lørdag den 17. januar 2015

Negative kommentarer, et no go - et nytårsfortsæt af de sværere!

Jeg har i en længere periode gået og funderet over noget, jeg har faktisk tænkt rigtig meget over det, og har flere gange tænkt, det her, er et oplagt blog indlæg! Nu har jeg så endelig fået taget mig sammen til at få skrevet de tanker ned, som er som følger...

Vi mennesker er i bund og grund nogle brokrøve og nogle paphatte overfor hinanden! Hvis der er noget vi ikke bryder os om, er vi absolut ikke blege for at sige det til hinanden. Al den negativitet der emmer ud af alle porer, når man ser, hører eller oplever et eller andet man ikke lige synes om, det er sgu da lidt trist! For hver gang man udtaler sig negativt om et eller andet, ødelægger man glæden for et andet menneske.

Et eksempel: En person skriver begejstret om en film, denne har set, straks er der nogen der kommenterer at det er da den værste lortefilm i hele verden.. Hvad skal det til for? Hvad gavner den kommentar? andet end at ødelægge glæden for personen der rent faktisk synes det var en god film?

Som sagt er det noget jeg har tænkt over et stykke tid, og i den forbindelse har jeg også været ude i en større selvransagelse, for et er at man brokker sig over at andre kritiserer og sviner andres ting til, noget andet er selv at gøre det bedre. Man må starte med "the man in the mirror", som Michael Jackson så klogt sang engang. Nå men, jeg er jo så nået frem til, at jeg jo selv falder i fælden somme tider.. Specielt når det omhandler emner som musik, film og bøger.

Jeg kan være temmelig kritiserende og nedladende, når det omhandler disse emner, og til dem det er gået ud over, vil jeg på det dybeste beklage. Jeg må lære at acceptere at alle selvfølgelig ikke kan have samme awesome smag som mig... ææhmm.... hov... ææh, ja det der ved jeg ikke lige hvor kom fra....  det jeg mener er selvfølgelig, vi har alle sammen forskellig smag, og det er helt ok!

Vi må lære at lade være med at svine ting til, som andre synes er fedt! Altså, jeg siger ikke at vi helt skal lade være med det, i så fald vil den her blog da gå helt i stå! Det jeg mener er, når en eller anden ytrer sig om en eller anden ting, denne finder fantastisk, skal vi lære at holde tand for tunge, og holde vores kæft, selv om vi synes det er det værste i hele verden. Så kan vi gå hjem og svine det til, når vedkommende ikke er i nærheden! Vi må nøjes med at sige, at det er fedt du synes om det, men jeg bryder mig ikke så meget om det. Punktum, slut, prut! Ikke noget med at slynge om sig med negativitet, for det ødelægger glæden for den anden...

Jeg skal fx. lære at lade være med at svine Dansk"top" "musik".... aaah fuck!!! Det er sgu svært!!!!! Jeg er en af de slags mennesker der bliver direkte aggressive af at blive udsat for Dansktop... Så det er virkelig svært at lade være!! Nå men som sagt, når der er folk til stede der rent faktisk bryder sig om denne form for "musik"... ej men så stop da!!! Så skal jeg bare bide de kritiske kommentarer i mig, og holde min kæft! Det gælder også emner som Twilight, Rasmus Seeback, Medina og andre kvalmende... ææh jeg mener, andre "kunstnere"... Nøj, det er svært det her!!

Nå men, altså, det jeg siger er, mere positivitet kunne være godt! Jeg forsøger også at lade være med at brokke mig når solen skinner, for utroligt nok, er der en frygteligt masse mennesker der åbenbart, eeeeelsker varme og sol.. og at jeg ikke er en af dem, skal da ikke ødelægge deres glæde. Til gengæld, kunne jeg godt tænke mig, hvis samme solelskende folk, så gad lukke deres dertil indrettede ædespalte, når jeg en sjælden gang hylder at det sner, eller er koldt, eller at det regner..


Jeg kan godt se, det er noget af en udfordring det her.. for jeg tror at det der med at brokke sig, det ligger så dybt i os, at det simpelthen er en del af vores arvemasse. Men kan man bare en gang i mellem, lige stoppe op, tænke sig om, før man sviner noget til verbalt, ja så har man da i det mindste spredt lide mindre negativitet den dag! Det vil i hvert fald være mit nytårsfortsæt, at være mere imødekommende og positiv, frem for bare uhæmmet at svine hvad svines kan, når det ikke lige ligger indenfor mit smagsområde! Så må vi se hvordan det går!!