Så ligger man her, kl. halv seks om morgenen, med hjertet i halsen og en puls som om man lige har spurtet 10 km. I søvne drømmer man en velkendt lyd, der langsomt trænger igennem, bliver virkelig, håndgribelig, telefonen ringer i det fjerne, man kæmper sig ud gennem søvnens tunge slør, farer ud af sengen halvt bevidstløs, halvt vågen, som en zombie famlende frem, ingen tid til at tænde lyset.
Griber telefonen med skælvende hænder, men det er for sent, den er forstummet. Man sidder i mørketog stirre ud i luften, fumler med tasteturet, forpulede nye touch screen telefon! Forsøger at samle de tusinder af tanker og bange anelser der på sekunder har spredt sig som en steppebrand ud i hele kroppen. Man får tændt lyset, henter tid, ruster sig og ringer tilbage. Man sidder som lammet, kan ikke få luft, forventer det værste, kommer igennem, den korte tid fra opkald til svar føles som timer, kommer igennem, lytter, man er hele følelsesregisteret igennem på få sekunder, og sidder bagefter med en stor NÅ-var-det-ikke-andet-fornemmelse. Kroppen er stadig i største alarmberedskab, man forsøger at slappe af, er en kende knotten på situationen.
Slukker lyset, kravler tilbage i seng, er lysvågen, hjertet i halsen, pulsen der banker, kan ikke falde i søvn....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar