lørdag den 26. april 2014

En udadrotationsdefekt's beklagelser! - lidt om mig, mine arme og deres begrænsninger.

Jeg er født med udadrotationsdefekte albuer! Eller det vil sige, i starten troede vi egentlig kun at det var den ene albue der var defekt. Men som tiden er gået har det vist sig at begge albuer i mere eller mindre grad er defekte. Udadrotationsdefekte albuer, er noget af en definition, og i første omgang troede jeg faktisk at det var et ord min læge selv havde opfundet, i mangel af bedre! Men på den anden side var det faktisk rart at få sat et ord på, i stedet for den lange forklaring der altid har fulgt med, når folk har spurgt ind til det.

At have udadrotationsdefekte albuer, betyder at jeg ikke kan vende håndfladerne opad, så jeg skal ikke slå mig på at blive tigger, med mindre jeg har en hat, eller anden beholder folk kan smide penge i! Jeg skal heller ikke slå mig på at blive en af de der religiøse der altid står med håndfladerne vendt opad, med himmelvendte øjne og et sagligt smil, det ville simpelthen se for sært ud! Nå men ud over at håndfladerne ikke gider vende opad, kan jeg heller ikke strække armene helt ud, og jeg mangler det der lille overstræk man har, hvilket besværliggører det at bære på poser i længere tid ad gangen.

venstre arm er mest påvirket, og det var også den der var fokus på, da det i sin tid blev opdaget. Mine forældre lagde mærke til, at når de for eksempel legede klappe-kage-håndbevægelsese-lege med mig, ville jeg ikke vende håndfladen opad, hvortil de konkluderede at et lægebesøg måske var en god ide. Derefter blev jeg sendt til røntgenfotografering på Silkeborg sygehus, og derfra til ortopædkirurgisk i Aarhus. Der gik jeg så til kontrol et par gange, hvorefter de konkluderede at vi selv måtte henvende os i fremtiden hvis og såfremt der skete nogen udvikling.

Men udviklingen skete jo temmelig gradvist, og som jeg voksede til, blev højre også påvirket. Den har jo nok altid været det, bare ikke i så udpræget grad som den anden. Så det var først da jeg midt i 20'erne begyndte at lægge mærke til at jeg altid var ved at tabe byttepengene i bussen, eller i butikkerne, at det gik op for mig, at noget havde ændret sig. Jeg er temmelig overbevist om, at jeg har kunnet vende højre håndflade helt opad, uden problemer, for min måde at demonstrere min lille udadrotationsdefekt har altid været at vise det ved at vende højre håndflade opad på normal vis, og vende venstre det meget lidt den nu kan, for derefter at dreje den den anden vej, hvor jeg rent faktisk kan vende den helt fladt opad, det ser bare lidt sært ud, og folk glor så underligt når man tager imod fx. byttepenge på den måde!

Jeg er ofte blevet spurgt om ikke jeg er træt af at mine arme er som de er, men jeg har jo aldrig prøvet andet, og derved ved jeg jo ikke hvad jeg går glip af. Hvem ved, måske det rent faktisk er det mest fantastiske i hele verden, at kunne vende sine håndflader opad, og alle folk bare går og tager det for givet, eller  måske er det i bund og grund ikke så vigtigt! Jeg gør jo bare tingene på min måde, og det er jeg da sådan set meget godt tilfreds med!

Det er ikke noget der generer mig i det daglige, hvis og såfremt jeg bare passer på mig selv, og ikke laver alt muligt jeg ikke må! (Hvilket kan være svært, når man nu så godt kan lide at bruge sine hænder!) Ja så går det jo sådan set meget godt. Jeg har selvfølgelig mine begrænsninger i forhold til at jeg i en ung alder arbejdede med alt muligt, det så sidenhen viste sig, ikke var så hensigtsmæssigt. Kronisk seneskedehindebetændelse i begge håndled er temmelig belastende, men som før nævnt, hvis jeg bare opfører mig pænt og ikke laver alt muligt, ja så går det jo meget godt.

Det der er sværest er nok andre folks ideer om hvad man kan og ikke kan, og hvad man i så fald skal gøre for at gøre det ene eller det andet. Det er ikke nogen hemmelighed at jeg har haft mine kampe med det offentlige, og stadig kæmper for at finde min plads i den arbejdende verden, og jeg har virkelig gjort alt hvad jeg kan for at finde min rette hylde, den niche hvor jeg passer ind. Jeg har indtil flere forliste uddannelser bag mig, fabriksarbejde og rengørring, og den uddannelse jeg i sin tid allerhelst ville have haft, var den der startede lavinen af nederlag. Jeg har altid godt kunnet lide at bruge mine hænder, at skabe ting, og være kreativ, så da jeg fik chancen for at prøve kræfter med drømmeuddannelsen som teaterteknisk assistent på Filuren i Aarhus, som en del af min Fri ungdomsuddannelse, var min lykke gjort! Jeg var i praktik i 3 måneder, og kunne derefter konstatere at det ikke lige var det jeg skulle slå mig på, da jeg der, via brugen af skure/boremaskine, limpistol, og andre maskiner og opgaver, udviklede det der sidenhen er blevet kronisk seneskedehindebetændelse.

Ikke at jeg på daværende tidspunkt opgave en kreativ tilgang til arbejdslivet, men nederlag på nederlag, sætter sine spor, og jeg har nu erkendt at mine armes helbred, og fremtidige brugbarhed kommer i første række, i stedet for at forsøge at opfylde samfundets og alle andres forventninger til, hvad de mener jeg kan og ikke kan. Jeg ved godt at de fleste folk kommer med forslag i en god hensigt, og at de kun vil mig det bedste, men det kan altså godt blive en kende irriterende altid at skulle trækkes med alle umulige og urealistiske forslag, tror folk virkelig ikke at jeg har været igennem alt det der?

Jeg fik engang en lægeerklæring til en jobkonsulent der var meget ihærdig for at hjælpe mig med at finde et arbejde. Hun var som meget sød, men havde tydeligvis ikke helt fanget hvad det drejede sig om. I lægeerklæringen stod der højt og tydeligt at undertegnede skal holde sig fra al fysisk arbejde der belaster arme, albuer og håndled, samt arbejde med gentagne bevægelser. Siddende med lægeerklæringen i hånden, hiver den kære jobkonsulent en stak jobannoncer frem, hun havde været så flink at finde til mig. I stakken var der indtil flere rengørringsjobs, samt en annonce hvor Føtex manglede folk til at pakke kød... Det er svært at overbevise så ihærdig en person om, at samtlige annoncer hun havde fundet ikke duede, af den simple grund at mine arme ikke ville kunne holde til det. Hun fik det der blik som så mange får, når man afviser deres tåbelige, men dog velmenene forslag, som siger, " du vil jo ikke, det er bare fordi du er doven".

Fact er, at jeg lige med nød og næppe kan holde til at støvsuge de knap 65 kvadratmeter vi bor i. Det der med at vride en klud op, det kan jeg godt, men ikke 10-15 gange i træk. En opvask kan være en udfordring, og det der med at lave mad, det kan jeg da godt, men i begrænset omfang. Jeg kan ikke gå med en bærepose i strakt arm i mere end 5 min ad gangen, medmindre det er noget ekstremt let der er i den. Jeg er derfor ved at lære mig selv at jeg er nødt til at have en rygsæk med når jeg skal ned i byen, og at jeg i stedet skal bære poser/tasker med bøjet arm, og så hænge den på armen i stedet for. Jeg lavede vandbakkelse i slutningen af januar, og den seneknude der blomstrede op på højre håndled, er endnu ikke forsvundet, og er tvært i mod blevet dobbelt så stor, da haven lige skulle trimmes den anden dag, og andet forfalden husarbejde jo ikke gør sig selv!

Og her ville nogen jo så nok sige, jamen du har da en kæreste, så må han da bare igang! Jaja, det er jo heller ikke fordi jeg laver det hele, mens han sidder på sin falde røv! Vi deles om arbejdet, og da han også har sine begrænsninger, hans er dog psykiske, må vi jo bare få det til at fungere så godt vi nu kan. Hos os er det blandt andet derfor at husarbejdet ikke står højest på "to do" listen. Og skulle folk have et problem med støvet på hylderne og opvasken i køkkenet, ja så skal jeg da gladeligt vise dem hvor sæben og andre rengørringsgenstande er, ellers må de jo lade være med at komme!

Jeg kan somme tider godt falde ned i et sort hul, og være gal og sur over at jeg ikke bare kan gøre som alle andre, men det går som oftest hurtigt over, for det nytter jo alligevel ikke noget. Nogen ville måske også trække det der berømte -der-er-altid-nogen-der-har-det-værre-end-dig- kort frem, men helt ærligt, det kan man fandme da ikke bruge til en skid! JA, der er altid nogen der har det værre end mig, der er folk der lever i konstante smerter, der er folk der dør af kræft hver dag, der er sultne børn og død og ødelæggelse over alt, men det hjælper jo ikke mig i mine mørke timer, såvel som det ikke hjælper kæresten når han psykisk er nede i et stort sort hul! Den spade der har opfundet det udtryk har vist aldrig haft andre problemer end en enkelt neglerod eller to! (og sådan en neglerod kan fandme gøre nas!)

Nå, jeg ved egentlig ikke hvor jeg vil hen med det her, udover måske at udtrykke min frustration over folks manglede evne til bare at acceptere at jeg virkelig gør hvad jeg kan, for at finde min plads i samfundet, som et arbejdende menneske, og at deres velmenene, men, ekstremt irriterende ideer altså ikke hjælper en skid. Jeg skal nok finde en vej, bare lad mig få den tid det nu engang tager, hvor jeg kan tage de hensyn der nu skal tages, for at jeg rent faktisk også kan få et hverdagsliv til at fungere. Dette indlæg er skrevet ad flere omgange, da det der med at skrive også i længden ikke er skide godt. Mine albuer sætter sig fast så jeg ikke kan strække armene uden det giver et stort smæld, og det gør temmelig ondt, så der er nødt til at være pauser i skriveriet.

Jeg skriver ikke denne lange smøre for at hente ynk eller for at folk skal have ondt af mig, for det er der bestemt ikke nogen grund til! Jeg har et godt liv og jeg klager skam ikke. Jeg havde bare brug for at lufte ud i nogle tanker og brokke mig lidt! Det er også lang tid siden, og nu har mine arme været irriterende i et stykke tid, så nu var det altså dem det gik ud over! Det positive er dog, at jeg langt om længe har fundet mine håndledsskinner!


lørdag den 19. april 2014

Fremmede børn, selvransagelse og vielsesringe - en skør blanding..

For tiden bliver der på facebook delt et billede af en vielsesring som er fundet i vandet ved en eller anden strand. Formålet med billedet er selvfølgelig at finde ejermanden, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad nu hvis ejermanden slet ikke gider have den tilbage, og at den lå i det vand, fordi vedkommende bevidst havde kastet den fra sig på den strand...

Det er selvfølgelig pænt af vedkommende der har fundet den, at vedkommende gerne vil give den tilbage til rette ejermand, og hvis det var mig der havde mistet en ring, ville jeg da blive lykkelig hvis en vildt fremmede fandt den, og gjorde et forsøg for at den kom tilbage til mig, og det så rent faktisk lykkedes. Men altså, det kan godt være det er mig der er lidt kynisk, eller noget, men hver gang jeg ser det billede og den tekst, tænker jeg bare, hmm mon ejermanden allerede var blevet træt af sin kone?

I teksten står der også at vedkommende leder efter en mand der er gift med "navn på  kvinden hvis navn er indgraveret i ringen", hvem siger det er en mand? Det kunne da lige så godt være en kvinde der havde mistet den ring, eller smidt den væk! man kan da ikke bare gå ud fra, at fordi man finder en vielsesring med et pigenavn indgraveret, at det så også er en mand der har givet hende den ring...

Ja ja, jeg er i det spekulative hjørne, i -hvad-nu-hvis-hjørnet, og det morer mig altså på nuværende tidspunkt at stille spørgsmålstegn ved den ring! Jeg kunne selvfølgelig også bare være ligeglad, og scrolle forbi billedet og lade være med at læse teksten, hvilket jeg som oftest gør med sådanne efterlysninger. jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg er så modvillig imod alle disse delinger af efterlysninger af alt fra børn til hunde til genstande og indbrudstyve. I og forsig er det jo i nogle sammenhæng meget godt, og beviser at der trods alt findes en bunke venlige sjæle derude i det ganske danske land.

En god veninde og jeg skulle en gang hen i byen, og vi går forbi en børnehave, hvor der står et barn og råber hej til samtlige der går forbi. Min veninde siger hej med det samme, mens vi går forbi, men fordi jeg ikke siger noget bliver ungen ved med at råbe. Jeg ignorere barnet totalt, og min venide spørger selvfølgelig hvorfor jeg ikke vil sige hej til barnet. Jeg kan ærligt talt ikke huske hvad jeg svarede, men jeg er efterfølgende kommet til at tænke over det. I bund og grund er det jo harmløst, og der går da ikke noget af mig, ved at sige hej til det barn, men der opstår bare instinktivt en modvilje, når en unge stædigt står og råber hej efter mig. jeg ved ikke om det er fordi jeg vil bevise at verden er et grumt og ondt sted, eller om der bare er noget socialt galt med mig, når det kommer til børn der råber hej....

Jeg ser jo egentlig mig selv som et positivt, høfligt og venligt menneske, men måske min indre djævel er at jeg nægter at sige hej til stædige børn, og at jeg heller ikke vil dele efterlysninger på facebook. Jeg ved det ikke, men jeg ser det da som et godt tegn at jeg kan ransage mig selv, og stille spørgsmålstegn ved mine handlinger. At jeg så, i min selvransagelse ikke er kommet tættere på et svar, end da min veninde spurgte, kan man jo så undre sig over..Måske er der slet ikke nogen forklaring! Eller måske kan jeg ikke lide det svar der er, og derfor undgår jeg bevidst at nærme mig det? Er jeg bare følelseskold og kynisk?

