tirsdag den 23. november 2010

Velkommen til "Kong Vinter"

Så ligger man der i nat, søvnløs og rastløs, med en sovende kæreste på den ene side, og en storsnorkende kat på den anden... Lys vågen og ikke en gang tilnærmelsesvis træt.. Nå men så kan man da give sig til at glo ud af vinduet, og hvad ser man! Sne! dalende ned lige så fint og smukt, der i natten, men ja ja tænkte jeg, det er nok væk i morgen, og rituelt som jeg plejer gav jeg mig til at tælle ned fra 100 og sige alfabetet baglæns, som en form for meditation for at falde i søvn, og virke må det jo have, for næste gang jeg kigger ud af vinduet, ja så er der kommet dobbelt så meget sne som før... Men men, det var nu ikke tid til at stå op endnu, kæresten sov stadig, men katten var gået ind i stuen for at lege med en kastanje. Endnu en omgang nedtælling og remsen alfabet baglæns, et nyt kig ud af vinduet, nu helt lyst og hvidt over det hele!

Jeg må jo have sovet, det bevidner mine jævnlige kig ud af vinduet jo om, jeg får puffet til min kæreste, så han også kan se det hvide syn udenfor, katten er vendt tilbage, og ligger nu og forsøger at fange vanddråber som løber ned af ruden, udvendigt vel og mærke..

Og sneen har så dalet hele dagen, og så slog det mig, måske er det her det eneste sne vi får i år, jeg må da vist hellere få lavet mig en snemand, så, som sagt så gjort, så nu har jeg budt kong vinter velkommen ved at lave en fin lille snemand, der står og kigger ind af vinduet inde i stuen, med halstørklæde og hele mollevitten, havde dog ingen kul, så nuppede nogle af kattens kastanjer, der er alligevel en hel kurvfuld, så det lægger han nok ikke mærke til :)

Så glædelig snevejrsdag til alle :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar