mandag den 27. september 2010

Tusmørkehumør

Jeg er i tusmørkehumør, til tågede moser og skumle skove, til mørk musik og sterinlysskær. Jeg er i mørkehumør, til flagermus og sorte negle, til dystre miner og skumle tanker, jeg kryber ind i mig selv og gemmer mig væk, i mørket, bag gardinerne, med lyset slukket. Helt ind i hjørnet, med stereoanlægget sat på repeat. musik flyder ud i mørket, og jeg nynner med, dystre toner, der passer til mit humør.

Jeg stirre ud i natten, det trækker i mig, skoven og uglerne kalder, de kalder alle sammen, troldene, væsnerne, alt det usete, det mystiske.

Jeg er i regnvejrshumør, silende tung efterårsregn, der renser ud, vasker væk, vasker op, skyller bort... Jeg skuler ud til verden, trykker næsen flad mod ruden og skuler olmt til mørket, der omfavner mig, gør mig tryg.

Jeg er i spøgelseshumør, til puslede lyde, til listen omkring, til alt det man ikke kan se, men blot aner i øjenkrogen, jeg binder knude på sjælen og gemmer sindet bort, lukker det hele inde i en kasse og sætter den under sengen, lader mig falde i en slags trance, og lader musikken omfavne mig, lader mig svæve væk, ud i regnen, ud i skoven, til uglen, trolden, væsnerne...

Lidt ond i sulet er man vel altid.....