Det er måske et meget godt spørgsmål, som flere end undertegnede burde stille sig selv en gang imellem. I det hele taget tror jeg det er sundt at stille spørgsmålstegn ved ens handlinger, og give sig selv tid til at undres, og blive klogere på, hvorfor man egentlig reagere som man gør. Jeg kan med sikkerhed sige, at i situationen med barnet på børnehave lågen, blev jeg virkelig irriteret over den insisterende råben, og jeg følte at vi blev afbrudt i vores samtale af at den unge stod der og råbte til folk som den (ja jeg siger altså den om børn jeg ikke kender...) ikke kendte. Min veninde har jo tydeligvis opfattet situationen helt anderledes, og for hende var det den naturligste ting i verden at sige hej tilbage, og det beundre jeg hende for, fordi jeg selv blev en sur "Scrooge"!

Jeg ved jo godt at barnet ikke gjorde det for at irritere nogen, (eller gjorde den??) men jeg tror stadig at skete det samme i dag, ville jeg reagere på samme måde, og det er måske også barnligt af mig, men sådan er jeg nu engang, og det burde jeg måske lave om på, (og her fornemmer man virkelig et men!) MEN, det er jo ikke nogen hemmelighed at jeg ikke just er vildt god til børn, og at jeg i mine teenage år og start 20'ere, desideret ikke brød mig om mennesker i alderen fra, skal vi sige 14 og ned efter!

Jeg har virkelig været anti-børne-kvinde, og havde engang en diskussion med en fyr, der mente at jeg var sindssyg fordi jeg på daværende tidspunkt sagde at jeg ikke ville have børn, da han mente at det var enhver kvindes pligt! Jeg er stadig ikke enig med ham, og jeg mener stadig at han var (jeg ved jo ikke om han har ændret sig) et mandschauvinisisk røvhul! Det er ikke, efter min mening enhver kvindes pligt at få børn, og der er vitterligt nogen kvinder der aldrig burde have haft børn, og der er vitterligt også nogle kvinder som ikke kan få børn, som virkelig fortjente at få det!

Jeg er stadig ikke den store børnefan, men jeg er dog ikke så ekstremistisk som jeg var engang, og jeg er endda gået så vidt som til at sige, at jeg nok engang vil have et barn eller to. I takt med at flere og flere i vennekredsen har anskaffet sig børn, er jeg måske også blevet påvirket, ikke at mit biologiske ur tikker eller noget, men mit antiparti mod børn er mildnet, og jeg kan ligefrem sige at nogle børn er søde. Men fremmede børn, som jeg ikke kender, dem er jeg altså absolut ikke fan af, og det bliver jeg nok heller aldrig...


Nå, jeg tror nok at jeg endnu engang har formået at starte et sted, og ende et helt andet, så det kunne godt være at jeg skulle se at få stoppet, inden jeg kommer over i noget helt tredje! Nu har jeg da i hvert fald fået luftet lidt ud i mine spekulationer, og kan jo så give mig til noget andet, end at tænke over hvorfor en vielsesring er endt i vandet på en strand, og hvorfor jeg ikke vil sige hej til fremmede børn!

onsdag den 5. marts 2014

Mr. Hyde - folks opførsel i Cyberspace!

Nogle gange kan jeg virkelig blive flov på mine medmenneskers vegne, sådan virkeligt dybt og inderligt! Det er som om, at når man sidder bag en computerskærm/tablet/smartphone, nu for at være dækket ind, i disse teknologiske tider.. Nå men altså, når man sidder der bag skærmen, og læser hvad andre folk tillader sig at skrive til folk de ikke engang kender, så ville jeg da nødig møde dem i virkeligheden, hvis det er deres normale måde at henvende sig til folk på!

Jeg følger Jim Lyngvild på facebook, da jeg synes han er et spændende krydderi i den somme tider kedelige hverdag. Det er sjældent, hvis det overhovedet nogensinde er sket, at jeg kommenterer noget han har postet, man tør jo nærmest ikke, når man læser alle de andre kommentarer folk sender. Jim er jo en provokationens mester, og han siger tingene uden omsvøb, somme tider er jeg enig med ham, og andre gange, trækker jeg på smilebåndet og tænker, jaja, vi har alle vore dårlige dage.. Men at folk virkelig kan blive så beskidte og væmmelige over noget en anden har skrevet, og ligefrem svine dem til, i det offentlige cyberspace rum, er mig virkelig en gåde! Hvad er det folk tror de opnår ved at kalde et andet menneske for en sur kælling eller andre knap så flatterende ord? Jeg forstår det ikke!

