mandag den 16. november 2015

Højre, venstre forvirring - eller dans på åben gade?

Jeg var nede i byen den anden dag, hvor de jo er igang med at grave hele torvet op, til den kommende parkeringskælder, hvilket besværliggører ens mulighed for at begærde sig rundt der temmelig meget. (Det skal jeg nok lade være med at brokke mig over, da der sikkert er rigeligt med folk der gør det allerede...) Men i den forbindelse oplevede jeg noget pudsigt, gentagende gange, som undrede mig meget, og som jeg, nu jeg tænker over det, har undret mig før, uden dog lige at finde vej til at blive nedfældet her..

Enten var jeg bare uheldig, og rendte ind i indtil flere Englændere, for ikke at sige, temmelig mange Englændere (jeg har altså ikke noget imod Englændere) eller også har den almene dansker glemt hvordan man holder til højre.. Jeg troede, måske naivt nok, at det der med at holde til højre, det være sig i bil, på cykel, eller gåben for den sags skyld, sådan var alment kendt og benyttet.. Men der tog jeg da grueligt fejl! Jeg ved ikke hvor mange gange, i løbet af min, forholdsvise korte tur rundt i byen, og i særdeleshed, de steder hvor pladsen er begrænset, på grund af torveopgravningen, at jeg fik den ene "dans" efter den anden, med forskellige personer, i forskellige aldre, køn osv. der forsøgte sig udi kunsten at komme fra den ene ende af torvet til den anden. Nu er det jo ikke fordi jeg har en helt masse imod at danse, sådan generelt, jeg fortrækker bare at der, for det første, er noget god musik at danse til, for det andet, at jeg ligesom selv vælger hvem jeg danser med, og for det tredje, behøver det måske ikke lige være lige foran Føtex, tirsdag eftermiddag, midt i myldretiden, med store maskiners larmen som eneste lydbillede til...

Men det var nu altså det der skete, ikke bare to eller tre gange, men mere henved syv til otte gange. For hver gang jeg forsøgte at komme forbi en eller anden, ved at bevæge mig mod højre, valgte samtlige personer at trække mod venstre, og altså direkte mod min højre, hvorved jeg selvfølgelig forsøgte at undvige et sammenstød, ved at trække mod venstre, og deres højre.. men hvad hjælper det, når modparten gør det samme!? Ergo stod vi der og henholdsvis trak til enten højre dller venstre, uden at komme nogen vegne.. Havde deg så bare været en enkelt gang ellef to, samme dag, havde jeg nok ikke studset så meget over det, men syv, otte, ja måske endda ni til ti gange! Det var meget mystisk!

Jeg har ved flere lejligheder gået i skole i Aarhus, og gør det også nu, hvilket gør, at jeg med jævne mellemrum, befinder mig på hovedbanegården i Aarhus. På deres rulletrapper, både op og ned til togene, står der højt og tydeligt, "stå til høje, gå til venstre". Alligevel ser det ud til, at være en lige lovlig stor udfordring for temmligt mange mennesker.. for jeg ved da ikke hvor tit jeg har observeret folk der har gjort det modsatte.. man kan selvfølgelig argumentere for, at en ret stor del af dem der benytter togene, enten ikke kan læse, eller måske er de alle sammen udlændinge, og forstår ikke hvad der står, selv om jeg faktisk er lige ved at tro, at det både står på dansk og engelsk. (Det vil jeg dog ikke hænges op på....) Men selvfølgelig kan de måske hverken forstå det ene eller andet, selv om de lige forinden, i toget har stået og talt klingende dansk..

Måske det er noget magisk der sker, lige så snart toget standser, og folk træder ud på perronen? (Bær over med mig, jeg har lige set Harry Potter..) pling! Så kan de hverken læse, eller forstå noget som helst, og pling, når de træder af rulletrappen, går fortryllelsen over.. aaah, det er måske lige langt nok ude.. selv om det da ville give meget god mening i forhold til folks opførsel..

Men, det er sgu da lidt underligt det er så svært, for alt ting ville bare glide lidt lettere, hvis alle holdt til højre, så man sparede den der ufrivillige dans med hinanden, og hurtigt kunne komme videre! Men, der kan selvfølgelig også ligge en anden forklaring bag! måske de gør det med vilje! Måske de bare hungre efter en lille dans med en fremmede, måske det er deres lys, i en ellers trist hverdag?

Og hvem er jeg så, at ville tage det fra dem? Hvad bilder jeg mig egentlig ind! Jeg ved godt jeg er vildt egoistisk og et brokkehoved, fordi jeg ikke gider danse med folk på åben gade, og jeg også brokker mig over at de ikke kan finde ud af at holde til højre. Men naive mig, troede bare det var almen opførsel, og noget de fleste bare sådan fjorde pr. automatik! Men det kan jeg jo så konstatere, at det er det så ikke.. med mindre der bare var ekstremt mange englændere inde i byen i tirsdags?

torsdag den 15. oktober 2015

strandskaller og kranier - lidt om det at samle på døde ting

Ja, jeg ved godt overskriften er lidt... øh sær, men jeg kunne sgu ikke lige komme på andet... Nedenstående er en betragtning jeg har gået og puslet med i et stykke tid, jeg ved ikke lige helt om det er lykkedes mig at få udtrykt det jeg egentlig gerne ville, men ja, håber det giver bare lidt mening..

Hvorfor er det lige at du så godt kan lide død og kranier? Dette spørgsmål har jeg fået stillet ikke så få gange, og hver gang, bliver jeg altid lidt paf og forvirret, for hvad forventes der mon at jeg svarer, og hvad skal jeg overhovedet svare!? For det er jo ikke noget jeg lige pludselig har besluttet mig for, at nu vil jeg samle på kranier og skeletter. Det er jo bare kommet lige så stille, fascinationen, tiltrækningen, interessen.. Jeg har altid hældt til den tjaa, uhyggelige, mørke eller makabre? side... Det er svært at definere, fordi det for mig, aldrig har været uhyggeligt. Jeg betragter ikke et kranie som noget uhyggeligt, jeg betragter ikke døden som noget uhyggeligt, men som noget naturligt, og en del af livet. Vi ved ikke ret meget om vores liv og fremtid, og jeg ved godt det er en kliché, men en ting kan vi være sikre på, og det er, at vi alle sammen skal dø, på et tidspunkt.

Sidst jeg blev stillet ovennævnte spørgsmål, tror jeg nok, jeg svarede noget lignende, at kranierne er en påmindelse om vores egen dødelighed, og at de minder os om, at vi hver dag skal leve livet fuldt ud, for vi ved ikke hvornår det er slut. Og det er jo i og for sig også en ganske god grund. Jeg kunne også have sagt noget om, at jeg er fascineret af anatomi, og kroppens opbygning, jeg kunne have sagt så meget, men hvorfor er det lige, at jeg skal forsvare min fascination for kranier? Havde jeg nu haft en fascination for strandskaller (det har jeg faktisk haft...) var der jo ikke nogen der ville stille spørgsmål til det. I den periode hvor jeg samlede på strandskaller, var der aldrig nogen der spurgte mig, hvorfor jeg samlede på dem, og hvorfor jeg var fascineret af dem. Det blev bare accepteret med det samme, nå, hun kan lide at samle på strandskaller, punktum slut, ikke flere spørgsmål til det. 
Men kranier! kranier og knogler! Der må da ligge et eller andet bag, der må være en forklaring, et eller andet der gør, at hun samler på sådan noget uhyggeligt noget! For det er da ikke helt normalt...

