Folk der poster billeder af friske jordbær er onde - facebooks sadistiske univers!

Så sidder man der og scroller ned på sin newsfeed på facebook, og bliver mere og mere anspændt og pinefuld. Det ene lækre billede af dejlige friske jordbær efter det andet dukker frem på skærmen, og man sidder der og er lige ved at kortslutte tastaturet i mundvand!

Facebook er et sadistisk og ondt univers, der kun er ude på at pine folk hvis køleskab samt køkkenskabe er råbende tomme for alt hvad der tilnærmelsesvis ligner noget der smager godt! Hvad nytter et halvt hoved iceberg, der forøvrigt er ved at være slatten, en mælk der vist nok er lige ved og næsten sur, en kvart pakke rugbrød der måske, måske ikke er en kende muggent, og en tom bøtte nutella, når facebook flyder med billeder af store, saftige, røde, søde, lækre JORDBÆR!!!

Man farer straks op, og drøner ud i køkkenet, med et febrilsk håb om, at der alligevel skulle være noget lækkert der kan hamle op med friske jordbær, et eller andet, knap så åbenlyst sted. Man roder rundt i skuffer og skabe, i køleren og i fryseren, uden den mindste lille bitte anstrøg af noget brugbart. Og dog! Hvad finder man så, der nede, aller aller nederst i bunden af kummefryseren? En lille snoldet pose frosne jordbær, der hverken er søde, store eller specielt lækre... De kan da til nød bruges, men hvor er duften, fornemmelsen af sommer, af barndommens jordbærfrådseri, når man står der med en stenhård isklump der ikke engang bare tilnærmelsesvis dufter af jordbær! Man dør lidt indeni!! Det gør man altså! Jeg overdriver ikke, overhovedet!!

Nå, og så står man der med den frosne jordbærklump, og forsøger at forestille sig, at de er friske, velduftende og lækre, mens man febrilsk leder i køkkenskabet efter sin stavblender som man i ransagelsen af køkkenet efter jordbærlignende godter har fået lagt et eller andet fuldstændig tåbeligt sted hen. Og når man så har fundet den frem, og har fået mikset de meget lidt friske, men temmelig meget frosne jordbær med den vist nok, næsten sure mælk, lidt sukker og en sjat vanilje, ja så får man jo den tåbelige ide, at man da lige kan sætte sig ved computeren og stene lidt på facebook, mens man "nyder" sin jordbærmilkshake..

Dét skulle man så ikke have gjort, for hvad dukker frem, FRISKE JORDBÆR!!! Endnu en grund til at være træt af sommeren! Ikke nok med at det er varmt, specielt om natten! der er også insekter der bider, så man kommer til at ligne Quasimodo, og pollen der får ens øjne og gane til at klø som havde man ædt en hel pose kløpulver! Det er lyst, hele tiden og altid! Der er alskens kvaler når det er sommer, men det værste er og bliver, (altså liiige på nær det der med at det er varmt om natten, og det bliver skide tidligt lyst, og fuglene begynder at larme kl. 03.00 om natten så man ikke kan sove!!!) billeder af friske jordbær på facebook, når man ikke selv har nogen, og ikke lige umiddelbart har mulighed for at få fat i nogen!

Nej, facebook er og bliver et sadistisk og ondt sted, som man faktisk burde holde sig helt fra, så længe der bare er nogen som helst chance for at der findes friske jordbær der kan tagets billeder af, og blive postet derpå!

Man kan sige, at det jo sådan set gælder for alle former for madbilleder! Sidder man der og er småsulten, eller måske storsulten, og ens køleskab er lige så tomt som ens mave, så er det faktisk noget af en præstation at bevare fornuften og selvbeherskelsen, ved at scrolle ned på sin newsfeed. Hvad folk ikke formår at poste, som om alle andre end en selv, bare har et køkken og et køleskab der bugner af alskens godter man kan kombinere på alskens vidunderskønne måder, og derefter poste dem, så alle andre kan sidde og vansmægtes. Det er sgu da ondt!