Er det en folkesygdom, at man mister sin opdragelse, pli og høflighed lige så snart man sætter sig til tastaturet for at ytre sin mening, koste hvad det vil, og uden omtanke for, hvordan det lyder og ser sig ud for andre? Er det en bivirkning af den distanceren man nemt kan tage når ens kommunikation foregår gennem sociale online netværk, frem for hvis man rent faktisk er fysisk sammen med folk!? Jeg kan også blive oprørt over ting jeg læser online, og jeg deltager også i debatter og diskussioner, men jeg forsøger altid at holde en god og høflig tone, og jeg kunne da aldrig drømme om at kalde et menneske jeg ikke kender for en sur/dum/grim/klam/(find selv på flere) kælling/so/spade/røvhul/(find igen selv på flere) det ville jeg aldrig gøre i det virkelige fysiske liv, så derfor ville jeg da heller aldrig gøre det i mit cyberspace liv!

Det er som om at nogle mennesker bliver til frådende monstre når de sidder bag skærmen, som om de slipper tøjlerne for en indre dæmon, der via fingrene flyder gennem tastaturet og ud på diverse fora, sociale medier, og spreder deres galskab og galde hvorend den kommer hen. De glemmer sig selv, det der er almen god opførsel i den virkelige verden, fordufter og forsvinder i den virtuelle, som en Dr. Jekyll og Mr. Hyde, sker der en transformation lige så snart de ser noget, de ikke er enige i. Og i stedet for at tage en dyb indånding, slå koldt vand i blodet, og lige tage sig tid til at skrive et velovervejet og sobert svar, kaster de sig til tastaturet med fråde om munden og røg ud af ørerne! Eller, det er i hvert fald sådan jeg forestiller mig det foregår!

Jeg elsker internettet, og alle de muligheder det giver, den frihed og uendelige mængder af kommunikation og viden man kan få sine grådige fingre i. Verdenen er blevet mindre med internettet, man kan på få øjeblikke være i et fjernt land, bare ved at taste det ind i browserens søgefelt. Man kan kommunikere direkte med folk der sidder på den anden side af jorden, det er jo en fantastisk verden. Men, og der er altid og desværre et men! Et stort og rungende men, for med alt det gode og fantastiske kommer der også alt det negative, for der er sjovt nok, lige som i den virkelige verden, altid nogen der vil ødelægge det for de andre!

Hackere, trollere, løgnere, forbrydere, ja de findes alle sammen, også i den fagre virtuelle verden! Det er så nemt at komme ud med sit budskab på nettet. Jeg er da et godt bevis, med min lille blog, kommunikere jeg også ud til de folk der eventuelt kommer forbi mit lille hjørne af cyberspace, jeg brokker mig, skælder ud, og giver mit syn på tingene, og det er jeg da glad for at jeg kan få lov til. Jeg er hudløst ærlig, og selv om jeg gemmer mig bag et nickname er min lille blog stadig koplet til min google+ konto, det er mit rigtige navn der stå som udgiver af indlæggene, de billeder jeg poster af mig selv, er rent faktisk af mig selv, og alt hvad jeg skriver, er også ting jeg ville diskutere/brokke mig over/rose og begejstres over i den virkelige verden. For mig er der absolut ingen forskel på om jeg sidder og taler med en person fysisk, eller om jeg kommunikere via mit tastatur ud til eventuelle læsere.

Jeg forstår ikke det der med at udgive sig for at være en anden end den man er, jeg forstår ikke at folk kan tage en personlighed af og iklæde sig en anden, lige så snart de er gemt bag en skærm.Jeg forstår ikke at folk vil sætte sig selv i et dårligt lys, ved at kalde en anden for en sur kælling, frem for eventuelt at udtrykke sig på en lidt mere flatterende måde! Specielt på facebook, hvor de fleste da trods alt har en profil med deres eget navn og billede. Selv om der selvfølgelig også vrimler med falske profiler derinde, ligesom der gør det alle andre steder i cyberspace!

Jeg bliver bare så trist når jeg så sidder der og læser folks ubehagelige kommentarer til hinanden, og hvordan folk i stedet for at hæve sig over det grimme sprog, bliver grebet af det og synker ned på laveste fællesnævners niveau, hvor al god opførsel, høflighed og god opdragelse er en by i Rusland på en meget kold og forfrossen dag! Hvorfor er det at folk gør det? hvorfor er det at dæmonen er så let at tirre? hvorfor er det at så mange mennesker, i stedet for at slappe af, og sprede gode budskaber, partou skal ytre deres holdninger på den mest uflatterende og grimmeste måde muligt? Jeg forstår det virkelig ikke!

Og når der så er nogen der stiller spørgsmålstegn ved folks måde at ytre sig på, får de oftest kastet i hovedet, at vi har ytringsfrihed og at det er min ret at sige hvad jeg mener! Jaja, det er da også rigtigt, men ytringsfriheden er jo ikke lig med, at du SKAL ytre dig, uanset hvad, og på den mest grimmest tænkelige måde, ytringsfrihed er muligheden for at ytre sig, muligheden for at tilkendegive en holdning, et synspunkt et modargument eller en støtte til tingene, men det er ikke noget man SKAL! koste hvad det vil! Det er muligheden man kan gribe, eller lade være. I mange tilfælde ville det nok være bedre om folk lod den falde til jorden, frem for at gribe, eller flå den ud af hænderne på andre.Ytringsfrihed er din ret, ikke din pligt!

fredag den 28. februar 2014

25 døende ord - en lille historie til deres bevaring.

