Hjernevridende drømme - et surealistisk foretagende!

Jeg har de mystiske drømme somme tider, og ofte når en drøm har været ekstra sær, kan jeg huske meget detaljeret hvad den handlede om når jeg vågner.. Jeg er ikke en person der tror specielt meget på drømmetydning, mest fordi der er så stor forskel på hvad forskellige symboler betyder når det gælder drømmetydning, dels fordi der er så mange forskellige teorier omkring emnet, og ikke to drømmetyderes teorier er ens. Jeg vil godt anerkende at ens drømme på et eller andet plan er der for at sige noget om ens vågne tilstand. Men på den anden side har jeg også lidt svært ved at se hvad min underbevidsthed i så fald skulle forsøge at sige mig. For mine drømme er godt nok for viderekommende, og specielt den drøm jeg drømte i nat, er et bevis på at en analyse af mine drømme måske ville være en knap så god ting!

jeg drømte at jeg skulle have en hjernetransplantation. Jeg var indlagt på et hospital, og havde allerede fået fjernet den gamle hjerne, og fik lov til at studere den nærmere for at se hvad der var galt med den. Den var fyldt med nogle små syster, der gjorde at jeg tænkte 10 gange så hurtigt end almindelige mennesker. Jeg var nødt til at skære hjernen over i to halve for at se det, og efterfølgende skulle jeg skære den over endnu en gang, så den var i fire dele. Hvorfor jeg skulle det, melder historien ikke noget om, men lægen sagde jeg skulle, og derfor gjorde jeg det.

Jeg skulle derefter nedkøles før jeg kunne blive sendt hen til et andet hospital, for at få indopereret den nye hjerne. I den forbindelse blev jeg lagt i en seng fyldt med is. Og der skulle jeg så ligge i en time. På stuen jeg lå på, var der en meget sur portør, der gik og muggede over et eller andet. Jeg fandt så ud af at han for et år siden havde fået ny hjerne, og var derfor ret så interesseret i at tale med ham om forløbet. Men han var bare sur, og gad bestemt ikke dele sine erfaringer med mig. Jeg fik dog frittet ham lidt ud, og han fortalte mig, at det som sådan var gået meget godt med selve hjernetransplantationen, men at han efterfølgende havde lidt af hukommelsestab. Ikke med de basale ting som at kunne spise, tale osv. men han kunne hverken huske sin familie eller sine venner.

Jeg blev selvfølgelig meget oprørt over at en af bivirkningerne ville være at jeg ville miste kendskabet til min familie og mine venner, men en læge sagde til mig, at hvis jeg bare gentog navnene på de personer jeg gerne ville huske, mange gange nok, ville der være en lille sandsynlighed for at jeg ville kunne huske dem. Så mens jeg lå der i sengen omgivet af is, gentog jeg min kærestes navn igen og igen, mens minder om min familie kørte som en film for mine øjne.

Da timen var ovre, skulle jeg ud i en park og gå en tur, jeg blev ledsaget af en portør, der viste sig at være en jeg har spillet teater med, og som overhovedet ikke er portør i virkeligheden. Han forsøgte at trøste mig i min frustration over at jeg ikke ville kunne huske min familie når jeg fik den nye hjerne, ved at sige at jeg skulle betragte det som en ny begyndelse, og at jeg ligesom startede på en frisk. Jeg var nu ikke specielt tilfreds med det råd og var stadig ikke helt tryg ved situationen. Parken mindede forøvrigt frygtelig meget om Botanisk have i Aarhus. Da vi havde gået i ca. en halv time, skulle jeg igen ind og nedkøles, og blev denne gang kørt ind på en stor stue hvor der lå en masse andre patienter. Flere af dem lå og beklagede sig af smerte. Og jeg spurgte den sure portør fra tidligere om også jeg ville få sådanne smerter. Han svarede tvært, at der aldrig havde været smerte, kun forglemmelse!

Imens jeg lå der i sengen, tænkte jeg at det egentlig var frygteligt at jeg skulle have den nye hjerne, for så skulle jeg jo kronrages og ville miste mit lange hår! Underligt nok havde jeg ikke mistet håret da de tog den gamle hjerne ud! Men det skænkede jeg ikke en tanke. Ej heller virkede det i drømmen spor sært at jeg både kunne bevæge mig, tale og tænke uden egentlig at have nogen hjerne. Mine lemmer var ved at være helt følelsesløse af al den is, men lægen sagde at det var meget normalt, og at det skulle jeg bestemt ikke bekymre mig om.