Jeg ved godt at jeg ikke skal gøre mig for god, også jeg poster billeder af mad, når jeg ellers har noget, der er værd at flashe og vise frem. (Ikke at jeg gør det hele tiden, jeg bagte faktisk kanelsnegle for nylig, UDEN at poste det på facebook!!!) (jaja, der polerede man lige glorien lidt... ) Det hører sig ligesom med, når man selv har noget godt, er der da ikke noget bedre end at gnide lidt salt i såret hos dem der ikke har! Hæh! Det er faktisk lidt sjovt at tænke på, nu hvor teknologien har gjort det til alle mands eje at kunne tage billeder, at man så føler sig nødsaget til at dokumentere selv den mindste rugbrødsmad med æg og tomat, og ligefrem også lige skal vise det til hele ens omgangskreds/kollegaer/familie/what-ever-man-har-af-facebook-venner..

Tænk hvis samme trend var populær før facebook, smart phones og digital kameraet var opfundet, så var man nødt til at tage billedet med sit analoge kamera, gå ned i en butik og få fremkaldt billederne, for derefter at sende dem med posten til dem man nu følte skulle vide hvad man fik til aften i går... eller rettere sagt, den anden dag, for det tager jo alligevel sin tid før billederne er fremkaldt, og billedet er postet, (postet, som i puttet i en postkasse, du ved, de der sjældent tilgængelige røde kasser der står hist og her i det ganske land)

Eller hvis man måtte sidde og ringe til alle folk for at fortælle hvad man fik til morgenmad... man ville jo aldrig komme afsted på arbejde.. Jaja, der er mange sjove scenarier, man kan forestille sig, hvis man skulle omforme hvad vi gør i dag, til hvordan de ville have blevet udført for bare 20 år siden..

Og selv om jeg er et brokkehoved, så er jeg nu godt tilfreds med både facebook og smart phones, og alle de andre teknologiske påfund vi omgives af, jeg bruger jo selv flittigt mange af dem, og det vil jeg nu nok også blive ved med, selv om folk bliver ved med at poste billeder af friske jordbær.. Jeg må jo bare se at få anskaffet mig nogen selv, så jeg kan blive en af de sadistiske røvhuller med billeder af lækre, store, søde, modne, friske jordbær!

Forunderligt - et digt

Tænkte det var på tide at poste et par digte. Jeg poster dem enkeltvis, da de ingen sammenhæng har med hinanden, udover at de alle er meget gamle, og alle sammen er temmelig mørke og dystre. Som jeg også har beskrevet i afsnittet Digte- en forklaring og en præsentation af kommende digte på denne side, så har mine dystre og til tider makabre digte intet med min mentale sindstilstand at gøre, da digtene blev skrevet, bare lige for at få det helt på plads!

Dette digt er skrevet i 2007

Forunderligt

Skrevet i år 2007

Forunderligt er det at sidde her
Og føle dig så uendeligt nær
Selvom du slet ikke er der

Forbløffende er det at tænke på
At med kærlighed kan man næsten få
En hverdag til at fungere

Forjættende er det at kunne vide
At den man allermest kan lide
Faktisk kan gengælde følelsen

Fornuftigt er det at gøre det klart
At man for pokker skal være parat
Før man kan slå pjalterne sammen

Forundrende er det at føle sig tryg
Når verden som regel er temmelig styg
Og ikke til at begribe

Forbandet er det at være så trist
Når man hellere vil være optimist
Og glædes ved det der er givet

Det mørke blod - et digt

Tænkte det var på tide at poste et par digte. Jeg poster dem enkeltvis, da de ingen sammenhæng har med hinanden, udover at de alle er meget gamle, og alle sammen er temmelig mørke og dystre. Som jeg også har beskrevet i afsnittet Digte- en forklaring og en præsentation af kommende digte på denne side, så har mine dystre og til tider makabre digte intet med min mentale sindstilstand at gøre, da digtene blev skrevet, bare lige for at få det helt på plads!

Dette digt er fra 2006.

