lørdag den 19. april 2014

Fremmede børn, selvransagelse og vielsesringe - en skør blanding..

For tiden bliver der på facebook delt et billede af en vielsesring som er fundet i vandet ved en eller anden strand. Formålet med billedet er selvfølgelig at finde ejermanden, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad nu hvis ejermanden slet ikke gider have den tilbage, og at den lå i det vand, fordi vedkommende bevidst havde kastet den fra sig på den strand...

Det er selvfølgelig pænt af vedkommende der har fundet den, at vedkommende gerne vil give den tilbage til rette ejermand, og hvis det var mig der havde mistet en ring, ville jeg da blive lykkelig hvis en vildt fremmede fandt den, og gjorde et forsøg for at den kom tilbage til mig, og det så rent faktisk lykkedes. Men altså, det kan godt være det er mig der er lidt kynisk, eller noget, men hver gang jeg ser det billede og den tekst, tænker jeg bare, hmm mon ejermanden allerede var blevet træt af sin kone?

I teksten står der også at vedkommende leder efter en mand der er gift med "navn på  kvinden hvis navn er indgraveret i ringen", hvem siger det er en mand? Det kunne da lige så godt være en kvinde der havde mistet den ring, eller smidt den væk! man kan da ikke bare gå ud fra, at fordi man finder en vielsesring med et pigenavn indgraveret, at det så også er en mand der har givet hende den ring...

Ja ja, jeg er i det spekulative hjørne, i -hvad-nu-hvis-hjørnet, og det morer mig altså på nuværende tidspunkt at stille spørgsmålstegn ved den ring! Jeg kunne selvfølgelig også bare være ligeglad, og scrolle forbi billedet og lade være med at læse teksten, hvilket jeg som oftest gør med sådanne efterlysninger. jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg er så modvillig imod alle disse delinger af efterlysninger af alt fra børn til hunde til genstande og indbrudstyve. I og forsig er det jo i nogle sammenhæng meget godt, og beviser at der trods alt findes en bunke venlige sjæle derude i det ganske danske land.

En god veninde og jeg skulle en gang hen i byen, og vi går forbi en børnehave, hvor der står et barn og råber hej til samtlige der går forbi. Min veninde siger hej med det samme, mens vi går forbi, men fordi jeg ikke siger noget bliver ungen ved med at råbe. Jeg ignorere barnet totalt, og min venide spørger selvfølgelig hvorfor jeg ikke vil sige hej til barnet. Jeg kan ærligt talt ikke huske hvad jeg svarede, men jeg er efterfølgende kommet til at tænke over det. I bund og grund er det jo harmløst, og der går da ikke noget af mig, ved at sige hej til det barn, men der opstår bare instinktivt en modvilje, når en unge stædigt står og råber hej efter mig. jeg ved ikke om det er fordi jeg vil bevise at verden er et grumt og ondt sted, eller om der bare er noget socialt galt med mig, når det kommer til børn der råber hej....

Jeg ser jo egentlig mig selv som et positivt, høfligt og venligt menneske, men måske min indre djævel er at jeg nægter at sige hej til stædige børn, og at jeg heller ikke vil dele efterlysninger på facebook. Jeg ved det ikke, men jeg ser det da som et godt tegn at jeg kan ransage mig selv, og stille spørgsmålstegn ved mine handlinger. At jeg så, i min selvransagelse ikke er kommet tættere på et svar, end da min veninde spurgte, kan man jo så undre sig over..Måske er der slet ikke nogen forklaring! Eller måske kan jeg ikke lide det svar der er, og derfor undgår jeg bevidst at nærme mig det? Er jeg bare følelseskold og kynisk?

Det er måske et meget godt spørgsmål, som flere end undertegnede burde stille sig selv en gang imellem. I det hele taget tror jeg det er sundt at stille spørgsmålstegn ved ens handlinger, og give sig selv tid til at undres, og blive klogere på, hvorfor man egentlig reagere som man gør. Jeg kan med sikkerhed sige, at i situationen med barnet på børnehave lågen, blev jeg virkelig irriteret over den insisterende råben, og jeg følte at vi blev afbrudt i vores samtale af at den unge stod der og råbte til folk som den (ja jeg siger altså den om børn jeg ikke kender...) ikke kendte. Min veninde har jo tydeligvis opfattet situationen helt anderledes, og for hende var det den naturligste ting i verden at sige hej tilbage, og det beundre jeg hende for, fordi jeg selv blev en sur "Scrooge"!

Jeg ved jo godt at barnet ikke gjorde det for at irritere nogen, (eller gjorde den??) men jeg tror stadig at skete det samme i dag, ville jeg reagere på samme måde, og det er måske også barnligt af mig, men sådan er jeg nu engang, og det burde jeg måske lave om på, (og her fornemmer man virkelig et men!) MEN, det er jo ikke nogen hemmelighed at jeg ikke just er vildt god til børn, og at jeg i mine teenage år og start 20'ere, desideret ikke brød mig om mennesker i alderen fra, skal vi sige 14 og ned efter!

Jeg har virkelig været anti-børne-kvinde, og havde engang en diskussion med en fyr, der mente at jeg var sindssyg fordi jeg på daværende tidspunkt sagde at jeg ikke ville have børn, da han mente at det var enhver kvindes pligt! Jeg er stadig ikke enig med ham, og jeg mener stadig at han var (jeg ved jo ikke om han har ændret sig) et mandschauvinisisk røvhul! Det er ikke, efter min mening enhver kvindes pligt at få børn, og der er vitterligt nogen kvinder der aldrig burde have haft børn, og der er vitterligt også nogle kvinder som ikke kan få børn, som virkelig fortjente at få det!

Jeg er stadig ikke den store børnefan, men jeg er dog ikke så ekstremistisk som jeg var engang, og jeg er endda gået så vidt som til at sige, at jeg nok engang vil have et barn eller to. I takt med at flere og flere i vennekredsen har anskaffet sig børn, er jeg måske også blevet påvirket, ikke at mit biologiske ur tikker eller noget, men mit antiparti mod børn er mildnet, og jeg kan ligefrem sige at nogle børn er søde. Men fremmede børn, som jeg ikke kender, dem er jeg altså absolut ikke fan af, og det bliver jeg nok heller aldrig...


Nå, jeg tror nok at jeg endnu engang har formået at starte et sted, og ende et helt andet, så det kunne godt være at jeg skulle se at få stoppet, inden jeg kommer over i noget helt tredje! Nu har jeg da i hvert fald fået luftet lidt ud i mine spekulationer, og kan jo så give mig til noget andet, end at tænke over hvorfor en vielsesring er endt i vandet på en strand, og hvorfor jeg ikke vil sige hej til fremmede børn!