mandag den 13. februar 2012

"Synes godt om" - en vanedannende pestilens!

I og forsig er funktionen "synes godt om" jo egentlig meget god, fx. på facebook og fx. jubii's debat. Man kan ligesom tilkendegive sin sympati uden at behøve at skulle skrive noget. På den anden side kan funktionen også være med til at folk misforstår hinanden, og mange beklager sig over at der ikke er en "synes ikke om" funktion. Jeg har somme tider undret mig over det folk har syntes godt om, både ved noget jeg selv har skrevet, men også ved noget andre har skrevet, men fik en forklaring fra en om at det var for at vise sin sympati, eller medfølelse over for den der evt. har skrevet noget negativt eller sørgeligt.

Jeg er selv flittig bruger af funktionen, og oplever tit at jeg sidder og læser noget på et forum hvor denne famøse anordning ikke er en mulighed, (hvilket jeg udmærket er klar over) men samtidig sidder og leder efter den, og irriteres over at den mangler. Det er vel en form for vane, der gør det nemmere for en at udtrykke sit synspunkt på en meget kort, men ikke just præcis måde.

Før jeg stiftede bekendskab med "synes godt om" ville jeg nok have valgt at skrive en lille kommentar hvis der var noget jeg var enig i, eller på anden måde fandt rigtigt/flot/sjovt/ect. Eller også ville jeg bare konstatere at jeg kunne lide det, og så ikke gøre mere. Men nu, er det så let bare at klikke "synes godt om" og så er man videre i teksten.

På sin vis er det faktisk lidt synd at man er blevet så doven, at man ikke engang gider tage sig tid til at personliggøre sin ytring om en given situation.. Men på den anden side, så er det jo nok bare sådan det er, udviklingen, fremtiden osv.

Jeg studsede bare over det, fordi jeg netop lige har været inde og læse noget på et forum, som er så håbløst bagud at der ikke er "synes godt om" nogen steder, og det jeg læste fandt jeg ganske udmærket, og ville i den forbindelse lige give det et "synes om" fordi jeg som sådan ikke havde noget at bidrage med, ud over min tilkendegivelse af at det var godt det jeg læste. Men funktionen var der ikke, så jeg lod være med at gøre noget.. dovne mig.. og ovenstående eksempel er jo sådan set en meget god indikation på hvordan "synes godt om" funktionen, kan fungere, på en funktionel måde.. så måske er det egentlig ikke så skidt endda... eller...

Nå men, i nogle sammenhænge er det udmærket, men stadig begræder jeg i mit stille, irriterede sind, at jeg til stadighed kan sidde og irriteres over, at lysten til at klikke "synes godt om" ofte dukker op steder hvor det ikke er muligt... Det synes jeg bestemt ikke om!