onsdag den 5. marts 2014

Mr. Hyde - folks opførsel i Cyberspace!

Nogle gange kan jeg virkelig blive flov på mine medmenneskers vegne, sådan virkeligt dybt og inderligt! Det er som om, at når man sidder bag en computerskærm/tablet/smartphone, nu for at være dækket ind, i disse teknologiske tider.. Nå men altså, når man sidder der bag skærmen, og læser hvad andre folk tillader sig at skrive til folk de ikke engang kender, så ville jeg da nødig møde dem i virkeligheden, hvis det er deres normale måde at henvende sig til folk på!

Jeg følger Jim Lyngvild på facebook, da jeg synes han er et spændende krydderi i den somme tider kedelige hverdag. Det er sjældent, hvis det overhovedet nogensinde er sket, at jeg kommenterer noget han har postet, man tør jo nærmest ikke, når man læser alle de andre kommentarer folk sender. Jim er jo en provokationens mester, og han siger tingene uden omsvøb, somme tider er jeg enig med ham, og andre gange, trækker jeg på smilebåndet og tænker, jaja, vi har alle vore dårlige dage.. Men at folk virkelig kan blive så beskidte og væmmelige over noget en anden har skrevet, og ligefrem svine dem til, i det offentlige cyberspace rum, er mig virkelig en gåde! Hvad er det folk tror de opnår ved at kalde et andet menneske for en sur kælling eller andre knap så flatterende ord? Jeg forstår det ikke!

Er det en folkesygdom, at man mister sin opdragelse, pli og høflighed lige så snart man sætter sig til tastaturet for at ytre sin mening, koste hvad det vil, og uden omtanke for, hvordan det lyder og ser sig ud for andre? Er det en bivirkning af den distanceren man nemt kan tage når ens kommunikation foregår gennem sociale online netværk, frem for hvis man rent faktisk er fysisk sammen med folk!? Jeg kan også blive oprørt over ting jeg læser online, og jeg deltager også i debatter og diskussioner, men jeg forsøger altid at holde en god og høflig tone, og jeg kunne da aldrig drømme om at kalde et menneske jeg ikke kender for en sur/dum/grim/klam/(find selv på flere) kælling/so/spade/røvhul/(find igen selv på flere) det ville jeg aldrig gøre i det virkelige fysiske liv, så derfor ville jeg da heller aldrig gøre det i mit cyberspace liv!

Det er som om at nogle mennesker bliver til frådende monstre når de sidder bag skærmen, som om de slipper tøjlerne for en indre dæmon, der via fingrene flyder gennem tastaturet og ud på diverse fora, sociale medier, og spreder deres galskab og galde hvorend den kommer hen. De glemmer sig selv, det der er almen god opførsel i den virkelige verden, fordufter og forsvinder i den virtuelle, som en Dr. Jekyll og Mr. Hyde, sker der en transformation lige så snart de ser noget, de ikke er enige i. Og i stedet for at tage en dyb indånding, slå koldt vand i blodet, og lige tage sig tid til at skrive et velovervejet og sobert svar, kaster de sig til tastaturet med fråde om munden og røg ud af ørerne! Eller, det er i hvert fald sådan jeg forestiller mig det foregår!

Jeg elsker internettet, og alle de muligheder det giver, den frihed og uendelige mængder af kommunikation og viden man kan få sine grådige fingre i. Verdenen er blevet mindre med internettet, man kan på få øjeblikke være i et fjernt land, bare ved at taste det ind i browserens søgefelt. Man kan kommunikere direkte med folk der sidder på den anden side af jorden, det er jo en fantastisk verden. Men, og der er altid og desværre et men! Et stort og rungende men, for med alt det gode og fantastiske kommer der også alt det negative, for der er sjovt nok, lige som i den virkelige verden, altid nogen der vil ødelægge det for de andre!

