mandag den 1. november 2010

Shamhain/halloween/alle helgenes nat - kært barn har mange navne..

Jeg tænder lys i mørket, åbner mine sanser og byder velkommen tilbage til livet, for en kort stund er vi alle samlet, nære og fjerne, tætte som bekendte, alle de, der gennem tiden er draget afsted på livets sidste rejse. 

Jeg sætter lys i vinduer og lanterner, lader døren være ulåst, og snuser røgelsen ind. Jeg er i et med situationen, nyder stilheden og den ro det giver at vide at I er nær. Shamhain når den er bedst, min yndlings højtid, genforeningen af afdøde slægtninge og venner, der lokkes til af mine brændende lys. Mens gys og gru blander sig med natten, holder de onde ånder bort, en fest for de døde, en hyldest til livet!

Havde jeg kunnet tænde et kæmpe bål, som i fordums tid, ville jeg hylde solen og dens kraft, skønt jeg er et kuldens månebarn, og foretrækker efterårets riv og rusk, vinterens frostklare stjerner, erkender jeg solens kraft og varme - uden den intet liv.  

Jeg drages af myter og gamle sagn, oldtids trolddom og visdom. For mig er der ingen gud, ingen himmel, intet helvede, kun os selv og vores tro på os selv. Jeg tror på naturens kraft og styrke, på moder jords uendelige ressourcer, på opbyggelse og forfald. Menneskets forfald, der ligesom gamle bygninger langsomt mørner og falder sammen. Som fundamentet der synker sammen, bliver også vore knogler til støv. 

Jeg hylder de hedenske traditioner, og værdsætter moderne teknologi, gjorde jeg ikke det, ville jeg ikke sidde her, med elektrisk summende genstande, der holder min mad kold, brygger mig varm kaffe og omgivet af indtil flere teknologiske vidundere af metal og plastik, der gør det muligt at kommunikere med verden, lige nu, lige her, hvis jeg har lyst..

Så på denne den sidste nat i oktober, reflekterer jeg endnu en gang over min tro, min overbevisning, min ideologi, og kan stadig ikke sætte konkrete rammer for noget som helst. Jeg erklærer mig hverken hedning, kristen eller heks, jeg er vel en blanding af det hele, et mikstur af kontraster.

Jeg er døbt og konfirmeret, men ikke vokset op i en troende familie, men med en far der med et glimt i øjet kan sige at han går op i røg hvis han går i kirke, og en mor der i kraft af sin opvækst med en far som kirketjener, har sans for kirkernes skønhed og ro, og med mig selv, der i næsten 13-14 år har sunget for guds børn i først den ene, så den anden kirke, har jeg lært at værdsætte disse prægtige bygninger og deres indre ro, deres magi for sjælen, samt være kritisk over for de de prædiker. 

Jeg er rodfæstet i mig selv, i at være mig selv og vide hvor jeg står, og i denne nat hylder jeg de døde på min helt egen og særprægede måde, med disse tanker, nedfældet på papir i stearinlysets skær, siger jeg velkommen hjem og på gensyn næste år.