Men, på en måde er kranier og strandskaller jo faktisk lidt det samme. De er begge ting der engang har været levende, og er en rest af noget der nu er dødt. Så hvorfor er det mere acceptabelt at samle på strandskaller end kranier? De er begge beviset på forgængelighed og død, en strandskal er jo i og forsig et bløddyrs skelet, så hvorfor er det ikke makabert at samle på dem? De fleste af de kranier jeg har, er alle sammen uægte, hvorimod alle mine strandskaller var ægte. For mig er begge ting lige smukke, på hver deres måde, men den ene ting vækker undren hos folk, mens den anden er anset som en fuldt ud accepteret ting at samle på. Det er sgu da lidt sært!

Måske har det noget med folks egen berøringsangst for døden, og det at forholde sig til sin egen dødelighed at gøre? Ja jeg ved det jo sådan set ikke, det er jo rent gætværk fra min side. Jeg kan ikke fuldt ud forklare min fascination, ud over det jeg allerede har skrevet, som alt sammen har en snert af det der er essensen af det. Men jeg tror aldrig jeg vil kunne sige, 100 % hvad det lige præcis er, der gør at jeg synes kranier er smukke, at Halloween og uhygge er det fedeste, og at kister, knogler og kranier optræder som en del af min indretning, og som en del af min udsmykning og mit udtryk. 

Når jeg kommer gående ned ad gågaden med min kistetaske på ryggen, er der ofte en del der glor, havde jeg haft min plys-frøtaske på ryggen, ville folk også glo, men de ville ikke spørge, hvorfor jeg går rundt med en nuttet plysfrø på ryggen. De vil måske tænke, aaah er hun måske ikke lige gammel nok til at gå rundt med sådan en? ( og ja, jeg har faktisk også en plys-frøtaske til at tage på ryggen..) Men ser de mig med min kistetaske, vil der helt sikkert være folk der spørger, eller tænker, hvorfor går hun rundt med en kiste på ryggen? er hun mon satanist? (Det spørgsmål har jeg også fået stillet et utal af gange, og nej, jeg er ikke satanist..).. Jeg plejer at sige, hvis jeg skal præsentere mig selv, at jeg er et mix af kontraster, jeg kan lide kranier, uhygge og halloween, men jeg kan også lide Peter Plys, tøjdyr og katte. Jeg har aldrig været udsat for, at skulle forklare min kærlighed til Peter Plys, eller min samling af tøjdyr, der for øvrigt stadig bliver udvidet! Så sent som i sidste måned købte jeg en Minion bamse i Fakta, og selv om folk måske synes det er skørt, så stiller de ikke en masse spørgsmål om, hvorfor jeg købte den, og hvorfor jeg synes plysdyr er søde... 

Jeg ved faktisk ikke helt hvor jeg vil hen med det her, som sædvanlig får jeg rodet lidt rundt i tingene, og har måske tabt tråden lidt. Men det jeg tror jeg vil frem til er, min undren over, hvorfor nogle ting er mere acceptable end andre at interessere sig for, og hvorfor det skal være nødvendigt at skulle forsvare sine interesser, i stedet for, at folk bare acceptere en som man er, uden at stille spørgsmål.. Jeg ved godt at mit syn på, og forhold til døden måske er anderledes end de flestes, men det gør vel ikke at den er mere rigtig, eller forkert end andres? Det er et svært emne at snakke om, da mange har lidt berøringsangst over det. Personligt mener jeg, at det er vigtigt at forholde sig til døden, til sin egen dødelighed, og til dem man holder af's dødelighed. Vi skal alle se døden i øjnene en dag, enten som pårørende til en afdød, eller når vi en gang selv krepere. Så hvorfor ikke snakke om det, gøre op med sig selv, hvordan vil jeg gerne her fra? Vil jeg begraves, bisættes, eller vil jeg donere min krop til videnskaben? Spørgsmål der for mig, er væsentligt mere vigtige end hvorfor jeg godt kan lide at pynte mit hjem med kranier...



Min samling af ægte kranier og knogler. De fleste af knoglerne har jeg selv fundet ude i skoven. Det store kranie (måske et får?) fandt min far for mange år siden nede i lyngen. Rævekraniet og andekraniet har jeg selv renset for skind, kød osv. mårkraniet har naturen renset for mig. Siden dette billede er taget, er der også kommet et kattekranie til samlingen, og så har jeg to små flagermus gravet ned ude i haven, som jeg venter på, skal blive renset. Min samling af ikke ægte kranier er væsentligt større, men jeg har aldrig samlet dem, og ved faktisk ikke hvor mange jeg har... Måske jeg skulle lave en optælling en gang! :D

mandag den 12. oktober 2015

Tålmodighed! - kunsten at bage fødselsdagsboller!

Jeg plejer at være et ret tålmodigt menneske, sådan generelt og i de fleste sammenhæng, bare ikke lige når det kommer til hævetiden på boller.. Der har jeg absolut ingen tålmodighed overhovedet! Jeg plejer at bikse en dej sammen, og så direkte i ovnen, for det der forhævning det er da tidsspilde og noget pjat...

I dag har min mand.......... jeg skal altså lige vænne mig til at skrive sådan.. I dag har min mand fødselsdag, og i dag er det faktisk også præcis en måned siden vi blev gift!! Det er lidt vildt.. Nå, men nu er jeg så allerede ude på et sidespor! Det var hævetid og boller vi kom fra!! I dag har min mand fødselsdag, og i den anledning, tænkte jeg, at jeg ville prøve at lave sådan nogle rigtige fødselsdagsboller.. Som sagt så gjort! Og i dag, tænkte jeg så også, at det måske var en ide at prøve at følge de forskrevne hæveanvisninger, og så se hvad resultatet så blev...

I første omgang fandt jeg så en opskrift på nettet, hvor dejen først skulle hæve 30 minutter, og derefter skulle formes til boller, og så hæve yderligere 30 min. fint tænkte jeg, det har jeg vist fint med tålmodighed til i dag.. Jeg får lavet dejen, og sætter den til at hæve et lunt sted, og med bageuret tikkende i baggrunden, kunne jeg jo så passende gå ind og vække min mand...... min mand.. *fnis*... Ej undskyld, nu skal jeg nok lade være... og synge fødselsdagssang for ham..

Den halve time blev så godt nok til tre kvarter, der var lige en kat der skulle kløs bag ørerne, og lidt andre ting der skulle ordnes. Men da jeg så endelig kommer ud til dejen, er den nærmest kravlet ud af skålen! Fantastisk tænkte jeg! Den har da hævet lystigt.. Ud med dejen, og igang med at forme boller, da det slår mig, nu jeg alligevel er igang med at gøre tingene rigtigt, så må jeg hellere gøre det endnu mere fint, og så på ægte bagedyst manér, veje bollerne af, så de får den samme størrelse! Frem med telefonen og lommeregneren, 1883 g. dej divideret med 30, og der stod jeg så, med en meget lille klat dej, der skulle formes til en bolle... Aaaah tænkte jeg, det er eddermame en lille bolle det der! 62,7 g. bolle syner bare ikke af ret meget, når det er en klump dej...