Hackere, trollere, løgnere, forbrydere, ja de findes alle sammen, også i den fagre virtuelle verden! Det er så nemt at komme ud med sit budskab på nettet. Jeg er da et godt bevis, med min lille blog, kommunikere jeg også ud til de folk der eventuelt kommer forbi mit lille hjørne af cyberspace, jeg brokker mig, skælder ud, og giver mit syn på tingene, og det er jeg da glad for at jeg kan få lov til. Jeg er hudløst ærlig, og selv om jeg gemmer mig bag et nickname er min lille blog stadig koplet til min google+ konto, det er mit rigtige navn der stå som udgiver af indlæggene, de billeder jeg poster af mig selv, er rent faktisk af mig selv, og alt hvad jeg skriver, er også ting jeg ville diskutere/brokke mig over/rose og begejstres over i den virkelige verden. For mig er der absolut ingen forskel på om jeg sidder og taler med en person fysisk, eller om jeg kommunikere via mit tastatur ud til eventuelle læsere.

Jeg forstår ikke det der med at udgive sig for at være en anden end den man er, jeg forstår ikke at folk kan tage en personlighed af og iklæde sig en anden, lige så snart de er gemt bag en skærm.Jeg forstår ikke at folk vil sætte sig selv i et dårligt lys, ved at kalde en anden for en sur kælling, frem for eventuelt at udtrykke sig på en lidt mere flatterende måde! Specielt på facebook, hvor de fleste da trods alt har en profil med deres eget navn og billede. Selv om der selvfølgelig også vrimler med falske profiler derinde, ligesom der gør det alle andre steder i cyberspace!

Jeg bliver bare så trist når jeg så sidder der og læser folks ubehagelige kommentarer til hinanden, og hvordan folk i stedet for at hæve sig over det grimme sprog, bliver grebet af det og synker ned på laveste fællesnævners niveau, hvor al god opførsel, høflighed og god opdragelse er en by i Rusland på en meget kold og forfrossen dag! Hvorfor er det at folk gør det? hvorfor er det at dæmonen er så let at tirre? hvorfor er det at så mange mennesker, i stedet for at slappe af, og sprede gode budskaber, partou skal ytre deres holdninger på den mest uflatterende og grimmeste måde muligt? Jeg forstår det virkelig ikke!

Og når der så er nogen der stiller spørgsmålstegn ved folks måde at ytre sig på, får de oftest kastet i hovedet, at vi har ytringsfrihed og at det er min ret at sige hvad jeg mener! Jaja, det er da også rigtigt, men ytringsfriheden er jo ikke lig med, at du SKAL ytre dig, uanset hvad, og på den mest grimmest tænkelige måde, ytringsfrihed er muligheden for at ytre sig, muligheden for at tilkendegive en holdning, et synspunkt et modargument eller en støtte til tingene, men det er ikke noget man SKAL! koste hvad det vil! Det er muligheden man kan gribe, eller lade være. I mange tilfælde ville det nok være bedre om folk lod den falde til jorden, frem for at gribe, eller flå den ud af hænderne på andre.Ytringsfrihed er din ret, ikke din pligt!

fredag den 28. februar 2014

25 døende ord - en lille historie til deres bevaring.

Jeg har sat mig selv på en opgave, inspireret af en artikel, delt på facebook, blev jeg opmærksom på at der er 25 ord der er på vej ud af det danske sprog. Og da jeg jo har en forkærlighed for ord, og somme tider de lidt sære af slagsen, har jeg nu sat mig for at skrive en tekst som indeholder alle 25 døende ord. Jeg lover ikke at det bliver godt, men her kommer der en lille fortælling hvor ordene bestemmer indholdet...



I fordums tid, da alting var bedre, større og mere fantastisk, i gamle dage, da alle var venlige og volden var mindre og alting idyl, da boede der en mand og en kone, ude i et lille hus i skoven. Huset var lille men hyggeligt, og de to havde det dejligt, de havde en søn som de elskede højt, han var dog fløjet fra reden for nogle år siden, og havde taget alt sit pikpak med sig, så nu var de kun de to, og det var nu også ganske godt. Manden sørgede for alt det udendørs, mens konen stod for husholdningen og administrerede husholdningspengene med hård hånd! Hun var noget af en sparegris, og hver en øre blev vendt og drejet førend der blev brugt penge på noget. Hun havde en stor portemonnæ som hun havde i en taske som hun altid gik med tæt ind til kroppen, når hun var ude at handle. Hun gik ofte forbi isenkræmmeren og kiggede på alle de nymodens ting, men hun købte aldrig noget for hun mente at alle de elektroniske dimsedutter blot ville være en hæmsko i hendes husholdning, hvad var der nu i vejen med god gammeldags knofedt!

