onsdag den 3. juli 2013

Barbie - nu som kedelig og ordinær!

Jeg synes det er en mærkelig verden vi lever i, mange af de ting jeg legede med da jeg var barn, er enten blevet lavet helt om, har fået nye navne, eller kritiseres for at skade børnene fordi de giver et forkert billede af virkeligheden. Barbie skal ændres så hun kommer til at ligne en rigtig kvinde mere, væk med hvepsetaljen og det lidt for store hoved, og ind med almindeligheden og det ordinære. Barbie skal i min verden have den anatomi, barbie nu engang har, ellers er hun ikke rigtig. Jeg har leget rigtig meget med Barbier da jeg var barn, og jeg har aldrig set hende som et skønhedsideal, eller troet at sådan som hun så ud, det var sådan rigtige kvinder ser ud. I så fald, skulle jeg tro at kvinder ingen kønsbehåring har, ingen kønsdele, brystvorter eller røvhul har, og så dum tror jeg ærligtalt ikke der er noget barn der er.

Kom nu, hvor blev fantasien lige af? Mine barbier har været alt lige fra havfruer til fulde teenagere, feer, cowboys og forbrydere, de har gennemlevet alverdens kvaler, lykkelige stunder og uhyggelige eventyr, og jeg ville ikke være de oplevelser og minder foruden. I disse lege, betød det ikke en dyt at Barbie så ud som hun nu gør, tvært i mod, styrkede det da kun min fantasi om at hun var noget særligt, og kunne alle de ting, som jeg ikke selv kunne, så som at flyve, gå på havets bund osv.

Kaptajn Haddock og Lucky Luke må ikke ryge, og Kaptajnen må ikke drikke eller sige bandeord, sjovt nok lærer børnene stadig at bande, selv om de nu ikke får det ind med Tintin hæfterne mere. (hvilket måske også er en kende gammeldags.. ) Peter Pedal hedder Georg Nysgerrig, af gad vide hvilken grund!? Gummi Tarzan bliver sagsøgt af Disney, og Cookie Monsteret må ikke spise kage, og er henvist til at æde frugt, så børnene ikke tror at livet handler om kage! Helt ærligt, det er sgu da noget pjat!

Det er jo ikke vores legetøj, fjernsynsprogrammer og tegneseriehæfterne der skal opdrage og lære vores børn om livet, men derimod forældrene der skal få fingeren ud og opdrage deres børn til at skelne mellem hvad der er leg og virkelighed. Hvis alle de ovennævnte eksempler var så skadelige, ja så ville min generation jo være fuldstændig til rotterne! Hvilket de da så vidt jeg ved, ikke er.

Det handler jo ikke om hvordan vores dukker ser ud, men om hvordan vi opdrages til at opfatte verdenen, og hvordan vi opdrages til at takle verdenen. Jeg tror simpelthen ikke på, at Barbie er skyld i at børn får spiseforstyrelser, og jeg tror heller ikke på at børn begynder at ryge fordi Lucky Luke ryger. Det har noget at gøre med det samfund vi lever i, og hvordan vi påvirker hinanden.

Jeg læste nogle kommentarer til et billede som "Dansk kvindesamfund" har postet på facebook, hvor en eller anden har designet en mere naturtro udgave af Barbie, og jeg må sige jeg måtte le indtil flere gange, der var en, der havde smidt sine børns Barbier ud, fordi vedkommende ligefrem hader Barbier, fordi hendes krop er så syg. Helt ærligt, alt legetøj er sgu da sygt så! My little Pony burde banlyses! Der findes jo ikke lilla heste med blå stjerner på bagen i virkeligheden!!!

Det er så let at skyde skylden på andre, det være sig personer eller ting, end selv at tage ansvaret for at ens børn ikke får et forskruet syn på hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Men det kan selvfølgelig også være svært for børnene i dag, overhovedet at lære alle disse ting, når de allerede som 8-10 årige ja måske endda tidligere, sælger alt deres legetøj, så de kan købe makeup og smartphones, så de kan tage modelbilleder af hinanden! Jeg er glad for at jeg ikke er barn i dag.

Jeg ved godt at jeg som person uden børn, ikke kan tillade mig at kommentere på børneopdragelse, da jeg jo ikke ved noget som helst,og mange har åbenbart den holdning, at man ikke har ret til at udtale sig om børneopdragelse, så længe man ikke selv har børn. Det vil jeg nu blæse højt og flot på, for helt ærligt, jeg har sgu øjne og ører i hovedet, og jeg har set eksempler på hvordan man skal gøre, og hvordan man ikke skal gøre. Jeg har arbejdet i børneinstitutioner, og har set min del af velopdragede og knap så velopdragede børn.  Jeg kan resonere over min egen opvækst og mine jævnaldrenes opvækst og drage nogle konklusioner derfra, så må vi jo se om de holder stik, hvis jeg engang selv får anskaffet mig nogle små krapyler!


Link til Dansk Kvindesamfund der har postet et billede af barbie som normal... Jeg synes hun er grim!

Den almindelig og ordinære Barbie