mandag den 6. april 2015

"Gode råd" - en kronisk lidelse hos de raske?

Inspireret af et indlæg på facebook, kommer her en lille betragtning omkring det der med at have en kronisk sygdom, og hvordan omverdenen reagerer, når denne finder ud af, at man rent faktisk fejler noget. For sjovt nok, så bliver de fleste mennesker, når de finder ud af at man har en skavank, lige pludselig ekspert på lige netop din skavank, og har 1000 "gode" råd til hvordan du, enten kan blive helbredt, eller i hvert fald lindre din lidelse, ved at gøre denne eller hin ting. Det er lige meget hvad du fejler, så er der altid en eller anden, der med ét, tydeligvis får en åbenbaring, og kan ralle alskens råd af, lige i rap, uden overhovedet at tage hensyn til, dine forsøg på at formidle personen om, at samtlige råd, har du lige modtaget af 5 andre, og at du allerede for 5 år siden, rent faktisk afprøvede dem, og at de desværre ikke virkede...

Den typiske reaktion fra sådanne mennesker, er efterfølgende, når de ellers er blevet færdige med deres ordstrøm at råd, og det går op for dem, at du sådan set ikke har tænkt dig at følge dem, er at blive bare en lille bitte smule fornærmet! Jo, for her står de, med alle guldkornene, alle de virkeligt gode tips, og så har du bare taget en stor fed NEJ-hat på, og vil hverken spise spirulina pulver, eller stå på hænder i fem minutter hver morgen, før klokken er blevet syv! 

Og hvad blider vi os så egentlig ind, alle os, med en kronisk lidelse, at vi er så arrogante, at vi ikke bare lapper alle de "gode" og velmenene råd i os, siger tusind tak, og ihh hvor var det godt at jeg mødte netop dig, med alle de råd du har oppe i ærmet! Måske det har noget at gøre med, at vi HAR afprøvet dem alle sammen, og nogle af dem, indtil flere gange, at vi HAR gennemtrævlet nettet, vores venner og familie, diverse læger og specialister, for at finde frem til lige netop det, der kan gøre vores liv udholdeligt og nogenlunde til at klare, uden alt for mange smerter, eller psykiske mén. 

I mit tilfælde, hvor det er en fysisk ting den er gal med, har jeg igennem tiden fået mange spøjse råd, lige fra "du skal bare æde nogle smertestillende, og så gå i køkkenet og lave en masse sund mad" til, "det skal bare arbejdes væk" eller " kan du ikke bare blive opereret". Hvortil jeg jo så har kunnet svare, "jeg tror ikke min kroniske seneskedehindebetændelse i begge håndled, er helt vild med tanken om, at lave en helt masse mad", og "hvad foreslår du så af arbejde, der kan få deformiteter i knoglerne til at forsvinde?" og, "jeg er blevet frarådet operation, da der er risiko for at det kun vil gøre det værre". 

Det er meget sødt at folk er så ivrige med at give råd og ideer til hvad man kan gøre, men når stort set alle man møder, er lige ved at sprænges, sjovt nok, af de samme ideer som alle de andre, ja så bliver man i længden, bare en lille smule træt... Det er jo ikke fordi vi er utaknemmelige, vi kunne bare nogle gange godt tænke os, at folk tænkte sig en lille smule om, før de udbasunerer alle deres råd.

Man kunne jo overveje, før man kommer med rådene, lige at stoppe op, tænke sig om, og fx. stille sig selv nogle spørgsmål, det kunne fx. være:

1. Hvor længe har denne person, som jeg vil give et råd været syg? er det mere end et par måneder/et halvt år, så har vedkommende nok prøvet de gængse behandlingsformer/råd der er, og derved kunne det jo tænkes at det jeg havde tænkt mig at foreslå, allerede var afprøvet...

2. Har jeg overhovedet forstand på det personen fejler? Her skal man for det første spørge sig selv, er jeg læge? Hvis ja, så kunne jeg måske godt have et par råd, er svaret nej? Så spørger man lige sig selv, kender jeg nogen med samme lidelse, og derved måske have nogen viden? Er svaret ja, så kunne jeg måske godt have et godt råd. Er svaret nej? Måske jeg bare skulle holde min kæft...

3. Måske personen hellere vil snakke om interesser, end sygdom, måske jeg skulle spørge hvad vedkommende kan lide at bruge sin fritid på..

Oooog jeg kunne blive ved... Vi er, trods alt, meget mere end vores sygdom, og i de fleste tilfælde, vil vi hellere snakke om noget andet end det vi fejler. For mit vedkommende er mit handicap en biting, i forhold til resten af mig, jeg har så mange interesser, og ting der fylder i mit liv, at mine forkert sammensatte albuer, og mine seneskedehindebetændte håndled, i det daglige ikke betyder noget. Jeg tager de hensyn der skal til, og passer på mig selv, derved kan jeg have en dagligdag, hvor jeg ikke tænker over at der er noget galt med mine arme...

Da jeg var barn, tænkte jeg ikke på mig selv som værende en person med et handicap, og jeg er heller ikke opdraget til at tænke på mig selv som handicappet, så da der var en, der engang sagde til mig, at så ville jeg da kunne få handicap tilbud når jeg blev voksen, gloede jeg bare på ham med uforstående øjne, for jeg forstod vitterligt ikke hvad han mente med handicap. Jeg gjorde jo bare tingene på min måde, og var ikke synderligt hæmmet i min hverdag. 

Som sådan tænker jeg heller ikke, den dag i dag, at jeg er handicappet, for jeg har min fulde førelighed, og fungerer som jeg skal. Jeg gør jo bare stadig tingene på min måde, uden at tænke over det. Men selvfølgelig, efter den kroniske seneskedehindebetændelse indfandt sig, for snart 16 år siden, og jeg begyndte at opleve begrænsninger, fx. i forhold til job og uddannelsesmuligheder, har jeg jo måttet erkende, (og det har taget meget lang tid) at jeg jo nok alligevel har et, om end, meget lille, handicap. Men, som sagt, det er ikke en betegnelse jeg bruger, for jeg føler mig i det daglige, ikke handicappet. 

Men nu kom jeg vidst lidt væk fra emnet, hvilket jo er typisk mig! Og fordi jeg nu er kommet ud på et sidespor, kan jeg selvfølgelig ikke finde ud af at runde af på en ordentlig måde... Men altså, det virker lidt som om, at mange raske folk, har en kronisk lidelse, uden selv at være klar over det, som må hedde noget i retningen af, "goderådtitis" eller "har-du-prøvet-at-mani", som de slet ikke har under kontrol, så næste gang du møder en, der har en kronisk lidelse, det være sig fysisk eller psykisk, så prøv at kæmpe imod lidelsen, og drop de velmenene gode råd, for efter al sandsynlighed, har vedkommende allerede fået samme råd, mindst fem gange, og har afprøvet den, i hvert fald en til to gange, og så slipper du for at blive fornærmet over at vedkommende tilfældigvis har taget nejhatten på i dag!