Hver morgen drak de morgenkaffe præcis kl. 7, og kvart over var der ryddet af bordet og så var det i gang med dagens dont, der var aldrig tid til en påtår eller en lille morgensnak, for der var jo så meget der skulle gøres. Manden trak i sine overalls og gik ud i skoven for at fælde træ. Konen gik igang med rengøringen, efterfulgt af en lille tur over til naboen. Naboen var en rigtig pappenhejmer, hun kendte alt og alle, og elskede at sladre om dem der ikke var til stede! Hvis der var nogen der havde noget at skjule, eller havde svagheder som måske ikke kom andre ved, ja så kunne man være sikker på at hun vidste det!

Ikke nok med at hun var en sladdertante, så var hun også hoven, og elskede at nedgøre alle andre, og det var en gåde for manden, hvorfor hans kone ustandseligt rendte derovre! Han kunne blive noget så olm når hun så kom hjem og fortalte om alt den sladder hun havde hørt! Naboens mand var en lille mandsling der aldrig sagde noget, ja faktisk var han lidt af en gnom, han handlede med manufakturvarer og tjente vidst meget godt. De havde i hvert fald råd til at køre med hyrevogn når de skulle ind til staden.

Manden var lidt misundelig, de havde ikke råd til at køre med hyrevogn, og han mindedes de få gange han i sine ungdoms vår havde haft en hyrdetime i en droske, og forestillede sig hvordan det ville være i en hyrevogn. Ikke helt så romantisk konkluderede han, og blev helt forlegen over sine egne bramfrie tanker.

Konen var træt af sin mands overalls, de var slidte og beskidte, og hun syntes han lignede en lazaron når han sådan gik med huller på knæene og med pletter over det hele. Hun ville ikke have ham ind, når han kom hjem fra skoven, og hun kunne være noget så brysk når han nu bare gerne ville ind i varmen. Men hver gang måtte han stå ude på måtten og skifte tøj. Han foretrak sine overalls, de sad så godt, og var praktiske, i stedet for almindelige bukser, der altid skulle holdes oppe af en livrem.

Hos genboen lød der ofte en frygtelig larm, de hørte pigtrådsmusik hver weekend og drak sig fulde og skabte sig. Konen forsøgte ofte at opvigle manden til at gå over og klage, men han brød sig ikke om at blande sig, hans mundheld var at feje for egen dør først, og han larmede jo også i skoven hver dag med sin økse. Det kunne konen ikke bruge til noget, og hun kunne blive noget så fortørnet, når manden ikke ville gå over og klage. De unge mennesker der boede i genbohuset var blevet hendes kæphest, og hun yndede at sidde ovre ved naboen og beklage sig over dem hver eftermiddag. Så kunne de sidde der og skutte sig over hvordan ungdommen dog var nogle værre nogen, og at det var meget bedre den gang de var unge.


Slut..


Ja det var så lige en lille historie med de 25 døende ord, ordene og deres betydning kan findes her og så håber jeg at jeg har brugt dem rigtigt...

fredag den 22. november 2013

Valgplakater - en torn i øjet!

For noget tid siden, inden vi skulle stemme til kommunevalget, var der en masse ståhej i nyhederne omkring partier der tyvstartede med at sætte valgplakater op. Der var en masse ballade, og diskussion om hvorvidt det var acceptabelt at partierne brød reglen med, at de først måtte hænge valgplakaterne op en given dato kl. 00.00, efter min mening skulle de slet ikke hænges op!

Nu er valget vel overstået, resultaterne vil jeg slet ikke komme ind på, og spørgsmålet er, hvorvidt man kommer til at mærke en forskel, de steder hvor der har været kraftig udskiftning! Nå men som sagt, valget er ovre, og så er det at man godt kunne ønske sig at partierne viste samme ivrighed når det gælder om at få valgplakaterne ned igen!