Jeg har sat mig selv på en opgave, inspireret af en artikel, delt på facebook, blev jeg opmærksom på at der er 25 ord der er på vej ud af det danske sprog. Og da jeg jo har en forkærlighed for ord, og somme tider de lidt sære af slagsen, har jeg nu sat mig for at skrive en tekst som indeholder alle 25 døende ord. Jeg lover ikke at det bliver godt, men her kommer der en lille fortælling hvor ordene bestemmer indholdet...



I fordums tid, da alting var bedre, større og mere fantastisk, i gamle dage, da alle var venlige og volden var mindre og alting idyl, da boede der en mand og en kone, ude i et lille hus i skoven. Huset var lille men hyggeligt, og de to havde det dejligt, de havde en søn som de elskede højt, han var dog fløjet fra reden for nogle år siden, og havde taget alt sit pikpak med sig, så nu var de kun de to, og det var nu også ganske godt. Manden sørgede for alt det udendørs, mens konen stod for husholdningen og administrerede husholdningspengene med hård hånd! Hun var noget af en sparegris, og hver en øre blev vendt og drejet førend der blev brugt penge på noget. Hun havde en stor portemonnæ som hun havde i en taske som hun altid gik med tæt ind til kroppen, når hun var ude at handle. Hun gik ofte forbi isenkræmmeren og kiggede på alle de nymodens ting, men hun købte aldrig noget for hun mente at alle de elektroniske dimsedutter blot ville være en hæmsko i hendes husholdning, hvad var der nu i vejen med god gammeldags knofedt!

Hver morgen drak de morgenkaffe præcis kl. 7, og kvart over var der ryddet af bordet og så var det i gang med dagens dont, der var aldrig tid til en påtår eller en lille morgensnak, for der var jo så meget der skulle gøres. Manden trak i sine overalls og gik ud i skoven for at fælde træ. Konen gik igang med rengøringen, efterfulgt af en lille tur over til naboen. Naboen var en rigtig pappenhejmer, hun kendte alt og alle, og elskede at sladre om dem der ikke var til stede! Hvis der var nogen der havde noget at skjule, eller havde svagheder som måske ikke kom andre ved, ja så kunne man være sikker på at hun vidste det!

Ikke nok med at hun var en sladdertante, så var hun også hoven, og elskede at nedgøre alle andre, og det var en gåde for manden, hvorfor hans kone ustandseligt rendte derovre! Han kunne blive noget så olm når hun så kom hjem og fortalte om alt den sladder hun havde hørt! Naboens mand var en lille mandsling der aldrig sagde noget, ja faktisk var han lidt af en gnom, han handlede med manufakturvarer og tjente vidst meget godt. De havde i hvert fald råd til at køre med hyrevogn når de skulle ind til staden.

Manden var lidt misundelig, de havde ikke råd til at køre med hyrevogn, og han mindedes de få gange han i sine ungdoms vår havde haft en hyrdetime i en droske, og forestillede sig hvordan det ville være i en hyrevogn. Ikke helt så romantisk konkluderede han, og blev helt forlegen over sine egne bramfrie tanker.

Konen var træt af sin mands overalls, de var slidte og beskidte, og hun syntes han lignede en lazaron når han sådan gik med huller på knæene og med pletter over det hele. Hun ville ikke have ham ind, når han kom hjem fra skoven, og hun kunne være noget så brysk når han nu bare gerne ville ind i varmen. Men hver gang måtte han stå ude på måtten og skifte tøj. Han foretrak sine overalls, de sad så godt, og var praktiske, i stedet for almindelige bukser, der altid skulle holdes oppe af en livrem.

Hos genboen lød der ofte en frygtelig larm, de hørte pigtrådsmusik hver weekend og drak sig fulde og skabte sig. Konen forsøgte ofte at opvigle manden til at gå over og klage, men han brød sig ikke om at blande sig, hans mundheld var at feje for egen dør først, og han larmede jo også i skoven hver dag med sin økse. Det kunne konen ikke bruge til noget, og hun kunne blive noget så fortørnet, når manden ikke ville gå over og klage. De unge mennesker der boede i genbohuset var blevet hendes kæphest, og hun yndede at sidde ovre ved naboen og beklage sig over dem hver eftermiddag. Så kunne de sidde der og skutte sig over hvordan ungdommen dog var nogle værre nogen, og at det var meget bedre den gang de var unge.


Slut..


Ja det var så lige en lille historie med de 25 døende ord, ordene og deres betydning kan findes her og så håber jeg at jeg har brugt dem rigtigt...

fredag den 22. november 2013

Valgplakater - en torn i øjet!

