fredag den 22. november 2013

Valgplakater - en torn i øjet!

For noget tid siden, inden vi skulle stemme til kommunevalget, var der en masse ståhej i nyhederne omkring partier der tyvstartede med at sætte valgplakater op. Der var en masse ballade, og diskussion om hvorvidt det var acceptabelt at partierne brød reglen med, at de først måtte hænge valgplakaterne op en given dato kl. 00.00, efter min mening skulle de slet ikke hænges op!

Nu er valget vel overstået, resultaterne vil jeg slet ikke komme ind på, og spørgsmålet er, hvorvidt man kommer til at mærke en forskel, de steder hvor der har været kraftig udskiftning! Nå men som sagt, valget er ovre, og så er det at man godt kunne ønske sig at partierne viste samme ivrighed når det gælder om at få valgplakaterne ned igen!

Det kan godt være at de valgplakater hiver nogle stemmer hjem, personligt ville en valgplakat aldrig gøre at et bestemt parti/person fik min stemme. Vi skriver 2013 og helt ærligt, computeren, smartphonen og de sociale medier ER opfundet, hvorfor pokker bruger man så ikke penge på at fyre nogle gode kampagner af der, i stedet for det resursespild som valgplakater i min termologi er!

Jeg ved ikke hvorfor valgplakater irriterer mig så meget, men det gør de altså, jeg synes de er grimme, de skæmmer og er en torn i øjet, og det er endnu mere irriterende når man så ser i fjernsynet hvordan de forskellige partier flere timer før, de rent faktisk må, begynder at sætte plakater op, alle mulige og umulige steder, når man så samtidig ved, at de jo ikke, ligeså snart valget er slut, er lige så ivrige med at pille dem ned igen!

Ofte bliver de jo hængende til de selv falder ned, og så kan de ligge i vejkanterne og blive smattede og forurene gader og stræder, vejkanter og cykelstier. Jeg synes det er noget svineri, og de partier der ikke får pillet deres plakater ned, burde faktisk straffes med en klækkelig bøde! Der burde være en regel der sagde, at alle valgplakater skal være pillet ned, senest 2 dage efter et valg er overstået, og for hver plakat der ikke er pillet ned, koster det, lad os sige, 1000 kr. i bøde! Så kunne det måske være de kunne få fingrene ud fra et vis sted, og få pillet dem ned, i lige så stor hast, som de fik dem op!

Jeg ved godt jeg er en sur mokke, men altså, valgplakater er bare en torn i mine øjne, og jo længere tid de hænger, jo mere begynder mine øjne at bløde! Jaja, jeg ved godt jeg overdriver, men nogle gange fremmer det altså forståelsen.

Og nu vi er ved valg, kan jeg jo lige så godt fortsætte med at brokke mig! Både DR og TV2 havde afsat hele aftenen på valget, og kom med prognoser og spådomme og bla bla bla, flere timer før valgstederne overhovedet var lukket, hvorfor pokker kan de ikke bare vente med at sende, til de rent faktisk er begyndt at tælle stemmerne op!? Hvad gavner det, at en bunke "eksperter" kommer med den ene eller den anden udtalelse, når der ikke er noget der er afgjort endnu.. jeg forstår det sgu ikke...

Men hva, nu er jeg jo heller ikke sådan vildt politisk, så måske det er derfor jeg ikke forstår det...? I hvert fald burde de, efter min mening droppe de valgplakater, og så benytte sig af lidt mere moderne metoder, samtidig med at medierne burde skrue lidt ned for dækningen, når der alligevel ikke er sket en skid.

Men det er jo tv i en nøddeskal, de kan få meget lang tid til at gå med absolut ingenting, nok også derfor, jeg som oftest slukker og giver mig til noget andet!