torsdag den 22. maj 2014

Læs dette indlæg, eller du skylder en øl! - Nomineringer i skudlinjen!

Det kan godt være det bare er mig der har en sær form for humor, eller bare generelt ikke fatter den der tendens, men hvad i hele hule helvede sker der lige for de der facebook nomineringer!!??? Jeg kan vitterligt ikke se det sjove/seje i at man hopper i en sø/å/hav/hvad-ved-jeg- fordi en eller anden anden, siger at man skal, fordi en tredje har sagt at nr. 2 skulle, fordi en fjerde har sagt at.... osv. for ellers skylder man en middag/øl/biftur/what-ever! Seriøst, jeg kan virkelig ikke se meningen med det! Og jeg forstår slet ikke at folk rent faktisk gør som "nomineringerne" siger man skal, det er sgu da online gruppepres!

Keder folk sig virkelig så meget, at de er nødt til at hoppe i en sø, fordi en eller anden siger man skal? Eller hvad er det lige der sker? Og den der med øllet, hvor man skulle bunde en øl, ellers skyldte man den, som havde nomineret en, en kasse! Seriøst! Jeg kan forstå 16 årige drenge synes det er sjovt! Men voksne mennesker! Og det samme gælder egentlig de der vandpjaske nomineringer! Hvad sjovt er der ved det??

Og så de der fabrikerede modsvar, hvor der står noget med, at hvis man bliver nomineret, så skylder vedkommende der nominerer en, en middag... really! Hvorfor føler man behov for at modvirke en eventuel nominering, i stedet for bare at være pisse lige glad, og ignorere en eventuel nominering!! Er folk virkelig så nemme at manipulere med? Er alle mennesker bare sådan en flok lemminger der bare springer i havet straks den første er røget?

Jeg ved godt at der altid har været de der "I dare you" ting, hvor venner i forskellige sammenhæng, har udfordret hinanden, men hvorfor er det nu blevet overført til cyberspace! Er folk så afhængige af deres cyber liv, at de hellere vil sidde på facebook og nominere folk, for derefter at filme hvad de foretager sig, så selv samme venner kan se udfordringen på facebook? Det er sgu da sørgeligt! I stedet for at de mødes ved den sø og så hopper i sammen....

Jeg forstår det simpelthen bare ikke! Altså det der med at folk bare hopper med på bølgen, om det så er øl, søer eller hvad ved jeg. Og så er der dem der så forsøger at afværge det, ved at give det der før omtalte modspil. Men i mine øjne er det da lige så slemt. Det at man føler behov for lige at pointere at de altså ikke gider hoppe i en sø!

Personligt kunne jeg ikke være mere ligeglad om jeg blev nomineret eller ej! Seriøst, hvis jeg ikke gider hoppe i en sø, så hopper jeg sgu ikke i en sø, bare fordi en eller anden synes det kunne være sjovt, og så samtidig mener at jeg skulle skylde vedkommende noget, hvis jeg ikke gør som vedkommende siger... Det er sgu da en form for kæde afpresning!

Og folks kommentarer til de der videoer, "ååh hvor er du sej", "godt gået" ect. helt ærligt, det er fandme da ikke en skid sejt! Folk roser andre folk for at ligge under for andres pres, for at føle sig nødsaget til at hoppe i en skide sø, for at undgå at skylde andre noget.. Helt ærligt, det er fandme da åndssvagt!

For det første, dem der ikke gør som nomineringerne siger, skylder overhovedet ikke en skid! Hvorfor skulle de? De har ikke selv bedt om at blive nomineret, og nej, man taber sgu ikke ansigt hvis man nægter at gøre noget, nogen andre synes kunne være sjovt, bare fordi de har skrevet det på facebook...

Jeg ved godt at det "bare" er for sjov, at det "bare" er venskabeligt drilleri, at det "bare" er-jeg-ved-ikke-hvad- men jeg kan ærligtalt ikke se det sjove i det! Og måske jeg bare har været heldig, at der ikke er nogen der har nomineret mig, til hverken øl eller vand, eller også kender folk mig så godt at de ved, de alligevel ikke vil få en skid ud af det.. Og om ikke andet, så ved folk der læser dette sure opstød det da i hvert fald nu...

Jeg ved godt at min tone i det her blog indlæg er temmelig surt og hårdt, men jeg synes virkelig bare de nomineringer er tåbelige! Og det undre mig virkelig dybt og inderligt at så mange folk rent faktisk hopper med på dem.. Så tjaa, måske det bare ér mig der er en sur humorforladt mokke, men hey, det har jeg det sgu egentlig fint med at være! ;) Og skulle du nu være kommet så langt i mit sure opstød, så kudos til dig, og nej, du skylder mig ikke nogen øl!