Det mørke blod
Skrevet i år 2006

Det mørke blod fra såret 
drypper ned fra håret 
løber ned af kinden 
og størkner let I vinden 

Det mørke blod I mine årer 
render vildt som mine tårer 
bruser som en flod 
mit varme mørke blod 

Det mørke blod på mine hænder 
farver bladet som jeg vender 
blandes med de ord jeg læser 
størkner mens det blæser 

Det mørke blod I mine tanker 
hør hvor højt mit hjerte banker 
blusser rødt I mine kinder 
efter ofrene jeg finder 

Den sande ondskab - et digt

Tænkte det var på tide at poste et par digte. Jeg poster dem enkeltvis, da de ingen sammenhæng har med hinanden, udover at de alle er meget gamle, og alle sammen er temmelig mørke og dystre. Som jeg også har beskrevet i afsnittet Digte- en forklaring og en præsentation af kommende digte på denne side, så har mine dystre og til tider makabre digte intet med min mentale sindstilstand at gøre, da digtene blev skrevet, bare lige for at få det helt på plads!

Dette digt er fra 2008.

Den sande ondskab
Skrevet i år 2008

Du er livet der græder over tabte år 
du er kroppen der skriger over væskende sår 
du er hjertet der bløder over forliste drømme 
du er tårer af forgrædte strømme 
du er sjælen af mistede håb 
du er koret af tavse råb 
du er stemmen der synger om svidende smerte 
du er døden der slukker min kerte 
du er fortidens gemte skeletter 
du er mørket i ensomme nætter 
du er frygten der lurer i skyggen 
du er den der altid vender mig ryggen 

Du er stenen der kastes mod ruden 
du er stormen der drukner skuden 
du er krigen i menneskets indre 
du er ondskaben der ej kan forhindres 
du er sygdommens gullige hud 
du er den alt fordømmende gud 
du er galden der river i svælget og næsen 
du er monsterets hadske hvæsen 
du er sindets indre dæmoner 
du er krigsherrenes buldrende kanoner 
du er manden der svinger med leen 
jeg er menneksket der bløder i sneen

Læs dette indlæg, eller du skylder en øl! - Nomineringer i skudlinjen!

Det kan godt være det bare er mig der har en sær form for humor, eller bare generelt ikke fatter den der tendens, men hvad i hele hule helvede sker der lige for de der facebook nomineringer!!??? Jeg kan vitterligt ikke se det sjove/seje i at man hopper i en sø/å/hav/hvad-ved-jeg- fordi en eller anden anden, siger at man skal, fordi en tredje har sagt at nr. 2 skulle, fordi en fjerde har sagt at.... osv. for ellers skylder man en middag/øl/biftur/what-ever! Seriøst, jeg kan virkelig ikke se meningen med det! Og jeg forstår slet ikke at folk rent faktisk gør som "nomineringerne" siger man skal, det er sgu da online gruppepres!

Keder folk sig virkelig så meget, at de er nødt til at hoppe i en sø, fordi en eller anden siger man skal? Eller hvad er det lige der sker? Og den der med øllet, hvor man skulle bunde en øl, ellers skyldte man den, som havde nomineret en, en kasse! Seriøst! Jeg kan forstå 16 årige drenge synes det er sjovt! Men voksne mennesker! Og det samme gælder egentlig de der vandpjaske nomineringer! Hvad sjovt er der ved det??

Og så de der fabrikerede modsvar, hvor der står noget med, at hvis man bliver nomineret, så skylder vedkommende der nominerer en, en middag... really! Hvorfor føler man behov for at modvirke en eventuel nominering, i stedet for bare at være pisse lige glad, og ignorere en eventuel nominering!! Er folk virkelig så nemme at manipulere med? Er alle mennesker bare sådan en flok lemminger der bare springer i havet straks den første er røget?

Jeg ved godt at der altid har været de der "I dare you" ting, hvor venner i forskellige sammenhæng, har udfordret hinanden, men hvorfor er det nu blevet overført til cyberspace! Er folk så afhængige af deres cyber liv, at de hellere vil sidde på facebook og nominere folk, for derefter at filme hvad de foretager sig, så selv samme venner kan se udfordringen på facebook? Det er sgu da sørgeligt! I stedet for at de mødes ved den sø og så hopper i sammen....

Jeg forstår det simpelthen bare ikke! Altså det der med at folk bare hopper med på bølgen, om det så er øl, søer eller hvad ved jeg. Og så er der dem der så forsøger at afværge det, ved at give det der før omtalte modspil. Men i mine øjne er det da lige så slemt. Det at man føler behov for lige at pointere at de altså ikke gider hoppe i en sø!

Personligt kunne jeg ikke være mere ligeglad om jeg blev nomineret eller ej! Seriøst, hvis jeg ikke gider hoppe i en sø, så hopper jeg sgu ikke i en sø, bare fordi en eller anden synes det kunne være sjovt, og så samtidig mener at jeg skulle skylde vedkommende noget, hvis jeg ikke gør som vedkommende siger... Det er sgu da en form for kæde afpresning!

Og folks kommentarer til de der videoer, "ååh hvor er du sej", "godt gået" ect. helt ærligt, det er fandme da ikke en skid sejt! Folk roser andre folk for at ligge under for andres pres, for at føle sig nødsaget til at hoppe i en skide sø, for at undgå at skylde andre noget.. Helt ærligt, det er fandme da åndssvagt!

For det første, dem der ikke gør som nomineringerne siger, skylder overhovedet ikke en skid! Hvorfor skulle de? De har ikke selv bedt om at blive nomineret, og nej, man taber sgu ikke ansigt hvis man nægter at gøre noget, nogen andre synes kunne være sjovt, bare fordi de har skrevet det på facebook...

Jeg ved godt at det "bare" er for sjov, at det "bare" er venskabeligt drilleri, at det "bare" er-jeg-ved-ikke-hvad- men jeg kan ærligtalt ikke se det sjove i det! Og måske jeg bare har været heldig, at der ikke er nogen der har nomineret mig, til hverken øl eller vand, eller også kender folk mig så godt at de ved, de alligevel ikke vil få en skid ud af det.. Og om ikke andet, så ved folk der læser dette sure opstød det da i hvert fald nu...

Jeg ved godt at min tone i det her blog indlæg er temmelig surt og hårdt, men jeg synes virkelig bare de nomineringer er tåbelige! Og det undre mig virkelig dybt og inderligt at så mange folk rent faktisk hopper med på dem.. Så tjaa, måske det bare ér mig der er en sur humorforladt mokke, men hey, det har jeg det sgu egentlig fint med at være! ;) Og skulle du nu være kommet så langt i mit sure opstød, så kudos til dig, og nej, du skylder mig ikke nogen øl!

En udadrotationsdefekt's beklagelser! - lidt om mig, mine arme og deres begrænsninger.

Jeg er født med udadrotationsdefekte albuer! Eller det vil sige, i starten troede vi egentlig kun at det var den ene albue der var defekt. Men som tiden er gået har det vist sig at begge albuer i mere eller mindre grad er defekte. Udadrotationsdefekte albuer, er noget af en definition, og i første omgang troede jeg faktisk at det var et ord min læge selv havde opfundet, i mangel af bedre! Men på den anden side var det faktisk rart at få sat et ord på, i stedet for den lange forklaring der altid har fulgt med, når folk har spurgt ind til det.

At have udadrotationsdefekte albuer, betyder at jeg ikke kan vende håndfladerne opad, så jeg skal ikke slå mig på at blive tigger, med mindre jeg har en hat, eller anden beholder folk kan smide penge i! Jeg skal heller ikke slå mig på at blive en af de der religiøse der altid står med håndfladerne vendt opad, med himmelvendte øjne og et sagligt smil, det ville simpelthen se for sært ud! Nå men ud over at håndfladerne ikke gider vende opad, kan jeg heller ikke strække armene helt ud, og jeg mangler det der lille overstræk man har, hvilket besværliggører det at bære på poser i længere tid ad gangen.