Nå men efter yderligere en times nedkøling, skulle jeg til en samtale med en læge, hvad samtalen gik ud på har jeg ingen anelse om, men bag efter stod den på gruppeterapi sammen med 4-5 andre patienter, der alle sammen fejlede noget forskelligt. jeg var den eneste der skulle have en ny hjerne. Blandt deltagerne i denne gruppe terapi, var en af mine gode veninder. Hvad vi snakkede om til selve terapien kan jeg heller ikke huske, men da terapeuten var gået, sagde en af de andre patienter at det var i aften vi skulle flygte. Jeg spurgte hvorfor vi dog skulle flygte fra hospitalet, og først da gik det op for mig at det var et sindssygehospital vi befandt os på!

Jeg blev derfor ret gal over at jeg skulle skille mig af med min hjerne for at få en ny der ikke kunne tænkte 10 gange så hurtigt som alle andres, og min veninde gav mig ret i at det var for galt. Samtidig mindede hun mig om at de jo havde fået mig til at skære den i fire dele, og at den derfor nok ikke virkede mere. Det gjorde mig endnu mere gal, og jeg ville helt klart gerne være med til at flygte samme aften. Vi planlagde at flygte via taget, hvor der var nogle vagter der skulle overrumples for at vi kunne blive fri. En af de andre patienter forskrækkede dem, ved at springe frem fra et skjul og råbe BØØh! vagterne blev forskrækkede, samtidig med at ham der havde forskrækket dem faldt ned igennem noget plastik der havde dækket et stort hul i taget. Vi blev alle sammen enige om at vi skulle igennem hullet for at blive fri. Men inden jeg nåede så langt vågnede jeg...

Jeg var simpelthen nødt til at skrive denne drøm ned med det samme da jeg vågnede. Jeg drømmer tit sære drømme, men den her er godt nok en af de særeste jeg har drømt længe. En anden nat drømte jeg at Steen Jørgensen fra Sort Sol, var min storebror, og han var sur over at jeg ikke kunne komme og høre ham spille i Aarhus fordi jeg selv havde premiere på en eller anden musical i Vejle.

Den anden nat drømte jeg at en flagermus forfulgte mig og uanset hvad jeg gjorde kunne jeg ikke slippe af med den. Hver gang jeg troede jeg var sluppet væk fra den, sad den på mig og ville bide og kradse mig. En af mine venner ringer så mens flagermusen sidder og kradser mig, og jeg siger til vennen at jeg ikke kan tale lige nu, fordi der sidder en gal flagermus på mig. Hans kæreste giver sig derefter til at komme med alskens gode råd til hvordan jeg kan slippe af med bæstet, men intet af det hjælper. Til sidst får jeg fat i den og holder den med begge hænder, mens den hvæser og kradser og bider. Jeg går over i min fars værksted og spørger om ikke han har en kasse vi kan putte den i, og om vi derefter ikke kan køre hen til et dyreinternat eller sådan noget så jeg kan slippe af med den.

Det sære er at jeg ikke opfattede situationen som uhyggelig, eller mareridts agtig, jeg var mere frustreret end bange for flagermusen.I virkeligheden elsker jeg flagermus, jeg synes det er et fantastisk dyr. Det er egentlig sjældent jeg som sådan har mareridt, jeg kan have ubehagelige drømme, men oftest er det mere surealistisk end direkte uhyggeligt. Jeg vågner ofte med en undrende fornemmelse i kroppen. Og det er også ofte den følelse jeg har igennem drømmene. For eksembel undrede det mig meget at jeg kunne fungere som et helt almindeligt menneske, vel vidende at jeg ikke havde nogen hjerne. Men samtidig var det i drømmen, ganske logisk. Jeg tror på at ens drømme afspejler ens fantasi, og man kan vel derfor konkludere at min fantasi absolut ikke fejler noget! Nu vil jeg gå i seng, og hvem ved, måske drømmer jeg endnu engang et eller andet højest mærkværdigt! Sov godt derude, og drøm godt!


Note; kan hænde at min underlige hjernedrøm er udsprunget af at jeg kort for inden havde modtaget denne fine latexhjerne med posten, som en del af Halloween udsmykningen på badeværelset!

Diktatorens død - mediernes brød

Der har igennem tiderne været mange forskellige grumme mennesker, der har behandlet deres omgivelser med foragt. Der findes stadig mange grumme mennesker, og nye vil opstå. Had avler had, og grusomhed avler grusomhed. Jeg græmmes over folks grusomhed, og den afspejling af grusomhed jeg ser i verden. Hver gang en diktator undertrykker og slår ihjel, afspejles grusomheden i det folk det går ud over.

I dag er endnu en diktator og undertrykker blevet fjernet fra verden. Fred være med det, men i stedet for at behandle personens lig med liggyldighed, bliver det lemlæstet og vist frem for verdenen som et jagt trofæ. Vold avler vold. Tv2 skriver på deres hjemmeside at de ikke vil vise billeder fra en video, der viser hvordan en folkemængde skænder den dødes lig, da redaktionen vurdere billederne for værende for voldsomme! Hvad med værdighed og respekt for den døde? Jeg ved godt at det ikke ligefrem er respekt og værdighed de undertrykte føler for deres afdøde undertrykker, og det kan sagtens være at de får en eller anden forløsning ved at gøre det de gør. Men resten af verden behøver jo ikke svælge i deres blodtørstige hævn. Alligevel har Tv2 et billede af den formodede diktator, taget med et mobil kamera, døende, omgivet af en masse mennesker og smurt ind i blod, det er åbenbart ikke voldsomt nok til ikke at blive vist...

Jeg forstår ikke hvorfor medierne i dag mener at alt hvad der sker i verden, bare skal klaskes i ansigtet på folk. Det undre mig meget at Tv2 vurdere at billederne er for voldsomme, når man tænker over hvad der ellers somme tider bliver vist i nyhederne. Videooptagelser af unge der bliver skudt ned på Utøya, folk der falder i døden fra et brændende Twin tower, massegrave, blodige lig, og hvad ved jeg, vrimler frem på skærmen få sekunder efter de er sket. Jeg synes det er usmageligt! Medierne hævder at de bare er folkeoplysende, men derfor behøver man jo ikke nærmest stå med kameraet helt nede i de blødende sår!

Verden er et grusomt og voldspræget sted, og i stedet for at fokusere på de gode ting og de positive ting, svælger medierne og deres modtagere i blod og ødelæggelse. Jeg forstår det ikke. Et er, frivilligt, at sætte en splatterfilm på, noget andet er at få klasket den ægte vare i ansigtet straks man tænder for tvet, eller køber en avis. Jeg er på ingen måde sart, men jeg sætter gerne spørgsmålstegn ved det moralske aspekt af at udstille liget af en diktator i verdenspressen. Jeg har personligt ikke noget behov for at se det, og tvivler på ret mange andre har det, måske med undtagelse af dem der er blevet undertrygt. Jeg kan godt forstå at de måske har et behov for med deres egne øjne at se, at personen virkelig er død. Men vi andre, os der bor langt væk fra begivenhederne, et almindeligt pasfoto af diktatoren og nyheden om hans død, havde været ganske fint.

Der er forskel på græskar!

Så fik jeg udskåret årets første græskar, venligt doneret af min svigermor. I år var jeg forudseende og havde købet et rigtigt udskæringssæt til græskar i Fakta til 30 kr. Til det grove arbejde er redskaberne ganske udmærket, men til de finere detaljer er jeg stadig nødt til at ty til skalpellen og urtekniven. Fik for et par år siden et kæmpe stort græskar af min mor, købt i den lokale blomsterbutik. Det havde en perfekt facon og var rigtig pænt i skralden, så jeg glædede mig rigtig meget til at udskære det. Det år havde jeg samtidig lovet en veninde at vise hende hvor nemt det var at skære i græskar, for i stedet for, som jeg plejede, at skrive i Halloween invitationerne, at gæsterne skulle tage lidt pynt med, skulle de dette år medbringe et udskåret græskar, og så ville der blive uddelt en præmie for bedst udskårne af slagsen.

