onsdag den 5. marts 2014

Mr. Hyde - folks opførsel i Cyberspace!

Nogle gange kan jeg virkelig blive flov på mine medmenneskers vegne, sådan virkeligt dybt og inderligt! Det er som om, at når man sidder bag en computerskærm/tablet/smartphone, nu for at være dækket ind, i disse teknologiske tider.. Nå men altså, når man sidder der bag skærmen, og læser hvad andre folk tillader sig at skrive til folk de ikke engang kender, så ville jeg da nødig møde dem i virkeligheden, hvis det er deres normale måde at henvende sig til folk på!

Jeg følger Jim Lyngvild på facebook, da jeg synes han er et spændende krydderi i den somme tider kedelige hverdag. Det er sjældent, hvis det overhovedet nogensinde er sket, at jeg kommenterer noget han har postet, man tør jo nærmest ikke, når man læser alle de andre kommentarer folk sender. Jim er jo en provokationens mester, og han siger tingene uden omsvøb, somme tider er jeg enig med ham, og andre gange, trækker jeg på smilebåndet og tænker, jaja, vi har alle vore dårlige dage.. Men at folk virkelig kan blive så beskidte og væmmelige over noget en anden har skrevet, og ligefrem svine dem til, i det offentlige cyberspace rum, er mig virkelig en gåde! Hvad er det folk tror de opnår ved at kalde et andet menneske for en sur kælling eller andre knap så flatterende ord? Jeg forstår det ikke!

Er det en folkesygdom, at man mister sin opdragelse, pli og høflighed lige så snart man sætter sig til tastaturet for at ytre sin mening, koste hvad det vil, og uden omtanke for, hvordan det lyder og ser sig ud for andre? Er det en bivirkning af den distanceren man nemt kan tage når ens kommunikation foregår gennem sociale online netværk, frem for hvis man rent faktisk er fysisk sammen med folk!? Jeg kan også blive oprørt over ting jeg læser online, og jeg deltager også i debatter og diskussioner, men jeg forsøger altid at holde en god og høflig tone, og jeg kunne da aldrig drømme om at kalde et menneske jeg ikke kender for en sur/dum/grim/klam/(find selv på flere) kælling/so/spade/røvhul/(find igen selv på flere) det ville jeg aldrig gøre i det virkelige fysiske liv, så derfor ville jeg da heller aldrig gøre det i mit cyberspace liv!

Det er som om at nogle mennesker bliver til frådende monstre når de sidder bag skærmen, som om de slipper tøjlerne for en indre dæmon, der via fingrene flyder gennem tastaturet og ud på diverse fora, sociale medier, og spreder deres galskab og galde hvorend den kommer hen. De glemmer sig selv, det der er almen god opførsel i den virkelige verden, fordufter og forsvinder i den virtuelle, som en Dr. Jekyll og Mr. Hyde, sker der en transformation lige så snart de ser noget, de ikke er enige i. Og i stedet for at tage en dyb indånding, slå koldt vand i blodet, og lige tage sig tid til at skrive et velovervejet og sobert svar, kaster de sig til tastaturet med fråde om munden og røg ud af ørerne! Eller, det er i hvert fald sådan jeg forestiller mig det foregår!

Jeg elsker internettet, og alle de muligheder det giver, den frihed og uendelige mængder af kommunikation og viden man kan få sine grådige fingre i. Verdenen er blevet mindre med internettet, man kan på få øjeblikke være i et fjernt land, bare ved at taste det ind i browserens søgefelt. Man kan kommunikere direkte med folk der sidder på den anden side af jorden, det er jo en fantastisk verden. Men, og der er altid og desværre et men! Et stort og rungende men, for med alt det gode og fantastiske kommer der også alt det negative, for der er sjovt nok, lige som i den virkelige verden, altid nogen der vil ødelægge det for de andre!

Hackere, trollere, løgnere, forbrydere, ja de findes alle sammen, også i den fagre virtuelle verden! Det er så nemt at komme ud med sit budskab på nettet. Jeg er da et godt bevis, med min lille blog, kommunikere jeg også ud til de folk der eventuelt kommer forbi mit lille hjørne af cyberspace, jeg brokker mig, skælder ud, og giver mit syn på tingene, og det er jeg da glad for at jeg kan få lov til. Jeg er hudløst ærlig, og selv om jeg gemmer mig bag et nickname er min lille blog stadig koplet til min google+ konto, det er mit rigtige navn der stå som udgiver af indlæggene, de billeder jeg poster af mig selv, er rent faktisk af mig selv, og alt hvad jeg skriver, er også ting jeg ville diskutere/brokke mig over/rose og begejstres over i den virkelige verden. For mig er der absolut ingen forskel på om jeg sidder og taler med en person fysisk, eller om jeg kommunikere via mit tastatur ud til eventuelle læsere.

Jeg forstår ikke det der med at udgive sig for at være en anden end den man er, jeg forstår ikke at folk kan tage en personlighed af og iklæde sig en anden, lige så snart de er gemt bag en skærm.Jeg forstår ikke at folk vil sætte sig selv i et dårligt lys, ved at kalde en anden for en sur kælling, frem for eventuelt at udtrykke sig på en lidt mere flatterende måde! Specielt på facebook, hvor de fleste da trods alt har en profil med deres eget navn og billede. Selv om der selvfølgelig også vrimler med falske profiler derinde, ligesom der gør det alle andre steder i cyberspace!

Jeg bliver bare så trist når jeg så sidder der og læser folks ubehagelige kommentarer til hinanden, og hvordan folk i stedet for at hæve sig over det grimme sprog, bliver grebet af det og synker ned på laveste fællesnævners niveau, hvor al god opførsel, høflighed og god opdragelse er en by i Rusland på en meget kold og forfrossen dag! Hvorfor er det at folk gør det? hvorfor er det at dæmonen er så let at tirre? hvorfor er det at så mange mennesker, i stedet for at slappe af, og sprede gode budskaber, partou skal ytre deres holdninger på den mest uflatterende og grimmeste måde muligt? Jeg forstår det virkelig ikke!

Og når der så er nogen der stiller spørgsmålstegn ved folks måde at ytre sig på, får de oftest kastet i hovedet, at vi har ytringsfrihed og at det er min ret at sige hvad jeg mener! Jaja, det er da også rigtigt, men ytringsfriheden er jo ikke lig med, at du SKAL ytre dig, uanset hvad, og på den mest grimmest tænkelige måde, ytringsfrihed er muligheden for at ytre sig, muligheden for at tilkendegive en holdning, et synspunkt et modargument eller en støtte til tingene, men det er ikke noget man SKAL! koste hvad det vil! Det er muligheden man kan gribe, eller lade være. I mange tilfælde ville det nok være bedre om folk lod den falde til jorden, frem for at gribe, eller flå den ud af hænderne på andre.Ytringsfrihed er din ret, ikke din pligt!