onsdag den 17. juli 2013

Et strejf af eftertænksomhed - hverdagens glæder

Inspireret af en statusopdatering på facebook, kom jeg til at fundere over emnet, "de små glæder i hverdagen". Hvad kan egentlig gøre mig glad i hverdagen, af sådan helt almindelige hverdagsagtige ting? Det var faktisk et godt spørgsmål, for i en længere periode har det været hektisk, med et intenst øveforløb, efterfulgt af forestillinger på Busbjerg, der afløstes af næsten fuldstændig stilstand. Man kan nok godt komme til at køre meget på rutinen, hvilket jo sådan set er temmelig ærgerligt. Man er nødt til at give sig selv tid til at mærke efter, om det så bare er 10 min. hver dag.

I min selvransagelse over hvad der gør mig glad i hverdagen, henledtes tanken straks på lyden af regn, i søvnløse nattetimer, nok mest fordi jeg jo ikke ligefrem er noget soldyrkende menneske, og disse temperaturer passer damen dårligt. Men nu var det jo ikke vejret det handler om! Men lyden af regn, en søvnløs nattetime, er altså i særklasse og det var også svaret til ovennævnte status. Men der er jo meget mere end det! For da jeg først kom til at tænke efter, væltede det jo frem med små, finurlige, og underfundige ting, der er med til at gøre hverdagen ganske udmærket, og udholdelig.

 En kaffe laffe er altid en glædelig begivenhed, eller når katten kommer og vil nusses, helt uopfordret og frivilligt. Et kærtegn fra kæresten, et rent og ryddet køkkenbord (som vel sagtens næsten ikke hører ind under kategorien, hverdagsting, da vores køkken har en uheldig tendens til, altid at være rodet..) En god hårdag (det giver lige selvtilliden et boost) Kreative sysler, stearinlys og røgelse i haven, på en lun sommeraften. Rent sengetøj, en tur i skoven med katten og manden. Ja der er mange ting, hvilket jo faktisk er ret så dejligt!

Tænk hvis alt ting bare var ren rutine, og man slet ikke gav sig selv lov til at stoppe op og tænke, det her, det gør mig sgu glad! Da jeg gik på handelsskolen, havde jeg psykologi som valgfag, og vi fik engang til opgave, at lave en skrivelse, der beskrev i detaljer, hverdagsting vi i løbet af en uge foretog os. Vi skulle gå helt ned i de mindste detaljer, og virkelig tænke over, hvad er det lige jeg gør nu, og så beskrive det bagefter. Det var faktisk en rigtig god opgave, der satte tingene lidt i perspektiv.

Jeg tror for mit vedkommende, at jeg har været bedre til det der med at stoppe op, og tænke lidt over tingene, før i tiden, og i den periode, hvor jeg var allermest aktiv med at skrive digte, var det alle mulige, og umulige ting, der kunne inspirere mig. Gad vide hvad der har gjort at det har ændret sig? Det er sjældent jeg digter mere, det falder mig ikke lige så naturligt, som før i tiden, og når jeg endelig forsøger, synes jeg oftes det bliver noget hø. Men jeg kan jo også se, her på bloggen, at min produktivitet, er meget svingende, så jeg er måske bare, lidt af en ustabil tingest!

Nå, og nu kom jeg jo så ud på et sidespor, det er jeg til gengæld rigtig god til! Det var også det evige problem på handelsskolen, jeg kan sgu aldrig begrænse mig, når først tasterne begynder at klikke.

Tilbage til det der med hverdagsting og glæde! Jeg synes selv jeg er ret god til at nyde mine omgivelser, jeg sætter stor pris på tilværelsen, og naturen omkring mig. Jeg elsker at gå i dybden med naturen, og bare svælge i grønheden, duften, synet, og det hele. Og det er egentlig uanset årstiden. Jeg har selvfølgelig mine favoritter, men der er nu noget skønt ved dem alle!

Også det der med at være sammen med andre mennesker, det er ret rart, men alenetid er også rigtig skønt! Jeg nyder, når jeg kan få lov til at tulle rundt her hjemme, helt alene, ikke fordi jeg laver noget, jeg ikke ville gøre, hvis gemalen var hjemme. Men bare det der med, at være helt og aldeles alene, det sætter jeg stor pris på. Og så er gensyns glæde, jo heller ikke at kimse af!

Jeg kan godt nyde, bare at sidde sammen med andre mennesker, der behøver ikke nødvendigvis ske en helt masse, men bare det at kunne være sammen, uden rigtig at sige noget, og bare være der, det er faktisk også ganske udmærket!

Nu kunne jeg jo så blive ved i en evighed, og jeg ved faktisk ikke rigtig hvordan jeg lige skal få rundet af, så jeg tror bare jeg vil konkludere, at det der med at elske hverdagen, og de små ting i livet, det er da faktisk ret så fedt! Og nu vil jeg så gå ud, og tage kampen op, mod køkkenet, og se om ikke jeg kan få gjort det pænt og fint, for så bliver jeg jo så glad!