onsdag den 31. august 2011

Hverdags propaganda - brud på den personlige sfære!

Jeg anser mig selv for et ret anstændigt og høfligt menneske, et altfavnende og åbent et af slagsen, jeg mener ikke jeg er specielt fordømmende eller har en negativ holdning over for folk der har et andet synspunkt end jeg selv. Jeg har ikke spor imod andre racer, trosretninger eller politiske holdninger, og jeg er bedøvende ligeglad med om folk går med turban, bowler eller klaphat, det må folk helt selv om, så længe der ikke er nogen af dem der forsøger at trække noget ned over hovedet på  mig. Jeg kan godt lide en god diskussion, en god debat med forskellige synspunkter, så længe jeg selv kan vælge at deltage i den.

Jeg bryder mig ikke om propaganda og andre former for hvervningstogter, alligevel ligger der nu to blade i min skraldespand, der i min verden lugter langt væk af det jeg vil kalde hverdags propaganda. Jeg taler her om bladende "vagttårnet" og "vågn op". Og når disse to titler er blevet nævnt, behøver mine for nylige "gæster" vist ingen nærmere præsentation...

Jeg har som sådan ikke noget i mod religiøse mennesker, eller deres tro, det må de helt og aldeles selv om, men når de tropper op udenfor min dør og vil prakke mig deres overbevisning på, så sætter jeg grænsen! Og alligevel kan jeg ikke få mig selv til at sende dem bort med en grov kommentar. I bund og grund er jeg jo et høfligt menneske, der tror på at man skal behandle mennesker ens og på samme måde som man selv gerne vil behandles. Man hører tit om grove historier hvor folk har overfuset og truet disse "disciple", og disse historier kan da også sagtens få mig til at trække på smilebåndet, men derfra og så til selv at ty til sådanne metoder, der er altså et langt skridt.

Jeg har i al den tid jeg har boet her, haft (og har stadig) en bloddonor dråbe til at sidde i vinduet på hoveddøren, og det så i lang tid ud til at virke ret så godt. Der har i ny og næ været propaganda i min postkasse, men ingen personlig henvendelse. Indtil for nogle måneder siden...

Min mor havde besøg af sin kusine, og i den forbindelse havde jeg sagt at de da endelig skulle kigge forbi til en kop kaffe, hvis de fik tid. Det gjorde de umiddelbart ikke, og det var også helt fint. Samme dag som kusinen skulle hjem, bankede det pludselig på døren, sådan tidligt på eftermiddagen. Jeg gik selvfølgelig ud for at åbne, og ud fra de ben jeg kunne se ud af ruden, (vi har glasdør som hoveddør, og har en persienne for der er trukket et lille stykke op, så katten kan kigge ud forneden) kunne det meget vel være et overraskelsesvisit af min mor og dennes kusine. Men hvor blev jeg da skuffet. Udenfor stod der da godt nok et par damer, men det var i hvert fald hverken min mor eller kusinen, i stedet var det jo så nogen der meget gerne ville sprede budskabet om gud og bibelen. Nå ja jo, i min forvirrede og overraskede tilstand fik jeg formuleret mig lettere fjoget, at jeg var bloddonor, hvilket overhovedet ikke skræmte eller anfægtede dem det mindste, men tvært i mod fik dem til at sige at det viste jo også at jeg var medfølende og tænkte på andre mennesker.

Nå men jeg havde tilfældigvis min 30 års fødselsdagsgave fra mine forældre på den dag ( et halsvedhæng udformet som en lille trækiste med et kors på låget og et fint lille skelet indeni..) Hvilket de to damer straks bemærker, og kommentere at de jo kunne se at også jeg bar et kors. Hvorefter jeg igen mere eller mindre befippet udbryder, nåååe ja men det er nu bare fordi der ligger et skelet indeni, samtidig med at jeg letter på låget til kisten. Det får dem til at gyse lidt og grine lidt nervøst. Men de kommer sig hurtigt og giver mig en lille bog jeg kan læse i. De takker for tiden og går deres vej.

Jeg står så med bogen og glor på den lukkede dør, hvorefter Rune spørger hvad det gik ud på. Jeg siger så at det var da egentlig et godt spørgsmål. Jeg smider bogen på spisebordet og glemmer alt om den. Senere kommer min mor så forbi, og jeg fortæller om episoden.Der går vel lidt over en måned, så banker det på døren igen, denne gang er jeg dog forberedt, og kan genkende benene udenfor døren, hvilket får mig til at undlade at åbne. De konstatere at der nok ikke er nogen hjemme og går igen.

Men så her i eftermiddag står jeg ude i køkkenet og er ved at smøre mig en mad, da selv samme damer går forbi køkkenvinduet, og banker på døren. Jeg står lidt og tripper, er i tvivl om de har set mig eller ej, men beslutter mig for at det har de jo nok (igen, jeg kunne sgu da være ligeglad og bare undlade at åbne op..) jeg går ud og åbner, og der står de jo så igen, de præsentere sig ved at sige at de jo havde talt med mig for et stykke tid siden, og at de jo gerne ville fortsætte vores samtale..(deres enetale vel at mærke)

Jeg står lidt (og ser sikkert helt rådvild ud, og kan ikke hitte på noget genialt at sige, men jeg får i stedet sagt noget med at jeg sådan set står og er på vej ud af døren. De siger at så vil de da ikke forstyrre, men at de da lige har et par blade jeg kan få. Og så står jeg der igen, og glor ind i døren, ikke med en lille bog, men to blade. De ryger nu direkte i skraldespanden, og jeg fik smurt min mad færdig.

Når jeg tænker efter, kiggede den mindst talende af dem lidt sjovt på mig, det var nok på grund af mit pentagram jeg har i en snor om halsen. Nu kan jeg jo så ikke lade være med at tænke på om de så vender tilbage om nogle uger igen, i håbet om at jeg både har læst deres lille bog, og deres to blade.. Hvorfor kunne jeg ikke bare komme med en eller anden bemærkning om at de ikke var velkomne, og at jeg overhovedet ikke er interesseret i deres tro...

På sin vis kan man vel sammenligne sådanne mennesker med telefon/abbonnementssælgere og elselskabsfolk udenfor Fakta (læs evt Sydlandske tendenser i telemarketing?) de prøver at "sælge" noget ved at gå ind i folks private sfære. Det bryder jeg mig ikke om, men det er lige som om jeg går fuldstændig i stå og mit verbale handicap går i selvsving og jeg får bare sagt noget rod..

Jeg forstår ikke hvorfor det skal være nødvendigt at prakke andre folk ens overbevisning på, denne form for hverdags propaganda er simpelthen bare for meget! Jeg ved godt, at det er fordi de gerne vil frelse alle os vantro, men helt ærligt, dem der virkelig gerne vil ind i en bestemt trosretning skal sgu nok selv finde derhen. Så jeg synes bare de skulle sætte sig til at vente, og så spare en masse papir, og tid, frem for at dele blade og bøger ud til sådan nogen som mig, der alligevel bare smider dem i skraldespanden med det samme.