onsdag den 9. marts 2011

Solen og dens afslørende stråler!

Der er forår i luften, man mærker duften, og nyder solen........... lige indtil man ser alt spindelvævet og støvet der har forputtet sig i vintermørket. Den store forårs rengøring står for døren, men helt ærligt, så er energien ikke just tilstedeværende, i hvert fald ikke på nuværende tidspunkt. På en eller anden måde er det uoverskueligt, men en nødvendighed! Vores edderkopper har i hvert fald haft meget travlt denne vinter. De hjørner af loftet der ikke har været specielt oplyst i vinterens grålige tusmørke, er blevet godt og grundigt isoleret af de små kræ. Det kan man selvfølgelig se som en positiv ting, men kønt er det sgu ikke.. Så jeg må jo nok bide i det sure æble og få gjort noget ved det.

Af støv har vi også fået samlet os en god bunke, på hylder, reoler, ja alle steder! Jeg er overbevist om at det må være fordi vi har fået kat, og ikke det faktum at rengøring måske ikke lige er vores første prioritet her i livet! Men det skal jo gøres, ikke bare fordi det så ser temmelig meget pænere ud, men sundhedsmæssigt er det nok også en fantastisk ide! Solen er virkelig god til at afslører alle ens vinterforsømmelser, så forårs rengøring, here I come... ææh eller i hvert fald en af de nærmeste dage...

Vores kat er ret glad for at lege med kastanjer, og i den forbindelse har han udviklet en ganske god evne til at få disse kastanjer til at forsvinde! Bedst som man lige har givet ham en at lege med, er den pist væk forsvundet, på under to sekunder! Det er noget af et talent! Når man så går igang med at støvsuge, og trække sofa og andre møbler ud for at fange støv der, ja så dukker der en hel bunke kastanjer op! Så mon ikke vi finder et ton kastanjer når ellers vi går igang med denne forårs rengøring!

Nå men i stedet for bare at snakke om det, burde man jo nok bare gå igang, men i den forbindelse er jeg overbevist om at jeg er mesteren i overspringshandlinger, ja jeg burde faktisk få en medalje! For så kunne man jo lige tage den afskallede neglelak af og putte noget nyt på. Så var der vist også lige en mail eller to der skulle tjekkes, og hov! Der var vist også lige noget med et meget vigtigt tv program der skulle ses! Og sådan kan jeg blive ved. Det skal så også siges, at når jeg så først er kommet over alle overspringshandlingerne, og rent faktisk griber støvsugeren, kluden og alle de andre rengøringsmidler, ja så stopper jeg heller ikke før jeg er færdig! Den ros synes jeg da lige jeg skulle have med. At det så sker lidt for sjældent nævner vi ikke i denne sammenhæng :D

Nå men mon ikke lige man skulle få ordnet de der mails, negle og andre ting inden forårs rengøringen :D