Nå, jeg skipper sgu lige det med de 30 og laver bollerne lidt større.. De endte så på 101 g. hver.. (du må ikke spørge mig, hvorfor det lige blev 101 g. det var vidst bare det, den første klump dej vejede...) Jeg går igang med at veje dej af, og ender ud med 18 fine runde boller, og en lille en af restdejen ved siden af.. Og så skulle de jo så efterhæve i yderligere 30 min. Igen, bageuret til, og mig ind til computeren og stene lidt facebook, tjekke mail osv. mens bollerne hævede..

Uret ringede, og jeg var selvfølgelig lige igang med at læse en artikel, så der gik vel lige 5-10 min. mere inden jeg kom ud til bollerne.. Og lige der, da jeg løftede viskestykket, og konstaterede, at det da vidst nærmere var et brydebrød, end boller jeg åbenbart var igang med at lave.. kunne jeg jo sådan set godt se det fornuftige i de der 30 stk. frem for mine, nu meget overdimensionerede 18 + en lille en, og som helt sikkert ville vokse i hvert fald en smule mere i ovnen.. Nå ja hva skidt, så laver vi brydebrød i stedet for...Bollerne skulle så lige pensles med æg, før de kunne komme i ovnen, og da dette var gjort, blev mit, næsten brydebrød, sat ind, og uret stillet.

13 min. senere var første omgang boller færdige, og de var dog ikke helt vokset sammen, så det blev kun til et semi-brydebrød/boller. Nu kan jeg jo så godt se, ideen med det der hævetid, efterhævetid osv. for nøj, en omgang luftige, dejlige og ikke mindst lækre boller jeg der fik lavet!! For eftertiden, må min tålmodighed lige tage og strække sig, så jeg overholder hævetiderne til punkt og prikke! For sikke da en forskel fra mine, trods alt gode, men lidt tunge, og bombastiske boller, til disse florlette fluffybløde næsten-brydebrød! Jeg er så spændt på, hvis der da er nogen tilbage i morgen, hvordan de så er, i forhold til dem jeg plejer at lave, som er temmelig kedelige og tørre dagen derpå..

En vigtig lektie jeg her har lært mig, tålmodighed er vitterlig en dyd, og en bolle skal hæve, det en bolle nu skal hæve!



søndag den 27. september 2015

Projekt brudekjole - at være eller ikke at være hvid brud!

Jeg har aldrig nogensinde haft den fjerneste ide om, hvordan en eventuel brudekjole skulle se ud, eller på nogen måde skænket det en tanke, hvordan snit, stil osv. skulle se ud, i så fald jeg skulle få brug for en.. Jeg har aldrig haft drømmen om det store kirkebryllup, lillepige drømmen om det perfekte bryllup med hestevogn og hele pivtøjet. Det eneste jeg altid har vidst var, at kjolen i hvert fald ikke skulle være hvid!! For hvid og jeg, er ikke gode venner, og har en aftale om, at vi ikke omgås hinanden mere end højest nødvendigt! Men, man har en holdning, til man får en ny.. og jeg kunne faktisk godt lide tanken om, at tage røven på min kommende mand, og folk sådan generelt, for alle jeg mødte, eller snakkede med, var alle sammen sikre på, at jeg i hvert fald ikke skulle være hvid brud, men at det blev et eller andet vildt, måske lidt gothic, og der i hvert fald ville være noget rødt eller sort, måske begge dele på.. Om ikke andet fik de da lidt ret...

I første omgang var det meningen at kjolen skulle sys helt fra bunden, og i den forbindelse havde jeg allieret mig med chefsyersken på Busbjerg, og en af mine gode veninder, da de begge har væsentligt meget mere styr på den slagt med at sy end jeg har. Som sagt havde jeg absolut ingen ide om, hvordan kjolen skulle se ud, jeg vidste dog, hvad jeg kunne lide, og hvad jeg ikke kunne lide, så i første omgang oprettede jeg, efter pres fra min veninde, en hemmelig opslagstavle på pinterest, hvor vi kunne udveksle ideer.. Det blev dog ret tydeligt, efter meget kort tid, at hvis man tog samtlige ideer og satte dem sammen til én kjole, ville det blive en stor stilforvirring, og jeg tror på et eller andet plan, at de mange ideer og inspirations billeder, forvirrede mere end godt var.. for jeg havde stadig ikke nogen klar ide om, hvordan den kjole skulle se ud, og tiden begyndte at nærme sig, hvor syprojektet skulle sættes igang...

På det her tidspunkt insisterede min veninde derfor på, at vi bookede en tid hos en brudekjoleforhandler, for at prøve lidt forskellige modeller, for at danne os en ide om, hvordan snittet skulle være, og det kunne jeg godt se det fornuftige i, så som sagt så gjort.. Aftalen blev derfor, at vi, en torsdag formiddag, inden jeg skulle i skole i Aarhus, skulle være i butikken kl. 11 til brudekjoleprøvning.

Men inden da, var vi forbi en butik i Viby, der sælger kjolestof og blonder til festkjoler, for lige at se hvad udvalg der var, og der var ikke så lidt! Blonder og tekstiler i bunkevis, det ene flottere end det andet, det var jo et slaraffenland! Vi gik lidt rundt og kiggede, da en ekspedient spørger os om hun kan hjælpe med noget.. Vi får sagt at vi kiggede efter blonder til en brudekjole, og lige der, er det som om der sker et eller andet med ekspedienten! Hun bliver ligesom lidt mere energisk, og stiller straks 10.000 spørgsmål, som jeg end ikke havde tænkt på i forbindelse med syning af sådan en kjole! For hvert spørgsmål, blev jeg bare endnu mere bekræftet i, at det der med at sy en brudekjole, det er ikke bare lige noget man gør! Heldigvis kunne min veninde svare på nogle af spørgsmålene, og resten, ja, dem måtte vi jo så tage stilling til senere! Heldigt for os, var tiden da ved at være brugt, og vi skulle afsted til brudekjoleforretningen, og jeg tror vi begge to, forlod butikken mere forvirrede end da vi trådte ind ad døren!

Nå men, afsted til brudeforretningen, og på med nogle kjoler.. De havde godt nok kun to i min størrelse, eller rettere, to der var lidt for store, men pyt, vi var der jo også bare lige for at få en ide til et snit og ikke andet.. Ekspedienten var rigtig sød, og var helt med på, at jeg nok var temmelig vanskelig mht. udseendet, men jeg tænker at det var hun jo nok temmelig vant til! Den første kjole var vi ret hurtigt enige om, at den ikke duede, den var alt for firkantet oppe omkring brystet, omend jeg godt kunne lide, at der ligesom var lavet en slids i den ene side, hvor der så struttede noget tyl ud..

Næste kjole kom på, og den var faktisk slet ikke så tosset af sådan en hvid tingest at være.. Den var faktisk rar at have på, og bort set fra, at den var for stor oppe omkring brystet, så passede den faktisk på en prik! På det her tidspunkt begyndte der at spire en lille ide inden i mit forvirrede hoved.. Hvad nu, hvis man købte en kjole og så bare Modificerede den.. Det var jo immervæk meget lettere end at skulle sy en, helt fra bunden... Jeg luftede ideen for min veninde, og vi snakkede lidt frem og tilbage om, hvad man så eventuelt kunne gøre. Ekspedienten syntes det lød som en rigtig god ide, og kom også med forslag til, hvad man eventuelt kunne gøre.