For noget tid siden, inden vi skulle stemme til kommunevalget, var der en masse ståhej i nyhederne omkring partier der tyvstartede med at sætte valgplakater op. Der var en masse ballade, og diskussion om hvorvidt det var acceptabelt at partierne brød reglen med, at de først måtte hænge valgplakaterne op en given dato kl. 00.00, efter min mening skulle de slet ikke hænges op!

Nu er valget vel overstået, resultaterne vil jeg slet ikke komme ind på, og spørgsmålet er, hvorvidt man kommer til at mærke en forskel, de steder hvor der har været kraftig udskiftning! Nå men som sagt, valget er ovre, og så er det at man godt kunne ønske sig at partierne viste samme ivrighed når det gælder om at få valgplakaterne ned igen!

Det kan godt være at de valgplakater hiver nogle stemmer hjem, personligt ville en valgplakat aldrig gøre at et bestemt parti/person fik min stemme. Vi skriver 2013 og helt ærligt, computeren, smartphonen og de sociale medier ER opfundet, hvorfor pokker bruger man så ikke penge på at fyre nogle gode kampagner af der, i stedet for det resursespild som valgplakater i min termologi er!

Jeg ved ikke hvorfor valgplakater irriterer mig så meget, men det gør de altså, jeg synes de er grimme, de skæmmer og er en torn i øjet, og det er endnu mere irriterende når man så ser i fjernsynet hvordan de forskellige partier flere timer før, de rent faktisk må, begynder at sætte plakater op, alle mulige og umulige steder, når man så samtidig ved, at de jo ikke, ligeså snart valget er slut, er lige så ivrige med at pille dem ned igen!

Ofte bliver de jo hængende til de selv falder ned, og så kan de ligge i vejkanterne og blive smattede og forurene gader og stræder, vejkanter og cykelstier. Jeg synes det er noget svineri, og de partier der ikke får pillet deres plakater ned, burde faktisk straffes med en klækkelig bøde! Der burde være en regel der sagde, at alle valgplakater skal være pillet ned, senest 2 dage efter et valg er overstået, og for hver plakat der ikke er pillet ned, koster det, lad os sige, 1000 kr. i bøde! Så kunne det måske være de kunne få fingrene ud fra et vis sted, og få pillet dem ned, i lige så stor hast, som de fik dem op!

Jeg ved godt jeg er en sur mokke, men altså, valgplakater er bare en torn i mine øjne, og jo længere tid de hænger, jo mere begynder mine øjne at bløde! Jaja, jeg ved godt jeg overdriver, men nogle gange fremmer det altså forståelsen.

Og nu vi er ved valg, kan jeg jo lige så godt fortsætte med at brokke mig! Både DR og TV2 havde afsat hele aftenen på valget, og kom med prognoser og spådomme og bla bla bla, flere timer før valgstederne overhovedet var lukket, hvorfor pokker kan de ikke bare vente med at sende, til de rent faktisk er begyndt at tælle stemmerne op!? Hvad gavner det, at en bunke "eksperter" kommer med den ene eller den anden udtalelse, når der ikke er noget der er afgjort endnu.. jeg forstår det sgu ikke...

Men hva, nu er jeg jo heller ikke sådan vildt politisk, så måske det er derfor jeg ikke forstår det...? I hvert fald burde de, efter min mening droppe de valgplakater, og så benytte sig af lidt mere moderne metoder, samtidig med at medierne burde skrue lidt ned for dækningen, når der alligevel ikke er sket en skid.

Men det er jo tv i en nøddeskal, de kan få meget lang tid til at gå med absolut ingenting, nok også derfor, jeg som oftest slukker og giver mig til noget andet!

tirsdag den 29. oktober 2013

Peter og ulven - nutidens meteorloger og vejret

Peter og ulven, et ganske glimrende eventyr, passer nu meget godt på det danske vejr. Ulven er vejret, og Peter er meteorlogerne. Peter har ofte råbt ulven kommer, men folkene omkring ham har ikke taget ham alvorligt, for Peter driller jo bare. I går drillede Peter ikke, og det kan man tydeligt se på alle de trampoliner der har fået lov til at se hvordan tingene ser ud fra naboens grund.

I går døde to personer som følge af stormens rasen, og skadestuerne bugnede af tilskadekomne, hvorfor alle disse mennesker vovede sig ud i stormen, kan man kun gisne om, men man fristes til at tænke, at mange af dem ikke troede på meteorlogernes advarsler.

En brandmand blev interviewet af DR som fortalte om folk der midt i stormens rasen skulle ud og jogge, eller krydsede afspærede områder, cyklede under store gamle træer osv. hvad der får folk til at ville ud og løbe midt i en storm er mig en gåde! Jeg synes det var rigeligt at jeg måtte ud og tage vores lille græskarbord ind, da vi helst ikke ville have det til at smadre en af naboernes biler.

