nogen klar ide om, hvordan den kjole skulle se ud, og tiden begyndte at nærme sig, hvor syprojektet skulle sættes igang...

På det her tidspunkt insisterede min veninde derfor på, at vi bookede en tid hos en brudekjoleforhandler, for at prøve lidt forskellige modeller, for at danne os en ide om, hvordan snittet skulle være, og det kunne jeg godt se det fornuftige i, så som sagt så gjort.. Aftalen blev derfor, at vi, en torsdag formiddag, inden jeg skulle i skole i Aarhus, skulle være i butikken kl. 11 til brudekjoleprøvning.

Men inden da, var vi forbi en butik i Viby, der sælger kjolestof og blonder til festkjoler, for lige at se hvad udvalg der var, og der var ikke så lidt! Blonder og tekstiler i bunkevis, det ene flottere end det andet, det var jo et slaraffenland! Vi gik lidt rundt og kiggede, da en ekspedient spørger os om hun kan hjælpe med noget.. Vi får sagt at vi kiggede efter blonder til en brudekjole, og lige der, er det som om der sker et eller andet med ekspedienten! Hun bliver ligesom lidt mere energisk, og stiller straks 10.000 spørgsmål, som jeg end ikke havde tænkt på i forbindelse med syning af sådan en kjole! For hvert spørgsmål, blev jeg bare endnu mere bekræftet i, at det der med at sy en brudekjole, det er ikke bare lige noget man gør! Heldigvis kunne min veninde svare på nogle af spørgsmålene, og resten, ja, dem måtte vi jo så tage stilling til senere! Heldigt for os, var tiden da ved at være brugt, og vi skulle afsted til brudekjoleforretningen, og jeg tror vi begge to, forlod butikken mere forvirrede end da vi trådte ind ad døren!

Nå men, afsted til brudeforretningen, og på med nogle kjoler.. De havde godt nok kun to i min størrelse, eller rettere, to der var lidt for store, men pyt, vi var der jo også bare lige for at få en ide til et snit og ikke andet.. Ekspedienten var rigtig sød, og var helt med på, at jeg nok var temmelig vanskelig mht. udseendet, men jeg tænker at det var hun jo nok temmelig vant til! Den første kjole var vi ret hurtigt enige om, at den ikke duede, den var alt for firkantet oppe omkring brystet, omend jeg godt kunne lide, at der ligesom var lavet en slids i den ene side, hvor der så struttede noget tyl ud..

Næste kjole kom på, og den var faktisk slet ikke så tosset af sådan en hvid tingest at være.. Den var faktisk rar at have på, og bort set fra, at den var for stor oppe omkring brystet, så passede den faktisk på en prik! På det her tidspunkt begyndte der at spire en lille ide inden i mit forvirrede hoved.. Hvad nu, hvis man købte en kjole og så bare Modificerede den.. Det var jo immervæk meget lettere end at skulle sy en, helt fra bunden... Jeg luftede ideen for min veninde, og vi snakkede lidt frem og tilbage om, hvad man så eventuelt kunne gøre. Ekspedienten syntes det lød som en rigtig god ide, og kom også med forslag til, hvad man eventuelt kunne gøre.

Men så var der jo lige det der med prisen! For det er også noget af en opgave at modificere en kjole, som måske koster en halv bondegård, og der var jo også et budget at tage hensyn til... Jeg havde godt luret prisen på den anden kjole, og den kostede næsten 6000 kr. hvilket jeg syntes var lige i overkanten.. Jeg får så kigget på prisen på den kjole jeg har på, og er lige ved at falde på halen! Jeg spørger derfor min veninde, om hun ser den samme pris som jeg gør, og det kan hun jo så konstatere at det gør hun.. 2700 kr.!!! Jeg tænker lidt mere, og når frem til, at det måske var en ide at sende et
billede til min syerske, og høre hende, om hun eventuelt kan sy kjolen ind for oven, og ellers hjælpe med at modificere den, så den blev mere mig. Jeg ringer derfor til hende, og forbereder hende på at jeg sender hende et billede..

Da billedet er sendt, ringer jeg igen, og vi snakker lidt frem og tilbage, hun kan sagtens lægge den ind, og er også med på at modificere den, omend hun er en kende nervøs i forhold til hvad kjolen så koster! Hun var så også lige ved at falde om, da hun hørte prisen, og udbrød, "jamen, jeg troede den kostede omkring 12-13.000 kr".!! Jeg tror hun blev en anelse lettet lige der, at hun ikke skulle til at modificere i en 12-13.000 kroners kjole!

Efter at jeg havede talt med syersken, havde jeg nået at vende det hele i hovedet.. Det ér meget nemmere at modificere en allerede syet kjole, end at sy en helt fra bunden, specielt når man som jeg, absolut ingen ide havde om, hvordan den skulle se ud.. Og min ide med at tage røven på folk, kunne jeg nu faktisk godt lide, og den hvide så faktisk slet ikke så dum ud alligevel! Jeg tog derfor en rask beslutning, og sagde til min veninde, at vi sgu køber den kjole! Min veninde kiggede lidt forvirret på mig, og spurgte så om jeg nu også var helt sikker, hvortil jeg blot kunne svare, at ja det er jeg, for det andet var simpelthen for uoverskueligt, og forvirrende. Vi gik derefter hen til disken for at betale, og idet vi gik ud af butikken siger min veninde, "Det ender altid med en Lilly model".

Således så kjolen ud da jeg
prøvede den i butikken.
Og sådan så vi ud til brylluppet..
Og sådan så sløret ud..

torsdag den 20. august 2015

Intet er fredet - den digitale bagside...