Det kan godt være at de valgplakater hiver nogle stemmer hjem, personligt ville en valgplakat aldrig gøre at et bestemt parti/person fik min stemme. Vi skriver 2013 og helt ærligt, computeren, smartphonen og de sociale medier ER opfundet, hvorfor pokker bruger man så ikke penge på at fyre nogle gode kampagner af der, i stedet for det resursespild som valgplakater i min termologi er!

Jeg ved ikke hvorfor valgplakater irriterer mig så meget, men det gør de altså, jeg synes de er grimme, de skæmmer og er en torn i øjet, og det er endnu mere irriterende når man så ser i fjernsynet hvordan de forskellige partier flere timer før, de rent faktisk må, begynder at sætte plakater op, alle mulige og umulige steder, når man så samtidig ved, at de jo ikke, ligeså snart valget er slut, er lige så ivrige med at pille dem ned igen!

Ofte bliver de jo hængende til de selv falder ned, og så kan de ligge i vejkanterne og blive smattede og forurene gader og stræder, vejkanter og cykelstier. Jeg synes det er noget svineri, og de partier der ikke får pillet deres plakater ned, burde faktisk straffes med en klækkelig bøde! Der burde være en regel der sagde, at alle valgplakater skal være pillet ned, senest 2 dage efter et valg er overstået, og for hver plakat der ikke er pillet ned, koster det, lad os sige, 1000 kr. i bøde! Så kunne det måske være de kunne få fingrene ud fra et vis sted, og få pillet dem ned, i lige så stor hast, som de fik dem op!

Jeg ved godt jeg er en sur mokke, men altså, valgplakater er bare en torn i mine øjne, og jo længere tid de hænger, jo mere begynder mine øjne at bløde! Jaja, jeg ved godt jeg overdriver, men nogle gange fremmer det altså forståelsen.

Og nu vi er ved valg, kan jeg jo lige så godt fortsætte med at brokke mig! Både DR og TV2 havde afsat hele aftenen på valget, og kom med prognoser og spådomme og bla bla bla, flere timer før valgstederne overhovedet var lukket, hvorfor pokker kan de ikke bare vente med at sende, til de rent faktisk er begyndt at tælle stemmerne op!? Hvad gavner det, at en bunke "eksperter" kommer med den ene eller den anden udtalelse, når der ikke er noget der er afgjort endnu.. jeg forstår det sgu ikke...

Men hva, nu er jeg jo heller ikke sådan vildt politisk, så måske det er derfor jeg ikke forstår det...? I hvert fald burde de, efter min mening droppe de valgplakater, og så benytte sig af lidt mere moderne metoder, samtidig med at medierne burde skrue lidt ned for dækningen, når der alligevel ikke er sket en skid.

Men det er jo tv i en nøddeskal, de kan få meget lang tid til at gå med absolut ingenting, nok også derfor, jeg som oftest slukker og giver mig til noget andet!

tirsdag den 29. oktober 2013

Peter og ulven - nutidens meteorloger og vejret

Peter og ulven, et ganske glimrende eventyr, passer nu meget godt på det danske vejr. Ulven er vejret, og Peter er meteorlogerne. Peter har ofte råbt ulven kommer, men folkene omkring ham har ikke taget ham alvorligt, for Peter driller jo bare. I går drillede Peter ikke, og det kan man tydeligt se på alle de trampoliner der har fået lov til at se hvordan tingene ser ud fra naboens grund.

I går døde to personer som følge af stormens rasen, og skadestuerne bugnede af tilskadekomne, hvorfor alle disse mennesker vovede sig ud i stormen, kan man kun gisne om, men man fristes til at tænke, at mange af dem ikke troede på meteorlogernes advarsler.

En brandmand blev interviewet af DR som fortalte om folk der midt i stormens rasen skulle ud og jogge, eller krydsede afspærede områder, cyklede under store gamle træer osv. hvad der får folk til at ville ud og løbe midt i en storm er mig en gåde! Jeg synes det var rigeligt at jeg måtte ud og tage vores lille græskarbord ind, da vi helst ikke ville have det til at smadre en af naboernes biler.

Trafikken gik i stå, Danmark var lammet og mange folk strandet på stationer og hoteller, flere folk beklagede sig over at de hverken kunne komme frem eller tilbage og et kaos af trafikale problemer hobede sig op! Jeg tror det er noget vi skal til at vænne os til. Peter råber ofte "ulven kommer" og i de fleste tilfælde gør han det for sjov, men med de globale forandringer der sker, bliver det i fremtiden nok oftere at Peter får ret, og ulven rent faktisk kommer.

