søndag den 16. januar 2011

Søndags melankoli

Gråvejrs melankoli, som fugt på triste vægge, driver det fra mig som tåge. Søndags melankoli, en trist solsort der putter sig og skutter sig i hækken, mens dis sætter perler på snor på edderkoppespind. Skumrings melankoli fortættet og kompakt, som skumgummi presset ned i et lidt for lille hul, forsøger at vride sig, trænge ud, trænge hen, trænge ind, i mig. Aften melankoli, skjult i mørket, liggende på lur efter svage sjæle, trykker sig op af muren, står på lur.

Gråvejrs melankoli, på en søndag ved skumrings tid, det er snart mørk aften, solsorten er fløjet, og edderkoppespindet sprunget. Min ånde, som en rytmisk mekanisme danner dug på ruden, den triste have, med sammenklaskede planter, mudder og sjap, på den anden side, forsvinder i disen.

Musik fra højtalere, passer til vejret, stemningen, situationen, som tykflydende væske, strømmer den ud, overvælder, overmander, overtager, ligesom melankolien, fængsler, fanger, forgriber, forgrener, forgrener sig ud i alle lemmer, hver en celle, som stødvise kramper, en rytme der dunker, et hjerte der banker, i takt.

Melankoli i alle dens former, som et tykt tæppe, en sort kappe favner den mig, og jeg favner igen, byder den velkommen, for en stund..