lørdag den 17. december 2011

En kaffoholic's bekendelser

Så sidder man her, og klokken er rundet 03.00 og man er ikke spor træt, natteravn er jeg, som jeg vidst nok har påpeget før, og det er også ganske fint og alt det der. Hele humlen er jo bare, at netop i dag.. øh eller i nat, er det ikke kun mine natteravns-tendenser der holder mig vågen, men en helt anden ting.. en sort, mørk og besk fætter, der i flydende, som såvel fast og grumset form, betegnes som kaffe!

Når det kommer til stykket kunne jeg jo bare lade være, og det gør jeg da også tit og ofte, og næsten hver dag, men altså, jeg eeeelsker jo det skidt, dette varmt dampende mørke i et krus! Kaffe, bare ordet er en fryd! Jeg har drukket kaffe sådan på fast basis siden jeg var omkring de 16-17 år, så vidt jeg husker, det var ligesom noget der skulle prøves, ligesom andre ligesom er nødt til at prøve at ryge, og finder det, af mig en ubegribelig grund, behageligt. Ja nogle folk betegner det jo ligefrem som behageligt og velsmagende.. ehhem, nå, det var ikke rygning jeg skulle kommentere. (heraf kan afledes at undertegnede er ikkeryger, og altid har været det, ja ja, man pudser vel glorien, bare en kende..)

Men altså, kaffe var for mig, en del af at blive voksen, det var noget der skulle afprøves og tvinges ned i svælget i tilfælde af at det rent faktisk smagte hæsligt, hvilket det sjovt nok ikke gjorde. Jeg fandt hurtigt ud af, at det der kaffe, det var sagen, og nu er der sikkert nogle folk som ville vove at påstå noget andet, men dem om det. Jeg synes rent faktisk at skidtet smager godt, og det dufter himmelsk! Der er ikke noget bedre end at stå op, lave sig en kop kaffe og vågne langsomt op, mens man nyder dampen mod sit søvndrukne ansigt, og mærker varmen brede sig i kroppen. Og dette ritual ville jeg da også mægtigt gerne kunne sige var en del af min morgen hverdag, men det er det så ikke, desværre kan man sige..

Jeg er en af den slags mennesker der sover meget let, jeg vågner ved den mindste lyd, og ligger ofte vågen i hvad der føles som en evighed, flere gange i løbet af natten. Sjovt nok påvirker det mig ikke specielt meget på daglig basis, men i perioder med travlhed kan det godt gå hen og blive en kende belastende. Jeg drikker som sagt ikke kaffe om morgenen, ej heller i løbet af dagen, det er kun til specielle lejligheder, og når trangen vitterligt ikke kan styres. Jeg er nemlig frygtelig påvirkelig over for koffein! Drikker jeg en kop kaffe når jeg står op, kan jeg være sikker på at jeg ligger vågen det meste af natten, og det er uanset om jeg har været aktiv hele dagen, eller ej.

En gut i tv (kan ikke huske hvem) sagde en gang, at hvis man var letpåvirkelig over for koffein, skulle man bare drikke en masse kaffe, for ligesom at blive immun over for det, og det kan da også godt være det er sandt, men skulle jeg gennemføre et sådant kaffemaraton, ville jeg jo ikke sove i en måned! Det kan godt være det virker for nogen, men jeg tror ikke på det virker for mig, af den simple grund, at jeg, før i tiden, drak henved to kander kaffe om dagen, og sov i gennemsnit 3-4 timer pr. døgn, nogle gange mindre. Forklaringen er simpel, jeg, en natteravn + letpåvirkelig over for koffein = ingen søvn!

Det er ikke fordi jeg whiner, det må du endelig ikke tro, det er mere en konstatering, og en form for irritation, for når man nu som jeg, elsker kaffe, og helst gerne ville drikke det hver dag, flere gange dagligt, ja så er det altså lidt belastende, at være letpåvirkelig.. Og her ville de fleste sikkert komme med det ganske glimrende, og gode råd, så kan du da bare drikke koffeinfri kaffe. Og her vil jeg da give disse mennesker ret og klappe dem på skuldrene for deres velmenenhed og alt det der, men er de måske klar over hvad det koster!!!! Det koster jo en bondegård, for næsten ingenting!!

Jeg er ikke sippet når det kommer til kaffe, jeg drikker næsten hvad som helst, så længe det er sort, stærkt og varmt! Mærket er for mit vedkommende underordnet, så længe det smager af kaffe! Jeg kan godt sætte pris på en god, veldyrket, velristet, vel-dit og vel-dat behandlet kaffe, men den billige fra Spar, er ganske fin til vores daglige forbrug. Men skal vi forkæles, er vi ikke blege for at prøve nogle af de mere eksotiske sorter, men så skal de også være købt ved en specialist, og ikke bare være en af de dyrere mærker fra supermarkedet..

I det daglige er den billige ganske fin, både for smagsløgene, og for pengepungen! Og det er derfor jeg vælger ikke at købe koffeinfri kaffe, og i stedet for vansmægtes, og kun en gang imellem tager en enkelt kop, og så som regel med mælk i, da jeg bilder mig ind, at jeg derved får mindre koffein end hvis jeg lod være.. Sikkert en fis i en hornlygte, men hvad gør man ikke for sin sjælefreds skyld!

Jeg har som en trøst kastet mig ud i, kunsten at lave kaffe latte, eller som det hedder her i huset, kaffe laffer, da undertegnede til tider ikke kan finde ud af at tale ordenligt.. Kaffe med mælk, er jo ikke ligefrem nogen udsøgt fornøjelse, men er mælken varm, og skummet, se så er det en helt anden sag. Og med en sjat kaffesirup, og noget kunstfærdigt på toppen, ja så er det faktisk ikke så ringe endda. Men dovenskaben får jo alligevel tag i en, en gang i mellem, så derfor blev det til kaffe med (kold) mælk i dag.

Jeg har eksperimenteret en del i det der med at få det perfekte skum, da det for mig, er det bedste ved en kaffe laffe! Bare fascinationen af at mælk kan blive til skum, er jo fantastisk, og dertil skal skummet jo også være perfekt! Jeg startede med en af disse små minipiskere, med batterier, men den kom ud for en ulykke og blev bøjet, og så piskede den ikke så godt mere. Så erhvervede jeg mig en ny, men den løb hurtigt tør for batteri, og blev også en kende skæv, og derved ikke så effektiv. Så sad jeg og nørdede kaffe laffe pyntning på nettet, og så nogle fantastiske videoer på youtube, hvor der virkelig blev gjort noget ud af det, en meget inspirerende stund må jeg sige. Og i en af disse videoer, skuede mit øje, en gut der hældte mælkeskum i et glas fra noget der miskendeligt lignede en stempelkande!

Jeg sad derefter og grundede lidt over det, og blev enig med mig selv om, at der kunne da ikke ske noget ved at prøve, så mig ud og varme mælk i microovnen, for derefter at hælde det over i min stempelkande, og så igang med at pumpe stemplet op og ned i en god rum tid. Og hvilket resultat blev det ikke!! Den lækreste, tykkeste, fantastiske hvide skum!!

Jeg var himmelhenrykt, og havde jo så fået lavet skum til mindst to kaffe laffer, så kæresten blev tvangsindlagt til at skulle have en, selv om han oftest foretrækker sin kaffe helt og aldeles almindelig sort. Og ikke nok med at skummet var tykt, og lækkert og alt det der, det var også holdbart og langvarigt! Ja det overlevede kaffen, og måtte skovles ind med ske! Min stempelkande er nu mit kæreste eje, i hvert fald i forhold til kaffe laffe brygning, og jeg som gik og drømte om sådan en rigtig café-damp-mælkeskums-dims, er nu godt tilfreds med min stempelkande! Hurra for den!

Og nu kan jeg se, at jeg snart har skrevet i henved en time, måske det var på tide at forsøge sig med lidt søvn.. som kronen på værket, kommer der lige lidt billeder af nogle af mine kaffe laffer, god nat og sov godt derude!



tirsdag den 6. december 2011

Kolde kontanter - nu med gebyr!

Fik for en gangs skyld set lidt nyheder i fjernsynet i dag, det er ellers ikke fordi det er det jeg gør mest i, men en gang i mellem må man hellere lige følge med, og se om verden står endnu. Sæt nu den var gået under og man ikke havde opdaget det! Som sagt så gjort, ind på DR update (fordi det nu engang er den nyhedskanal vi kan se) og se en runde gentagelser fra for 5 min. siden, det smarte ved denne form for nyheder er, at hvis man ikke lige fik fat i noget af det, kan man bare vente 5 min. så kommer det sørme igen. Nå, men det var nu ikke DR updates gentagende nyheder jeg ville ytre mig om, men en temmelig irriterende og belastende nyhed, der var i nyhederne, eller hvad man nu siger.

Sagen er den, at jeg er temmelig gammeldags (big surprice!) når det kommer til det der med dankort, hæve/visa/mastercard, eller hvad de nu alle sammen hedder. Jeg bryder mig ikke om at bruge mit kort i butikkerne, da jeg ikke føler jeg har styr på hvor mange penge jeg bruger. Jeg foretrækker langt hen ad vejen at have kontanter på mig, for så føler jeg at jeg har styr på hvad, og hvor meget jeg bruger. Det eneste jeg synes er smart ved disse kort er, at de er anvendelige på nettet, når man nu en sjælden gang køber noget online. Nå men, (det er åbenbart min foretrukne måde at komme videre på, altså det der med, nå men..) I dag var en af de store nyheder så, at finans-et-eller-andet- vil sætte gebyr på brugen af kontanter, da det åbenbart er meget dyrt og omstændeligt at bruge den form for betaling i dagens Danmark. Jeg kan godt se at det da er en smart måde at tjene lidt ekstra til statskassen, eller hvor de gebyr penge end ryger hen, men helt ærligt, hvad skal det nu til for? Der er jo gebyrer, takster, rater, skat og jeg ved ikke hvad på alt ting nu om dage, alt ting koster mere end det reelt set burde på grund af div. skatter og hist op og kom herned.

Jeg kan da godt se at det sikkerhedsmæssigt er meget smart med det der lille plastikkort, men hvad hjælper det når man skal med bussen, (her i byen går man nemlig ind foran, betaler ved chaufføren, og går ud bagi, så derfor ingen billetautomat med kortbetaling her) og de kun tager imod kontanter, hvad med landhandler, loppemarkeder og andre steder hvor der handles udelukkende med kolde kontanter? Skal de så også til at medregne en eller anden form for gebyr, og skal de så indbetale dette gebyr til staten, eller hvordan havde de tænkt sig det?

Som en kvinde, de interviewede i nyhederne, påpegede, så ville det da være smartere at køre en form for brug-kortet-kampange i stedet for at sætte et gebyr på kontanterne. Hvis der skal gebyr på kontanter, bliver busbilletterne så dyrere? For de koster jo slet ikke en bondegård i forvejen! Nej, jeg synes det er noget hø! Den må de sgu længere ud på landet med. Det virker lidt som om de griber efter halmstrå, (bare for at blive i de landlige udtryk) for at skrabe penge ind i forbindelse med finanskrisen. Lad os sætte gebyrer, og skatter på div. ting og sager så vi kan hive lidt flere penge ud af folk. Jeg ville sgu hellere betale en lille slat mere i skat, end skulle betale det skjult via en masse skatter på fødevarer, ting og nu måske også kontanter!

Jeg tænker også, om ikke det vil afskaffe et par arbejdspladser på længere sigt, hvis brugen af kontanter helt går af mode, enten via kampange eller via de forbandede gebyrer! Hvis man tænker over det, hvis alle mennesker bruger plastikkort, og man kan betale i busser og alle andre normale kontant betalte steder, hvad så, så vil der vel kunne spares nogle folk væk i div. banker, og hvor der ellers håndteres kolde kontanter. Og hvad gør det så for arbejdsmarkedet, arbejdsløsheden osv. jeg ved godt det måske kun er i det små, men alligevel, der skal kun en meget lille sten til at starte en rullende snebold der hurtigt bliver større og større.

Hvor om alting er, vil jeg så længe jeg kan, holde fast i mine kontanter, og det vil kun blive af nød, jeg går over til at bruge mit kort i fysiske butikker, det være sig, hvis det der gebyr forslag bliver vedtaget og det bliver dyrere for mig at bruge kontanter frem for kort, og så har de jo sådan set opnået det de ville.. suk.. måske jeg skulle lade være med at se nyheder, så ville jeg måske slet ikke opdage det med det gebyr før det var for sent! Men på den anden side, så er det nok alligevel meget godt at følge lidt med, bare en gang i mellem.

mandag den 5. december 2011

Natteravn er jeg - tanker til natten

Nattetanker gennem tiden...

Dec. 2011. Mørket har lagt sig som en dyne over landet, månen titter frem fra de travle skyer, mens jævnlige skybrud af regn, slud og hagl minder én om årstiden og kulden der er på vej. I skæret af en ensom lampe sidder jeg her og nyder natten, mens stormen raser bag den kolde rude.

Natteravn er jeg, som natteravne er flest, mit sind er åbent og trætheden en by i Rusland, eller et sandkorn i Sahara, forlængst blæst bort af nattens mystisk og fortættede mørke. I mørket er alle katte grå, og jeg en lille prik i universet. som en ensom stjerne på den store himmelbue, lyser min ensomme lampe. Et lille tegn på liv i den ellers så tomme nat.

Nattevandre er jeg, som nattevandrere er flest, med frakken tæt omsluttet og ørene på stilke over nattens stilhed, de få lyde, en puslen i de visne blade, en ensom bil i det fjerne. Alene er jeg i nattens univers.

Mørket er fortættet af fugt, min ånde som en mini tåge, forener sig med disen, en tung dyne af tåge har indhyllet verden i et fortættet gråligt tæppe, der forstærker hver en lyd, mine skridt som en genlyd gennem natten.

Natten i al sin enkelthed, i al sin mystik, i al sin mørkhed, mit fristed, mit åndehul, min inspiration.


2006. Sene nattetime, natradio, natsværmer, nattog buldre gennem natten, jeg sidder her i natten, omgivet af nat, og nattemørke. Stirre ud i mørket, lytter til nattens lyde, nattelyde, ensomme trafikanter, lastbilers brusen gennem natten. Natteravn er jeg, vandre i natten, mærker kulden, nattekulden, nærmer sig frostpunktet, nattefrost.

Månen lyser i natten, oplyser haven, danner skygger, natteskygger, jeg trækker i nattøjet, forbereder mig på en lang nat, uden søvn, nattesøvn. Jeg hilser natten og månen en god nat, lægger mig i sengen og venter på nattesøvnen



9.10.2006 Natten er min vol. 1

Natten er min, min alene
natten er stilhed, stilhed og ro
natten gir styrke, styrke og tro

Natten er min, min alene
natten er skove og mosebryg
natten er varme der gør mig tryg

Natten er min, min alene
natten er vandring alene i mørke
natten er fugten der fordriver tørke

Natten er min, min alene
natten er måneskin og skyggeland
natten er bål i det bløde sand

Natten er min, min alene
natten er blade der rasler i vinden
natten er tåre der drypper på kinden

Natten er min, min alene
natten er søvnløs, søvnløs og lang
natten er klage, en klagesang

Natten er min, min alene
natten er sandhed og åbne øjne
natten er fuldskab og usagte løgne

Natten er min, min alene
natten er drømme og forsigtige håb
natten er stemmer og høje råb

Natten er min, min alene
natten er skrivning i mørke timer
natten er ord og sætninger der rimer


Natten er min vol.2
19.9.2007 Natten er min, min alene, i mørket, med skoven som baggrund... Natten er min, min alene, med stilheden som kåbe, og bare tær i det kølige græs..

Natten er min, min alene, med månen som lys af sølvhvide stråler der gør mig så bleg.. Natten er min, min alene, gennem alle tider, gemmen denne nat, gennem hele skoven..

Natten er min, min alene, med blæsten i håret, som skubber mig frem, frem i verden der sover..

Natten er min, min alene, foran skærmen, bag ved ruden, ovre på engen, fremme ved søen, ude i skoven..

Natten er min..

torsdag den 1. december 2011

Honingkage bag er slet ingen sag - hvis man har tid nok!

Tålmodighed er en dyd, siges det, men hvad hjælper det når man har bagt honningkager for første gang, og gerne vil smage dem, men ikke kan, da honningkager er den slags kager der i konsistens er som mursten er flest, når de er kommet ud af ovnen, og først, efter indtil flere dages trækken fugt er egnede til at sætte tænderne i, uden at man behøver frygte for sine tænders ve og vel!

De blev bagt i går, og allerede inden kagerne var kommet i ovnen, duftede hele huset frydefuldt af julebag, så kæresten var ved at gå ud af sit gode skind af lækkersultenhed! Han så meget frem til at kagerne kom ud af ovnen, og blev svært skuffet da jeg meddelte ham, at honningkager skal trække fugt før de kan spises. Alligevel skulle vi da lige forsøge os med en af kagerne da første hold var kommet ud af ovnen. For som jeg tænkte, så hårde kan de da vel heller ikke være! Men det var de, ikke om jeg kunne knække en af dem over, så vi kunne dele et lille hjerte! Jeg lagde alle kræfter i, og intet skete der! der faldt ikke engang bare et par bitte små krummer af den kage! Så vi måtte gå honningkage sultne i seng, med kun en herlig duft at mætte os ved.

Nå men inden sengetid fik jeg puttet kagerne i en bøtte uden låg og ind i køleskabet, med tanke for at så kunne de vel prøvesmages i dag. Men nææh nej, kagerne er stadig stenhårde og hverken til at hugge eller stikke i, så det ender nok med at de kommer til at ligge natten over med et fugtigt viskestykke hen over sig, og så håber jeg sandelig at det virker! Det er ikke spor tilfredsstillende at kreere noget i sit køkken, og så ikke kan smage på det bagefter! Heldigvis fik jeg da lidt oprejsning, da en veninde og jeg har bagt finskbrød og specier i dag. Vi fik godt nok også bagt specier den anden dag, men midt i bageforvirringen er der sket den gruelige fejl at der er kommet dobbelt portion mel og smør i, men kun en enkelt portion flormelis i, så kagerne smager af absolut ingenting! De er bare sådan lidt melede og kedelige. Heldigvis er denne dags portion blevet lige som den skal være, så lidt held er der da i køkkenet.

Den anden dag købte jeg en kagehus-bageform, så den skal selvfølgelig også afprøves på et tidspunkt. Det er en af de fantastiske ting ved julen, alle de spændende kage opskrifter der skal afprøves! Jeg har altid godt kunnet lide at bage, og jeg elsker at afprøve nye opskrifter, spørgsmålet er så bare hvor vidt disse honningkager er blevet en succes, eller det er en af de opskrifter man afprøver, for aldrig nogensinde at gøre det igen! Jeg må jo bare væbne mig med tålmodighed og så se hvad fremtiden bringer, og om det er blevet en honningkage succes eller en honningkage katastrofe! Jeg ser frem til at skulle pynte, de forhåbentlig gode honningkager når tid er, men som sagt venter jeg stadig!

onsdag den 23. november 2011

Flertal lider af HIV-fobi - 1980'er uvidenhed i dagens Danmark anno 2011

Danmark er så vidt vides et oplyst og oplysningens land, vi har seksualundervisning i skolen, og der er ofte kampanger både i tv og i andre medier om sygdomme/sygdomsbekæmpelse, alligevel møder man fordomme baseret på uvidenhed overalt hvor man kommer. I den seneste tid har der i medierne været fokus på folks uvidenhed og fordomme omkring smittefaren ved HIV, og tallet for folks uvidenhed er skræmmende stort.

Jeg ved ikke om det bare er mig der er velinformeret, eller om det bunder i at jeg var barn i 1980'erne og op igennem 1990'erne blev informeret via skole og tv (Tak kim schumacher) Vi havde i 9. el. 10. klasse besøg af en HIV smittet der fortalte om sygdommen og dens udvikling, samt smittefaktorer. Foredraget gjorde stort indtryk på mig, men ikke i en negativ retning, tvært imod var det virkelig informativt og oplysende.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på om der overhovedet bliver afholdt sådanne foredrag på skolerne mere. Et er at en lærer står og fortæller om det i de der akave og pinlige seksualtimer, noget andet er at få en ud og fortælle om det, der rent faktisk prøver det på egen krop. Jeg ved godt at HIV ikke er lig med en dødsdom mere, og at overlevelses chancen er ret stor hvis man passer på sig selv og tager sin medicin. Alligevel er det en alvorlig sygdom, som bør tages alvorligt, og hvor viden om sygdommen og hvordan den smitter bør være almen viden. Tal viser også at op til hver 4. eller var det hver 6. dansker er smittet med en kønssygdom uden at vide det. Det er jo forrykt! (jeg vil lige påpege at ingen af mine tal, påstande eller prognoser er veldokumenteret, jeg skriver udelukkende ud fra hukommelsen af hvad jeg har læst og hørt inden for den senere tid, jeg er ikke ude i en længere videnskabelig lektion eller rapport, blot min egen anskuelse af tingene..)

Jeg er chokeret over de fordomme der er omkring faren for HIV smitte! At tro at man kan blive smittet ved at give en HIV smittet et knus er jo direkte latterlig! Jeg græmmes over folks forkvaklede forhold til emnet, og det faktum at nogle mennesker ikke vil yde førstehjælp til en person de ved er HIV smittet. Selvfølgelig skal man da tage sine forholdsregler i forhold til at yde førstehjælp, men chancen for at blive smittet med Hepatitis er da langt større i sådan et tilfælde, end at blive smittet med HIV. Men igen, deres frygt må jo bunde i uvidenhed!

Vi skriver 2011 og alligevel virker det som om mange mennesker slet ikke er kommet videre end 1980'ernes rædselsfrygt. Den gang var sygdommen ny og kunne ikke kontrolleres eller medicineres, man vidste ikke hvad man ved i dag, og derfor var manges reaktion voldsom og mange tog afstand fra HIV smittede. I dag, hvor man har fundet en måde at holde sygdommen i ave, og har veldokumenteret viden om smittefare og de forholdsregler man skal tage i forhold til HIV, er der stadigvæk folk der vil gå i en stor bue udenom personer de ved er smittet med HIV.

AIDS-Fondet har lavet en test der viser om man har HIV-Fobi, jeg har ikke, har du?

http://www.hivfobi.dk/tag-testen/

Mit link til testen er åbenbart defekt, så kopier ovenstående adresse og sæt den ind i adressefeltet i din browser ;)

mandag den 21. november 2011

Jul er ikke kun for børn!

Jeg ved godt at jeg har kommenteret og brokket mig over børn/forældre situationer før, men nu stødte jeg igen på termen "jul for børnenes skyld".. Hallo! Jul er sgu da ikke kun for børnenes skyld, men også for voksne! Hvorfor er det lige at alle højtider af en eller anden grund partou SKAL handle om børn?? Jeg forstår det ikke! Er det som erstatning for den manglede tilbøjelighed til religiøsitet ved højtiderne? Så i stedet for at fokusere på det det hele handler om, fokusere man på børnene.. Jul var så vidt jeg er orienteret noget man drak til at starte med, altså lang tid før ham der Jesus besluttede sig for at fejre sin fødselsdag i december. Eller rettere sagt, nogen besluttede at han blev født der, hvad der så reelt set er rigtigt er åbenbart mindre vigtigt. Men man kan da sige at vedkommende opnåede det han/den/det/de ville, nemlig at indlemme den kristne tro i de vantros, i forvejen planlagte højtider..

Og nu er jeg så ved at rode mig ud i noget jeg ikke skal rode mig ud i. Men altså, det jeg vil frem til er, uanset om man er barn eller voksen, skal man da have en god jul, det skal ikke være for børnenes skyld, men for alles skyld! Jeg ved godt at jeg er en gammelsur rabbenskralde og at mit syn på børn kan lyde temmelig fjendsk. Men det er jo ikke fordi jeg ikke kan lide de små poder (eeeheeem eller lad os bare sige at jeg måske ikke just er deres største fan..) Nå, men når det så er sagt, så er børn jo ganske udmærket og alt det der, jeg forstår bare ikke hvorfor det altid og hele tiden skal handle om dem!