Men så var der jo lige det der med prisen! For det er også noget af en opgave at modificere en kjole, som måske koster en halv bondegård, og der var jo også et budget at tage hensyn til... Jeg havde godt luret prisen på den anden kjole, og den kostede næsten 6000 kr. hvilket jeg syntes var lige i overkanten.. Jeg får så kigget på prisen på den kjole jeg har på, og er lige ved at falde på halen! Jeg spørger derfor min veninde, om hun ser den samme pris som jeg gør, og det kan hun jo så konstatere at det gør hun.. 2700 kr.!!! Jeg tænker lidt mere, og når frem til, at det måske var en ide at sende et
billede til min syerske, og høre hende, om hun eventuelt kan sy kjolen ind for oven, og ellers hjælpe med at modificere den, så den blev mere mig. Jeg ringer derfor til hende, og forbereder hende på at jeg sender hende et billede..

Da billedet er sendt, ringer jeg igen, og vi snakker lidt frem og tilbage, hun kan sagtens lægge den ind, og er også med på at modificere den, omend hun er en kende nervøs i forhold til hvad kjolen så koster! Hun var så også lige ved at falde om, da hun hørte prisen, og udbrød, "jamen, jeg troede den kostede omkring 12-13.000 kr".!! Jeg tror hun blev en anelse lettet lige der, at hun ikke skulle til at modificere i en 12-13.000 kroners kjole!

Efter at jeg havede talt med syersken, havde jeg nået at vende det hele i hovedet.. Det ér meget nemmere at modificere en allerede syet kjole, end at sy en helt fra bunden, specielt når man som jeg, absolut ingen ide havde om, hvordan den skulle se ud.. Og min ide med at tage røven på folk, kunne jeg nu faktisk godt lide, og den hvide så faktisk slet ikke så dum ud alligevel! Jeg tog derfor en rask beslutning, og sagde til min veninde, at vi sgu køber den kjole! Min veninde kiggede lidt forvirret på mig, og spurgte så om jeg nu også var helt sikker, hvortil jeg blot kunne svare, at ja det er jeg, for det andet var simpelthen for uoverskueligt, og forvirrende. Vi gik derefter hen til disken for at betale, og idet vi gik ud af butikken siger min veninde, "Det ender altid med en Lilly model".

Således så kjolen ud da jeg
prøvede den i butikken.
Og sådan så vi ud til brylluppet..
Og sådan så sløret ud..

torsdag den 20. august 2015

Intet er fredet - den digitale bagside...

Som det nok er gået op for nogen få stykker, som måske læser denne blog, så kan jeg godt lide at tage billeder,  og gør det også ofte. Jeg elsker at kunne dokumentere og forevige ting jeg har lavet, ting der er smukke, eller ting jeg har oplevet. Det er blevet så meget nemmere med digitaliseringen, for man skal ikke tænke på, om der nu er film nok, og at man hellere må spare lidt på billederne, for det her er den sidste rulle! Nu kan man bare skyde løs, og har man glemt sit kamera, har man altid sin smart phone, der for mit vedkommende da godt lige til nøds kan bruges...

Men selv om der er rigtig mange fordele ved digitaliseringen, og det faktum at stort set alle, render rundt med et kamera i baglommen, har det også sine ukemper og dårlige sider... Jeg tænker specielt på det faktum, at intet er helligt, eller fredet i denne digitaliserede verden. Laver man noget dumt, kan du bide spids på, at der nok skal være de første tre personer klar, med telefonen  for at dokumentere det på diverse sociale medier!

Jeg så et billede på facebook den anden dag, det var tydeligvis taget uden personens viden, og helt sikkert også uploadet dertil uden dennes samtykke.. Det var et knap så flatterende billede, af en overvægtig kvinde der lå på maven i en liggestol på standen. Hun var topløs, og hendes bryster havde uheldigvis fundet en revne i stolen, og hang derfor udenfor, til frit udsyn for dem der tilfældigvis kiggede i hendes retning.

I og forsig et komisk billede, ingen tvivl om det, men i stedet for at personen der tog billedet, og lagde det på facebook, fik sig et billigt grin, og måske, hvis denne havde haft anstændighed nok til det, kunne have henvendt sig til kvinden, og fortalt hende, at hendes bryster altså var til frit udsyn.. vælger vedkommende at gribe til telefonen, tage et billede og uploade det, til spot og spe for alle.

Måske kvinden var ligeglad med, at man kunne se hendes hængende barm, måske ikke, det vides ikke, men jeg tror bestemt ikke hun synes om at blive hængt ud på de sociale medier, med teksten, "det er så sidste gang jeg kommer på denne strand!"

Hvor uanstændigt og nederdrægtigt at hænge et andet menneske ud på den måde! Og man ser det jo konstant, det ene pinlige billede efter det andet, og massevis af videoer med folk der dummer sig, for derefter at være til grin på de sociale medier, det er sgu til at brække sig over!

Der er så mange eksempler på usmagelige billeder, og situationer der er taget billeder af, som bare skulle have været oplevet live, og derefter skulle have været glemt.. i stedet for, bliver de dokumenteret, filmet og delt på livet løs, og lever derefter deres eget liv ude i cyber space, hvor de folk det går ud over, ikke har en levende chance for nogensinde at stoppe lavinen!

Der mangler noget pli, og almen fornuftig opførsel, en form for stopknap, der gør at folk, i stedet for at gribe telefonen for at tage et billede, griber den for at ringe efter hjælp, eller slet ikke griber den, men bare tænker, hæh hvor sjovt, og så ikke mere! Et er at tage et billede af et skilt der er stavet forkert, eller på anden måde er komisk, noget andet er, at tage billeder af personer, der måske ikke engang er klar over at de bliver fotograferet, eller filmet for den sags skyld, og så hænge dem ud for offentligheden.

Jeg har lært, at man ikke må pege fingre ad folk, det er uhøfligt, og yderst ubehageligt for den det går ud over, jeg har selv prøvet det. Jeg stod en gang på togstationen og ventede, sjovt nok, på et tog.. på den modsatte perron, stod en kvinde med et barn, jeg stod i skygge, med solbriller på, og kvinden kunne tydeligvis ikke se hvor jeg kiggede hen. Hun sætter sig på hug ved siden af barnet, der er optaget af at kigge efter toget, hun prikker til barnet, hvor efter hun strækker sin arm ud i sin fulde længde, og peger direkte over på mig, samtidig med at hun siger, "se hende der ovre". Ungen kigger kort på mig, hvorefter den igen kigger efter toget, kvinden fortsætter med at glo på mig..

Jeg har igennem tiden oplevet mange lignende situationer, folk der råber ad en, kommer med spydige kommentarer, eller andet. Som regel preller det af på mig, og ofte ser jeg slet ikke, når folk glor, men lige der, blev jeg sgu faktisk temmelig gal! Hvad fanden er det for noget at lære et barn, at bare fordi man skiller sig ud fra mængden, så er det ok at pege fingre? Havde denne situation nu fundet sted, lad os sige i sidste weekend, ja så havde hun sgu nok ikke nøjedes med at pege fingre, så var jeg nok endt på hendes timeline, med teksten, "se lige hende her, hun ser sgu mærkelig ud", eller noget lignene..

Jeg ved godt, at den almene holding er, at ser man anderledes ud end mængden, er man opmærksomhedssøgende, og så har man selv bedt om det! Men sådan hænger det sjovt nok sjældent sammen. Jeg klæder mig i det tøj jeg godt kan lide, og så er det sådan set ligegyldigt om det skiller sig ud eller ej. Det er ikke mit problem at andre folk ikke kan kapere, at jeg har valgt at tage en bluse med et skelet på. De kan tænke det de vil, men det berettiger dem ikke til at tage billeder, eller pege fingre ad mig!

Man kan sige, at i dag peger folk ikke fingre, for derefter at fortælle det til de nærmeste venner, de tager istedet et billede eller en video, og deler det på de sociale medier, og det synes jeg faktisk er meget, meget værre!

fredag den 19. juni 2015

Politiske jehovaer og børnehavestemning - godt valget er slut!

Jeg er glad for at valget er ovre! Sådan virkelig dybtfølt, inderligt glad! Nu kan alt ting vende tilbage til normalen, og vi kan begynde at snakke sammen igen, uden at vi partout  skal forsøge at presse lige netop vores egen politiske holdning ned i halsen på alle dem der i forvejen ikke er enige med os! Det virker for mig som om, at mange mennesker forvandler sig til en form for politiske jehovaer, lige så snart de hører ordet valgkamp. Der sker et eller andet fuldstændig mærkeligt inde i folks hoveder, og en frygelig trang til at missionere politiske budskaber, blomstre op i dem, sådan ud af det blå.

Havde det så bare været det de selv tror på, at de prædiker om, kunne man tilnærmelsesvis forstå det, men det er det ikke, tro endelig ikke det! Nej, for disse politiske jehovaer, missionerer ikke deres kalds godhed, men deres modstanders fald i stedet. Det kunne fx. lyde således, hvis de nu gik fra dør til dør og stemte dørklokker.. " Hej, har du tid til at tale lidt med os, om satan?" Det har man immervæk aldrig hørt en ægte jehova sige, hvor imod den politiske jehova, stort set aldrig taler om andet end de negative sider hos modstanderne! 

Det samme lader sig gældende lige når valgkampen er ovre, og valgaftenen går på hæld... dem der taber fortsætter deres svinen den vindende part til, som om det på mirakuløs vis, kunne ændre noget ved resultatet.. Der er sgu ingen der bryder sig om en dårlig taber, men der er heller ingen der bryder sig om en dårlig vinder, og begge parter har i denne omgang været ligeligt fordelt. 

Jeg er opvokset med at man ikke må pege fingre, men denne form for respekt og pli, forsvinder åbenbart når ens overbevisning er truet.. det ville ellers klæde alle, hvis de hver i sær, kunne klappe hinanden på skuldrene og sige, henholdsvis, "godt kæmpet", "tak for kampen", "det var sgu tæt løb", " tillykke med sejeren, vi vender stærkt tilbage om 4 år" ect. i stedet for at begge parter opfører sig som en flok forurettede børnehavebørn, der tilfældigvis blev snydt for anden omgang traktement, eller på den vindende side, som om de fik mere æblegrød end de andre, og samtidig lige skal sladre om, at rød stue altså kaldte os dumme, så nu er de i hvert fald også dumme.. 

Jeg græmmes over alle de statusopdateringer på facebbok, der hober sig op, fra begge sider, enten med svinere til vinderne, eller svinere til taberne, over den sviner de lige har læst hos en ikke partifælle... Hæv jer da for pokker over dårlig opførsel og vis omverdenen at I er bedre end det! 

Jeg glæder mig til den første storm har lagt sig, og vi vender tilbage til de sædvanlige irritationsmomenter, og de indre politiske jehovaer er gået i dvale igen. Når alle kan vende tilbage til at enes om at vejret er dårligt, og at en eller anden er meldt savnet for to år siden, men alle har glemt at vedkommende blev fundet for halvandet år siden, så nu deles opslaget igen igen....    

Politik og religion kan virkelig sætte sindene i kog, på trods af at vi har religionsfrihed, ytringsfrihed og frihed til at holde vores kæft, hvis det er det man har lyst til... og nu skal jeg ikke begynde at blande flere ting ind i det her, det er jeg ellers god til! At holde mit til et emne, har sgu aldrig været min stærke side, og bliver det nok heller aldrig... Nå men nu er jeg kommet helt ud af rytmen,så kan jeg lige så godt skifte emne,og benytte mig af, at du nu alligevel er nået så langt i mit lille sure opstød, og reklamere lidt, ikke for min politiske holdning, eller min mangel på religion, men min lille indre jehova, der i denne tid huserer i mig, nemlig Busbjerg-ånden!!! Kom på Busbjerg og se "Folk og røvere i Kardemomme by", vi spiller i aften, og frem til den 5. juli.. tjek spilletider osv. På Busbjerg hjemmeside eller på Busbjergs facebook 

fredag den 8. maj 2015

Kagekrymmel og sukkerstads - en køkkenhamsters kvaler!

Jeg elsker krymmel og andet sukkerstads man kan pynte kager med, og har en tendens til at hamstre når jeg ser noget billigt, for det er jo altid rart at have på lager, i tilfælde af at man får lyst til at bage et eller andet, der skal pyntes! For laaaang tid siden købte jeg en pose sorte og blå stjerner i Tiger, eller også var det Søstrene Grene.. kan ikke huske det, men det er et af de to steder i hvert fald. Og de lå så i skabet og samlede støv indtil min fødselsdag for knap en måneds tid siden, hvor jeg fik den geniale ide at pynte lagkagen med dem....

Jeg havde egentlig store planer med hensyn til det, jeg ville servere når familien kom til kaffe, men af forskellige årsager blev det ikke helt som planlagt, og jeg nøjedes med at bage boller, en kokuschokokage og klaskede en lagkage med pærer, creme og makroner sammen. Til lagkagen havde jeg så tænkt mig at de sorte og blå stjerner nok så fint kunne pynte, og efter at have stået og fedtet med tyl og flødeskum, og fået kreeret et vældig fint mønster på siden af kagen, samt nogle krummelurer på toppen, var det tid til, med let hånd at drysse om sig med stjernerne.. Det gik da også så lystigt derud af, indtil en temmelig harsk og ubehagelig lugt nåede mine næsebor! I første omgang, tænkte jeg, gad vide hvad det er der lugter, mens jeg stadig dryssede stjerner ud over det hele... Men på et eller andet tidspunkt, går det op for mig, at lugten da vidst kommer fra kagen, eller i den absolutte nærhed af denne! Jeg lægger posen fra  mig, kigger lidt rundt, og konstaterer at der ikke er noget, ud over posen med stjerner i nærheden, der på nogen som helst måde, ville kunne frembringe denne lugt! Jeg tager derfor posen, og stikker næsen ned i den, efterfulgt af et godt snus.... En ækel stank af harskhed, fylder min næse og mit svælg, og jeg får umiddelbart lyst til at kaste op... Hvilket jeg dog hurtigt dropper, og i stedet får jeg guflet et stykke pære i mig, til ligesom at få den ækle smag væk! Nå men, stadig ikke helt overbevist, kigger jeg på posens datomærkning, og kan konstatere at stjernerne er temmelig meget for gamle, men stadigvæk er jeg ikke helt overbevist.. for det er jo bare sukker, og det kan da stort set ikke blive for gammelt!

