Jeg er født med udadrotationsdefekte albuer! Eller det vil sige, i starten troede vi egentlig kun at det var den ene albue der var defekt. Men som tiden er gået har det vist sig at begge albuer i mere eller mindre grad er defekte. Udadrotationsdefekte albuer, er noget af en definition, og i første omgang troede jeg faktisk at det var et ord min læge selv havde opfundet, i mangel af bedre! Men på den anden side var det faktisk rart at få sat et ord på, i stedet for den lange forklaring der altid har fulgt med, når folk har spurgt ind til det.
At have udadrotationsdefekte albuer, betyder at jeg ikke kan vende håndfladerne opad, så jeg skal ikke slå mig på at blive tigger, med mindre jeg har en hat, eller anden beholder folk kan smide penge i! Jeg skal heller ikke slå mig på at blive en af de der religiøse der altid står med håndfladerne vendt opad, med himmelvendte øjne og et sagligt smil, det ville simpelthen se for sært ud! Nå men ud over at håndfladerne ikke gider vende opad, kan jeg heller ikke strække armene helt ud, og jeg mangler det der lille overstræk man har, hvilket besværliggører det at bære på poser i længere tid ad gangen.
venstre arm er mest påvirket, og det var også den der var fokus på, da det i sin tid blev opdaget. Mine forældre lagde mærke til, at når de for eksempel legede klappe-kage-håndbevægelsese-lege med mig, ville jeg ikke vende håndfladen opad, hvortil de konkluderede at et lægebesøg måske var en god ide. Derefter blev jeg sendt til røntgenfotografering på Silkeborg sygehus, og derfra til ortopædkirurgisk i Aarhus. Der gik jeg så til kontrol et par gange, hvorefter de konkluderede at vi selv måtte henvende os i fremtiden hvis og såfremt der skete nogen udvikling.
Men udviklingen skete jo temmelig gradvist, og som jeg voksede til, blev højre også påvirket. Den har jo nok altid været det, bare ikke i så udpræget grad som den anden. Så det var først da jeg midt i 20'erne begyndte at lægge mærke til at jeg altid var ved at tabe byttepengene i bussen, eller i butikkerne, at det gik op for mig, at noget havde ændret sig. Jeg er temmelig overbevist om, at jeg har kunnet vende højre håndflade helt opad, uden problemer, for min måde at demonstrere min lille udadrotationsdefekt har altid været at vise det ved at vende højre håndflade opad på normal vis, og vende venstre det meget lidt den nu kan, for derefter at dreje den den anden vej, hvor jeg rent faktisk kan vende den helt fladt opad, det ser bare lidt sært ud, og folk glor så underligt når man tager imod fx. byttepenge på den måde!
Jeg er ofte blevet spurgt om ikke jeg er træt af at mine arme er som de er, men jeg har jo aldrig prøvet andet, og derved ved jeg jo ikke hvad jeg går glip af. Hvem ved, måske det rent faktisk er det mest fantastiske i hele verden, at kunne vende sine håndflader opad, og alle folk bare går og tager det for givet, eller måske er det i bund og grund ikke så vigtigt! Jeg gør jo bare tingene på min måde, og det er jeg da sådan set meget godt tilfreds med!
Det er ikke noget der generer mig i det daglige, hvis og såfremt jeg bare passer på mig selv, og ikke laver alt muligt jeg ikke må! (Hvilket kan være svært, når man nu så godt kan lide at bruge sine hænder!) Ja så går det jo sådan set meget godt. Jeg har selvfølgelig mine begrænsninger i forhold til at jeg i en ung alder arbejdede med alt muligt, det så sidenhen viste sig, ikke var så hensigtsmæssigt. Kronisk seneskedehindebetændelse i begge håndled er temmelig belastende, men som før nævnt, hvis jeg bare opfører mig pænt og ikke laver alt muligt, ja så går det jo meget godt.
Det der er sværest er nok andre folks ideer om hvad man kan og ikke kan, og hvad man i så fald skal gøre for at gøre det ene eller det andet. Det er ikke nogen hemmelighed at jeg har haft mine kampe med det offentlige, og stadig kæmper for at finde min plads i den arbejdende verden, og jeg har virkelig gjort alt hvad jeg kan for at finde min rette hylde, den niche hvor jeg passer ind. Jeg har indtil flere forliste uddannelser bag mig, fabriksarbejde og rengørring, og den uddannelse jeg i sin tid allerhelst ville have haft, var den der startede lavinen af nederlag. Jeg har altid godt kunnet lide at bruge mine hænder, at skabe ting, og være kreativ, så da jeg fik chancen for at prøve kræfter med drømmeuddannelsen som teaterteknisk assistent på Filuren i Aarhus, som en del af min Fri ungdomsuddannelse, var min lykke gjort! Jeg var i praktik i 3 måneder, og kunne derefter konstatere at det ikke lige var det jeg skulle slå mig på, da jeg der, via brugen af skure/boremaskine, limpistol, og andre maskiner og opgaver, udviklede det der sidenhen er blevet kronisk seneskedehindebetændelse.