Ja, jeg er egoistisk og barnlig når det drejer sig om jul, men hvis julen er for børn, så går jeg bare i barndommen gør jeg! Jeg vil sgu ikke forbigås bare fordi der tilfældigvis står 1981 på min fødselsattest. Jeg elsker jul, jeg elsker højtider i det hele taget, ikke på grund af den religiøse del (jeg tror ikke på gud, så er det sagt.. og derfor fejre jeg heller ikke den enbårne søns angivelige fødselsdag) Jeg holder jul fordi det er hyggeligt og fordi vi trænger til noget opmuntring i den mørke tid. Hvis det stod til mig, holdt jeg jul den 21. dec. (vinter solhverv, hvis nogen skulle være i tvivl ) men af praktiske årsager er det bare lettere at holde jul når alle andre gør det, frem for at være på tværs og evt. skulle have fri osv. tre dage før alle andre. Jeg hælder til den hedenske side kan man vel sige, ikke at jeg vil erklære mig for det ene eller det andet, julen er hvad man selv gør det til, og i mit tilfælde er det altså ikke jesu fødsel det drejer sig om, men lysets komme og familiære værdier der står øverst.

Og så ville nogen måske påpege at børn jo også er en del af familien, og det er da sikkert også rigtigt nok, og mine forældre tog da sikkert også børnevenlige hensyn da min bror og jeg var små, men jeg ved med sikkerhed at både min far og mor også vægtede at de OGSÅ havde en dejlig jul, selv om vi børn også var der. Efter min ringe mening er der alt for stor fokus på børnene i dag, de burde lære at tie stille når de voksne taler, at det er helt fint at lege inde på sit værelse i stedet for midt i stuen, og jeg kunne blive ved og ved og ved..

Men jeg skal nok beherske mig, som sagt har jeg berørt emnet før. Jeg håber bare ikke at jeg, hvis jeg engang får børn, ender med at blive sådan som så mange andre er, det ville vitterligt være et kæmpe nederlag, og jeg håber at mine venner der allerede har børn, og dem der ikke har, vil være så gode venner til den tid, at de dunker mig meget hårdt oveni hovedet, og minder mig om mine gamle blogs!

Det være sagt, så forstår jeg stadig ikke det med jul og børn, og jeg kommer nok heller aldrig til det. Selv om jeg får børn, vil jeg da stadig væk også gerne selv have gode julegaver, og selv om jeg får børn, vil jeg da også stadig gerne have et påskeæg, og selv om jeg får børn, vil jeg da stadig gerne klædes ud til både fastelavn og Halloween, og selv om jeg måske fik et barn der blev født på min fødselsdag, så vil jeg da stadig fejres, og ikke bare lade barnet tage al æren. Det er fint nok at vægte sit barn højt, men en gang imellem kunne det også være gavn at en del forældre lærte at blive lidt mere egoistiske!

Jeg er en af den slags mennesker der stadig troligt sider foran skærmen hver aften (så vidt muligt) i december og følger med i julekalenderen, og i år er det ekstra vigtigt, da en af mine yndlings julekalendere bliver vist, nemlig "Nissebanden på Grønland"!! Mine forældre følger også med i julekalenderne, og får ofte underlige blikke fra folk, når de bliver spurgt om de så ser det med deres børnebørn, hvorefter de svare, at det gør de ikke, for de har ingen børnebørn endnu. Hvorfor skal man bruge sine eventuelle børnebørn som undskyldning for at se julekalender? Det er endnu en ting jeg absolut ikke forstår. Men der er jo generelt mange ting jeg ikke forstår i forholdet børn/forældre/bedsteforældre, og jeg er bange for at jeg aldrig kommer til at forstå det...

Hvor om alting er, så glæder jeg mig mægtigt meget til jul, og jeg glæder mig til at se julekalender, også selv om jeg ingen børn har, og nej tak, jeg vil heller ikke låne nogle børn for at have en undskyldning for at se det! Jeg er barn nok i mig selv, nemlig!

lørdag den 19. november 2011

Digtersøndag - en tak for gode stunder!

Har lige siddet og ryddet lidt op i mine dokumenter på min computer, og faldt over et digt jeg har skrevet til digtersøndag, på det hedenske forum "sortmaane.dk" der desværre er afgået ved døden.. Digtersøndag gik i al sin enkelthed ud på, at man var en flok mennesker på "månen" der satte en søndag af til at digte. Reglerne var sådan at man startede kl. hel med at digte, og så postede man kl. halv, så man havde en halv time til at komme på et digt, og en halv time til at kommentere hinandens digte. kl. hel gik det så løs igen med en ny omgang digtning. Der er kommet rigtig mange sjove digte ud af disse digtersøndage, og jeg savner dem faktisk lidt!

Jeg kan ikke huske hvornår jeg sådan for alvor begyndte at skrive digte, men jeg havde en ret så produktiv periode de første år jeg var på "månen". Der var en rigtig god stemning derinde, og nogle rigtig inspirerende mennesker, der kunne sætte min fantasi og min muse i sving. Jeg har været på flere forskellige fora hvor der har været en digter afdeling, men ingen af disse, har på samme måde, som digter afdelingen på "månen" inspireret og aktiveret mig rent skriftligt. Jeg har, som jeg vist også har nævnt i min præsentation af mine digte, en svaghed for rimdigte, hvilket også afspejler sig i nedenstående digte, der er udsprunget af ovennævnte digtersøndage.

Jeg var faktisk så produktiv med digtning i de første 2-4 år på "månen" så jeg opnåede at få den personlige titel "Den søvnløse digtermuse", hvilket jeg selvfølgelig var meget beæret og stolt af! Som en hyldest til digtersøndag, og til "månen" er her et par af de digte der er udsprunget af disse fantastiske dage!




Hjernekrampe

Ååh min hjerne er gået i stampe
og min ene fod har fået krampe
jeg tror jeg er ved at krepere
og dette er det sidste jeg kreere
mine arme har fået spasme
og jeg vælter mig rundt i sarkasme
mit hjerte er skrumpet ind
og er blæst væk i træk fra en vind
mine lunger er sorte og sarte
gad vide hvordan nyren har det?
for den siger en underlig lyd
hvilket blæren synes er snyd
mens mine indvolde slår sig en knude
og hovedet smadre en rude
så glasskår og andre splinter
mine rødrandede øjne forhindre
at se min krops forfald
og nu er klokken sgu halv!!

Man kan udlede af dette digt, at det sikkert er skrevet sidst på eftermiddagen, og at min hjerne simpelthen er gået i stå!



Kattens pine

Den møg kat har lagt sig på bordet
Selvom jeg har forsvoret
At katte ej må på borde spankulere
Ellers jeg hurtigt den kan strangulere
Og lave den om til en hat eller hue
Der mig kan lune når jeg har snue
Men katten er ligeglad med mine trusler
Den roligt med mine papirer pusler
Og skubber dem langsomt ned på stolen
Og krøller derfor samtidig kjolen
Som jeg elegant lige fik strøget
Nu er den sandelig på gulvet røget
Og er nu lige så krøllet som før
Utroligt at katten den egentlig tør
For jeg er nu temmelig muggen og sur
Men katten den tager sig bare en lur

En kat er et meget selvstændigt dyr
Der ofte til selvstændige gerninger tyr
Og laver ballade og mangen en ulykke
Så man sig selv i håret må rykke
Når op i reolen den hurtigt farer
Og tror den snedigt mig kan narre
Men hvad det lille kræ ikke vidste
At jeg med vand den hurtigt kan piste
Så den straks fra reolen falder
Og lander på bordet med et kæmpe rabalder
Og ser så uforurettet ud
Mens den vasker sin lille tud
Der blev så våd da jeg ramte plet
Med en vandforstøver det jo er så let
At opdrage på uregerlige slemme katte
Der før på bordet sig dovent satte



Sjæl til salg

Jeg solgte min sjæl til djævelen
som tåber så ofte gør,
for at få en engenskab
som ingen anden før.

Da handlen den var gennemført,
og djævelen bort var smuttet,
jeg sad tilbage på en bænk,
lidt tavs og lidt betuttet.

For djævelen var stor og stærk,
og klog på livets leg,
for det jeg købte for min sjæl,
det duede ganske ej.

Så sad jeg der med skuffet sind,
og klagede min jammer,
da kom den djævel straks igen,
og slog mig med en hammer!!

Nu sidder jeg skam på en sky,
men ikke en fra himlen
næh skyen den er grå som bly,
og hovedet dunker som en bimlen.

Jeg røg sku lige lukt i helvede,
for min synd var stor,
min sjæl hos djævlen fanget er,
jeg der for evigt bor....



Vend dig bort

Vend dig bort fra mig
Gå fra mig i tide
Lad mig ikke se dig mere
Lad mig ikke lide

Vend dig bort fra mig
Skynd dig bort i hast
Lad mig ikke føle din nærhed
Lad mig ikke have den last

Vend dig bort fra mig
Løb for livet nu
Lad mig ikke sluge dig med mine øjne
Du tænder mig sku

Vend dig nu bort fra mig
Vær nu sød og rar
Lad mig ikke indånde din duft
Lad mig ikke føle mig som en nar

Vend dig bort fra mig nu!
Gør det af din nåde
Lad mig ikke dvæle ved dit ansigt
Lad mig ikke gætte din gåde

Vend dig så bort fra mig!
Du sætter mit sind i kog
Lad mig ikke falde i staver over dit væsen
Du trænger mig op i en krog

Vend dig for pokker bort fra mig!!
Min tålmodighed siger nej
Lad mig ikke miste mit temperament
Lad mig ikke blive fej!

onsdag den 16. november 2011

Husholdningsforeninger - et skalkeskjul for kaglende høns?

Her kommer der lidt af en sviner til mit eget køn, så er du advaret hvis og såfremt du skulle være af hunkøn og læser dette...


I går var jeg til et arrangement i den lokale husholdningsforening, ja ja det kan være svært at forestille sig, men ja, undertegnede er altså medlem, mest af alt, takket være min moder, og det faktum at nogle af deres arrangementer rent faktisk er interessante, og at det ved at være medlem bliver billigere i længden at deltage i disse. Ovennævnte arrangement var et -sådan-laver-du-en-juledekorations- arrangement, altså, en hyggelig aften med to blomsterdekoratører der viste hvad de kunne og hvor nemt det var. I løbet af de godt og vel to en halv time de var igang, fik de frembragt henved 15-20 forskellige ting, som stort set alle sammen var fine og pæne. Så selve arrangementet har jeg som sådan ikke noget at brokke mig over, bort set fra, den måde de stod på, der gjorde at vi, der hvor vi sad, stort set ikke kunne se en dyt af hvad de lavede før de var færdige...

Nå men frem til mit egentlige klages udbrud. Hver gang en dekoration var færdig, blev den sendt rundt ved bordene så vi alle kunne beskue det smukke syn. I og for sig en ganske glimrende ting, bort set fra, at rummet var fyldt til bristepunktet af den lokale kvindelige befolkning, hvilket resulterede i, at hver gang en ny ting blev sendt rundt, gik hønsegården igang med at kagle.

Hver gang dekoratørerne ikke lige sagde noget, begyndte snakken at brede sig som en steppebrand, og når den først var kommet igang, var den næsten umulig at standse igen! Hvad er det lige der gør at kvinder i større forsamlinger bare ikke KAN tie stille mere end højest to min. ad gangen? Jeg forstår det ikke. Jeg ved godt at det var et hygge arrangement, og at de fleste sikkert var kommet for, netop at kagle med nabokonen, frem for at sidde og være stille for at se andre lave noget.. Måske det bare er mig der er atypisk, men jeg sætter mig ikke til at kagle om div. ting midt under en fremvisning eller et foredrag. Jeg kan, i visse tilfælde hviske enkelte sætninger til sidemanden, men ligefrem at sætte sig til at tale højlydt med de omkringsiddende kvinder, falder mig langt fra naturligt, når jeg rent faktisk har bevæget mig et sted hen for at lære noget!

Nogen vil sikkert påstå at mænd kan være lige så slemme som kvinder, og det kan de sikkert også, men nu var der, så vidt jeg så, kun én mand til stede i går, så i dette tilfælde kan han ikke ligefrem stilles til regnskab! Det utrolige ved hele situationen var nok mest, det med, at det var så svært at dæmpe gemytterne igen, når først steppebranden havde fået godt fat! Da vi nåede til det amerikanske lotteri, blev situationen ikke just bedre, da folk hele tiden sad og galede op om hvilken farve det nu var vi var igang med. I stedet for bare at holde bøtte, så man rent faktisk kunne høre hvad der blev sagt!

