Teenage fascination - en form for sindssyge

Jeg blev i går mindet om min gamle passion, og det der blev starten på min elskede samling af cd'er og LP'er. Samtidig var det en reminder om hvor fanatisk og ensporet jeg var, samt en form af autistisk memorering af et bestemt bands gøren og laden. I mine spæde teenage år, hvor musikken i verden var præget af boybands og alskens udefinerbarer toner fra et 1990'er helvede, fandt jeg, hvad jeg vil vælge at kalde for min første identitet. Jeg har altid godt kunnet lide musik, og har sunget i kor siden jeg var 8, enskønt jeg i min spæde begyndelse som korsanger kunne give korlederen grå hår i hovedet med min luftige falske røst. Hver fugl synger med sit næb, og jeg lærte da også at synge med mit.

Jeg kunne ikke rigtig komme overens med disse boybands og hele den pop kultur der voksede frem af den, så i stedet for, forelskede jeg mig i et årti og et band fra en helt anden tid. Min store pasion og fascination af The Beatles, var lige så koncentreret og fanatisk som en hver anden teenage pige. Forskellen var bare den at, på mit værelse var væggene spækket af The Beatles billeder og plakater, og musik anlægget spillede The Beatles for fulde hammer. Inspireret af bandet, musikken, og hele Beatles kulturen, blev mit tøj selvfølgelig også præget gevaldig af denne nye passion. Men hverken flower Power eller bukser med svaj var specielt populært den gang i 90'erne, og så måtte jeg jo igang med symaskinen. Hvilket var en temmelig stor udfordring for teenage undertegnede.. Jeg var, som en af de sidste til at få symaskinekørekort i folkeskolen, absolut ikke ferm med nål og tråd, og interessen var der heller ikke just. Men når tøjet ikke passer damen, måtte damen jo gøre noget ved det. og nød lærer jo som bekendt nøgen kvinde at gøre så mange ting, som man siger.

Jeg blev efterhånden sådan nogenlunde til at lave svaj i bukserne, og eksperimenterede med klor og batik, så jeg er overbevist om at en hel del hjerneceller forsvandt på den konto. Men hippieagtig blev jeg da, og gik både med store peace tegns halskæder og tørklæder som pandebånd. Nu var det jo ikke fordi denne stil ligefrem var populær, og på en mindre landsbyskole vækker det temmelig meget opsigt at være gennemført hippie i 1995 eller der omkring. De fleste syntes sikkert jeg så tåbelig ud, men jeg tror da nok at jeg indhentede et par respektfulde blikke hist og her.

Jeg kan ikke helt huske hvornår min Beatles tid begyndte, men jeg kan huske hvordan det startede, sådan nogenlunde i hvert fald. Jeg havde vel sagtens hørt noget af deres musik i radioen, eller på min fars Jukeboks ( ja altså sådan en rigtig jukeboks med single LP plader i) og syntes vældig godt om det. En dag var jeg så nede i byen, og inde i Silkeborgs mest fantastiske butik, Pladeshoppen (der til kæmpe stor ærgelse for undertegnede ikke eksistere mere..) Der fandt jeg en dobbelt cd med The Beatles, (The Beatles/1962-1966) Jeg kan ikke huske hvad den kostede, men jeg købte den i hvert fald, og glædede mig frygteligt til at komme hjem og høre den.

I bussen på vej hjem, mødte jeg en klassekamerat, der nysgerrigt spurgte hvad jeg mon havde købt i Pladeshoppen? (Pladeshoppens poser var ret genkendelige, en lille gul pose med logoet trykt hen over i sort.) Jeg kan huske at jeg på daværende tidspunkt var lidt pinligt berørt over at vise mit køb frem. Jeg vidste jo godt, at der absolut ikke var andre i min klasse der hørte den slags musik, og var måske en kende bange for at blive drillet. Jeg besluttede mig så for, at det var noget pjat, og tog cden frem. Kammeraten, så mindre interesseret ud, og snakken faldt hurtigt på noget andet. Vi sad på nogle af de forreste sæder, så buschaufføren kunne ikke undgå at hører hvad vi snakkede om. Denne chauffør havde jeg egentlig besluttet mig for, var irriterende, og gad egentlig ikke snakke med ham. Men denne chauffør, blandede sig så i samtalen, og spurgte om han måtte se min nye cd, og høflig som man er, fik han selvfølgelig lov til det. Og tænk sig, manden var mindst lige så stor Beatles fan som jeg var, og kunne fortælle en helt masse som jeg ikke vidste!