venstre arm er mest påvirket, og det var også den der var fokus på, da det i sin tid blev opdaget. Mine forældre lagde mærke til, at når de for eksempel legede klappe-kage-håndbevægelsese-lege med mig, ville jeg ikke vende håndfladen opad, hvortil de konkluderede at et lægebesøg måske var en god ide. Derefter blev jeg sendt til røntgenfotografering på Silkeborg sygehus, og derfra til ortopædkirurgisk i Aarhus. Der gik jeg så til kontrol et par gange, hvorefter de konkluderede at vi selv måtte henvende os i fremtiden hvis og såfremt der skete nogen udvikling.

Men udviklingen skete jo temmelig gradvist, og som jeg voksede til, blev højre også påvirket. Den har jo nok altid været det, bare ikke i så udpræget grad som den anden. Så det var først da jeg midt i 20'erne begyndte at lægge mærke til at jeg altid var ved at tabe byttepengene i bussen, eller i butikkerne, at det gik op for mig, at noget havde ændret sig. Jeg er temmelig overbevist om, at jeg har kunnet vende højre håndflade helt opad, uden problemer, for min måde at demonstrere min lille udadrotationsdefekt har altid været at vise det ved at vende højre håndflade opad på normal vis, og vende venstre det meget lidt den nu kan, for derefter at dreje den den anden vej, hvor jeg rent faktisk kan vende den helt fladt opad, det ser bare lidt sært ud, og folk glor så underligt når man tager imod fx. byttepenge på den måde!

Jeg er ofte blevet spurgt om ikke jeg er træt af at mine arme er som de er, men jeg har jo aldrig prøvet andet, og derved ved jeg jo ikke hvad jeg går glip af. Hvem ved, måske det rent faktisk er det mest fantastiske i hele verden, at kunne vende sine håndflader opad, og alle folk bare går og tager det for givet, eller  måske er det i bund og grund ikke så vigtigt! Jeg gør jo bare tingene på min måde, og det er jeg da sådan set meget godt tilfreds med!

Det er ikke noget der generer mig i det daglige, hvis og såfremt jeg bare passer på mig selv, og ikke laver alt muligt jeg ikke må! (Hvilket kan være svært, når man nu så godt kan lide at bruge sine hænder!) Ja så går det jo sådan set meget godt. Jeg har selvfølgelig mine begrænsninger i forhold til at jeg i en ung alder arbejdede med alt muligt, det så sidenhen viste sig, ikke var så hensigtsmæssigt. Kronisk seneskedehindebetændelse i begge håndled er temmelig belastende, men som før nævnt, hvis jeg bare opfører mig pænt og ikke laver alt muligt, ja så går det jo meget godt.

Det der er sværest er nok andre folks ideer om hvad man kan og ikke kan, og hvad man i så fald skal gøre for at gøre det ene eller det andet. Det er ikke nogen hemmelighed at jeg har haft mine kampe med det offentlige, og stadig kæmper for at finde min plads i den arbejdende verden, og jeg har virkelig gjort alt hvad jeg kan for at finde min rette hylde, den niche hvor jeg passer ind. Jeg har indtil flere forliste uddannelser bag mig, fabriksarbejde og rengørring, og den uddannelse jeg i sin tid allerhelst ville have haft, var den der startede lavinen af nederlag. Jeg har altid godt kunnet lide at bruge mine hænder, at skabe ting, og være kreativ, så da jeg fik chancen for at prøve kræfter med drømmeuddannelsen som teaterteknisk assistent på Filuren i Aarhus, som en del af min Fri ungdomsuddannelse, var min lykke gjort! Jeg var i praktik i 3 måneder, og kunne derefter konstatere at det ikke lige var det jeg skulle slå mig på, da jeg der, via brugen af skure/boremaskine, limpistol, og andre maskiner og opgaver, udviklede det der sidenhen er blevet kronisk seneskedehindebetændelse.

Ikke at jeg på daværende tidspunkt opgave en kreativ tilgang til arbejdslivet, men nederlag på nederlag, sætter sine spor, og jeg har nu erkendt at mine armes helbred, og fremtidige brugbarhed kommer i første række, i stedet for at forsøge at opfylde samfundets og alle andres forventninger til, hvad de mener jeg kan og ikke kan. Jeg ved godt at de fleste folk kommer med forslag i en god hensigt, og at de kun vil mig det bedste, men det kan altså godt blive en kende irriterende altid at skulle trækkes med alle umulige og urealistiske forslag, tror folk virkelig ikke at jeg har været igennem alt det der?

Jeg fik engang en lægeerklæring til en jobkonsulent der var meget ihærdig for at hjælpe mig med at finde et arbejde. Hun var som meget sød, men havde tydeligvis ikke helt fanget hvad det drejede sig om. I lægeerklæringen stod der højt og tydeligt at undertegnede skal holde sig fra al fysisk arbejde der belaster arme, albuer og håndled, samt arbejde med gentagne bevægelser. Siddende med lægeerklæringen i hånden, hiver den kære jobkonsulent en stak jobannoncer frem, hun havde været så flink at finde til mig. I stakken var der indtil flere rengørringsjobs, samt en annonce hvor Føtex manglede folk til at pakke kød... Det er svært at overbevise så ihærdig en person om, at samtlige annoncer hun havde fundet ikke duede, af den simple grund at mine arme ikke ville kunne holde til det. Hun fik det der blik som så mange får, når man afviser deres tåbelige, men dog velmenene forslag, som siger, " du vil jo ikke, det er bare fordi du er doven".

Fact er, at jeg lige med nød og næppe kan holde til at støvsuge de knap 65 kvadratmeter vi bor i. Det der med at vride en klud op, det kan jeg godt, men ikke 10-15 gange i træk. En opvask kan være en udfordring, og det der med at lave mad, det kan jeg da godt, men i begrænset omfang. Jeg kan ikke gå med en bærepose i strakt arm i mere end 5 min ad gangen, medmindre det er noget ekstremt let der er i den. Jeg er derfor ved at lære mig selv at jeg er nødt til at have en rygsæk med når jeg skal ned i byen, og at jeg i stedet skal bære poser/tasker med bøjet arm, og så hænge den på armen i stedet for. Jeg lavede vandbakkelse i slutningen af januar, og den seneknude der blomstrede op på højre håndled, er endnu ikke forsvundet, og er tvært i mod blevet dobbelt så stor, da haven lige skulle trimmes den anden dag, og andet forfalden husarbejde jo ikke gør sig selv!

Og her ville nogen jo så nok sige, jamen du har da en kæreste, så må han da bare igang! Jaja, det er jo heller ikke fordi jeg laver det hele, mens han sidder på sin falde røv! Vi deles om arbejdet, og da han også har sine begrænsninger, hans er dog psykiske, må vi jo bare få det til at fungere så godt vi nu kan. Hos os er det blandt andet derfor at husarbejdet ikke står højest på "to do" listen. Og skulle folk have et problem med støvet på hylderne og opvasken i køkkenet, ja så skal jeg da gladeligt vise dem hvor sæben og andre rengørringsgenstande er, ellers må de jo lade være med at komme!

Jeg kan somme tider godt falde ned i et sort hul, og være gal og sur over at jeg ikke bare kan gøre som alle andre, men det går som oftest hurtigt over, for det nytter jo alligevel ikke noget. Nogen ville måske også trække det der berømte -der-er-altid-nogen-der-har-det-værre-end-dig- kort frem, men helt ærligt, det kan man fandme da ikke bruge til en skid! JA, der er altid nogen der har det værre end mig, der er folk der lever i konstante smerter, der er folk der dør af kræft hver dag, der er sultne børn og død og ødelæggelse over alt, men det hjælper jo ikke mig i mine mørke timer, såvel som det ikke hjælper kæresten når han psykisk er nede i et stort sort hul! Den spade der har opfundet det udtryk har vist aldrig haft andre problemer end en enkelt neglerod eller to! (og sådan en neglerod kan fandme gøre nas!)