Det kan selvfølgelig også have noget at gøre med den gennemsnitlige alder i lokalet, men jeg har min tvivl. Min erfaring siger mig, at uanset hvilken alder en kvinde har, vil snakketøjet altid være på gled i situationer som denne. Nu har jeg ikke deltaget i så forfærdelig mange af denne husmoderforenings arrangementer, ud over juledekorations- inspirations-aftenen, der forøvrigt er en tilbagevendende begivenhed hvert år op mod jul, og som til stadighed er en gentagelse af forrige års kaglen. Men, min erfaring inden for disse arrangementer er, at enten er det sådan i alle husholdningsforeninger, eller også er denne, ekstremt snaksaglig!

Sidste gang jeg var til et arrangement, som forøvrigt foregik udenfor, var også præget af ekstrem meget kaglen, hver gang der var en lille pause i fortællerens fortælling. Man skulle jo synes at det ikke var så stor en udfordring at tie stille, men det er det åbenbart. Og igen, var gemytterne svære at få til at tie stille, når først de var kommet igang, hvilket igen var temmelig uheldigt, da vi befandt os udenfor, og det derfor i forvejen var lidt af en udfordring at hører hvad manden sagde..

Måske det bare er mig der er sippet, eller sart, men jeg deltager i sådanne arrangementer for at opleve, og lære noget. Ikke for at kagle med de andre høns. Måske jeg bare har misforstået konceptet med en husholdningsforening! Måske husholdningsforeninger bare er et skalkeskjul for kvinderne, så de kan komme ud og mødes forskellige steder og kagle! Se, det havde jeg jo slet ikke tænkt på før!

Nå men, hvor om alting er, så kan jeg konkludere at denne høne, i visse tilfælde aldrig bliver en del af hønsegården, men det har jeg det egentlig også fint med, så længe jeg bare kan få lov til at deltage, uden at skulle kagle højlydt med de andre høns. Og så kan jeg jo i mit stille sind, kagle lidt over hvor meget de andre kagler..

Bååk herfra..

lørdag den 12. november 2011

Fuldregister vs. rangregister - nervøsitetens uforudsigelighed

Jeg har spillet teater siden jeg var 14 år gammel, og sunget i kor siden jeg var 8 år. Jeg elsker musik og teater, rollespil, det at udtrykke sig kunstnerisk og det at være på. Det er ikke noget jeg vil gøre professionelt, for mig er det en hobby. Jeg har ikke problemer med at stå på en scene, jeg får ikke angst anfald når jeg skal synge en sang til rollespil, eller har en solo i et stykke eller til en kor koncert. Jeg er i bund og grund ret rolig og fattet i sådanne situationer. Jeg har intet imod at stille mig op og tale til en større forsamling, eller holde en spontant tale til en fest, og jeg har egentlig heller aldrig haft de store eksamensproblemer. Men, når jeg så skal til en audition, og vise hvad jeg kan, er det ligesom om min krop går i baglås. Den nægter at samarbejde på nogen som helst måde. Jeg er ikke rigtig nervøs inden jeg skal ind, jeg er koncentreret og fokuseret, og vist nok temmelig svær at komme i kontakt med. Jeg går rundt og nynner, varmer op og synger lidt for mig selv. Jeg er nok en kende rastløs inden det går løs, men ikke nervøs, aldrig nervøs..

Men når jeg så bliver kaldt ind, og det er nu det gælder, er det lidt som om min krop og min hjerne flygter i hver sin retning, sådan mentalt. De kan ikke samarbejde, eller fungere på nogen som helst brugbar måde. Mit hjerte giver sig til at banke helt oppe i halsen og en form for koldsved breder sig som en steppebrand over min krop. Jeg har som sagt sunget i kor siden jeg var 8 år gammel, og det har stort set kun været klassisk kor jeg har sunget. Jeg er derfor velbevandret i koriske teknikker og har ret godt styr på mit rangregister, så meget som man nu kan have når man ikke synger regelmæssigt, da jeg i en længere periode ikke har været tilknyttet noget kor. Men mit fuldregister! Det kunne lige så godt være en by i Rusland, for der er jeg absolut ikke velbevandret. Jeg har ikke kontrol over mit fuldregister, hvilket til stadighed irritere mig. Men det er dog noget jeg er klar over, og lader derfor være med at synge i det, både af hensyn til dem der skal lytte til det, og af hensyn til min stemmes ve og vel.

Undtagen når jeg er til audition!!! Af en eller anden grund insistere min krop på at synge i fuldregister når det virkelig gælder. Og det lyder ad h...... til, rent ud sagt! Min stemme dirrer og hopper, og til tider lyder som om jeg synger helt hen i vejret og slet ikke rammer tonerne. Det er rent ud sagt en katastrofe! Når jeg så først er startet i fuldregister, kan jeg ikke finde tilbage i rangregisteret, og derved, forhåbentlig, redde min situation hjem. I stedet for bare at styre stemmen over i rangregister, foregår der en eller anden indre krig, hvor fuldregisteret insistere på at have overtaget, og ikke lader rangregisteret komme til orde ret lang tid ad gangen. Hvilket resultere i at min stemme knækker over, kommer med mystiske lyde og i det hele taget lyder mere som en forkølet struds, end noget andet. Det er så frustrerende at man kan miste kontrollen på den måde, bare fordi man af en eller anden mystisk grund, bliver nervøs!

Nu hvor den grufulde audition er overstået og kommet lidt på afstand, er det jo nemt at sidde her og være bagklog.. I bagklogskabens lys var der mange ting jeg kunne have gjort for at rette op på skaden. Jeg kunne have stoppet, og bedt om at få lov til at starte forfra.. Jeg kunne have sagt at jeg var monster nervøs, jeg kunne, og jeg kunne.. Men det gjorde jeg jo ikke!! Som sagt, min krop og min hjerne går i baglås, strejker, lukker ned og slipper kontrollen. Nå men nu er jeg da blevet afklaret med hvad der sker, og kan forhåbentligt bruge det til noget næste gang jeg skal til audition. Jeg har ikke været så opmærksom på det før, men er blevet det nu, hvor det gjaldt en musical jeg rigtig gerne vil medvirke i. Ikke at de andre musicals jeg har medvirket i, ikke var fantastiske, men denne her har altså en speciel plads i mit hjerte.

Nå, men må jo bare afvente min dom, og håbe på at jeg trods alt har kunnet overbevise dem om at min tilstedeværelse i ensemblet kunne være brugbar. Ikke at det ville overraske mig, hvis jeg ikke kommer med, med den grufulde præsentation!

torsdag den 3. november 2011

Hjernevridende drømme - et surealistisk foretagende!

Jeg har de mystiske drømme somme tider, og ofte når en drøm har været ekstra sær, kan jeg huske meget detaljeret hvad den handlede om når jeg vågner.. Jeg er ikke en person der tror specielt meget på drømmetydning, mest fordi der er så stor forskel på hvad forskellige symboler betyder når det gælder drømmetydning, dels fordi der er så mange forskellige teorier omkring emnet, og ikke to drømmetyderes teorier er ens. Jeg vil godt anerkende at ens drømme på et eller andet plan er der for at sige noget om ens vågne tilstand. Men på den anden side har jeg også lidt svært ved at se hvad min underbevidsthed i så fald skulle forsøge at sige mig. For mine drømme er godt nok for viderekommende, og specielt den drøm jeg drømte i nat, er et bevis på at en analyse af mine drømme måske ville være en knap så god ting!

jeg drømte at jeg skulle have en hjernetransplantation. Jeg var indlagt på et hospital, og havde allerede fået fjernet den gamle hjerne, og fik lov til at studere den nærmere for at se hvad der var galt med den. Den var fyldt med nogle små syster, der gjorde at jeg tænkte 10 gange så hurtigt end almindelige mennesker. Jeg var nødt til at skære hjernen over i to halve for at se det, og efterfølgende skulle jeg skære den over endnu en gang, så den var i fire dele. Hvorfor jeg skulle det, melder historien ikke noget om, men lægen sagde jeg skulle, og derfor gjorde jeg det.

Jeg skulle derefter nedkøles før jeg kunne blive sendt hen til et andet hospital, for at få indopereret den nye hjerne. I den forbindelse blev jeg lagt i en seng fyldt med is. Og der skulle jeg så ligge i en time. På stuen jeg lå på, var der en meget sur portør, der gik og muggede over et eller andet. Jeg fandt så ud af at han for et år siden havde fået ny hjerne, og var derfor ret så interesseret i at tale med ham om forløbet. Men han var bare sur, og gad bestemt ikke dele sine erfaringer med mig. Jeg fik dog frittet ham lidt ud, og han fortalte mig, at det som sådan var gået meget godt med selve hjernetransplantationen, men at han efterfølgende havde lidt af hukommelsestab. Ikke med de basale ting som at kunne spise, tale osv. men han kunne hverken huske sin familie eller sine venner.

Jeg blev selvfølgelig meget oprørt over at en af bivirkningerne ville være at jeg ville miste kendskabet til min familie og mine venner, men en læge sagde til mig, at hvis jeg bare gentog navnene på de personer jeg gerne ville huske, mange gange nok, ville der være en lille sandsynlighed for at jeg ville kunne huske dem. Så mens jeg lå der i sengen omgivet af is, gentog jeg min kærestes navn igen og igen, mens minder om min familie kørte som en film for mine øjne.

Da timen var ovre, skulle jeg ud i en park og gå en tur, jeg blev ledsaget af en portør, der viste sig at være en jeg har spillet teater med, og som overhovedet ikke er portør i virkeligheden. Han forsøgte at trøste mig i min frustration over at jeg ikke ville kunne huske min familie når jeg fik den nye hjerne, ved at sige at jeg skulle betragte det som en ny begyndelse, og at jeg ligesom startede på en frisk. Jeg var nu ikke specielt tilfreds med det råd og var stadig ikke helt tryg ved situationen. Parken mindede forøvrigt frygtelig meget om Botanisk have i Aarhus. Da vi havde gået i ca. en halv time, skulle jeg igen ind og nedkøles, og blev denne gang kørt ind på en stor stue hvor der lå en masse andre patienter. Flere af dem lå og beklagede sig af smerte. Og jeg spurgte den sure portør fra tidligere om også jeg ville få sådanne smerter. Han svarede tvært, at der aldrig havde været smerte, kun forglemmelse!

Imens jeg lå der i sengen, tænkte jeg at det egentlig var frygteligt at jeg skulle have den nye hjerne, for så skulle jeg jo kronrages og ville miste mit lange hår! Underligt nok havde jeg ikke mistet håret da de tog den gamle hjerne ud! Men det skænkede jeg ikke en tanke. Ej heller virkede det i drømmen spor sært at jeg både kunne bevæge mig, tale og tænke uden egentlig at have nogen hjerne. Mine lemmer var ved at være helt følelsesløse af al den is, men lægen sagde at det var meget normalt, og at det skulle jeg bestemt ikke bekymre mig om.

Nå men efter yderligere en times nedkøling, skulle jeg til en samtale med en læge, hvad samtalen gik ud på har jeg ingen anelse om, men bag efter stod den på gruppeterapi sammen med 4-5 andre patienter, der alle sammen fejlede noget forskelligt. jeg var den eneste der skulle have en ny hjerne. Blandt deltagerne i denne gruppe terapi, var en af mine gode veninder. Hvad vi snakkede om til selve terapien kan jeg heller ikke huske, men da terapeuten var gået, sagde en af de andre patienter at det var i aften vi skulle flygte. Jeg spurgte hvorfor vi dog skulle flygte fra hospitalet, og først da gik det op for mig at det var et sindssygehospital vi befandt os på!

Jeg blev derfor ret gal over at jeg skulle skille mig af med min hjerne for at få en ny der ikke kunne tænkte 10 gange så hurtigt som alle andres, og min veninde gav mig ret i at det var for galt. Samtidig mindede hun mig om at de jo havde fået mig til at skære den i fire dele, og at den derfor nok ikke virkede mere. Det gjorde mig endnu mere gal, og jeg ville helt klart gerne være med til at flygte samme aften. Vi planlagde at flygte via taget, hvor der var nogle vagter der skulle overrumples for at vi kunne blive fri. En af de andre patienter forskrækkede dem, ved at springe frem fra et skjul og råbe BØØh! vagterne blev forskrækkede, samtidig med at ham der havde forskrækket dem faldt ned igennem noget plastik der havde dækket et stort hul i taget. Vi blev alle sammen enige om at vi skulle igennem hullet for at blive fri. Men inden jeg nåede så langt vågnede jeg...

Jeg var simpelthen nødt til at skrive denne drøm ned med det samme da jeg vågnede. Jeg drømmer tit sære drømme, men den her er godt nok en af de særeste jeg har drømt længe. En anden nat drømte jeg at Steen Jørgensen fra Sort Sol, var min storebror, og han var sur over at jeg ikke kunne komme og høre ham spille i Aarhus fordi jeg selv havde premiere på en eller anden musical i Vejle.

Den anden nat drømte jeg at en flagermus forfulgte mig og uanset hvad jeg gjorde kunne jeg ikke slippe af med den. Hver gang jeg troede jeg var sluppet væk fra den, sad den på mig og ville bide og kradse mig. En af mine venner ringer så mens flagermusen sidder og kradser mig, og jeg siger til vennen at jeg ikke kan tale lige nu, fordi der sidder en gal flagermus på mig. Hans kæreste giver sig derefter til at komme med alskens gode råd til hvordan jeg kan slippe af med bæstet, men intet af det hjælper. Til sidst får jeg fat i den og holder den med begge hænder, mens den hvæser og kradser og bider. Jeg går over i min fars værksted og spørger om ikke han har en kasse vi kan putte den i, og om vi derefter ikke kan køre hen til et dyreinternat eller sådan noget så jeg kan slippe af med den.

Det sære er at jeg ikke opfattede situationen som uhyggelig, eller mareridts agtig, jeg var mere frustreret end bange for flagermusen.I virkeligheden elsker jeg flagermus, jeg synes det er et fantastisk dyr. Det er egentlig sjældent jeg som sådan har mareridt, jeg kan have ubehagelige drømme, men oftest er det mere surealistisk end direkte uhyggeligt. Jeg vågner ofte med en undrende fornemmelse i kroppen. Og det er også ofte den følelse jeg har igennem drømmene. For eksembel undrede det mig meget at jeg kunne fungere som et helt almindeligt menneske, vel vidende at jeg ikke havde nogen hjerne. Men samtidig var det i drømmen, ganske logisk. Jeg tror på at ens drømme afspejler ens fantasi, og man kan vel derfor konkludere at min fantasi absolut ikke fejler noget! Nu vil jeg gå i seng, og hvem ved, måske drømmer jeg endnu engang et eller andet højest mærkværdigt! Sov godt derude, og drøm godt!


Note; kan hænde at min underlige hjernedrøm er udsprunget af at jeg kort for inden havde modtaget denne fine latexhjerne med posten, som en del af Halloween udsmykningen på badeværelset!

torsdag den 20. oktober 2011

Diktatorens død - mediernes brød

Der har igennem tiderne været mange forskellige grumme mennesker, der har behandlet deres omgivelser med foragt. Der findes stadig mange grumme mennesker, og nye vil opstå. Had avler had, og grusomhed avler grusomhed. Jeg græmmes over folks grusomhed, og den afspejling af grusomhed jeg ser i verden. Hver gang en diktator undertrykker og slår ihjel, afspejles grusomheden i det folk det går ud over.

I dag er endnu en diktator og undertrykker blevet fjernet fra verden. Fred være med det, men i stedet for at behandle personens lig med liggyldighed, bliver det lemlæstet og vist frem for verdenen som et jagt trofæ. Vold avler vold. Tv2 skriver på deres hjemmeside at de ikke vil vise billeder fra en video, der viser hvordan en folkemængde skænder den dødes lig, da redaktionen vurdere billederne for værende for voldsomme! Hvad med værdighed og respekt for den døde? Jeg ved godt at det ikke ligefrem er respekt og værdighed de undertrykte føler for deres afdøde undertrykker, og det kan sagtens være at de får en eller anden forløsning ved at gøre det de gør. Men resten af verden behøver jo ikke svælge i deres blodtørstige hævn. Alligevel har Tv2 et billede af den formodede diktator, taget med et mobil kamera, døende, omgivet af en masse mennesker og smurt ind i blod, det er åbenbart ikke voldsomt nok til ikke at blive vist...

Jeg forstår ikke hvorfor medierne i dag mener at alt hvad der sker i verden, bare skal klaskes i ansigtet på folk. Det undre mig meget at Tv2 vurdere at billederne er for voldsomme, når man tænker over hvad der ellers somme tider bliver vist i nyhederne. Videooptagelser af unge der bliver skudt ned på Utøya, folk der falder i døden fra et brændende Twin tower, massegrave, blodige lig, og hvad ved jeg, vrimler frem på skærmen få sekunder efter de er sket. Jeg synes det er usmageligt! Medierne hævder at de bare er folkeoplysende, men derfor behøver man jo ikke nærmest stå med kameraet helt nede i de blødende sår!

Verden er et grusomt og voldspræget sted, og i stedet for at fokusere på de gode ting og de positive ting, svælger medierne og deres modtagere i blod og ødelæggelse. Jeg forstår det ikke. Et er, frivilligt, at sætte en splatterfilm på, noget andet er at få klasket den ægte vare i ansigtet straks man tænder for tvet, eller køber en avis. Jeg er på ingen måde sart, men jeg sætter gerne spørgsmålstegn ved det moralske aspekt af at udstille liget af en diktator i verdenspressen. Jeg har personligt ikke noget behov for at se det, og tvivler på ret mange andre har det, måske med undtagelse af dem der er blevet undertrygt. Jeg kan godt forstå at de måske har et behov for med deres egne øjne at se, at personen virkelig er død. Men vi andre, os der bor langt væk fra begivenhederne, et almindeligt pasfoto af diktatoren og nyheden om hans død, havde været ganske fint.

mandag den 17. oktober 2011

Der er forskel på græskar!

Så fik jeg udskåret årets første græskar, venligt doneret af min svigermor. I år var jeg forudseende og havde købet et rigtigt udskæringssæt til græskar i Fakta til 30 kr. Til det grove arbejde er redskaberne ganske udmærket, men til de finere detaljer er jeg stadig nødt til at ty til skalpellen og urtekniven. Fik for et par år siden et kæmpe stort græskar af min mor, købt i den lokale blomsterbutik. Det havde en perfekt facon og var rigtig pænt i skralden, så jeg glædede mig rigtig meget til at udskære det. Det år havde jeg samtidig lovet en veninde at vise hende hvor nemt det var at skære i græskar, for i stedet for, som jeg plejede, at skrive i Halloween invitationerne, at gæsterne skulle tage lidt pynt med, skulle de dette år medbringe et udskåret græskar, og så ville der blive uddelt en præmie for bedst udskårne af slagsen.

Men dette græskar, var af en helt anden støbning end dem jeg før havde haft med at gøre! Man skulle nærmest tro det var støbt i beton og så beklædt med græskarskind! Da jeg skulle til at demonstrere over for veninden, hvor nemt og let det var, fik jeg virkelig min sag for, skralden på græskaret var ikke mere end en halv centimeter tyk, men var jo så til gengæld hård og usamarbejdsvillig! I stedet for at kniven gik nemt og let igennem, som knive plejer at gøre i græskar, måtte jeg ase og mase, hvorefter kniven fik et lille buk! En ny kniv blev fundet frem, men også den virkede utilstrækkelig og flere knive var ved at bukke under for presset! Så i stedet for bare lige at skære låget ud, vupti vupti, ja så stod jeg i henved en halv time og knoklede, bare med låget!! Jeg forsikrede selvfølgelig veninden om at sådan plejede det altså ikke at være, og at dette græskar absolut ikke var som græskar er flest!

Det endte med at det tog det meste af eftermiddagen og lidt af aftenen at få renset og udskåret det genstridige græskar, og jeg var godt tosset i hovedet til sidst. Men færdig blev det, og resultatet blev næsten som jeg havde sat mig for, taget i betragtning af hvor meget bøvl jeg havde haft med det, kunne det nærmest ikke blive bedre.
Mine knive overlevede med nød og næppe, men flere af dem blev skæve og sløve under prosessen. Men når jeg så ser tilbage kan jeg kun sige at de 30 kr. min mor havde givet for det var godt givet ud, for græskaret har jeg sørme endnu! På trods af at det stod ude i regn og slud, frost og tøvejr, fra oktober og helt til det blev forår, så rådnede det ikke! Eller det vil sige, indmaden gjorde, men skralden, eller skalden burde jeg nok kalde det, blev bare tør og papmache agtig. Resterne af kødet kunne jeg pille af i tørre flager, og vupti havde jeg et fint og tørt græskar! Det eneste der var sket med det, var at farven var blegnet en hel del.


Græskaret i år holder næppe i flere år, det har allerede et par bløde pletter, så håber på vejret bliver ved med at være koldt, så forrådnelsesprosessen bliver sænket lidt. men på den anden side, krepere det hurtigt, er der jo god grund til at lave et nyt! Resultatet af udskæringen blev heller ikke helt som jeg ville have det, så er vist "desværre" NØDT til at anskaffe mig et mere, uanset om dette her holder eller forgår hurtigt!

I år har jeg så også taget mig sammen til at udnytte det spiselige af græskaret, og har i skrivende stund en græskarkage i ovnen. Hvordan den så smager er spændende, for jeg har faktisk aldrig smagt noget som helst lavet med græskar. Hvilket i bund og grund er ret pinligt, da jeg immervæk har udskåret græskar de sidste 10 år til halloween. Men tænkte at nu var det vidst på tide at afprøve det. Næste projekt bliver så pumpkin pie og græskar suppe, serveret i et udkulet gærskar.

En vældig dejlig kageduft har nu spredt sig i hele lejligheden, så jeg kan næsten ikke vente med at få den kage ud af ovnen. Det vil så være et ret stort antiklimaks hvis det viser sig at jeg ikke kan lide smagen af græskarkage!! Jeg har en forestilling om at smagen minder lidt om gulerodskage, jeg ved ikke hvorfor, men det er nok fordi hakket græskar minder lidt om hakkede gulerødder.

Nå men nu er det snart tid til at kagen skal ud, så her er der lige et billede af årets græskar, og bare lige for en god ordens skyld! Ingen knive eller redskaber gik til under tilblivelsen af det!

lørdag den 15. oktober 2011

Halloween - nu med brunkager og julegløgg!

Det skal ikke være nogen hemmelighed at mit hjerte banker temmelig meget for Halloween, og alt hvad dertilhører af græskar, spøgelser og andet tingeltangel. Jeg frydes hver gang jeg kommer ind i et supermarked eller en butik hvor man kan købe Halloween ting, og jeg kan blive helt hysterisk i min lykke når jeg ser noget jeg bare MÅ eje!! Oktober er som nævnt i et andet blog indlæg min yndlingsmåned, og jeg venter altid spændt på at det skal blive oktober, hvor butikkerne begynder at have halloween ting. I år synes jeg dog det er gået en smule tilbage for både Føtex og flere andre stedet. Måske Halloween ikke er så populært mere? Jeg ved det ikke, i hvert fald fik jeg lige ved og næsten et hjertestop den anden dag da jeg bevægede mig ind i Fakta!

De havde da godt nok græskar til at stå udenfor, til en fin pris, 20 kr. for ret pæne og store græskar. Det glædede mig Halloween hjerte, og jeg så frem til at komme ind i butikken og kigge på spøgelser, lys, servietter, edderkopper, slik og hvad de ellers plejer at have. Men hvad skuer mit øje som det første, allerede i indgangspartiet! JULEKAGER og slik!!! Hvad i hele hule h......! Jeg har ikke spor i mod jul, faktisk elsker jeg jul lige så meget som jeg elsker Halloween, men helt ærligt! Der var ikke skyggen af Halloween slik nogen steder! I stedet kunne jeg både få chokoladekalendre, brunkager, pebernødder og alskens anden juleslik. Et forkølet græskar lerhoved stod i en rodekasse og skammede sig, sammen med alt muligt forskelligt ragelse... Det var i sandhed deprimerende og trist..

På vej ud, opdager jeg så til min fryd en opstilling med lidt Halloween pynt, men slet ikke så meget som der somme tider har været. Jeg konstatere at de ting der er der, vist ikke er noget jeg absolut er NØDT til at have, (ud over et fint græskarudskærings sæt) så intet nyt til samlingen (ud over græskarudskærings sættet selvfølgelig..)

Jeg kommer så hjem og sætter mig til computeren, går ind på facebook, hvor en af mine gode veninder har været så venlig at poste et link på min væg, linket er til en online butik der forhandler kageforme og andet tilbehør. Blandt andet Halloween kageforme!!! Åååh hvilken fryd! Jeg kunne købe mig på fattiggården derinde, og ikke nok med at der var rigtig mange ting derinde jeg simpelthen er NØDT til at eje, ja så er der jo også lige en tre, fire, fem andre online butikker med seje ting, som en ægte Halloween elsker ikke kan leve foruden! Ikke at forglemme ebay, som jeg overhovedet slet ikke tør gå ind på i denne tid, det tror jeg simpelthen ikke mit blodtryk kan holde til!

Men altså! Julekager i oktober! Helt ærligt! Og hvis man så købte de julekager nu, og gemte dem til december, sikke da en tør omgang man ville få så. Sådan et honninghjerte er sgu ikke meget ved efter 3 måneder i et skab. Men hva, dem de ikke får solgt nu, bliver vel bare pakket om og sat på udsalg midt i december. Jeg ved godt at butikkerne begynder tidligt, men jeg synes da ikke det var SÅ tidligt sidste år, eller var det? Måske fortrænger man det fra år til år. Man glemmer det simpelthen fordi det er så ubegribelig tidligt, så ens hjerne ikke kan rumme det. Jul er skønt, jul er dejligt, jul er hyggeligt, I DECEMBER! vel at mærke.

Der er sikkert mange der synes Halloween er noget fis, men det er fordi de ikke har oplevet det! Sådan en gennemført Halloweenfest med gys og gru, og udklædte mennesker over det hele. Det er fantastisk. For mig er det ligesom juleaften, bare uden gaver. Men det gør ikke noget, så længe festen er en succes, og alle er glade og i god Halloween stemning. Jeg tror mange voksne ville have godt af at prøve at komme til sådan en fest, hvor de blev tvunget til at være udklædt, og fik lov til at skabe sig lidt, og glemme hverdagens problemer og al deres voksenhed.

Det er også en af de ting jeg synes er lidt irriterende ved de ting man kan købe herhjemme til Halloween. Det meste af det er meget tuttenuttet og børnevenligt. Som om Halloween kun henvender sig til børn. (ligesom fastelavn) Men sådan er det jo ikke! Halloween er for alle aldre! Ikke kun børn i deres Fætter BR kostumer med små søde edderkopper og nuttede spøgelser.

Halloween hos mig er absolut ikke børnevenligt! Badeværelset specielt bør ikke benyttes af sarte sjæle, da der plejer at være temmelig meget blodbad derude. Til Halloween har man chancen for at udleve nogle af sine mørke sider! Det er fantastisk!!

Men når julen allerede ankommer i oktober, må julen også finde sig i at der i december sniger sig et par zombier ind hist og her!

fredag den 14. oktober 2011

Teenage fascination - en form for sindssyge

Jeg blev i går mindet om min gamle passion, og det der blev starten på min elskede samling af cd'er og LP'er. Samtidig var det en reminder om hvor fanatisk og ensporet jeg var, samt en form af autistisk memorering af et bestemt bands gøren og laden. I mine spæde teenage år, hvor musikken i verden var præget af boybands og alskens udefinerbarer toner fra et 1990'er helvede, fandt jeg, hvad jeg vil vælge at kalde for min første identitet. Jeg har altid godt kunnet lide musik, og har sunget i kor siden jeg var 8, enskønt jeg i min spæde begyndelse som korsanger kunne give korlederen grå hår i hovedet med min luftige falske røst. Hver fugl synger med sit næb, og jeg lærte da også at synge med mit.

Jeg kunne ikke rigtig komme overens med disse boybands og hele den pop kultur der voksede frem af den, så i stedet for, forelskede jeg mig i et årti og et band fra en helt anden tid. Min store pasion og fascination af The Beatles, var lige så koncentreret og fanatisk som en hver anden teenage pige. Forskellen var bare den at, på mit værelse var væggene spækket af The Beatles billeder og plakater, og musik anlægget spillede The Beatles for fulde hammer. Inspireret af bandet, musikken, og hele Beatles kulturen, blev mit tøj selvfølgelig også præget gevaldig af denne nye passion. Men hverken flower Power eller bukser med svaj var specielt populært den gang i 90'erne, og så måtte jeg jo igang med symaskinen. Hvilket var en temmelig stor udfordring for teenage undertegnede.. Jeg var, som en af de sidste til at få symaskinekørekort i folkeskolen, absolut ikke ferm med nål og tråd, og interessen var der heller ikke just. Men når tøjet ikke passer damen, måtte damen jo gøre noget ved det. og nød lærer jo som bekendt nøgen kvinde at gøre så mange ting, som man siger.


Jeg blev efterhånden sådan nogenlunde til at lave svaj i bukserne, og eksperimenterede med klor og batik, så jeg er overbevist om at en hel del hjerneceller forsvandt på den konto. Men hippieagtig blev jeg da, og gik både med store peace tegns halskæder og tørklæder som pandebånd. Nu var det jo ikke fordi denne stil ligefrem var populær, og på en mindre landsbyskole vækker det temmelig meget opsigt at være gennemført hippie i 1995 eller der omkring. De fleste syntes sikkert jeg så tåbelig ud, men jeg tror da nok at jeg indhentede et par respektfulde blikke hist og her.

Jeg kan ikke helt huske hvornår min Beatles tid begyndte, men jeg kan huske hvordan det startede, sådan nogenlunde i hvert fald. Jeg havde vel sagtens hørt noget af deres musik i radioen, eller på min fars Jukeboks ( ja altså sådan en rigtig jukeboks med single LP plader i) og syntes vældig godt om det. En dag var jeg så nede i byen, og inde i Silkeborgs mest fantastiske butik, Pladeshoppen (der til kæmpe stor ærgelse for undertegnede ikke eksistere mere..) Der fandt jeg en dobbelt cd med The Beatles, (The Beatles/1962-1966) Jeg kan ikke huske hvad den kostede, men jeg købte den i hvert fald, og glædede mig frygteligt til at komme hjem og høre den.

I bussen på vej hjem, mødte jeg en klassekamerat, der nysgerrigt spurgte hvad jeg mon havde købt i Pladeshoppen? (Pladeshoppens poser var ret genkendelige, en lille gul pose med logoet trykt hen over i sort.) Jeg kan huske at jeg på daværende tidspunkt var lidt pinligt berørt over at vise mit køb frem. Jeg vidste jo godt, at der absolut ikke var andre i min klasse der hørte den slags musik, og var måske en kende bange for at blive drillet. Jeg besluttede mig så for, at det var noget pjat, og tog cden frem. Kammeraten, så mindre interesseret ud, og snakken faldt hurtigt på noget andet. Vi sad på nogle af de forreste sæder, så buschaufføren kunne ikke undgå at hører hvad vi snakkede om. Denne chauffør havde jeg egentlig besluttet mig for, var irriterende, og gad egentlig ikke snakke med ham. Men denne chauffør, blandede sig så i samtalen, og spurgte om han måtte se min nye cd, og høflig som man er, fik han selvfølgelig lov til det. Og tænk sig, manden var mindst lige så stor Beatles fan som jeg var, og kunne fortælle en helt masse som jeg ikke vidste!

Fra den dag syntes jeg vældig godt om denne chauffør, og vi fik altid en god Beatles snak hver gang det var ham der kørte bussen.

Man kan vel kalde mig for fanatisk i mit udseende og udtryk. Jeg plastrede mit værelse til med plakater, billeder, pladecovers og alle mulige Beatles ting, min lykke var gjort da mine forældre hjembragte et John Lennon glashoved de havde købt til mig på et kræmmermarked, skidt pyt med at hans næsetip var slået af. Jeg har det stadig til at stå fremme, alle plakaterne og billederne er dog gemt væk, men planen er, at når vi engang har noget mere plads end vi har nu, så skal nogle af dem op at hænge igen.



Jeg var engang på ferie med familien på Fyn. I Odense var vi på et museum, der var indrettet som hjemmene så ud i forskellige tidsperioder. Og hende der arbejdede der, var meget fornøjet over at jeg tøjmæssigt passede perfekt til deres 60'er stue, og jeg var selvfølgelig henrygt.



I samme periode af mit liv, fik jeg en kortvarrig fascination af farven grønt, og gjorde alt hvad jeg kunne for kun at gå i grønt tøj. Dertil kom, at jeg nægtede at have to ens strømper på, og at strømperne helst skulle være så farverige og mønstrede som muligt. I den periode anskaffede jeg mig to par lærreds sko, et par i grønt, og et par i orange. Jeg byttede så snørrebåndende om, så de grønne havde orange og visa verse, hvorefter jeg gik med en orange og en grøn sko, til stor undren og moro for omverdenen.

Jeg er stadig enorm Beatles fan, men må jo nok erkende at andre bands og kunstnere siden hen også har stjålet mit hjerte. I min glans periode i min Beatles feber, kunne jeg stort set alle mulige og umulige facts om bandet (heraf ovennævnte autistiske træk). Hvis en person nævnte et nummer, kunne jeg ralle alle oplysninger om det op. Lige fra Udgivelesedato til hvem der havde skrevet det, hvilket album det optrådte på, og hvor mange minutter nummeret varede. I dag er min paratviden om The Beatles meget rusten, men den gang var jeg sgu ret sej!

Min fascination er stadig lige stor, bare mere afdæmpet. Jeg nyder stadig at skråle med på Come together og alle de andre numre, men mit hippieudtryk og hele tøjstilen omkring det er gået fløjten, jeg fandt ny musik, og et nyt stilistisk udtryk, der vel nok på mange måder har givet mine forældre grå hår i hovedet. Jeg har dog stadig et par af mine omsyede batik klorede trompetbukser et sted i gemmerne, og inderst inde gemmer der sig stadig et lille hippieblomsterbarn.

Tit når jeg ser teenagere i dag, kan jeg godt komme til at tænke, ungdommen nu til dags, men når jeg så tænker efter, var jeg jo ikke en skid bedre end de er. Jeg var sikkert lige så pisse irriterende når jeg sad i bussen og fjantede med veninderne, og jeg fjollede også rundt inde i byen og lavede tåbelige ting. Jeg var lige så sindssyg som alle andre teenagere var og er i dag.

I bund og grund er teenage tiden vel den bedste og den værste i ens liv. Man er ikke sådan rigtig forpligtet til noget, og man kan eksperimentere med en masse stilistiske udtryk uden at behøve at bekymre sig om hvad en eventuel arbejdsgiver synes om det. På mange måder savner jeg sgu lidt den tid, men så igen, alle de problemer man samtidig havde. Som jo, i bund og grund var banale intetsigende ting, men som man når man stod i dem, syntes de var alt overskyggende store.

The Beatles var med til at forme den jeg var den gang, og anden musik er med til at forme mig som den jeg er nu. Jeg er stadig vedholdende i den musik jeg hørte den gang, bare på en mere afdæmpet måde. jeg har gennemgået flere forskellige stilarter i mit liv, og er på mange måder mere afdæmpet end jeg var da jeg var 20, men jeg kan nu stadig godt finde på at opføre mig som en teenager i ny og næ, og det lidt sære og ekstreme går nok aldrig af mode når man er mig.


søndag den 9. oktober 2011

Den sande ondskab

skrevet 30.8.2008

Du er livet der græder over tabte år
du er kroppen der skriger over væskende sår
du er hjertet der bløder over forliste drømme
du er tåre af forgrædte strømme
du er sjælen af mistede håb
du er koret af tavse råb
du er stemmen der synger om smerte
du er døden der slukker min kerte
du er fortidens gemte skeletter
du er mørket i ensomme nætter
du er frygten der lurer i skyggen
du er den der altid vender mig ryggen

Du er stenen der kastes mod ruden
du er stormen der drukner skuden
du er krigen i menneksets indre
du er onskaben der ej kan forhindres
du er sygdommens gullige hud
du er den alt fordømmende gud
du er galden der river i næsen
du er monsterets hadske hvæsen
du er sindets indre dæmoner
du er krigsherrenes buldrende kanoner
du er manden der svinger med leen
jeg er menneksket der bløder i sneen

mandag den 3. oktober 2011

Et efterårs tegn

Kalenderen siger efterår, temperaturen siger sommer. Vejret har forbarmet sig over det solhungrende folk, og har sendt os en weekend der smagte af tropisk sommer. Snart blæser koldere vinde ind over landet og folk finder igen deres grålige humør frem. De fleste vil nok sige at denne sommer har været elendig, ja grænsende til frygtelig forfærdelig! Men når man som jeg, elsker efterår, så vil jeg sige at denne sommer har været fantastisk. Jeg er absolut ikke soldyrker, jeg bliver utilpas bare ved tanken om grader der sniger sig over 22+. Selv om jeg er forårsbarn af fødsel, har efteråret altid haft en særlig plads i mit hjerte. Jeg vil ikke begynde på endnu en lovprisning af efteråret, det gjorde jeg vist sidste år, jeg vil bare præsentere et lille digt jeg skrev den 5. september 2008, og tilføje lidt rim og remser, hvilket der ikke just har været så meget af i denne blog endnu.. Jeg elsker ord, rim og remser, så måske det var på tide med lidt af det!

