Lestat Ravenhair - en lille præsentation af undertegnede

Omvandrende kistebærer* med hang til dystre og mørke ting. Elsker gys, gru, skeletter og bedst af alt Halloween! Kreativ teatertosse der spiller rollespil i den mørke skov, og som udfolder sine ydmyge teatralske talenter når chancen byder sig. Jeg elsker at bruge sære ord og vendinger, men er generelt verbalt handicappet**, hvilket bliver godt kompenceret for, når jeg skriver. Jeg har problemer med at begrænse mig på skrift, måske fordi jeg forsøger at udtrykke det, jeg får forvrøvlet verbalt. Det er ikke fordi jeg som sådan ikke kan finde ud af at tale, jeg får bare ofte sagt noget vrøvl.

 Jeg skriver om alt mellem himmel og jord, hvad der lige falder mig ind, eller ligger mig på sinde. Jeg er lidt af en brokrøv, men det hænder da også at jeg har noget at rose. Jeg stiler ikke efter specifikke emner, eller bestræber mig på at holde mig til et fast koncept. Denne blog er mit univers, mine tanker, mine meninger, drømme og håb. Mit lille sted i cyberspace, hvor jeg kan ytre mig når jeg har lyst. Jeg er let at begejstre, men jeg er også god til at brokke mig når der er noget jeg synes er tåbeligt! Det kan hænde at der sniger sig et lille digt ind hist og her, og måske også en novelle, en mere detaljeret beskrivelse af disse kan findes HER

Jeg elsker at være kreativ, om det så er ved at tegne, male, sy, fotografere eller skrive, ja så holder jeg mig ikke tilbage. Jeg kaster mig gerne ud i nye projekter, og har en stor fascination for fascinators som jeg ynder at lave når inspirationen lige er der. Jeg bruger gerne alternative materialer, og er ikke bleg for at tage en af mine kreationer på til div. fester.

Jeg er et mikstur af kontraster, der ikke kan få nok af livet, og som elsker halloween og jul lige højt. Jeg begejstres for de små flagermus om sommeren, mens jeg krammer min dejlige kat. Peter Plys og Jack Skelington sidder side om side på min radiator, og ud af højtalerne strømmer massevis af forskellig musik, for det kan jeg ikke undvære.

Jeg er upcoming computernørd, der forsøger sig med diverse mmo's og andre computerspil, jeg elsker at læse, og kan ikke sove før jeg i det mindste har forsøgt mig med et par linjer, også når jeg kommer stang baccardi hjem fra en fest. Jeg er udpræget B menneske og noget af en natteravn.

Der udover elsker jeg at synge, og er i øjeblikket igang med at uddanne mig til kirkesanger. Jeg bruger somme tider tid på at synge via app'en Sing by Smule, og du kan høre mig synge HER , hvis det skulle have din interesse :)

Nu har jeg, indtil videre ikke mere at sige her, mere kan komme til senere, til slut vil jeg bare sige, velkommen til mit lille hjørne af cyberspace, jeg håber du finder det behageligt.



*Jeg ynder at gå rundt med en rygtaske/håndtaske der er formet som en kiste..