mandag den 19. september 2011

En hyldest til skoven - et naturbarns lykkelige minder

Jeg har altid været lidt af et naturbarn. Jeg er vokset op i granskovens dybe skygger, med højt til himmelen og et klatretræ hist og et klatretræ her. Jeg har brugt time efter time til at udforske den omkringliggende natur, kigget på planter og smådyr, søgt efter knogler, hulsten og firkløvere. For mig betyder granskoven noget helt specielt, når solens stråler kaster glans over de ranke stammer, og skyggerne danser på det tykke lag af grannåle, der gør at man mere eller mindre lydløst kan bevæge sig rundt i underskoven.


Løvskoven har også sin charme, med det næsten skriggrønne løv i foråret, der langsomt ændre farve og bliver mere dyb og fløjelsagtig mørkgrøn, for til sidst i efterårets stråleglans at stå i brænd i smukke røde, gule og orange farver. Man kan boltre sig i bunkerne af blade, der i hvirvelstrømme danser gennem skoven på stormfulde efterårsdage. Krogede egetræer og gamle bøge, der kaster deres frugt, til glæde for mus og andre smådyr, der med deres furede bark og krummede lemmer sætter fantasien igang. Dér står en trold, der en heks, i skumringens tåge får de liv og ændre form.

Skoven, uanset om det er ren løv, ren gran eller blandingsskov, har sin eventyrlige charme. Enge, moser og sø, stemmer i med stemningsbilleder af idylisk ro. Naturen i sin storhed, fra kæmpe træer til det mindste frø, alt sammen tegn på liv, tiden der går, årstider, fornyelse og forfald.

Jeg føler mig priviligeret, at jeg, hvis jeg har lyst, bare kan gå en tur i skoven, på hvilket som helst tidspunkt af døgnet. Jeg skriver engang i mellem med en person der bor i Canada, og denne var meget forundret over mine til tider, jævnlige vandringer i skoven om natten. Er det ikke farligt? blev jeg spurgt. Jeg kunne så fortælle, at det farligste dyr på disse kanter var en grævling, og at jeg i mine nu, 30 år, aldrig er stødt på sådan en. Nej, den danske skov er et fredfyldt og dejligt sted.

På mange punkter var jeg vel lidt af en drengepige, jeg elskede at tumle rundt i skoven og lege indianer eller opdagelsesrejsende. Enten sammen med en ven eller helt alene. Jeg har igennem tiden haft mange forskellige klatretræer, lige fra et rønnetræ, en eg til et fantastisk lærketræ, der med sin ranke, lige stamme, med grene som en stige, var nemt at komme til tops i. At sidde i toppen af et lærketræ når det blæser, er en fantastisk følelse af frihed. Den ensomme ro det er at sidde i et træ, helt alene og bare nyde udsigten og duften af harpiks kan ikke beskrives med ord.

Især elsker jeg skoven om natten, når månen er fuld og dens stråler danner svage skygger mellem træerne. Når det pusler og rumstere i krattet, når uglen tuder i det fjerne, og flagermusene piber i mørket. Når tågen danser mellem træerne, som udviskede spøgelser på flugt, når blæsten hyler og træerne knirker, når alt er tyst og stille og ens ånde står som røg ud af munden og frosten er på vej. I det sene efterår ved skumring, når mosekonen brygger, og den søde duft af råd stiger, som en svag parfumeret dunst fra skovbunden og svampene vælder op af jorden.