Der er efterår i luften
man mærker ligesom duften
af blade og af planter
der finder deres vanter
og rådner og forsvinder
mens jeg får røde kinder

Der er efterår i landet
også helt ud til vandet
hvor kulden trænger ind
med en stormfuld viltre vind
med regn i tunge byger
fra mørke dystre skyer

Der er efterår i kroppen
man ser det i trætoppen
hvor bladene blir røde
mens frugterne blir søde
og alting stråler smukt
i efterårets bugt

Der er efterår i sindet
man sukker efter mindet
om varme sommerdage
med rabarberflødekage
og søens blanke flade
før man i den vil bade

Der er efterår på himlen
man ser på fugle vrimlen
der flyver rask mod syd
det er en smule snyd
De forlader træ og hegn
det er et efterårs tegn

mandag den 19. september 2011

En hyldest til skoven - et naturbarns lykkelige minder

Jeg har altid været lidt af et naturbarn. Jeg er vokset op i granskovens dybe skygger, med højt til himmelen og et klatretræ hist og et klatretræ her. Jeg har brugt time efter time til at udforske den omkringliggende natur, kigget på planter og smådyr, søgt efter knogler, hulsten og firkløvere. For mig betyder granskoven noget helt specielt, når solens stråler kaster glans over de ranke stammer, og skyggerne danser på det tykke lag af grannåle, der gør at man mere eller mindre lydløst kan bevæge sig rundt i underskoven.


Løvskoven har også sin charme, med det næsten skriggrønne løv i foråret, der langsomt ændre farve og bliver mere dyb og fløjelsagtig mørkgrøn, for til sidst i efterårets stråleglans at stå i brænd i smukke røde, gule og orange farver. Man kan boltre sig i bunkerne af blade, der i hvirvelstrømme danser gennem skoven på stormfulde efterårsdage. Krogede egetræer og gamle bøge, der kaster deres frugt, til glæde for mus og andre smådyr, der med deres furede bark og krummede lemmer sætter fantasien igang. Dér står en trold, der en heks, i skumringens tåge får de liv og ændre form.

Skoven, uanset om det er ren løv, ren gran eller blandingsskov, har sin eventyrlige charme. Enge, moser og sø, stemmer i med stemningsbilleder af idylisk ro. Naturen i sin storhed, fra kæmpe træer til det mindste frø, alt sammen tegn på liv, tiden der går, årstider, fornyelse og forfald.

Jeg føler mig priviligeret, at jeg, hvis jeg har lyst, bare kan gå en tur i skoven, på hvilket som helst tidspunkt af døgnet. Jeg skriver engang i mellem med en person der bor i Canada, og denne var meget forundret over mine til tider, jævnlige vandringer i skoven om natten. Er det ikke farligt? blev jeg spurgt. Jeg kunne så fortælle, at det farligste dyr på disse kanter var en grævling, og at jeg i mine nu, 30 år, aldrig er stødt på sådan en. Nej, den danske skov er et fredfyldt og dejligt sted.

På mange punkter var jeg vel lidt af en drengepige, jeg elskede at tumle rundt i skoven og lege indianer eller opdagelsesrejsende. Enten sammen med en ven eller helt alene. Jeg har igennem tiden haft mange forskellige klatretræer, lige fra et rønnetræ, en eg til et fantastisk lærketræ, der med sin ranke, lige stamme, med grene som en stige, var nemt at komme til tops i. At sidde i toppen af et lærketræ når det blæser, er en fantastisk følelse af frihed. Den ensomme ro det er at sidde i et træ, helt alene og bare nyde udsigten og duften af harpiks kan ikke beskrives med ord.

Især elsker jeg skoven om natten, når månen er fuld og dens stråler danner svage skygger mellem træerne. Når det pusler og rumstere i krattet, når uglen tuder i det fjerne, og flagermusene piber i mørket. Når tågen danser mellem træerne, som udviskede spøgelser på flugt, når blæsten hyler og træerne knirker, når alt er tyst og stille og ens ånde står som røg ud af munden og frosten er på vej. I det sene efterår ved skumring, når mosekonen brygger, og den søde duft af råd stiger, som en svag parfumeret dunst fra skovbunden og svampene vælder op af jorden.





onsdag den 14. september 2011

Barnlig mudderkast i tivolis lagkagebod - politik på "højt" plan!

I morgen går vi til valgurnerne, og mange er stadig i tvivl, jeg selv, har vist nok pejlet mig ind på en retning, en farve, et parti, en person.. måske... det er et svært valg at vælge den man har valgt.. eller.. for sæt nu det er den forkerte man i sidste ende vælger. Det er aldrig til at vide før det er for sent. Men jeg føler mig nu alligevel ret sikker i min sag, og det er endda helt uden at følge med i diverse valgdebatter og programmer i tv. Synes mere det handler om at svine hinanden og hinandens meninger til, at opremse alle de urealistiske mål det og det parti har, hvis denne skulle komme til magten, end at komme med løsningsforslag til landets ve og vel. Men på den anden side, hvis vi skal være  helt ærlige, valgkampangner er jo bare balloner fulde af varm luft. Hvornår har en politikker nogen sinde holdt sine valgløfter i hævd når valgrusen er dampet af?


Det bliver spændende at se hvem der vinder, og spændende at se hvordan folk reagerer, og hvordan de vælger at ytre sig på fx. facebook!


Mudderkastning kan være meget sjovt, hvis ellers det var i en kæmpe mudderpøl og man havde regntøj på. Men hvem har nogensinde set en flok uenige politikkere gøre den slags? Nææh, i stedet for at gøre det simpelt, formår de at kaste verbalt mudder på hinanden, mens de forvirrer den almene borger så meget at man hverken ved ud eller ind. Det er som om, at jo mere politikkerne kaster med mudder, jo mere sindssyg bliver befolkningen i deres egen måde at promovere deres synspunkter på. Ikke nok med at vi skal høre på de professionelles mudderkast, næh nej, alle vi andre skal da også lukke lort ud, nu vi har chancen for det, og vi på "legal" vis, via det forekommende valg, kan svine denne og hin politikker til som var det en lagkagebod i tivoli. De såkaldte "humoristiske" statusopdateringer der florerer på facebook for tiden, er jo ikke andet end barnlig mudderkast for på en lidt skjult måde at tilkendegive sin kulør, frem for bare direkte at skrive, "jeg støtter op om det eller det parti".


Jeg læste en grum historie på et forum den anden dag, der virkelig beviser at folketingsvalg får det værste frem i folk. To damer står og venter på bussen, på en fredelig villavej et sted i Danmark. De sludre om vind og vejr, og stemningen er ganske god, indtil dame1, ældre dame på omkring 70-75 år) spørger dame2, (en lidt yngre dame) om denne ikke er glad for Pia K's forslag om forhøjelse af ældre checken. Dame2 svarer høfligt, at det er hun ikke, hvis det er på bekostning af ulandshjælpen, og at hun hellere ser at samme Pia K. hurtigt kommer ud af folketinget. Hvorefter dame1 vælger at spytte på dame2 og udbryder vredt (direkte citat fra forumet) "Føj din røde muslim kælling". 


Hvad sker der lige for det? hvordan kan det lade sig gøre, at en ældre dame kan finde på at opføre sig sådan over for et medmenneske!!?? Godt nok et menneske med en anden politisk holdning end hende selv, men alligevel! Verden er af lave, og politiske holdninger og trosspørgsmål er åbenbart ikke noget man skal diskurere ved busstoppestederne. Heldigt for dame2 at Pia K's forslag om at alle ældre skal have udleveret peberspray ikke er blevet vedtaget, for så havde hun nok haft pænt ondt i øjnene nu!
Jeg kan godt forstå at dame2 var så overrasket og overvældet, at hun var nødt til at dele sin oplevelse med folk, man kan godt nok hurtigt komme galt afsted, selv når man bare høfligt ytre sin mening. 


Jeg glæder mig til valget er ovre, så kan man måske slippe for verbalt mudderkast og politisk skræmmepropaganda fra både politikkere og almene folk, både på facebook, i tv og ved busstoppestedet!

onsdag den 31. august 2011

Hverdags propaganda - brud på den personlige sfære!

Jeg anser mig selv for et ret anstændigt og høfligt menneske, et altfavnende og åbent et af slagsen, jeg mener ikke jeg er specielt fordømmende eller har en negativ holdning over for folk der har et andet synspunkt end jeg selv. Jeg har ikke spor imod andre racer, trosretninger eller politiske holdninger, og jeg er bedøvende ligeglad med om folk går med turban, bowler eller klaphat, det må folk helt selv om, så længe der ikke er nogen af dem der forsøger at trække noget ned over hovedet på  mig. Jeg kan godt lide en god diskussion, en god debat med forskellige synspunkter, så længe jeg selv kan vælge at deltage i den.

Jeg bryder mig ikke om propaganda og andre former for hvervningstogter, alligevel ligger der nu to blade i min skraldespand, der i min verden lugter langt væk af det jeg vil kalde hverdags propaganda. Jeg taler her om bladende "vagttårnet" og "vågn op". Og når disse to titler er blevet nævnt, behøver mine for nylige "gæster" vist ingen nærmere præsentation...

Jeg har som sådan ikke noget i mod religiøse mennesker, eller deres tro, det må de helt og aldeles selv om, men når de tropper op udenfor min dør og vil prakke mig deres overbevisning på, så sætter jeg grænsen! Og alligevel kan jeg ikke få mig selv til at sende dem bort med en grov kommentar. I bund og grund er jeg jo et høfligt menneske, der tror på at man skal behandle mennesker ens og på samme måde som man selv gerne vil behandles. Man hører tit om grove historier hvor folk har overfuset og truet disse "disciple", og disse historier kan da også sagtens få mig til at trække på smilebåndet, men derfra og så til selv at ty til sådanne metoder, der er altså et langt skridt.

Jeg har i al den tid jeg har boet her, haft (og har stadig) en bloddonor dråbe til at sidde i vinduet på hoveddøren, og det så i lang tid ud til at virke ret så godt. Der har i ny og næ været propaganda i min postkasse, men ingen personlig henvendelse. Indtil for nogle måneder siden...

Min mor havde besøg af sin kusine, og i den forbindelse havde jeg sagt at de da endelig skulle kigge forbi til en kop kaffe, hvis de fik tid. Det gjorde de umiddelbart ikke, og det var også helt fint. Samme dag som kusinen skulle hjem, bankede det pludselig på døren, sådan tidligt på eftermiddagen. Jeg gik selvfølgelig ud for at åbne, og ud fra de ben jeg kunne se ud af ruden, (vi har glasdør som hoveddør, og har en persienne for der er trukket et lille stykke op, så katten kan kigge ud forneden) kunne det meget vel være et overraskelsesvisit af min mor og dennes kusine. Men hvor blev jeg da skuffet. Udenfor stod der da godt nok et par damer, men det var i hvert fald hverken min mor eller kusinen, i stedet var det jo så nogen der meget gerne ville sprede budskabet om gud og bibelen. Nå ja jo, i min forvirrede og overraskede tilstand fik jeg formuleret mig lettere fjoget, at jeg var bloddonor, hvilket overhovedet ikke skræmte eller anfægtede dem det mindste, men tvært i mod fik dem til at sige at det viste jo også at jeg var medfølende og tænkte på andre mennesker.

Nå men jeg havde tilfældigvis min 30 års fødselsdagsgave fra mine forældre på den dag ( et halsvedhæng udformet som en lille trækiste med et kors på låget og et fint lille skelet indeni..) Hvilket de to damer straks bemærker, og kommentere at de jo kunne se at også jeg bar et kors. Hvorefter jeg igen mere eller mindre befippet udbryder, nåååe ja men det er nu bare fordi der ligger et skelet indeni, samtidig med at jeg letter på låget til kisten. Det får dem til at gyse lidt og grine lidt nervøst. Men de kommer sig hurtigt og giver mig en lille bog jeg kan læse i. De takker for tiden og går deres vej.

Jeg står så med bogen og glor på den lukkede dør, hvorefter Rune spørger hvad det gik ud på. Jeg siger så at det var da egentlig et godt spørgsmål. Jeg smider bogen på spisebordet og glemmer alt om den. Senere kommer min mor så forbi, og jeg fortæller om episoden.Der går vel lidt over en måned, så banker det på døren igen, denne gang er jeg dog forberedt, og kan genkende benene udenfor døren, hvilket får mig til at undlade at åbne. De konstatere at der nok ikke er nogen hjemme og går igen.

Men så her i eftermiddag står jeg ude i køkkenet og er ved at smøre mig en mad, da selv samme damer går forbi køkkenvinduet, og banker på døren. Jeg står lidt og tripper, er i tvivl om de har set mig eller ej, men beslutter mig for at det har de jo nok (igen, jeg kunne sgu da være ligeglad og bare undlade at åbne op..) jeg går ud og åbner, og der står de jo så igen, de præsentere sig ved at sige at de jo havde talt med mig for et stykke tid siden, og at de jo gerne ville fortsætte vores samtale..(deres enetale vel at mærke)

Jeg står lidt (og ser sikkert helt rådvild ud, og kan ikke hitte på noget genialt at sige, men jeg får i stedet sagt noget med at jeg sådan set står og er på vej ud af døren. De siger at så vil de da ikke forstyrre, men at de da lige har et par blade jeg kan få. Og så står jeg der igen, og glor ind i døren, ikke med en lille bog, men to blade. De ryger nu direkte i skraldespanden, og jeg fik smurt min mad færdig.

Når jeg tænker efter, kiggede den mindst talende af dem lidt sjovt på mig, det var nok på grund af mit pentagram jeg har i en snor om halsen. Nu kan jeg jo så ikke lade være med at tænke på om de så vender tilbage om nogle uger igen, i håbet om at jeg både har læst deres lille bog, og deres to blade.. Hvorfor kunne jeg ikke bare komme med en eller anden bemærkning om at de ikke var velkomne, og at jeg overhovedet ikke er interesseret i deres tro...

På sin vis kan man vel sammenligne sådanne mennesker med telefon/abbonnementssælgere og elselskabsfolk udenfor Fakta (læs evt Sydlandske tendenser i telemarketing?) de prøver at "sælge" noget ved at gå ind i folks private sfære. Det bryder jeg mig ikke om, men det er lige som om jeg går fuldstændig i stå og mit verbale handicap går i selvsving og jeg får bare sagt noget rod..

Jeg forstår ikke hvorfor det skal være nødvendigt at prakke andre folk ens overbevisning på, denne form for hverdags propaganda er simpelthen bare for meget! Jeg ved godt, at det er fordi de gerne vil frelse alle os vantro, men helt ærligt, dem der virkelig gerne vil ind i en bestemt trosretning skal sgu nok selv finde derhen. Så jeg synes bare de skulle sætte sig til at vente, og så spare en masse papir, og tid, frem for at dele blade og bøger ud til sådan nogen som mig, der alligevel bare smider dem i skraldespanden med det samme.

tirsdag den 23. august 2011

Sydlandske tendenser i telemarketing?

Nu har jeg aldrig været så meget ude at rejse, og har derfor ikke selv oplevet anmasende og ihærdige sælgere der efter sigende skulle befinde sig over alt i de sydligere himmelstrøg. Men jeg tror nok jeg har en ret god fornemmelse af hvordan de er, for vi har noget der minder om det her hjemme, jo det har vi altså, jeg referere her til den uanede mængde "gadesælgere" der befinder sig ud over det ganske danske land. Ikke de der typiske gadehandlende med smykker osv. nej, det er de der telefonabonnements/elselskabs- sælgere jeg her tænker på. De er dog et infernalsk irritationsmoment i min hverdag.

NEJ! Du må ikke spørge mig om hvilket mobil abonnement jeg har! NEJ! Du må ikke spørge mig om hvor meget jeg bruger min mobil om måneden! NEJ! Du må ikke spørge mig om hvilket elselskab jeg har! NEJ! Du må ikke spørge mig om hvor mange smser jeg sender pr. dag!  Det rager sådan set ikke dig!!

Sådan har jeg oftest lyst til at svare, men den høflige, fornuftige og pæne del (ja de sider findes faktisk i mig) af mig vinder, og jeg svarer undvigende og forsøger høfligt at vige udenom. Alligevel bliver de ved. "Vi kan gøre det meget billigere for dig" "Vi kan spare dig så og så mange penge" "Vi har den og den service til det halve af hvad du bruger nu". Har sågar oplevet at en af disse sælgere nærmest blev helt gal på mig over at jeg ikke var interesseret i at spare penge ved at skifte over til hans teleselskab! Helt ærligt, hvis jeg har brug for en ny mobiltelefon, eller et andet abonnement, skal jeg nok selv henvende mig. Jeg har ikke brug for at der står en sælger på hvert gadehjørne og fortæller mig om det!

Den anden dag var jeg med en veninde inde i en 3 butik, hendes mobil havde været til reperation (igen) og skulle afhentes. Hun skulle skrive under på nogle papirer, og imens stod jeg og flanderede midt i butikken. Straks var der en vaks sælger der angreb, som en sulten løve, og stillede præcis de spørgsmål jeg har skrevet ovenfor. Ja ja, jeg ved godt at jeg i dette tilfælde selv, frivilligt, var gået ind i løvens hule, men det er ikke pointen.

Nå, men sælgeren spurgte ind til min telefon, mit abonnement og mit forbrug, jeg svarede at jeg var ganske godt tilfreds med både telefon og abonnement, specielt fordi jeg via mit abonnement har adgang til uanede mængder gratis musik. Nå, den tyggede han så lidt på, og spørger så om hvor meget jeg betaler for internet på mobilen, hvorved jeg svarer at det aner jeg ikke, for jeg bruger det aldrig, jeg kan godt vente med at tjekke mail, facebook og andre ting til jeg kommer hjem. Sælgeren så helt ulykkelig ud, sådan helt målløs og ulykkelig på samme tid! Tror aldrig han har oplevet en person der ikke benyttede muligheden for adgang til internet på mobilen. Men helt ærligt, så vigtigt er det sgu da heller ikke, jeg føler i hvert fald ikke at jeg er totalt hægtet af, bare fordi jeg ikke lige kan google dit og google dat mens jeg sidder i bussen.

Og når jeg så hører om folk og de problemer de har med disse såkaldte "smart phones" ja så synes de ligesom ikke så smarte når det kommer til stykket. Nogle af dem fungere sikkert meget godt, men synes tit man hører om at så har de den ene fejl, og så har de en anden fejl. Nææh jeg er godt tilfreds med min nokia-et-eller-andet- kan ikke huske hvilken udgave det er, og det er sådan set også ligegyldigt, så længe den fungere til sms, mms og telefonopkald, ja så er jeg glad. Nåe jo, en anden vigtig funktion min telefon har, er at den kan afspille musik, og ja, jeg ved godt at det kan en smart phone og alle de andre også, men altså, min telefon er fantastisk, og jeg er glad for den, også selv om den er lidt over et år gammel, og i nogens øjne er håbløst umoderne og out of date.

Jeg har ikke behov for at skifte telefon som man skifter underbukser. Man skifter jo heller ikke elpisker bare fordi der er kommet en ny og smartere model på markedet... eller det gør man måske? Nogen gør måske? jeg gør ikke. For mig er en telefon et brugsredskab, ikke en modeting man skal hente status ved at have. Men med dette og med så meget andet er jeg jo nok håbløst gammeldags, og det er jeg nu egentlig helt tilfreds med. En ting jeg heller ikke forstår med hensyn til folk og mobiltelefoner, er den løsslupne tilgang mange har til dem. Ser ofte forældre give deres små børn deres mobiltelefon at lege med, hvis de ikke lige har andet i nærheden! Hvad sker der lige for det? Jeg forstår det virkelig ikke! For mig er en mobiltelefon ikke et stykke legetøj der kan leges med af små børn og blive oversavlet og ødelagt, for mig er en mobiltelefon et teknisk, elektronisk redskab på lige fod med en køkkenmaskine, som børn IKKE skal have nallerne i. Man giver da heller ikke sit toårige barn en elpisker at lege med!!! Det håber jeg i hvert fald ikke...

Men det er jo nok bare brug-og-smid-væk- samfundet om igen, går lortet i stykker fordi lille Sofus har savlet på den, eller smidt den i kaffen, ja så køber vi da bare en ny. Ingen problem i det da. Jeg forstår det ikke, denne ligegyldighed over for ting der koster en god sum penge. Ja ja, jeg ved godt at uheldet kan være ude og at lille Sofus kan få fingre i ens mobiltelefon i et ubevogtet øjeblik, og fred være med det, men i de tilfælde hvor forælderen frivilligt stikker mobilen i hånden på ungen, som afledning og underholdning, se DET forstår jeg ikke!!

Jeg er igen kommet helt væk fra start emnet, men sådan er det jo når man bliver grebet af stemingen. Jeg kan godt se at det sikkert er en hård branche, og at sælgerne forsøger sig med alle de tricks de kan for at sælge noget til os forbrugere, men de der gadesælgere er altså for meget. Fx. forstår jeg ikke konceptet med at 3, (for lige at vende tilbage til dem) stadig står ude på gaden og forsøger at hverve folk, selv om de har fået sig en nydelig lille butik midt på gågaden. De andre butikker står sgu da ikke og forsøger at sælge deres sko, tøj og brugskunst ved at flander ude på gade og spørge folk, "undskyld, må jeg spørge hvilken elpisker du bruger?" eller "undskyld, må jeg spørge hvilket mærke undertøj du har på?" Det ville da være totalt tåbeligt!

Jeg tænkte dengang 3 fik deres butik, woohoo så er der da en sælger mindre man skal døje med på gaden, men der tog jeg fejl! M1 står henne på torvet, og så lidt længere nede har vi 3 med deres pæææne butik, som de så står ude foran og stadig forsøger at hverve kunder, som om de har glemt at de rent faktisk har en butik de kan stå inde i. Teleselskaber der forsøger at hverve folk på gaden er irriterende, men elselskaber der forsøger at hverve folk, er endnu mere irriterende!

Specielt når de så vælger at placere sig lige foran indgangen til Fakta. Og her tænker jeg specielt på den Fakta der ligger på Vestergade. Deres indgangparti er ikke specielt velovervejet, og der er altid læsset op med stativer og skilte, så man knap kan finde indgangen, og hvis man vil have en vogn, skal man oftest lige flytte en cykel og et skilt før det kan lade sig gøre. Det gør i sig selv at man er en kende irriteret, når der så står to mænd, en pap skranke og en stander med flyers, derud over, ja så begynder det nærmest at ligne en belejring, en form for -hold-kunderne-ude-af-butikken-strategi. Disse to el-fyre, står altså mere eller mindre midt i indgangen til Fakta, så man på ingen som helst måde kan komme hverken ud eller ind, uden først at skulle passere tæt på af deres opstillede pap genstande, og derved ikke kan undgå nærkontakt med dem. Og så kommer spørgsmålene, og de forsøger med alle kneb at vinde ens tillid og en kunde mere. Hvilket er dybt frustrerende når det eneste man bare gerne vil er at handle ind til aftensmaden, og ikke orker at tage stilling til hverken det ene eller det andet der har med ens el at gøre....

Jeg kan vitterligt ikke lide den form for sydlandsk sælgerteknik, det er bare ikke særlig flatterende hvis du spørger mig.