Nå, men da jeg har lært at man skal stole mere på sine sanser, end på datoer, nupper jeg da lige en stjerne, og smager på den, bare sådan lige for at være helt sikker... Igen vælder harskheden ud over mine smagsløg, og jeg får spruttet og spyttet den nu, temmelig opløste stjerne ned i vasken! og gufler endnu et stykke pære i mig, mens jeg kommer med alskens spruttelyde sammenblandet med lidt bandeord og brok!

NU er jeg overbevist.. sukkerstads kan blive for gammelt, i hvert fald når det er blå og sorte stjerner, der åbenbart er lavet meget mere af rispapir end af sukker, konstaterer jeg, da jeg læser bag på posen, som efterfølgende ryger direkte i skraldespanden med de, alt for få, resterende stjerner i... Og der står jeg så, med en ganske flot stjernedrysset lagkage, og kan konstatere at den harske smag, helt sikkert vil kunne smages, og at den nok, hvis den får lov til at blive på kagen, vil sprede sig over i den ellers så flotte anrettede flødeskum!

Efter en del banden, sukken og skulen mod de blå og sorte stjerner, nupper jeg en kniv i skuffen, og giver mig til at pille stjerner af, en efter en, så fløden ikke kommer til at smage harsk og ækel!! Til mit held, har jeg frådset godt med flødeskummet, og efter endt stjerneaftagning, er der stadig en god del flødeskum tilbage på kagen, som derefter kunne glattes ud, og derved stadig se anstændig ud, dog uden nogen form for pynt...

Og hvad kan man så lære af det? Jo, lad være med at hamstre krymmel og sukkerstads, du umiddelbart ikke lige ved hvad du skal bruge til, i det øjeblik du overvejer at købe dem! Der udover kunne man overveje at rydde op lidt oftere i alle de der småting man har liggende, som man har købt, fordi det sikkert kan bruges engang! For måske er den "engang" først om halvandet år, og så ender du bare med at skulle skrabe skidtet af igen.. Men men, det er jo nok alligevel ikke sidste gang jeg falder over noget, jeg bare er nødt til at eje til en eller anden kage, og som så alligevel får lov til at putte sig i skabet, men så har jeg da lært at lugte og smage på dem INDEN jeg putter dem på kagen!!!

onsdag den 6. maj 2015

"Denne blog vil få dig til at skrige" - lidt om "artikler" på nettet...

Ok, jeg får snart spat af de der, -"Denne mor gjorde sådan, og hvad der så skete, får dig til at tude i stride strømme" eller, - "denne mand tager en pensel, og hvad der sker derefter, er totalt mind blowing", -overskrifter, der florerer over det hele!! Jeg skal nok selv hitte ud af, hvordan jeg reagerer, når jeg ser/læser hvad det handler om. Find dog på en ordentlig titel, der ikke partout skal forsøge at presse følelser ned i halsen på en, før man overhovedet har læst titlen færdig!! Hvad er det for en tåbelig tendens??!! Jeg ærgrer mig stort set, hver gang, jeg får trykket på sådan noget, for indholdet er sgu stort set ikke mere end, en gentagelse af titlen, og så lidt fyldord... Det er sjældent jeg klikker på dem, men når det endelig sker, er det aldrig så "mind blowing" eller følelsesladet, som overskriften lover det er, jeg sidder altid tilbage med en, "nå, var det ikke andet" oplevelse, og bliver irriteret på mig selv over, at man liiige skulle klikke på det skide link, og spilde et halvt minut på at konstatere at det endnu engang var en omgang indholdsløst juks...

Jeg undres også over, at folk uhæmmet deler sådanne "nyheder" der ofte stammer fra sider så som "dages", "den korte" og hvad de ellers hedder! (Der findes jo et hav, både på dansk og alle mulige andre sprog) "Artiklerne" er, i mine øjne, dårligt skrevet, har ikke ordentlige kilder, og lyser langt væk af sensationsoverskrifter uden indhold, og virker på mig utroværdige og useriøse. For mig virker det som om, de udelukkende eksisterer for at få så mange "synes godt om", delinger og hits som overhovedet muligt, og jeg tror måske endda at jeg der, for lige at være en kende selvfed, ramte sømmet på hovedet! For der er jo absolut intet indhold i de artikler, de tilfører ikke noget nyt til noget som helst, og de løber ofte med en halv vind, eller faktisk somme tider med en hel orkan, i et meget lille bitte glas vand, der på ingen måde har hold i faktiske beviser/undersøgelser/sandheder.

Nå, men det positive er vel, at ved at eksistere, har jeg noget at brokke mig over! Tænk hvis alt ting var helt som jeg syntes det skulle være, så ville det da godt nok være kedeligt at brokke sig! (indsæt selv, kæmpe stor smiley med et muppets-agtigt grin) Det er jo fantastisk med mangfoldighed og forskellighed osv. men nogle gange kunne man godt ønske sig at folk tog de kritiske briller på, inden de satte sig til at dele ting på nettet...

Nå men, jeg hører sgu nok også bare til i den sære ende af befolkningen, for jeg kan jo se, at sådanne artikler hele tiden bliver delt og har flere tusinde, ja somme tider milioner af "synes godt om'er" Så hvem ved, måske det er mig der er galt på den!? Hvis det er tilfældet, og det er mig der er sær, så gør det mig nu ikke så meget, jeg er vant til at skille mig ud og være sær, og hey, BREAKING NEWS!! (Dette vil få dig til at blive helt vild og tovli') det gør overhovedet ikke ondt!



mandag den 6. april 2015

"Gode råd" - en kronisk lidelse hos de raske?

Inspireret af et indlæg på facebook, kommer her en lille betragtning omkring det der med at have en kronisk sygdom, og hvordan omverdenen reagerer, når denne finder ud af, at man rent faktisk fejler noget. For sjovt nok, så bliver de fleste mennesker, når de finder ud af at man har en skavank, lige pludselig ekspert på lige netop din skavank, og har 1000 "gode" råd til hvordan du, enten kan blive helbredt, eller i hvert fald lindre din lidelse, ved at gøre denne eller hin ting. Det er lige meget hvad du fejler, så er der altid en eller anden, der med ét, tydeligvis får en åbenbaring, og kan ralle alskens råd af, lige i rap, uden overhovedet at tage hensyn til, dine forsøg på at formidle personen om, at samtlige råd, har du lige modtaget af 5 andre, og at du allerede for 5 år siden, rent faktisk afprøvede dem, og at de desværre ikke virkede...

Den typiske reaktion fra sådanne mennesker, er efterfølgende, når de ellers er blevet færdige med deres ordstrøm at råd, og det går op for dem, at du sådan set ikke har tænkt dig at følge dem, er at blive bare en lille bitte smule fornærmet! Jo, for her står de, med alle guldkornene, alle de virkeligt gode tips, og så har du bare taget en stor fed NEJ-hat på, og vil hverken spise spirulina pulver, eller stå på hænder i fem minutter hver morgen, før klokken er blevet syv! 