Fra den dag syntes jeg vældig godt om denne chauffør, og vi fik altid en god Beatles snak hver gang det var ham der kørte bussen.

Man kan vel kalde mig for fanatisk i mit udseende og udtryk. Jeg plastrede mit værelse til med plakater, billeder, pladecovers og alle mulige Beatles ting, min lykke var gjort da mine forældre hjembragte et John Lennon glashoved de havde købt til mig på et kræmmermarked, skidt pyt med at hans næsetip var slået af. Jeg har det stadig til at stå fremme, alle plakaterne og billederne er dog gemt væk, men planen er, at når vi engang har noget mere plads end vi har nu, så skal nogle af dem op at hænge igen.

Jeg var engang på ferie med familien på Fyn. I Odense var vi på et museum, der var indrettet som hjemmene så ud i forskellige tidsperioder. Og hende der arbejdede der, var meget fornøjet over at jeg tøjmæssigt passede perfekt til deres 60'er stue, og jeg var selvfølgelig henrygt.

I samme periode af mit liv, fik jeg en kortvarrig fascination af farven grønt, og gjorde alt hvad jeg kunne for kun at gå i grønt tøj. Dertil kom, at jeg nægtede at have to ens strømper på, og at strømperne helst skulle være så farverige og mønstrede som muligt. I den periode anskaffede jeg mig to par lærreds sko, et par i grønt, og et par i orange. Jeg byttede så snørrebåndende om, så de grønne havde orange og visa verse, hvorefter jeg gik med en orange og en grøn sko, til stor undren og moro for omverdenen.

Jeg er stadig enorm Beatles fan, men må jo nok erkende at andre bands og kunstnere siden hen også har stjålet mit hjerte. I min glans periode i min Beatles feber, kunne jeg stort set alle mulige og umulige facts om bandet (heraf ovennævnte autistiske træk). Hvis en person nævnte et nummer, kunne jeg ralle alle oplysninger om det op. Lige fra Udgivelesedato til hvem der havde skrevet det, hvilket album det optrådte på, og hvor mange minutter nummeret varede. I dag er min paratviden om The Beatles meget rusten, men den gang var jeg sgu ret sej!

Min fascination er stadig lige stor, bare mere afdæmpet. Jeg nyder stadig at skråle med på Come together og alle de andre numre, men mit hippieudtryk og hele tøjstilen omkring det er gået fløjten, jeg fandt ny musik, og et nyt stilistisk udtryk, der vel nok på mange måder har givet mine forældre grå hår i hovedet. Jeg har dog stadig et par af mine omsyede batik klorede trompetbukser et sted i gemmerne, og inderst inde gemmer der sig stadig et lille hippieblomsterbarn.

Tit når jeg ser teenagere i dag, kan jeg godt komme til at tænke, ungdommen nu til dags, men når jeg så tænker efter, var jeg jo ikke en skid bedre end de er. Jeg var sikkert lige så pisse irriterende når jeg sad i bussen og fjantede med veninderne, og jeg fjollede også rundt inde i byen og lavede tåbelige ting. Jeg var lige så sindssyg som alle andre teenagere var og er i dag.

I bund og grund er teenage tiden vel den bedste og den værste i ens liv. Man er ikke sådan rigtig forpligtet til noget, og man kan eksperimentere med en masse stilistiske udtryk uden at behøve at bekymre sig om hvad en eventuel arbejdsgiver synes om det. På mange måder savner jeg sgu lidt den tid, men så igen, alle de problemer man samtidig havde. Som jo, i bund og grund var banale intetsigende ting, men som man når man stod i dem, syntes de var alt overskyggende store.

The Beatles var med til at forme den jeg var den gang, og anden musik er med til at forme mig som den jeg er nu. Jeg er stadig vedholdende i den musik jeg hørte den gang, bare på en mere afdæmpet måde. jeg har gennemgået flere forskellige stilarter i mit liv, og er på mange måder mere afdæmpet end jeg var da jeg var 20, men jeg kan nu stadig godt finde på at opføre mig som en teenager i ny og næ, og det lidt sære og ekstreme går nok aldrig af mode når man er mig.