Nå, jeg ved egentlig ikke hvor jeg vil hen med det her, udover måske at udtrykke min frustration over folks manglede evne til bare at acceptere at jeg virkelig gør hvad jeg kan, for at finde min plads i samfundet, som et arbejdende menneske, og at deres velmenene, men, ekstremt irriterende ideer altså ikke hjælper en skid. Jeg skal nok finde en vej, bare lad mig få den tid det nu engang tager, hvor jeg kan tage de hensyn der nu skal tages, for at jeg rent faktisk også kan få et hverdagsliv til at fungere. Dette indlæg er skrevet ad flere omgange, da det der med at skrive også i længden ikke er skide godt. Mine albuer sætter sig fast så jeg ikke kan strække armene uden det giver et stort smæld, og det gør temmelig ondt, så der er nødt til at være pauser i skriveriet.

Jeg skriver ikke denne lange smøre for at hente ynk eller for at folk skal have ondt af mig, for det er der bestemt ikke nogen grund til! Jeg har et godt liv og jeg klager skam ikke. Jeg havde bare brug for at lufte ud i nogle tanker og brokke mig lidt! Det er også lang tid siden, og nu har mine arme været irriterende i et stykke tid, så nu var det altså dem det gik ud over! Det positive er dog, at jeg langt om længe har fundet mine håndledsskinner!

Fremmede børn, selvransagelse og vielsesringe - en skør blanding..

For tiden bliver der på facebook delt et billede af en vielsesring som er fundet i vandet ved en eller anden strand. Formålet med billedet er selvfølgelig at finde ejermanden, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad nu hvis ejermanden slet ikke gider have den tilbage, og at den lå i det vand, fordi vedkommende bevidst havde kastet den fra sig på den strand...

Det er selvfølgelig pænt af vedkommende der har fundet den, at vedkommende gerne vil give den tilbage til rette ejermand, og hvis det var mig der havde mistet en ring, ville jeg da blive lykkelig hvis en vildt fremmede fandt den, og gjorde et forsøg for at den kom tilbage til mig, og det så rent faktisk lykkedes. Men altså, det kan godt være det er mig der er lidt kynisk, eller noget, men hver gang jeg ser det billede og den tekst, tænker jeg bare, hmm mon ejermanden allerede var blevet træt af sin kone?

I teksten står der også at vedkommende leder efter en mand der er gift med "navn på  kvinden hvis navn er indgraveret i ringen", hvem siger det er en mand? Det kunne da lige så godt være en kvinde der havde mistet den ring, eller smidt den væk! man kan da ikke bare gå ud fra, at fordi man finder en vielsesring med et pigenavn indgraveret, at det så også er en mand der har givet hende den ring...

Ja ja, jeg er i det spekulative hjørne, i -hvad-nu-hvis-hjørnet, og det morer mig altså på nuværende tidspunkt at stille spørgsmålstegn ved den ring! Jeg kunne selvfølgelig også bare være ligeglad, og scrolle forbi billedet og lade være med at læse teksten, hvilket jeg som oftest gør med sådanne efterlysninger. jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg er så modvillig imod alle disse delinger af efterlysninger af alt fra børn til hunde til genstande og indbrudstyve. I og forsig er det jo i nogle sammenhæng meget godt, og beviser at der trods alt findes en bunke venlige sjæle derude i det ganske danske land.

En god veninde og jeg skulle en gang hen i byen, og vi går forbi en børnehave, hvor der står et barn og råber hej til samtlige der går forbi. Min veninde siger hej med det samme, mens vi går forbi, men fordi jeg ikke siger noget bliver ungen ved med at råbe. Jeg ignorere barnet totalt, og min venide spørger selvfølgelig hvorfor jeg ikke vil sige hej til barnet. Jeg kan ærligt talt ikke huske hvad jeg svarede, men jeg er efterfølgende kommet til at tænke over det. I bund og grund er det jo harmløst, og der går da ikke noget af mig, ved at sige hej til det barn, men der opstår bare instinktivt en modvilje, når en unge stædigt står og råber hej efter mig. jeg ved ikke om det er fordi jeg vil bevise at verden er et grumt og ondt sted, eller om der bare er noget socialt galt med mig, når det kommer til børn der råber hej....