Men indtil videre er vi heldige, hverken København, Aarhus eller andre byer er blevet jævnet med jorden, vejene er ikke skyllet væk i en tsunami, og strømmen var kun midlertidigt borte i dele af landet og der er ikke flere tusinde fastklemte i ruinerne af sammenstyrtede bygninger, Danmark har i bund og grund reddet denne storm meget pænt af, og genopbygningsarbejdet er vel overstået om nogle dage.

Personligt synes jeg det er interessant den måde folk reagere på, de indslag der var i nyhederne i går, viste en masse frustrerede mennesker der var strandet diverse steder, og jeg ville da helt sikkert også være træt af det, hvis det var mig. Men jeg håber samtidig også, at jeg i sådan en situation, ville glædes ved, at jeg stadig har et hus, en by og et liv at vende hjem til, når stormens rasen er ovre. At jeg er taknemmelig for, at stormene i Danmark, på trods af sine 200 km. i timen, ikke formår at udradere andet end stilladser, træer, trampoliner, gavle, tagplader og andre let fastspændte genstande.

Det kan virke helt humoristisk når Peter går amok med advarsler og formaninger, og resten af Danmark bare siger pff, det sagde du også i fjor, og der skete jo ikke noget, og så se folks reaktion, når Peter så rent faktisk får ret, og Danmark bliver indhyllet af ulven, det så være sig storm, sne, hedebølge eller voldsom regn. Folk bliver nærmest sure over at Peter får ret, hvad bilder han sig egentlig ind! Sådan en fløs!

Jeg tror som sagt, på baggrund af de globale forandringer der sker, at ulven vil komme oftere i fremtiden, og den vil komme i mere ekstrem form end tidligere, og det vil nok tage tid for folk at vænne sig til, at Peter altså til tider har ret.

Jeg vil i hvert fald tage mine forholdsregler, og næste gang Peter råber "ULVEN KOMMER" vil jeg prise mig lykkelig for, at jeg trods alt bor i lille Danmark, og ikke i New Orleans eller et andet sted, hvor ulven trods alt mere ligner en varulv end en almindelig gråulv der hurtigt strejfer gennem landet...


mandag den 14. oktober 2013

Bål og brand - en lille sang

Jeg går og roder lidt med nogle tekster en gang imellem, og en dag sad jeg og og legede lidt med et digt jeg har skrevet for laaaang tid siden. Lige pludselig var der en melodi, og vupti havde jeg lavet digtet om til en lille sang. Efter lidt arbejde med sangen, blev det til dette resultat, det hele er optaget på min computer, via programmet Audacity, alle stemmer har jeg selv indsunget, og den eneste stemme jeg har pillet ved, er den dybeste af dem, den har jeg indsunget i normalt toneleje og så sænket tonen, da jeg desværre ikke er udstyrret med en speciel god dybde..

Videoen er virkelig uinspirerende, da jeg overhovedet ikke har fået sat mig ordentligt ind i, hvordan det program jeg har, virker, men men, nu har man jo fået blod på tanden, så mon ikke der kommer en lidt bedre video på et tidspunkt, og så fik jeg jo også lige testet hvordan det fungerer at uploade videoer til bloggen, og det var jo ikke specielt kompliceret.

Men både sang og video må vist vente lidt med at blive gjort mere ved, for nu står Halloween jo snart for døren, så der er nok at se til! Har fået startet rigtig godt, men en skøn tur til København, og en tur i Tivoli! Sikke alle de græskar de havde fået samlet sig sammen! Virkelig gennemført pyntet, og fantastisk stemning! En tur i "Dæmonen" blev det da også til, den var sjov, men alt for kort, kunne sagtens have taget et par ture mere, men gad ikke stå i kø i 20 min. igen!

Alt i alt var det en rigtig dejlig tur, der også bød på dejlig hygge med min mors kusine, og en tur i Zoologisk have, hvor jeg rigtig kunne få afprøvet zoomen på det nye kamera! Jeg burde dog have haft et stativ med, men vi vurderede at jo mindre bagage jo bedre, så stativet blev droppet, det gør det nok ikke næste gang!