Som det nok er gået op for nogen få stykker, som måske læser denne blog, så kan jeg godt lide at tage billeder,  og gør det også ofte. Jeg elsker at kunne dokumentere og forevige ting jeg har lavet, ting der er smukke, eller ting jeg har oplevet. Det er blevet så meget nemmere med digitaliseringen, for man skal ikke tænke på, om der nu er film nok, og at man hellere må spare lidt på billederne, for det her er den sidste rulle! Nu kan man bare skyde løs, og har man glemt sit kamera, har man altid sin smart phone, der for mit vedkommende da godt lige til nøds kan bruges...

Men selv om der er rigtig mange fordele ved digitaliseringen, og det faktum at stort set alle, render rundt med et kamera i baglommen, har det også sine ukemper og dårlige sider... Jeg tænker specielt på det faktum, at intet er helligt, eller fredet i denne digitaliserede verden. Laver man noget dumt, kan du bide spids på, at der nok skal være de første tre personer klar, med telefonen  for at dokumentere det på diverse sociale medier!

Jeg så et billede på facebook den anden dag, det var tydeligvis taget uden personens viden, og helt sikkert også uploadet dertil uden dennes samtykke.. Det var et knap så flatterende billede, af en overvægtig kvinde der lå på maven i en liggestol på standen. Hun var topløs, og hendes bryster havde uheldigvis fundet en revne i stolen, og hang derfor udenfor, til frit udsyn for dem der tilfældigvis kiggede i hendes retning.

I og forsig et komisk billede, ingen tvivl om det, men i stedet for at personen der tog billedet, og lagde det på facebook, fik sig et billigt grin, og måske, hvis denne havde haft anstændighed nok til det, kunne have henvendt sig til kvinden, og fortalt hende, at hendes bryster altså var til frit udsyn.. vælger vedkommende at gribe til telefonen, tage et billede og uploade det, til spot og spe for alle.

Måske kvinden var ligeglad med, at man kunne se hendes hængende barm, måske ikke, det vides ikke, men jeg tror bestemt ikke hun synes om at blive hængt ud på de sociale medier, med teksten, "det er så sidste gang jeg kommer på denne strand!"

Hvor uanstændigt og nederdrægtigt at hænge et andet menneske ud på den måde! Og man ser det jo konstant, det ene pinlige billede efter det andet, og massevis af videoer med folk der dummer sig, for derefter at være til grin på de sociale medier, det er sgu til at brække sig over!

Der er så mange eksempler på usmagelige billeder, og situationer der er taget billeder af, som bare skulle have været oplevet live, og derefter skulle have været glemt.. i stedet for, bliver de dokumenteret, filmet og delt på livet løs, og lever derefter deres eget liv ude i cyber space, hvor de folk det går ud over, ikke har en levende chance for nogensinde at stoppe lavinen!

Der mangler noget pli, og almen fornuftig opførsel, en form for stopknap, der gør at folk, i stedet for at gribe telefonen for at tage et billede, griber den for at ringe efter hjælp, eller slet ikke griber den, men bare tænker, hæh hvor sjovt, og så ikke mere! Et er at tage et billede af et skilt der er stavet forkert, eller på anden måde er komisk, noget andet er, at tage billeder af personer, der måske ikke engang er klar over at de bliver fotograferet, eller filmet for den sags skyld, og så hænge dem ud for offentligheden.

Jeg har lært, at man ikke må pege fingre ad folk, det er uhøfligt, og yderst ubehageligt for den det går ud over, jeg har selv prøvet det. Jeg stod en gang på togstationen og ventede, sjovt nok, på et tog.. på den modsatte perron, stod en kvinde med et barn, jeg stod i skygge, med solbriller på, og kvinden kunne tydeligvis ikke se hvor jeg kiggede hen. Hun sætter sig på hug ved siden af barnet, der er optaget af at kigge efter toget, hun prikker til barnet, hvor efter hun strækker sin arm ud i sin fulde længde, og peger direkte over på mig, samtidig med at hun siger, "se hende der ovre". Ungen kigger kort på mig, hvorefter den igen kigger efter toget, kvinden fortsætter med at glo på mig..

Jeg har igennem tiden oplevet mange lignende situationer, folk der råber ad en, kommer med spydige kommentarer, eller andet. Som regel preller det af på mig, og ofte ser jeg slet ikke, når folk glor, men lige der, blev jeg sgu faktisk temmelig gal! Hvad fanden er det for noget at lære et barn, at bare fordi man skiller sig ud fra mængden, så er det ok at pege fingre? Havde denne situation nu fundet sted, lad os sige i sidste weekend, ja så havde hun sgu nok ikke nøjedes med at pege fingre, så var jeg nok endt på hendes timeline, med teksten, "se lige hende her, hun ser sgu mærkelig ud", eller noget lignene..

Jeg ved godt, at den almene holding er, at ser man anderledes ud end mængden, er man opmærksomhedssøgende, og så har man selv bedt om det! Men sådan hænger det sjovt nok sjældent sammen. Jeg klæder mig i det tøj jeg godt kan lide, og så er det sådan set ligegyldigt om det skiller sig ud eller ej. Det er ikke mit problem at andre folk ikke kan kapere, at jeg har valgt at tage en bluse med et skelet på. De kan tænke det de vil, men det berettiger dem ikke til at tage billeder, eller pege fingre ad mig!

Man kan sige, at i dag peger folk ikke fingre, for derefter at fortælle det til de nærmeste venner, de tager istedet et billede eller en video, og deler det på de sociale medier, og det synes jeg faktisk er meget, meget værre!