Trafikken gik i stå, Danmark var lammet og mange folk strandet på stationer og hoteller, flere folk beklagede sig over at de hverken kunne komme frem eller tilbage og et kaos af trafikale problemer hobede sig op! Jeg tror det er noget vi skal til at vænne os til. Peter råber ofte "ulven kommer" og i de fleste tilfælde gør han det for sjov, men med de globale forandringer der sker, bliver det i fremtiden nok oftere at Peter får ret, og ulven rent faktisk kommer.

Men indtil videre er vi heldige, hverken København, Aarhus eller andre byer er blevet jævnet med jorden, vejene er ikke skyllet væk i en tsunami, og strømmen var kun midlertidigt borte i dele af landet og der er ikke flere tusinde fastklemte i ruinerne af sammenstyrtede bygninger, Danmark har i bund og grund reddet denne storm meget pænt af, og genopbygningsarbejdet er vel overstået om nogle dage.

Personligt synes jeg det er interessant den måde folk reagere på, de indslag der var i nyhederne i går, viste en masse frustrerede mennesker der var strandet diverse steder, og jeg ville da helt sikkert også være træt af det, hvis det var mig. Men jeg håber samtidig også, at jeg i sådan en situation, ville glædes ved, at jeg stadig har et hus, en by og et liv at vende hjem til, når stormens rasen er ovre. At jeg er taknemmelig for, at stormene i Danmark, på trods af sine 200 km. i timen, ikke formår at udradere andet end stilladser, træer, trampoliner, gavle, tagplader og andre let fastspændte genstande.

Det kan virke helt humoristisk når Peter går amok med advarsler og formaninger, og resten af Danmark bare siger pff, det sagde du også i fjor, og der skete jo ikke noget, og så se folks reaktion, når Peter så rent faktisk får ret, og Danmark bliver indhyllet af ulven, det så være sig storm, sne, hedebølge eller voldsom regn. Folk bliver nærmest sure over at Peter får ret, hvad bilder han sig egentlig ind! Sådan en fløs!

Jeg tror som sagt, på baggrund af de globale forandringer der sker, at ulven vil komme oftere i fremtiden, og den vil komme i mere ekstrem form end tidligere, og det vil nok tage tid for folk at vænne sig til, at Peter altså til tider har ret.

Jeg vil i hvert fald tage mine forholdsregler, og næste gang Peter råber "ULVEN KOMMER" vil jeg prise mig lykkelig for, at jeg trods alt bor i lille Danmark, og ikke i New Orleans eller et andet sted, hvor ulven trods alt mere ligner en varulv end en almindelig gråulv der hurtigt strejfer gennem landet...


mandag den 14. oktober 2013

Bål og brand - en lille sang

Jeg går og roder lidt med nogle tekster en gang imellem, og en dag sad jeg og og legede lidt med et digt jeg har skrevet for laaaang tid siden. Lige pludselig var der en melodi, og vupti havde jeg lavet digtet om til en lille sang. Efter lidt arbejde med sangen, blev det til dette resultat, det hele er optaget på min computer, via programmet Audacity, alle stemmer har jeg selv indsunget, og den eneste stemme jeg har pillet ved, er den dybeste af dem, den har jeg indsunget i normalt toneleje og så sænket tonen, da jeg desværre ikke er udstyrret med en speciel god dybde..

Videoen er virkelig uinspirerende, da jeg overhovedet ikke har fået sat mig ordentligt ind i, hvordan det program jeg har, virker, men men, nu har man jo fået blod på tanden, så mon ikke der kommer en lidt bedre video på et tidspunkt, og så fik jeg jo også lige testet hvordan det fungerer at uploade videoer til bloggen, og det var jo ikke specielt kompliceret.

Men både sang og video må vist vente lidt med at blive gjort mere ved, for nu står Halloween jo snart for døren, så der er nok at se til! Har fået startet rigtig godt, men en skøn tur til København, og en tur i Tivoli! Sikke alle de græskar de havde fået samlet sig sammen! Virkelig gennemført pyntet, og fantastisk stemning! En tur i "Dæmonen" blev det da også til, den var sjov, men alt for kort, kunne sagtens have taget et par ture mere, men gad ikke stå i kø i 20 min. igen!

Alt i alt var det en rigtig dejlig tur, der også bød på dejlig hygge med min mors kusine, og en tur i Zoologisk have, hvor jeg rigtig kunne få afprøvet zoomen på det nye kamera! Jeg burde dog have haft et stativ med, men vi vurderede at jo mindre bagage jo bedre, så stativet blev droppet, det gør det nok ikke næste gang!

Nu vil jeg til at i seng, en ny dag truer i morgen, og der er jo så meget jeg skal nå, inden Halloween!!!


Heksehus i Tivoli, det måtte godt have taget med mig hjem!