Og hvad blider vi os så egentlig ind, alle os, med en kronisk lidelse, at vi er så arrogante, at vi ikke bare lapper alle de "gode" og velmenene råd i os, siger tusind tak, og ihh hvor var det godt at jeg mødte netop dig, med alle de råd du har oppe i ærmet! Måske det har noget at gøre med, at vi HAR afprøvet dem alle sammen, og nogle af dem, indtil flere gange, at vi HAR gennemtrævlet nettet, vores venner og familie, diverse læger og specialister, for at finde frem til lige netop det, der kan gøre vores liv udholdeligt og nogenlunde til at klare, uden alt for mange smerter, eller psykiske mén. 

I mit tilfælde, hvor det er en fysisk ting den er gal med, har jeg igennem tiden fået mange spøjse råd, lige fra "du skal bare æde nogle smertestillende, og så gå i køkkenet og lave en masse sund mad" til, "det skal bare arbejdes væk" eller " kan du ikke bare blive opereret". Hvortil jeg jo så har kunnet svare, "jeg tror ikke min kroniske seneskedehindebetændelse i begge håndled, er helt vild med tanken om, at lave en helt masse mad", og "hvad foreslår du så af arbejde, der kan få deformiteter i knoglerne til at forsvinde?" og, "jeg er blevet frarådet operation, da der er risiko for at det kun vil gøre det værre". 

Det er meget sødt at folk er så ivrige med at give råd og ideer til hvad man kan gøre, men når stort set alle man møder, er lige ved at sprænges, sjovt nok, af de samme ideer som alle de andre, ja så bliver man i længden, bare en lille smule træt... Det er jo ikke fordi vi er utaknemmelige, vi kunne bare nogle gange godt tænke os, at folk tænkte sig en lille smule om, før de udbasunerer alle deres råd.

Man kunne jo overveje, før man kommer med rådene, lige at stoppe op, tænke sig om, og fx. stille sig selv nogle spørgsmål, det kunne fx. være:

1. Hvor længe har denne person, som jeg vil give et råd været syg? er det mere end et par måneder/et halvt år, så har vedkommende nok prøvet de gængse behandlingsformer/råd der er, og derved kunne det jo tænkes at det jeg havde tænkt mig at foreslå, allerede var afprøvet...

2. Har jeg overhovedet forstand på det personen fejler? Her skal man for det første spørge sig selv, er jeg læge? Hvis ja, så kunne jeg måske godt have et par råd, er svaret nej? Så spørger man lige sig selv, kender jeg nogen med samme lidelse, og derved måske have nogen viden? Er svaret ja, så kunne jeg måske godt have et godt råd. Er svaret nej? Måske jeg bare skulle holde min kæft...

3. Måske personen hellere vil snakke om interesser, end sygdom, måske jeg skulle spørge hvad vedkommende kan lide at bruge sin fritid på..

Oooog jeg kunne blive ved... Vi er, trods alt, meget mere end vores sygdom, og i de fleste tilfælde, vil vi hellere snakke om noget andet end det vi fejler. For mit vedkommende er mit handicap en biting, i forhold til resten af mig, jeg har så mange interesser, og ting der fylder i mit liv, at mine forkert sammensatte albuer, og mine seneskedehindebetændte håndled, i det daglige ikke betyder noget. Jeg tager de hensyn der skal til, og passer på mig selv, derved kan jeg have en dagligdag, hvor jeg ikke tænker over at der er noget galt med mine arme...

Da jeg var barn, tænkte jeg ikke på mig selv som værende en person med et handicap, og jeg er heller ikke opdraget til at tænke på mig selv som handicappet, så da der var en, der engang sagde til mig, at så ville jeg da kunne få handicap tilbud når jeg blev voksen, gloede jeg bare på ham med uforstående øjne, for jeg forstod vitterligt ikke hvad han mente med handicap. Jeg gjorde jo bare tingene på min måde, og var ikke synderligt hæmmet i min hverdag. 

Som sådan tænker jeg heller ikke, den dag i dag, at jeg er handicappet, for jeg har min fulde førelighed, og fungerer som jeg skal. Jeg gør jo bare stadig tingene på min måde, uden at tænke over det. Men selvfølgelig, efter den kroniske seneskedehindebetændelse indfandt sig, for snart 16 år siden, og jeg begyndte at opleve begrænsninger, fx. i forhold til job og uddannelsesmuligheder, har jeg jo måttet erkende, (og det har taget meget lang tid) at jeg jo nok alligevel har et, om end, meget lille, handicap. Men, som sagt, det er ikke en betegnelse jeg bruger, for jeg føler mig i det daglige, ikke handicappet. 

Men nu kom jeg vidst lidt væk fra emnet, hvilket jo er typisk mig! Og fordi jeg nu er kommet ud på et sidespor, kan jeg selvfølgelig ikke finde ud af at runde af på en ordentlig måde... Men altså, det virker lidt som om, at mange raske folk, har en kronisk lidelse, uden selv at være klar over det, som må hedde noget i retningen af, "goderådtitis" eller "har-du-prøvet-at-mani", som de slet ikke har under kontrol, så næste gang du møder en, der har en kronisk lidelse, det være sig fysisk eller psykisk, så prøv at kæmpe imod lidelsen, og drop de velmenene gode råd, for efter al sandsynlighed, har vedkommende allerede fået samme råd, mindst fem gange, og har afprøvet den, i hvert fald en til to gange, og så slipper du for at blive fornærmet over at vedkommende tilfældigvis har taget nejhatten på i dag! 

lørdag den 17. januar 2015

Negative kommentarer, et no go - et nytårsfortsæt af de sværere!

Jeg har i en længere periode gået og funderet over noget, jeg har faktisk tænkt rigtig meget over det, og har flere gange tænkt, det her, er et oplagt blog indlæg! Nu har jeg så endelig fået taget mig sammen til at få skrevet de tanker ned, som er som følger...

Vi mennesker er i bund og grund nogle brokrøve og nogle paphatte overfor hinanden! Hvis der er noget vi ikke bryder os om, er vi absolut ikke blege for at sige det til hinanden. Al den negativitet der emmer ud af alle porer, når man ser, hører eller oplever et eller andet man ikke lige synes om, det er sgu da lidt trist! For hver gang man udtaler sig negativt om et eller andet, ødelægger man glæden for et andet menneske.

Et eksempel: En person skriver begejstret om en film, denne har set, straks er der nogen der kommenterer at det er da den værste lortefilm i hele verden.. Hvad skal det til for? Hvad gavner den kommentar? andet end at ødelægge glæden for personen der rent faktisk synes det var en god film?

Som sagt er det noget jeg har tænkt over et stykke tid, og i den forbindelse har jeg også været ude i en større selvransagelse, for et er at man brokker sig over at andre kritiserer og sviner andres ting til, noget andet er selv at gøre det bedre. Man må starte med "the man in the mirror", som Michael Jackson så klogt sang engang. Nå men, jeg er jo så nået frem til, at jeg jo selv falder i fælden somme tider.. Specielt når det omhandler emner som musik, film og bøger.

Jeg kan være temmelig kritiserende og nedladende, når det omhandler disse emner, og til dem det er gået ud over, vil jeg på det dybeste beklage. Jeg må lære at acceptere at alle selvfølgelig ikke kan have samme awesome smag som mig... ææhmm.... hov... ææh, ja det der ved jeg ikke lige hvor kom fra....  det jeg mener er selvfølgelig, vi har alle sammen forskellig smag, og det er helt ok!