Nu vil jeg til at i seng, en ny dag truer i morgen, og der er jo så meget jeg skal nå, inden Halloween!!!


Heksehus i Tivoli, det måtte godt have taget med mig hjem!

fredag den 27. september 2013

Lidt om årstiden - hyldebær, ja tak!

Det er jo ikke nogen hemmelighed at vi nu er gået ind i den tid på året, jeg elsker aller mest! Kulden trænger ind alle vegne, det blæser op, og tunge skyer lader kun solen trænge igennem, i korte brudstykker, der giver landskabet et drømmeagtigt eventyrlys. Æbletræer og hyld står og strutter af sundhed, og det kribler i fingrene for at få frugten i hus, og bearbejdet, så der er godter til de mørke vinteraftner. 

Den anden dag var jeg derfor en tur ude ved mine forældre og plukke hyldebær, det blev til en godt proppet bærepose, da min far, åbenbart slet ikke kunne stoppe med at plukke, da han først var kommet igang. Han hentede endda en stige, så han kunne nå de klaser der var udenfor -hvis-jeg-nu-strækker-mig-bare-en-lille-smule-mere- højde! Jeg ved ikke om det bare er ude ved mine forældre, eller om det gælder alle andre steder, men nøj hvor er der meget hyld i år! Jeg ærgrer mig over, at jeg i foråret var så fedtet, at jeg ikke ville ofre nogle hyldeblomstskærme på saft, for at være sikker på at der også var bær til efteråret, nu når træerne bugner så meget! 

Men pyt nu med det, så har jeg da i hvert fald bær nok til saft og suppe! Og da det der med at rippe hyldebær jo ikke ligefrem er verdens mest underholdende arbejde, lavede jeg derfor hyldebærfabrik på mit sofabord, så man kunne se lidt fjernsyn imens arbejdet blev udført. Så allieret med skraldepose, en skål fyldt med skyllede hyldebær, samt en tom skål, til de rippede bær, satte jeg mig godt til rette i sofaen, og så ellers igang med arbejdet. Efter at have set det meste af "Taggart" (fik ikke hele starten med) så en eller anden ny serie der vidst nok hedder "Modern family" og et afsnit af "Cold case" var skålen med skyllede hyldebær tom, og den anden skål fyldt med skønne sorte bær, med kun en enkelt lille bitte stængel eller tre i...Mine fingre var godt og grundigt rynkede, klamme og kolde, men resultatet i skålen var det hele værd, og så mangler jeg endda en halv pose endnu!

Men jeg hyggede mig med at se fjernsyn og rippe hyldebær, så mon ikke snart arrangementet med sofaen, skålene og affaldsposen skal gentages, så den sidste halvdel af bærrene kan forene sig med dem der allerede er rippet.

I går fik jeg også ristet græskarkerner, og i dag bagte jeg græskarkage, af indmaden fra årets første udskårne græskar! Jae jeg ved godt jeg er tidligt på den, men det kribler jo i fingrene når man nu som jeg, elsker at udskære græskar, trods asen og masen, og en lettere rysten på hænderne efterfølgende. Nogle gange føler jeg mig som en gammel gigtplaget kone, efter sådan en omgang udhulning af græskar, men sådan er det jo, når man som jeg, ikke er sat rigtigt sammen, og derfor ikke altid kan holde til belastninger af ens arme...

I næste uge gælder det så forhåbentlig æbler, og jeg kunne mægtigt godt tænke mig at komme på sådan en guidet svampetur, da min viden omkring svampe, begrænser sig til, at jeg ved hvad en fluesvamp er, og at man ikke skal spise den...

Men jeg kan mægtig godt lide svampe, og tænker at de kunne være et godt supplement til mit efterårssværmeri, så jeg er jo nødt til at udvide min viden om dem, og sådan et svampetur, ville jo være et skridt i den rigtige retning. Men nu må vi se om det kan lykkes i år, har snakket om det, de sidste 5 år, og jae, jeg snakker jo så stadig! 

fredag den 13. september 2013

Miami i 4 måneder - støt brysterne - en mystisk måde at gøre det på!

