torsdag den 26. juli 2012

Asen og masen - en tv boks flytter ind!

Her til morgen stod jeg forholdsvis tidligt op, altså i forhold til hvornår jeg kom i seng, og det faktum at jeg har sommerferie, så synes jeg egentlig at 7.30 er tidligt. Nå men, grunden til dette var, at der skulle komme sådan en tv gut og sætte en tv boks op, fordi vores nuværende tv løsning bliver nedlagt her til den 1. og så har vores udlejer arrangeret noget nyt. I går var det meningen at der skulle klargøres så vedkommende bare lige kunne gå ind og sætte tingesten op, men da det jo var åndssvagt varmt i går, orkede hverken den ene eller den anden her i huset at udføre nogen former for fysisk arbejde.

Jeg har det med hede, som andre har det med regn, gråvejr og sne, jeg afskyer det! Jeg fungerer simpelthen ikke når temperaturen sniger sig op over de der 22-23 grader. Min hjerne bryder sammen, som en opkogt overophedet computer, og jeg går rundt i en zombie lignende tilstand. Jeg bliver irritabel og jeg tror jeg er temmelig irriterende at være sammen med.

Jeg tænkte derfor, at jeg i stedet for at knokle i går eftermiddags, hellere ville knokle i morges, da temperaturen måske var mere fornuftig på dette tidspunkt. Som sagt så gjort. Stod endda op før væggeuret gik igang, da jeg allerede havde ligget i mindst halvanden time, og overvejet om jeg skulle stå op. Jeg var allerede på kogepunktet, og har erhvervet mig hele 6 myggestik på det ene ben, som alle har koncentreret sig om et stykke læg inden for en radius af ca. 10 cm. Og da mine myggestik hver for sig, nemt kan blive så store enkeltvis, var der en temmelig stor kløe der holdt mig vågen.

Jeg kom op og fik affodret katten, og smidt ham ud i haven, så der var arbejdsro. En hurtig støvsugning og 5 møbler flyttet og et par småting sat ud i skuret- senere, og den smule energi jeg havde var opbrugt. Men møblerne var flyttet, og det hele var klar til at boksen kunne sættes op, kun manglede hjørneskabet, som jeg ikke lige var helt klar over om det skulle flyttes. Så var det jo sådan set bare at give sig til at vente. Klokken var på daværende tidspunkt kvart i ni, og jeg er absolut ikke god til at vente på folk jeg ikke ved hvornår kommer. Så jeg travede utålmodigt rundt og tænkte at så kunne jeg jo lige sætte mig foran computeren med en dejlig kold iskaffe og slappe lidt af.

Klokken blev vel henved halv elleve da det endelig bankede på døren. Hjørneskabet skulle flyttes, og bag det, var der jo et halv tons støv og skidt, der hurtigt lige blev støvsuget op. Det var knebent med at boksen kunne være der, men vi fandt en løsning, så skabet kunne få lov til at beholde den eneste plads, hvor det rent faktisk kan stå i lejligheden, med mindre vi skulle igang med en større omrokering! Boksen blev sat op, og manden gik igen. Og så skulle alle møblerne jo stilles på plads igen!

Til at starte med støvsugede jeg lige bag skabet igen, og vaskede væggen og gulvet, før skabet blev skubbet på plads, og så stod jeg jo der og fik alligevel en umådelig lyst til at flytte om! Og så i den hede!! Nå men endnu engang, som sagt så gjort, og samtidig med omflytningen, kunne jeg jo også lige fortsætte med gulvvaskningen, da det mildest talt trængte temmelig meget! Som nævnt før, har vi temmelig mange møbler, og alle står på en plads så det hele fungere bedst muligt, men jeg tænkte at jeg nu nok kunne hitte ud af en anden smart måde at stille tingene, så jeg gik igang med at skubbe, flytte, ase og mase.

Og nu her, et par timer og nogle pauser senere, står tingene ganske praktisk og funktionelt, og præcis som de gjorde før! Så min knoklen var til ingen verdens nytte, ud over at jeg trods heden, formåede at få vasket gulv! Så helt skidt er det da ikke. Sofaen står godt nok og dækker lidt ind over den der boks, men det var ikke noget et par telefonbøger kunne afskærme, så sofaen ikke ødelægger den fine tingest. Nu mangler vi så bare at få skaffet os et andet antennestik, da det vi har, selvfølgelig ikke passer ind i sådan en nymodens ting. Heldigvis er der da lige et par dage til skærmen går i sort, så mon ikke det hele flasker sig.

Og således endte det med at jeg alligevel fik okset og bokset og aset og maset i heden, selv om det strider mig meget mod min natur at være SÅ aktiv når temperaturen sniger sig over de 20 grader! Så nu har jeg gemt mig inde ved computeren, og overvejer at give mig til at spille lidt Anno som en lille belønning for mit veludførte arbejde på grund af sådan en dum lille tv boks!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar