Så sidder jeg her og har ventet i to timer, og der er stadig 25 minutter endnu, associationerne til Poul Dissing's galgesang vil ingen ende tage. Sidder her og lytter til rummet's lyde, snakken omkring mig, brudstykker af samtale, banale ytringer, så forskellige, og alligevel så ens. Man kan godt være alene blandt mennesker, ikke at det gør noget, jeg er her ikke for at få venner, jeg er her fordi...... fordi..... jeg gerne vil videre i mit liv, og for at man kan det, må man have en uddannelse, være klog og bruge hovedet. Nogle gange tror jeg at mit hoved er et andet sted henne end resten af mig, jeg kan godt lide at bruge hovedet, for det meste om ikke andet, men nogle gange er det bare ligesom om hovedet ikke rigtig vil bruge mig, eller holder pause, eller ferie og så forstår jeg ingenting, som om de oplysninger der kommer ikke rigtig trænger ind. Jeg forstår det ikke..
Jeg gruer for de to timers uforståelighed, og det gør det bestemt ikke lettere at forstå noget som helst, når en dundrende hovedpine har besat min hjerne og har valgt at trampe rundt i mit hoved som en evigsur elefant.
Jeg holder ud, holder mig oppe, holder mig sammen og skylder panodiler ned med vand, mens jeg lytter til brudstykkerne af banaliteter der flyver rundt i hovedet som flaksende fugle der ikke ved om de skal flyve den ene eller den anden vej. Om ikke andet så regner det ikke, solen titter faktisk frem bag en alvorlig sky, man kunne håbe på at den alvorlige sky, finder på at blæse et andet sted hen og være alvorlig, så det måske var tørvejr når uforståeligheden er hørt op, men jeg har min tvivl... pessimistisk er man vel altid, bare lidt i hvert fald...
Jeg forbereder mig på to timers -jeg-forstår-ingenting- timer, to timer hvor hjernen er taget på ferie, eller ligesom bare er gået i hak, som en gammel LP vinyl plade der er en enorm ridse i, og ligesom pickup'en kæmper med at forcere ridsen, kæmper hjernen med at forstå...
Brudstykker af samtale bryder ind i min tankestrøm om det at forstå, de snakker stadig om banaliteter, i split sekunder hver dag føler jeg mig meeeget gammel, som om jeg er et museums fund der er kommet på afveje, en alien der er gået forkert. Ikke at alder betyder noget, alder er et tal ikke andet, det er mere et spørgsmål om sind, interesse og forståelse, se der kom det igen, forståelse.. der er så meget jeg ikke forstår, så mange mennesker jeg ikke forstår og jeg er uforstående overfor hvorfor jeg ikke forstår, det er da godt nok indviklet det her!
Der er 4 minutter endnu, jeg hører Poul Dissing's hysteriske stemme i mit hoved, ser ham for mig med de udstående øjne, mens han hyler sin desperate sang om galgen der venter, rebet der strammes, jeg ser ud af vinduet, døren går op, ind kommer læren, uforståeligheden begynder, der er ikke flere minutter endnu...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar