mandag den 23. juni 2014

Folk der poster billeder af friske jordbær er onde - facebooks sadistiske univers!

Så sidder man der og scroller ned på sin newsfeed på facebook, og bliver mere og mere anspændt og pinefuld. Det ene lækre billede af dejlige friske jordbær efter det andet dukker frem på skærmen, og man sidder der og er lige ved at kortslutte tastaturet i mundvand!

Facebook er et sadistisk og ondt univers, der kun er ude på at pine folk hvis køleskab samt køkkenskabe er råbende tomme for alt hvad der tilnærmelsesvis ligner noget der smager godt! Hvad nytter et halvt hoved iceberg, der forøvrigt er ved at være slatten, en mælk der vist nok er lige ved og næsten sur, en kvart pakke rugbrød der måske, måske ikke er en kende muggent, og en tom bøtte nutella, når facebook flyder med billeder af store, saftige, røde, søde, lækre JORDBÆR!!!

Man farer straks op, og drøner ud i køkkenet, med et febrilsk håb om, at der alligevel skulle være noget lækkert der kan hamle op med friske jordbær, et eller andet, knap så åbenlyst sted. Man roder rundt i skuffer og skabe, i køleren og i fryseren, uden den mindste lille bitte anstrøg af noget brugbart. Og dog! Hvad finder man så, der nede, aller aller nederst i bunden af kummefryseren? En lille snoldet pose frosne jordbær, der hverken er søde, store eller specielt lækre... De kan da til nød bruges, men hvor er duften, fornemmelsen af sommer, af barndommens jordbærfrådseri, når man står der med en stenhård isklump der ikke engang bare tilnærmelsesvis dufter af jordbær! Man dør lidt indeni!! Det gør man altså! Jeg overdriver ikke, overhovedet!!

Nå, og så står man der med den frosne jordbærklump, og forsøger at forestille sig, at de er friske, velduftende og lækre, mens man febrilsk leder i køkkenskabet efter sin stavblender som man i ransagelsen af køkkenet efter jordbærlignende godter har fået lagt et eller andet fuldstændig tåbeligt sted hen. Og når man så har fundet den frem, og har fået mikset de meget lidt friske, men temmelig meget frosne jordbær med den vist nok, næsten sure mælk, lidt sukker og en sjat vanilje, ja så får man jo den tåbelige ide, at man da lige kan sætte sig ved computeren og stene lidt på facebook, mens man "nyder" sin jordbærmilkshake..

Dét skulle man så ikke have gjort, for hvad dukker frem, FRISKE JORDBÆR!!! Endnu en grund til at være træt af sommeren! Ikke nok med at det er varmt, specielt om natten! der er også insekter der bider, så man kommer til at ligne Quasimodo, og pollen der får ens øjne og gane til at klø som havde man ædt en hel pose kløpulver! Det er lyst, hele tiden og altid! Der er alskens kvaler når det er sommer, men det værste er og bliver, (altså liiige på nær det der med at det er varmt om natten, og det bliver skide tidligt lyst, og fuglene begynder at larme kl. 03.00 om natten så man ikke kan sove!!!) billeder af friske jordbær på facebook, når man ikke selv har nogen, og ikke lige umiddelbart har mulighed for at få fat i nogen!

Nej, facebook er og bliver et sadistisk og ondt sted, som man faktisk burde holde sig helt fra, så længe der bare er nogen som helst chance for at der findes friske jordbær der kan tagets billeder af, og blive postet derpå!

Man kan sige, at det jo sådan set gælder for alle former for madbilleder! Sidder man der og er småsulten, eller måske storsulten, og ens køleskab er lige så tomt som ens mave, så er det faktisk noget af en præstation at bevare fornuften og selvbeherskelsen, ved at scrolle ned på sin newsfeed. Hvad folk ikke formår at poste, som om alle andre end en selv, bare har et køkken og et køleskab der bugner af alskens godter man kan kombinere på alskens vidunderskønne måder, og derefter poste dem, så alle andre kan sidde og vansmægtes. Det er sgu da ondt!

Jeg ved godt at jeg ikke skal gøre mig for god, også jeg poster billeder af mad, når jeg ellers har noget, der er værd at flashe og vise frem. (Ikke at jeg gør det hele tiden, jeg bagte faktisk kanelsnegle for nylig, UDEN at poste det på facebook!!!) (jaja, der polerede man lige glorien lidt... ) Det hører sig ligesom med, når man selv har noget godt, er der da ikke noget bedre end at gnide lidt salt i såret hos dem der ikke har! Hæh! Det er faktisk lidt sjovt at tænke på, nu hvor teknologien har gjort det til alle mands eje at kunne tage billeder, at man så føler sig nødsaget til at dokumentere selv den mindste rugbrødsmad med æg og tomat, og ligefrem også lige skal vise det til hele ens omgangskreds/kollegaer/familie/what-ever-man-har-af-facebook-venner..

Tænk hvis samme trend var populær før facebook, smart phones og digital kameraet var opfundet, så var man nødt til at tage billedet med sit analoge kamera, gå ned i en butik og få fremkaldt billederne, for derefter at sende dem med posten til dem man nu følte skulle vide hvad man fik til aften i går... eller rettere sagt, den anden dag, for det tager jo alligevel sin tid før billederne er fremkaldt, og billedet er postet, (postet, som i puttet i en postkasse, du ved, de der sjældent tilgængelige røde kasser der står hist og her i det ganske land)

Eller hvis man måtte sidde og ringe til alle folk for at fortælle hvad man fik til morgenmad... man ville jo aldrig komme afsted på arbejde.. Jaja, der er mange sjove scenarier, man kan forestille sig, hvis man skulle omforme hvad vi gør i dag, til hvordan de ville have blevet udført for bare 20 år siden..

Og selv om jeg er et brokkehoved, så er jeg nu godt tilfreds med både facebook og smart phones, og alle de andre teknologiske påfund vi omgives af, jeg bruger jo selv flittigt mange af dem, og det vil jeg nu nok også blive ved med, selv om folk bliver ved med at poste billeder af friske jordbær.. Jeg må jo bare se at få anskaffet mig nogen selv, så jeg kan blive en af de sadistiske røvhuller med billeder af lækre, store, søde, modne, friske jordbær!