torsdag den 16. september 2010

Uforståelige tanker på 25. min.

Så sidder jeg her og har ventet i to timer, og der er stadig 25 minutter endnu, associationerne til Poul Dissing's galgesang vil ingen ende tage. Sidder her og lytter til rummet's lyde, snakken omkring mig, brudstykker af samtale, banale ytringer, så forskellige, og alligevel så ens. Man kan godt være alene blandt mennesker, ikke at det gør noget, jeg er her ikke for at få venner, jeg er her fordi...... fordi..... jeg gerne vil videre i mit liv, og for at man kan det, må man have en uddannelse, være klog og bruge hovedet. Nogle gange tror jeg at mit hoved er et andet sted henne end resten af mig, jeg kan godt lide at bruge hovedet, for det meste om ikke andet, men nogle gange er det bare ligesom om hovedet ikke rigtig vil bruge mig, eller holder pause, eller ferie og så forstår jeg ingenting, som om de oplysninger der kommer ikke rigtig trænger ind. Jeg forstår det ikke..

Jeg gruer for de to timers uforståelighed, og det gør det bestemt ikke lettere at forstå noget som helst, når en dundrende hovedpine har besat min hjerne og har valgt at trampe rundt i mit hoved som en evigsur elefant.
Jeg holder ud, holder mig oppe, holder mig sammen og skylder panodiler ned med vand, mens jeg lytter til brudstykkerne af banaliteter der flyver rundt i hovedet som flaksende fugle der ikke ved om de skal flyve den ene eller den anden vej. Om ikke andet så regner det ikke, solen titter faktisk frem bag en alvorlig sky, man kunne håbe på at den alvorlige sky, finder på at blæse et andet sted hen og være alvorlig, så det måske var tørvejr når uforståeligheden er hørt op, men jeg har min tvivl... pessimistisk er man vel altid, bare lidt i hvert fald...
Jeg forbereder mig på to timers -jeg-forstår-ingenting- timer, to timer hvor hjernen er taget på ferie, eller ligesom bare er gået i hak, som en gammel LP vinyl plade der er en enorm ridse i, og ligesom pickup'en kæmper med at forcere ridsen, kæmper hjernen med at forstå...

Brudstykker af samtale bryder ind i min tankestrøm om det at forstå, de snakker stadig om banaliteter, i split sekunder hver dag føler jeg mig meeeget gammel, som om jeg er et  museums fund der er kommet på afveje, en alien der er gået forkert. Ikke at alder betyder noget, alder er et tal ikke andet, det er mere et spørgsmål om sind, interesse og forståelse, se der kom det igen, forståelse.. der er så meget jeg ikke forstår, så mange mennesker jeg ikke forstår og jeg er uforstående overfor hvorfor jeg ikke forstår, det er da godt nok indviklet det her!

Der er 4 minutter endnu, jeg hører Poul Dissing's hysteriske stemme i mit hoved, ser ham for mig med de udstående øjne, mens han hyler sin desperate sang om galgen der venter, rebet der strammes, jeg ser ud af vinduet, døren går op, ind kommer læren, uforståeligheden begynder, der er ikke flere minutter endnu...

mandag den 13. september 2010

En kvinde kan ikke have for mange smykker... eller ting....

Alligevel satte jeg mig for at rydde op i juvelerne, med henblik på at gøre lidt plads, eventuelt til noget nyt.... Men hvad blev det til da jeg så først var kommet igang? Næææh og den der har jeg jo fået af... øj den købte jeg den gang jeg... åh ja det er jo en fødselsdagsgave fra...  Der blev ryddet op, organiseret, ommøbleret og sat i orden, men intet røg over i -det-var-pænt-engang-og-skal-nu-videre-bunken..... Man er vel samler, man er vel smykkeelsker, man er vel kvinde....

Til gengæld opnåede jeg at få ryddet op i det skab hvor alle smykkerne gemmer sig, så der nu rent faktisk er plads til min begyndende fascinator kreationssamling derinde også, ikke dårligt vil jeg vove at påstå!

Turen gik så videre til et andet skab bagefter, der blev der tilgengæld smidt ud med hård hånd, papirer af alskens art, oldtusse gamle, i hvert fald mindst 5 år, og gemalens magickort blev arrangeret og organiseret så disse ikke vælder ud af skabet som en sand magiclavine hver gang man åbner skabet, det har længe været til stor irritation og megen vrede, men er nu ikke et problem mere!

Der er dog stadig en del ting og sager der trænger til at blive ryddet op i, det er ligesom om når man først er kommet igang, så kan man jo ligeså godt fortsætte, det er egentlig meget rart at få ryddet op, og ud, og hen og rundt i tingene, man genser fx. ting man egentlig havde glemt man havde, men straks man ser, er nødt til at gemme, for minder og affektionsværdier vælder en i møde, så man næsten bliver helt rørt... øhrm eller også fik jeg bare støv i øjet...

Ja ja, jeg må jo se i øjnene at æblet ikke falder langt fra stammen, at jeg er ligeså dygtig en samler som visse andre nært beslægtede medlemmer af familien, og at det sådan set ikke gør noget som helst! Jeg er sgu glad for mine ting, og fremtidige ting der får sig lusket ind,  er også hjerteligt velkomne, og jeg kan da også sagtens skille mig af med ting, der ryger da ting ud en gang i mellem, sådan hvert 3. år... eller.....

Jeg praktisere opstabling af ting, det er jeg faktisk også ret god til, hvis jeg selv skal sige det, det er fordelen ved at bo i en lejlighed med højt til loftet, det må være mimimumskravet når vi engang flytter, der SKAL guddøme mig være højt til loftet!!!

Og væggene skal helst være plastret til med billeder, og ting... masser af ting, det er også for at dække de hvide vægge, hader hvide vægge, og så er det jo fantastisk at have en masse ting man kan dække dem med...

Nå men nu tror jeg at jeg vil stoppe for nu, og gå ud og flytte rundt på nogle ting...

søndag den 12. september 2010

Nat telefon

Så ligger man her, kl. halv seks om morgenen, med hjertet i halsen og en puls som om man lige har spurtet 10 km. I søvne drømmer man en velkendt lyd, der langsomt trænger igennem, bliver virkelig, håndgribelig, telefonen ringer i det fjerne, man kæmper sig ud gennem søvnens tunge slør, farer ud af sengen halvt bevidstløs, halvt vågen, som en zombie famlende frem, ingen tid til at tænde lyset.

Griber telefonen med skælvende hænder, men det er for sent, den er forstummet. Man sidder i mørketog stirre ud i luften, fumler med tasteturet, forpulede nye touch screen telefon! Forsøger at samle de tusinder af tanker og bange anelser der på sekunder har spredt sig som en steppebrand ud i hele kroppen. Man får tændt lyset, henter tid, ruster sig og ringer tilbage. Man sidder som lammet, kan ikke få luft, forventer det værste, kommer igennem, den korte tid fra opkald til svar føles som timer, kommer igennem, lytter, man er hele følelsesregisteret igennem på få sekunder, og sidder bagefter med en stor NÅ-var-det-ikke-andet-fornemmelse.  Kroppen er stadig i største alarmberedskab, man forsøger at slappe af, er en kende knotten på situationen.

Slukker lyset, kravler tilbage i seng, er lysvågen, hjertet i halsen, pulsen der banker, kan ikke falde i søvn....