onsdag den 24. november 2010

Det pusler og rumstere

I vores lille pulterum så det er helt forfærdeligt! Først troede jeg at vi havde fået mus, men det kunne jo ikke rigtig passe med at vi lige havde fået kat, med mindre katten havde inviteret venner på besøg, men med hans energi og fangergen var det vel næppe løsningen... Men hvis det hverken var katten, mus, eller vores to kaniner for den sags skyld, der forøvrigt er udekaniner og ikke just havde noget at gøre i det pulterum under nogen omstændigheder, ja så måtte det jo være noget andet..

Fra puslen og rumsteren, til bankelyde og svage stemmer på en uge, begyndte jeg at overveje om vi måske havde fået os en poltergeist eller et spøgelse på besøg, måske en gæst fra shamhain der ikke havde fundet hjem endnu, og da sneen så begyndte at dale ned, og det gik op for mig, at i dag er der lige præcis én måned til jul, gik det op for mig! Det er jo nisserne der rumstere, pusler og banker, de vil ud og op og frem vil de, og sikke en støj sådanne nisser kan lave når december nærmer sig og man ikke har fået snøvlet sig til at få gjort juleklar, ja halloween tingene har stået på spisebordet en måned, og så tænkte jeg, hvis jeg skal sikre mig noget søvn de næste dage, ja så var det måske en ide at få pakket alt det halloween væk, og få gjort julerent og ryddet op, inden nisserne gør deres indtog, så som sagt så gjort, så i morgen kan alle nisserne myldre frem og sprede juleglæde i det lille hjem, så slipper vi da om ikke andet for al den rumsteren, puslen og banken dagen lang og natten med!

1 kommentar:

  1. Aah hvor var det godt at det var nisserumsteren der kom fra det lille pulterum, og ikke en vaskemaskineaand der var vaagnet:)

    SvarSlet