Vi må lære at lade være med at svine ting til, som andre synes er fedt! Altså, jeg siger ikke at vi helt skal lade være med det, i så fald vil den her blog da gå helt i stå! Det jeg mener er, når en eller anden ytrer sig om en eller anden ting, denne finder fantastisk, skal vi lære at holde tand for tunge, og holde vores kæft, selv om vi synes det er det værste i hele verden. Så kan vi gå hjem og svine det til, når vedkommende ikke er i nærheden! Vi må nøjes med at sige, at det er fedt du synes om det, men jeg bryder mig ikke så meget om det. Punktum, slut, prut! Ikke noget med at slynge om sig med negativitet, for det ødelægger glæden for den anden...

Jeg skal fx. lære at lade være med at svine Dansk"top" "musik".... aaah fuck!!! Det er sgu svært!!!!! Jeg er en af de slags mennesker der bliver direkte aggressive af at blive udsat for Dansktop... Så det er virkelig svært at lade være!! Nå men som sagt, når der er folk til stede der rent faktisk bryder sig om denne form for "musik"... ej men så stop da!!! Så skal jeg bare bide de kritiske kommentarer i mig, og holde min kæft! Det gælder også emner som Twilight, Rasmus Seeback, Medina og andre kvalmende... ææh jeg mener, andre "kunstnere"... Nøj, det er svært det her!!

Nå men, altså, det jeg siger er, mere positivitet kunne være godt! Jeg forsøger også at lade være med at brokke mig når solen skinner, for utroligt nok, er der en frygteligt masse mennesker der åbenbart, eeeeelsker varme og sol.. og at jeg ikke er en af dem, skal da ikke ødelægge deres glæde. Til gengæld, kunne jeg godt tænke mig, hvis samme solelskende folk, så gad lukke deres dertil indrettede ædespalte, når jeg en sjælden gang hylder at det sner, eller er koldt, eller at det regner..


Jeg kan godt se, det er noget af en udfordring det her.. for jeg tror at det der med at brokke sig, det ligger så dybt i os, at det simpelthen er en del af vores arvemasse. Men kan man bare en gang i mellem, lige stoppe op, tænke sig om, før man sviner noget til verbalt, ja så har man da i det mindste spredt lide mindre negativitet den dag! Det vil i hvert fald være mit nytårsfortsæt, at være mere imødekommende og positiv, frem for bare uhæmmet at svine hvad svines kan, når det ikke lige ligger indenfor mit smagsområde! Så må vi se hvordan det går!!

fredag den 2. januar 2015

Godt nytår - et tilbageblik på 2014

Ja, så er endnu et år gået, og det er vel tid til den der årlige selvransagelse, og kiggen tilbage på året der er gået.. Hvad har så været godt? hvad har været knap så godt? Og så videre. Tjaa, alt i alt, har det været et ganske udmærket år! (og med udmærket, mener jeg, et rigtig godt år der har bestået med udmærkelse.. Hvis nu nogen skulle være i tvivl...) Ordet udmærket, er faktisk temmelig misforstået, men det er selvfølgelig en helt anden sag, som ikke skal blandes ind i denne beretning om året der gik..

Nå men sidste år, var året hvor vi besluttede os for at droppe planerne om 2 x 30+3 års fødselsdag, og i stedet holde bryllup i stedet... dog ikke lige nu og her, men datoen er sat, og ja, det bliver jo så i år, den 12.09.2015! Det er så vildt! og jeg har vidst ikke helt fattet det endnu, planlægningen går stille og roligt fremad, men nøj hvor er der mange ting man skal tage stilling til... Jeg synes det er uoverskueligt, men mon ikke det hele falder på plads alligevel?

Sidste år, var også året hvor jeg var så heldig at blive optaget på grundforløbet til Kirkesangeruddannelsen! Hvilket jeg er rigtig glad for! Det kan ærgrer en lidt, at man ikke vidste den uddannelse eksisterede noget før.. Men men, det har der vel nok været en mening med! Og jeg er min svigermor dybt taknemmelig for, at hun gjorde mig opmærksom på den! Man kan sige at mit flakken omkring mellem uddannelser osv. har været en lang sej kamp for at finde mig til rette i en verden, der ikke er egnet til folk der ikke helt passer ind i de kasser samfundet har opbygget. Jeg har mine udfordringer at slås med, og dem har jeg også skullet lære at takle, og acceptere at jeg altså har mine begrænsninger og at det er helt ok! Uanset hvad andre så end måtte mene, tro eller forvente, så har det været en lang bakke at komme op ad, og selv om jeg selv har svært ved at indrømme det, ja så har det helt sikkert også påvirket mig meget mere psykisk end lige først antaget. Jeg har haft mine nedture, men 2014 var året hvor jeg fandt ud af, at der måske nok alligevel er en hylde og en kasse jeg passer ind i!

Jeg kan stå imod meget, og jeg har en stærk psyke, hvilket også har været en gave i mange sammenhæng, men ind imellem har det været tænderskærende frustrerende og et rent helvede.. Folk der aldrig har prøvet at være inde i systemet, der aldrig har haft en fysisk eller psykisk kronisk lidelse, kan absolut under ingen omstændigheder sætte sig ind i, hvad det er man gennemgår af frustration, fortvivlelse, frygt, vrede, ja, hele det negative følelsesregister, når man ikke bare kan tage et hvilket som helst job eller uddannelse, når man hele tiden bliver bekræftet i, at du passer ikke ind, du falder udenfor normen, du betragtes som en andenrangs borger, og alle folk ser skævt til dig, du er ingenting, en samfundsnasser og en dovenklump, tag dig for helvede sammen, og lad være med at klynke! Det kræver sin psyke at stå ansigt til ansigt med sådanne holdninger hele tiden..

Nå, men det var sådan set ikke det, dette indlæg skulle handle om.. Jeg er igang med en uddannelse jeg elsker, og som jeg rent faktisk kan holde til, og som virkelig giver mig den selvtillid jeg i mange år, rent fagligt, arbejdsmæssigt og socialt har manglet, og så ikke mere om det nu!

Sidste år var også året hvor jeg startede i pigekoret, og som har givet mig den der følelse af at være kommet hjem igen. (som jeg også skrev et indlæg om) Det er dejligt at være med i et kor igen!

Der udover er året jo bare tøffet afsted, uden man helt har opdaget det! Nu er vi så gået igang med det næste år, og lige om snart er det sikkert september, og så skal jeg sgu giftes!!!! Det er jo så sindssygt!! Det går stille og roligt med opsparingen til dette, og det giver mig en god ro, at når bryllupsopsparingen går så fint, ja så vil det også være realistisk med en kørekortsopsparing lige så snart brylluppet er overstået! Så er det jo så lige om man kan finde ud af det der med at køre bil!! Jeg har til tider min tvivl, det virker så skræmmende! Men det ser også så let ud når andre gør det.. så måske der er håb for sådan en motorforskrækket som mig.. Jeg havde på et tidspunkt tænkt på at anskaffe mig en scooter, men jeg nåede frem til at det ikke lige var mig... så er spørgsmålet om en bil er.. men det vil tiden jo vise, om ikke andet bliver det da i hvert fald først aktuelt i 2016, så der er da lidt tid til at samle mod!!!

Nu er jeg nærmest ved at dø af sult! Så ikke mere for nu... det blev som sædvanlig en rodet affære, da jeg jo ikke just er god til at holde mig til emnet... nå, slut prut og godt nytår!