Nu er jeg jo i den situation at jeg lige er rundet de 30 :O Og det har jeg det sådan set ok med, bort set fra at jeg har svært ved at få ind i min tykke knold at jeg rent faktisk ER blevet 30.. eller 30.000 år gammel som en af mine venner ynder at sige :D
Men altså, det der er problemet er, at jeg ikke føler mig som en på 30, eller, nej det er ikke helt den rigtige beskrivelse, jeg er ikke nået til det punkt i mit liv hvor jeg regnede med jeg ville være som 30 årig. Jeg føler mig meget mere som om jeg er sådan omkring de 24-25, eller noget i den retning. Jeg er slet ikke parat til at være 30. De fleste har krise over at de føler sig gamle og det er også bare noget æv, så er ens liv jo næsten slut osv. sådan har jeg det slet ikke, jeg føler mig slet ikke gammel, på nogle punkter føler jeg slet ikke at jeg er gammel nok til at være 30. (Eller det vil sige, efter familiefødselsdags-tam-tam, kunne man nok godt fristes til at sige at min krop følte sig som en på 80!)
Jeg er opvokset med at alder bare er et tal, og at man skal bevare barnet i sig, min mors yndlings ordsprog, som jeg også selv er ret stor fan af, er at " kunsten at være voksen er også at turde være barn". Jeg tør godt være barn, måske lidt for meget?
Det er en underlig tilstand, det med at man ikke tror på sin egen alder, og når man så også ofte får at vide at man ser meget yngre ud end man er, ja så kan man da gå hen og blive helt i tvivl! Men altså det var i 1981 jeg blev født, så 30 må jeg jo være under alle omstændigheder!
Mange i min vennekreds har stiftet familie og fået mand/kone, hus, børn og alt hvad der tilhører, og det er da også ganske udmærket og fint for dem, MEN... der er jeg bare slet ikke nået til. Jo altså manden har jeg skaffet, og vi er også forlovet, men bryllup må vente til indkomsten tillader det. Men hus og børn har lange udsigter. Hus på grund af økonomiske hensyn, børn, tjaa fordi mit biologiske ur overhovedet ikke er begyndt bare at tikke den mindste lille bitte smule endnu. Manden har ævlet om børn længe, men jeg er bare slet ikke nået dertil endnu, og kan da nogen gange blive helt i tvivl om jeg nogensinde når dertil...
Jeg bliver ikke totalt skruk når jeg ser et spædbarn, jeg har aldrig været specielt god til børn, og har aldrig tænkt at børn er bare det mest fantastiske i verden, tvært i mod har jeg i en lang periode af mit liv afskyet de små krapyler, og det kan til tider blusse op igen i tilfælde af at jeg møder nogen meget uregerelige af slagsen. Men hermed ikke sagt at jeg aldrig vil have børn, for har altid tænkt at jeg da engang vil have en eller to af slagsen, men det har altid været noget defust langt ude i fremtiden noget. Men nu står man så her og er rundet et skarpt hjørne, og tænker, det var vel nu man burde være i panik over at man ikke har fået børn osv.
Jeg ender som en af de der oldtusse gamle mødre... Nå men sådan må det jo være, jeg kan jo ikke lave om på mig selv, og så længe man ikke er parat, ja så mener jeg nu det er ret dumt at kaste sig ud i sådanne udskejelser!
Min vision af hvordan mit liv ville være som 30 årig er også helt anderledes end virkeligheden, i stedet for at vælge den lige vej her i livet, valgte jeg den mest snoede og stejleste af slagsen, og jeg er endnu ikke nået i mål endnu, men hvad, jeg når vel derhen en gang, håber jeg da.....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar