Valentins reflektioner

Jeg har aldrig, og bliver heller aldrig den romantiske type, jeg er ikke til pladderromantiske film, eller bøger for den sags skyld. Jeg synes selv jeg er ret god til at sige, eller vise dem jeg elsker, at jeg gør det, måske nok ikke hele tiden, men det hænder da at min affektion stråler igennem på den ene eller den anden måde. Jeg behøver ikke en bestemt dag til at gøre det på. Og med tanke for hvilken dag det er i morgen, ja så kunne jeg sådan set være bedøvende lige glad, men det er svært at ignorere en dag, der med så kraftig medieopdækning har farvet diverse tvkanaler lyserøde hele denne grå og snefygende søndag. Tv2 havde sågar afsat hele dagen på Go' valentins-et-eller-andet- hvor et kvindeligt "ekspert" panel i løbet af dagen åbenbart skulle kommentere og konferere om emnet, blandet med en bunke kærlighedsfilm oven i hatten, og med en eller anden mandelig rapporter skulle fare rundt og stille mænd det ene tåbelige spørgsmål efter det andet...

Jeg forstår ikke hvad det skal gøre godt for, og her vil jeg ikke begynde at brokke mig over at det også er de skide Amerikanske traditioner der vinder indtog alle vegne, jeg er selv ret stor fortaler for sådan noget som Halloween, som mange, fejlagtigt nok tror, er en komerciel Amerikansk højtid, som kun går ud på at klæde nogle børn ud og rende rundt og sige "trick og treat".

Nå men det jeg har imod Valentins dag, og far- og morsdag for den sags skyld, er de høje forventninger der bliver sat til disse dage, blandt andet af medierne. Synes ikke det har været så slemt som i år, og så begynder de allerede dagen før!!!

Jeg selv er udstyret med en kæreste der ikke er det fjerneste romantisk, og sådan en dag som i morgen ville flyve let og elegant hen over hovedet på ham uden at sætte sig det fjerneste spor. Jeg priser mig lykkelig for at jeg ikke er en af de piger der sukker efter blomster, chokoloade og candlelight dinner i morgen, for jeg ville blive slemt skuffet! Og det er det jeg mener, alle de mennesker der går rundt med et lille håb, og sikkert har gjort det hele dagen, og i går med, måske hele ugen, et lille spinkelt håb om at deres respektive, hvad end det er mand, kæreste, samlever osv. nu ikke lige gik hen og overraskede med den ultimative romantiske kærlighedserklæring! Håbet har måske fået lov til at vokse på sådan en dag som i dag, hvor medierne har hældt på af pladderromantik hele dagen, og så ligger man der hele natten og spekulere, og næste dag går, aftenen går, intet sker, og skuffelsen banker hårdt og brutalt på. Det er sgu da sygt!

Ligesom alle de mødre der hvert år til mors dag går og håber på en buket blomster fra mand og børn, men børnene er for små til at huske sådan noget og manden for glemsom, så endnu en gang må konen gå skuffet i seng, og tænke på, at næste år der husker han det nok. Og hun husker altid fars dag, altid, hun køber små gaver fra børnene, hun køber en ekstra god bøf ind, bager en kage, hygger og pusler om manden hele dagen, svælger i hans glæde og tænker, næste år, næste år husker han mors dag, for se nu hvor dygtig jeg har været til at huske fars dag.. Men næste år er det det samme igen, skuffelse, år efter år... det er sgu da sygt!

Nej Valentins dag er sgu noget opreklameret fis hvis du spørger mig! Ingen tvivl om det!