Ja så skete det igen... man logger ind på facebook, og ser, nææh, der er indtil flere der har skrevet en privatbesked til en! Hmm hvem mon det er, og hvad mon de vil? Man klikker på ikonet med taleboblen, og kan straks se, at de beskeder vidst nok bare var ligemeget! De der kædebreve omhandlende brystkræft! De pisser mig sgu lidt af! For det første er teksten dårligt skrevet, for det andet, er konceptet dybt åndssvagt, (altså hvis du spørger mig..) Jeg kan vitterligt ikke se, hvordan det hjælper brystkræft, at skrive på sin status, et eller andet random, som hvad farve min bh har, hvor min håndtaske, (hvis jeg ellers havde sådan en) er placeret, eller hvor jeg, fiktivt skal rejse hen, og i hvor lang tid, ud fra min fødselsdato og fødselsmåned!

Jeg kan til nød se ideen med bh'en, da den i sin tid florerede, det havde da immervæk en smule med bryster at gøre, men resten, er bare pladder! Det jeg så heller ikke forstår, er hvorfor det skal være hemmeligt! Jaja, det skaber en hvis "mystik" om hvorfor man har skrevet fx. "blå" i sin status, men da det jo ikke giver nogen direkte reference til opmærksomheden omkring brystkræft, ja så synes jeg sgu det var bedre hvis man bare skrev "Jeg støtter brysterne" eller "jeg støtter brystkræft, gør du? og så samtidig lige smed en 20'er eller hvad man nu lige har råd til, i retning af kræftens bekæmpelse og støt brysterne. (og nu er jeg jo også typen der afskyer kryptiske statusopdateringer! kryptiske-opdateringer-og-almen-opførsel )

Endnu et irritationsmoment er den der ligegyldige kommentar om, at sidste år var der sååå mange der deltog, at det kom i nyhederne.... Riiiight... Det gjorde det, det første år, men nu har det ligesom kørt i ja, jeg ved ikke hvor mange år, og der har sgu ikke været noget i nyhederne om det, de sidste par år! Det er jo ligesom IKKE en nyhed mere!

Det positive ved sådanne kædebreve er, at jeg derved får noget jeg kan brokke mig over, og samtidig kan give lidt reklame til Støt brysterne , for det er helt klart noget der er værd at støtte! Man kan også sende en sms til 1277 med teksten 50KB, så støtter man kræftens bekæmpelse med 50 kr.

Gør jer selv, kræftens bekæmpelse, de kræftramte og alle os andre, den tjeneste, drop de kædebreve, og skriv direkte hvad det handler om, i stedet for det der hemmelige pjat!

Og med dette lille sure opstød, vil jeg da ødelægge mystikken fuldstændig, og give jer, (også mændene) muligheden for at se det berygtede kædebrev, som jeg i bund og grund, har min tvivl om, overhovedet oprindeligt stammer fra kræftens bekæmpelse.

"Så er det den tid af året ... støtten for bevidstheden om brystkræft! Sidste års spil handlede om at skrive din bh farve som din status ... eller den måde, vi gerne vil have vores håndtaske handy. Sidste år , var der så mange mennesker der deltog , at det gav nationale nyheder ... og den 
konstante opdatering af status mindede alle om, hvorfor vi gør det og hjalp til at øge bevidstheden ! Du må ikke fortælle nogen mænd, hvad statusen betyder ... Lad dem gætte ! Videregiv kun til piger og lad os se, hvor langt den når . Du kopiere dette og indsætte det i en besked til alle dine veninder. (Aldrig i den synlige status-linie) Ideen er at vælge den måned du blev født, og den dag du blev født. Din status skal sige : "Jeg vil til Mexico i 21 måneder. " Instruktioner : Den måned du blev født i, er det sted, du vil hen, og den dag du blev født , er hvor mange måneder, du er væk .... Januar - Mexico , Februar - London , Marts - Miami , April - Dominikanske Republik Maj - Paris , Juni - Rome , Juli - Hawaii , August - Californien, September - New York - Oktober - Puerto Rico , November - Las Vegas , December - Australien. Venligst gør dette, og vær ikke en lyseslukker , vis din bevidsthed"