tirsdag den 1. maj 2012

En tvangstankebesat vaskebjørns kvaler - manglende hånd hygiejne på offentlige toiletter

Nu har jeg jo lige været til 1, maj arrangement, og har i den forbindelse været nødsaget til at benytte mig af et offentligt toilet. Ikke noget jeg ellers bestræber mig på at gøre særlig tit, men kombinationen, sol og øl, får altså vandet til at trænge sig på. Ikke at vi skal nærmere ind på det, men ligesom for at pointere at jeg oftest, forsøger at undgå offentlige toiletter, da jeg finder dem vederstyggelige og ækle.

I forbindelse med dette arrangement, og som så mange gange når undertegnede en sjælden gang har vovet sig ind på et diskotek, eller til andre offentlige arrangementer, der indebærer offentlige toiletter, har bemærket hvor få der rent faktisk vasker deres hænder efter deres toilet besøg. De fleste tjatter bare lidt vand på fingrene, og laller derefter videre.... 

Jeg synes det er grufuldt! ja direkte ulækkert, at man ikke tager sig den tid at vaske sine hænder ordentligt, med sæbe, når man har gjort hvad man nu kom for at gøre. For mig er det den mest naturlige ting i verden, at vaske mine hænder grundigt med sæbe, når jeg har været på toilet, om det så er her hjemme, hos venner, familie eller et offentligt toilet. jeg kan blive helt hysterisk indeni, hvis jeg kommer ind på et toilet og der ikke er nogen form for sæbe. Jeg burde nok egentlig altid have sådan noget håndsprit med mig, bare sådan for sjælefredens skyld.

Jeg glemmer aldrig en gang jeg var i byen, og havde været på toilet, hvorefter jeg stod og skrubbede mine hænder så jeg nærmest havde sæbe op til albuerne. En pige kommer vimsende ud fra en af de andre båse, giver sig til at rette sin makeup, retter på sit tøj og hår, hvorefter hun vimser ud fra toilettet... Yrk tænkte jeg! 

Jeg ved ikke om det bare er mig der er ekstremt sippet, for gennemsnittet af de folk jeg observere på offentlige toiletter benytter sig ikke af at vaske deres hænder efter toiletbesøget. Jeg kan bare ikke rigtig se hvordan det kan være normen? Uanset hvor stang baccardi jeg er, står jeg stadig og skrubber mine hænder, og jeg forsøger så vidt muligt at undgå at røre ved håndtag, døre ect. når først jeg er færdig med at vaske mine hænder. 

Det er faktisk noget jeg har grublet over længe, og nu efter endnu et offentligt toiletbesøg, var jeg ligesom nødt til at ytre mig om min frustration over folks, for mit vedkommende,  manglede toilethygiejne, når jeg selv står der som en anden tvangstankebesat vaskebjørn og skrubber mine hænder helt op til albuerne. Er det bare mig der er fanatisk og sippet? Eller er folks toilethygiejne generelt bare dårlig?


Ingen kommentarer:

Send en kommentar