tirsdag den 5. april 2016

Sådan voksen voksen vs. knap så voksen voksen - eller, forestillingen om hvordan man er voksen...

Jeg sad lige og blev inspireret af en samtale jeg havde med en veninde over messenger, og af et billede hun postede på Facebook. Man plejer jo at sige at billeder kan sige mere end tusind ord, og i dette tilfælde passer det faktisk på en prik!

Billedet, som jeg her vil forsøge at beskrive, da jeg ikke vil poste det, af forskellige årsager (noget med rettigheder, og at billedet ikke er mit osv.) er af en rutchebanetur, Det er sort/hvidt og vel fra engang i 40'erne/50'erne, hvor seks kvinder sidder to og to i hver deres vogn. De forreste er blevet koloreret, og de to sidder og skraldgriner, mens deres skørter flyver om ørerne på dem, og den ene har sin hat fastklemt mellem lårene! I den næste vogn, sidder de også og griner, mere dæmpet, og det ser ud som om de griner mere ad damerne i første vogn, end af selve rutcheturen. I den sidste vogn sidder to stramtandede damer, som virker som om hverken rutchetur eller de grinende damer i de første vogne, og da slet ikke dem i den forreste, opfører sig som man bør, når nu man sådan er kommet ud i samfundet! Og det at køre i rutchebane bestemt er en meget alvorlig, og ikke morsom ting at foretage sig!

Billedet er et virkelig godt eksempel på, hvordan jeg, og min veninde for den sags skyld, så på det at være voksen, da vi begge var yngre. Man havde en ide om, hvordan det var at være voksen, og hvordan man opførte sig osv. og det billede var nok mere som de to damer i den sidste vogn, eller om ikke andet, for mit vedkommede, så damerne i den anden vogn. Stadig grinende, men ikke hæmningsløst og vildt, med tøjet flyvende om ørerne! Men mere afdæmpet, stadig holdende på formerne, og anstændigt, men stadig med lidt munterhed. Man havde en ide om hvordan man selv ville være, og hvor i verden og livet man ville være, når man var blevet sådan rigtig voksen!

Heldigvis, tog både min veninde og jeg da grueligt fejl! For vi er begge to, som de to damer i den forreste vogn, og når jeg kigger på det billede, får jeg associationer til min mormor, der også var en spradebasse og en der ville prøve alt det sjove! Jeg har været lidt omkring emnet før, omkring det der med at blive voksen, for da jeg blev 30, havde jeg ikke den sædvanlige krise, som mange har, om at "ååh nej, nu er jeg ved at være gammel osv" men mere den der, "hold nu kæft! Jeg er da absolut ikke gammel nok, til at blive 30!" Og nu er den så lige blusset lidt op igen, takket være min veninde, her syv dage før min 35 års fødselsdag!

Det sjove er, at damerne i den 3. vogn, ville jeg aldrig ane hvad jeg skulle snakke med om, og de ville velsagtens heller ikke ane, hvad de skulle snakke med mig om, udover måske at rette på mit skæve tøj, eller fortælle mig, at jeg nu igen havde fået kjolen på, med vrangen udad! (ja, det sker faktisk stadig for mig, så sent som i fredags var jeg en tur i Fakta med kjolen med vrangen udad... Opdagede det først da jeg var kommet hjem...)

For mig, virker folk der er meget voksne i deres opførsel, lige så fremmedartede som hvis de havde været fra en anden planet! Jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal snakke med dem om, udover, "dejligt vejr det er i dag" og sådanne intetsigende fraser, for hvad snakker man med et menneske om, som man virkelig bare ikke føler nogen sammenhæng med?

Man burde jo nok, give sig selv, og dem, en chance, og så forsøge at tale med dem, og lære dem at kende, måske man kunne lære noget af hinanden!? Måske man kunne lære at blive mere voksen, og de kunne lære at give lidt slip, og ikke være så pokkers voksne hele tiden! Men på den anden side, er jeg sgu egentlig godt tilfreds med at være den jeg er, at være damerne i den første vogn, der lever livet i nuet, griner og fjanter, og har en fest, mens dem bagved kan grine det de vil over mig, og dem længere væk sende mig sigende blikke, og ryste på hovedet og slå korsets tegn.. Jeg kunne ikke være mere ligeglad!

Jeg tror, at efter det her billede, vil jeg værdsætte mit liv og den måde jeg er på, meget mere! Jeg vil dyrke min barnlige side og grine endnu mere, fjolle endnu mere, og bare leve livet lige nu og her! Jeg er overbevist om, at man får meget mere ud af livet, hvis man lever en dag ad gangen, og ikke bekymre sig om, hvad der sker i morgen eller i weekenden! Selvfølgelig skal man ikke ignorere eventuelle større problemer, man skal stadig betale sine regninger, handle ind, og få hverdagen til at fungere, men der må godt komme bare en anelse mere Pippi Langstrømpe ind i livet, for så er jeg sikker på, at man bliver et gladere menneske!

Ikke at jeg siger at det gælder for alle! Vi er alle forskellige, og jeg er ret sikker på, at damerne i den sidste vogn, ikke ville kunne holde ud at leve som jeg gør! De ville være evigt deprimerede og utilpasse, hvis de skulle leve i mit rodede, overmøblerede, støvede, edderkoppebefængte hjem, hvor jeg ville gå helt i stå, hvis jeg skulle bo i et stilrent, hvidt i hvidt i hvidt, pinligt rent og moderne hjem. Man skal leve sit liv som det passer en bedst, og lade være med at forsøge at leve op til andres normer, for det er dømt til at mislykkes!

Og nu, må jeg vidst hellere få afrundet... jeg kan som sædvanlig ikke begrænse mig, og holde mig til emnet... så nu må det være slut prut for nu! ja ok... og så er jeg lige nødt til at knytte en kommentar til overskriften... Det er sådan, at når jeg skriver et blogindlæg, går jeg først igang med at skrive det jeg nu har på hjertet, og når jeg så er færdig, læser jeg lige teksten igennem, og derefter finder jeg på en titel... i nogle tilfælde popper titlen op, lige med det samme, eller imens jeg er igang med at skrive, andre gange, som fx. i dag, går det liiiidt mere træg.... det blev i denne omgang en temmelig lang overskrift.. og ja, den kunne nok også godt have været bedre.. men det var altså lige hvad hjernen kunne byde på i dag.....