Ikke at jeg på daværende tidspunkt opgave en kreativ tilgang til arbejdslivet, men nederlag på nederlag, sætter sine spor, og jeg har nu erkendt at mine armes helbred, og fremtidige brugbarhed kommer i første række, i stedet for at forsøge at opfylde samfundets og alle andres forventninger til, hvad de mener jeg kan og ikke kan. Jeg ved godt at de fleste folk kommer med forslag i en god hensigt, og at de kun vil mig det bedste, men det kan altså godt blive en kende irriterende altid at skulle trækkes med alle umulige og urealistiske forslag, tror folk virkelig ikke at jeg har været igennem alt det der?
Jeg fik engang en lægeerklæring til en jobkonsulent der var meget ihærdig for at hjælpe mig med at finde et arbejde. Hun var som meget sød, men havde tydeligvis ikke helt fanget hvad det drejede sig om. I lægeerklæringen stod der højt og tydeligt at undertegnede skal holde sig fra al fysisk arbejde der belaster arme, albuer og håndled, samt arbejde med gentagne bevægelser. Siddende med lægeerklæringen i hånden, hiver den kære jobkonsulent en stak jobannoncer frem, hun havde været så flink at finde til mig. I stakken var der indtil flere rengørringsjobs, samt en annonce hvor Føtex manglede folk til at pakke kød... Det er svært at overbevise så ihærdig en person om, at samtlige annoncer hun havde fundet ikke duede, af den simple grund at mine arme ikke ville kunne holde til det. Hun fik det der blik som så mange får, når man afviser deres tåbelige, men dog velmenene forslag, som siger, " du vil jo ikke, det er bare fordi du er doven".
Fact er, at jeg lige med nød og næppe kan holde til at støvsuge de knap 65 kvadratmeter vi bor i. Det der med at vride en klud op, det kan jeg godt, men ikke 10-15 gange i træk. En opvask kan være en udfordring, og det der med at lave mad, det kan jeg da godt, men i begrænset omfang. Jeg kan ikke gå med en bærepose i strakt arm i mere end 5 min ad gangen, medmindre det er noget ekstremt let der er i den. Jeg er derfor ved at lære mig selv at jeg er nødt til at have en rygsæk med når jeg skal ned i byen, og at jeg i stedet skal bære poser/tasker med bøjet arm, og så hænge den på armen i stedet for. Jeg lavede vandbakkelse i slutningen af januar, og den seneknude der blomstrede op på højre håndled, er endnu ikke forsvundet, og er tvært i mod blevet dobbelt så stor, da haven lige skulle trimmes den anden dag, og andet forfalden husarbejde jo ikke gør sig selv!
Og her ville nogen jo så nok sige, jamen du har da en kæreste, så må han da bare igang! Jaja, det er jo heller ikke fordi jeg laver det hele, mens han sidder på sin falde røv! Vi deles om arbejdet, og da han også har sine begrænsninger, hans er dog psykiske, må vi jo bare få det til at fungere så godt vi nu kan. Hos os er det blandt andet derfor at husarbejdet ikke står højest på "to do" listen. Og skulle folk have et problem med støvet på hylderne og opvasken i køkkenet, ja så skal jeg da gladeligt vise dem hvor sæben og andre rengørringsgenstande er, ellers må de jo lade være med at komme!
Jeg kan somme tider godt falde ned i et sort hul, og være gal og sur over at jeg ikke bare kan gøre som alle andre, men det går som oftest hurtigt over, for det nytter jo alligevel ikke noget. Nogen ville måske også trække det der berømte -der-er-altid-nogen-der-har-det-værre-end-dig- kort frem, men helt ærligt, det kan man fandme da ikke bruge til en skid! JA, der er altid nogen der har det værre end mig, der er folk der lever i konstante smerter, der er folk der dør af kræft hver dag, der er sultne børn og død og ødelæggelse over alt, men det hjælper jo ikke mig i mine mørke timer, såvel som det ikke hjælper kæresten når han psykisk er nede i et stort sort hul! Den spade der har opfundet det udtryk har vist aldrig haft andre problemer end en enkelt neglerod eller to! (og sådan en neglerod kan fandme gøre nas!)
Nå, jeg ved egentlig ikke hvor jeg vil hen med det her, udover måske at udtrykke min frustration over folks manglede evne til bare at acceptere at jeg virkelig gør hvad jeg kan, for at finde min plads i samfundet, som et arbejdende menneske, og at deres velmenene, men, ekstremt irriterende ideer altså ikke hjælper en skid. Jeg skal nok finde en vej, bare lad mig få den tid det nu engang tager, hvor jeg kan tage de hensyn der nu skal tages, for at jeg rent faktisk også kan få et hverdagsliv til at fungere. Dette indlæg er skrevet ad flere omgange, da det der med at skrive også i længden ikke er skide godt. Mine albuer sætter sig fast så jeg ikke kan strække armene uden det giver et stort smæld, og det gør temmelig ondt, så der er nødt til at være pauser i skriveriet.
Jeg skriver ikke denne lange smøre for at hente ynk eller for at folk skal have ondt af mig, for det er der bestemt ikke nogen grund til! Jeg har et godt liv og jeg klager skam ikke. Jeg havde bare brug for at lufte ud i nogle tanker og brokke mig lidt! Det er også lang tid siden, og nu har mine arme været irriterende i et stykke tid, så nu var det altså dem det gik ud over! Det positive er dog, at jeg langt om længe har fundet mine håndledsskinner!