Jeg ser jo egentlig mig selv som et positivt, høfligt og venligt menneske, men måske min indre djævel er at jeg nægter at sige hej til stædige børn, og at jeg heller ikke vil dele efterlysninger på facebook. Jeg ved det ikke, men jeg ser det da som et godt tegn at jeg kan ransage mig selv, og stille spørgsmålstegn ved mine handlinger. At jeg så, i min selvransagelse ikke er kommet tættere på et svar, end da min veninde spurgte, kan man jo så undre sig over..Måske er der slet ikke nogen forklaring! Eller måske kan jeg ikke lide det svar der er, og derfor undgår jeg bevidst at nærme mig det? Er jeg bare følelseskold og kynisk?

Det er måske et meget godt spørgsmål, som flere end undertegnede burde stille sig selv en gang imellem. I det hele taget tror jeg det er sundt at stille spørgsmålstegn ved ens handlinger, og give sig selv tid til at undres, og blive klogere på, hvorfor man egentlig reagere som man gør. Jeg kan med sikkerhed sige, at i situationen med barnet på børnehave lågen, blev jeg virkelig irriteret over den insisterende råben, og jeg følte at vi blev afbrudt i vores samtale af at den unge stod der og råbte til folk som den (ja jeg siger altså den om børn jeg ikke kender...) ikke kendte. Min veninde har jo tydeligvis opfattet situationen helt anderledes, og for hende var det den naturligste ting i verden at sige hej tilbage, og det beundre jeg hende for, fordi jeg selv blev en sur "Scrooge"!

Jeg ved jo godt at barnet ikke gjorde det for at irritere nogen, (eller gjorde den??) men jeg tror stadig at skete det samme i dag, ville jeg reagere på samme måde, og det er måske også barnligt af mig, men sådan er jeg nu engang, og det burde jeg måske lave om på, (og her fornemmer man virkelig et men!) MEN, det er jo ikke nogen hemmelighed at jeg ikke just er vildt god til børn, og at jeg i mine teenage år og start 20'ere, desideret ikke brød mig om mennesker i alderen fra, skal vi sige 14 og ned efter!

Jeg har virkelig været anti-børne-kvinde, og havde engang en diskussion med en fyr, der mente at jeg var sindssyg fordi jeg på daværende tidspunkt sagde at jeg ikke ville have børn, da han mente at det var enhver kvindes pligt! Jeg er stadig ikke enig med ham, og jeg mener stadig at han var (jeg ved jo ikke om han har ændret sig) et mandschauvinisisk røvhul! Det er ikke, efter min mening enhver kvindes pligt at få børn, og der er vitterligt nogen kvinder der aldrig burde have haft børn, og der er vitterligt også nogle kvinder som ikke kan få børn, som virkelig fortjente at få det!

Jeg er stadig ikke den store børnefan, men jeg er dog ikke så ekstremistisk som jeg var engang, og jeg er endda gået så vidt som til at sige, at jeg nok engang vil have et barn eller to. I takt med at flere og flere i vennekredsen har anskaffet sig børn, er jeg måske også blevet påvirket, ikke at mit biologiske ur tikker eller noget, men mit antiparti mod børn er mildnet, og jeg kan ligefrem sige at nogle børn er søde. Men fremmede børn, som jeg ikke kender, dem er jeg altså absolut ikke fan af, og det bliver jeg nok heller aldrig...


Nå, jeg tror nok at jeg endnu engang har formået at starte et sted, og ende et helt andet, så det kunne godt være at jeg skulle se at få stoppet, inden jeg kommer over i noget helt tredje! Nu har jeg da i hvert fald fået luftet lidt ud i mine spekulationer, og kan jo så give mig til noget andet, end at tænke over hvorfor en vielsesring er endt i vandet på en strand, og hvorfor jeg ikke vil sige hej til fremmede børn!