Men dette græskar, var af en helt anden støbning end dem jeg før havde haft med at gøre! Man skulle nærmest tro det var støbt i beton og så beklædt med græskarskind! Da jeg skulle til at demonstrere over for veninden, hvor nemt og let det var, fik jeg virkelig min sag for, skralden på græskaret var ikke mere end en halv centimeter tyk, men var jo så til gengæld hård og usamarbejdsvillig! I stedet for at kniven gik nemt og let igennem, som knive plejer at gøre i græskar, måtte jeg ase og mase, hvorefter kniven fik et lille buk! En ny kniv blev fundet frem, men også den virkede utilstrækkelig og flere knive var ved at bukke under for presset! Så i stedet for bare lige at skære låget ud, vupti vupti, ja så stod jeg i henved en halv time og knoklede, bare med låget!! Jeg forsikrede selvfølgelig veninden om at sådan plejede det altså ikke at være, og at dette græskar absolut ikke var som græskar er flest!

Det endte med at det tog det meste af eftermiddagen og lidt af aftenen at få renset og udskåret det genstridige græskar, og jeg var godt tosset i hovedet til sidst. Men færdig blev det, og resultatet blev næsten som jeg havde sat mig for, taget i betragtning af hvor meget bøvl jeg havde haft med det, kunne det nærmest ikke blive bedre.

Mine knive overlevede med nød og næppe, men flere af dem blev skæve og sløve under prosessen. Men når jeg så ser tilbage kan jeg kun sige at de 30 kr. min mor havde givet for det var godt givet ud, for græskaret har jeg sørme endnu! På trods af at det stod ude i regn og slud, frost og tøvejr, fra oktober og helt til det blev forår, så rådnede det ikke! Eller det vil sige, indmaden gjorde, men skralden, eller skalden burde jeg nok kalde det, blev bare tør og papmache agtig. Resterne af kødet kunne jeg pille af i tørre flager, og vupti havde jeg et fint og tørt græskar! Det eneste der var sket med det, var at farven var blegnet en hel del.

Græskaret i år holder næppe i flere år, det har allerede et par bløde pletter, så håber på vejret bliver ved med at være koldt, så forrådnelsesprosessen bliver sænket lidt. men på den anden side, krepere det hurtigt, er der jo god grund til at lave et nyt! Resultatet af udskæringen blev heller ikke helt som jeg ville have det, så er vist "desværre" NØDT til at anskaffe mig et mere, uanset om dette her holder eller forgår hurtigt!

I år har jeg så også taget mig sammen til at udnytte det spiselige af græskaret, og har i skrivende stund en græskarkage i ovnen. Hvordan den så smager er spændende, for jeg har faktisk aldrig smagt noget som helst lavet med græskar. Hvilket i bund og grund er ret pinligt, da jeg immervæk har udskåret græskar de sidste 10 år til halloween. Men tænkte at nu var det vidst på tide at afprøve det. Næste projekt bliver så pumpkin pie og græskar suppe, serveret i et udkulet gærskar.

En vældig dejlig kageduft har nu spredt sig i hele lejligheden, så jeg kan næsten ikke vente med at få den kage ud af ovnen. Det vil så være et ret stort antiklimaks hvis det viser sig at jeg ikke kan lide smagen af græskarkage!! Jeg har en forestilling om at smagen minder lidt om gulerodskage, jeg ved ikke hvorfor, men det er nok fordi hakket græskar minder lidt om hakkede gulerødder.

Nå men nu er det snart tid til at kagen skal ud, så her er der lige et billede af årets græskar, og bare lige for en god ordens skyld! Ingen knive eller redskaber gik til under tilblivelsen af det!

Halloween - nu med brunkager og julegløgg!

Det skal ikke være nogen hemmelighed at mit hjerte banker temmelig meget for Halloween, og alt hvad dertilhører af græskar, spøgelser og andet tingeltangel. Jeg frydes hver gang jeg kommer ind i et supermarked eller en butik hvor man kan købe Halloween ting, og jeg kan blive helt hysterisk i min lykke når jeg ser noget jeg bare MÅ eje!! Oktober er som nævnt i et andet blog indlæg min yndlingsmåned, og jeg venter altid spændt på at det skal blive oktober, hvor butikkerne begynder at have halloween ting. I år synes jeg dog det er gået en smule tilbage for både Føtex og flere andre stedet. Måske Halloween ikke er så populært mere? Jeg ved det ikke, i hvert fald fik jeg lige ved og næsten et hjertestop den anden dag da jeg bevægede mig ind i Fakta!

De havde da godt nok græskar til at stå udenfor, til en fin pris, 20 kr. for ret pæne og store græskar. Det glædede mig Halloween hjerte, og jeg så frem til at komme ind i butikken og kigge på spøgelser, lys, servietter, edderkopper, slik og hvad de ellers plejer at have. Men hvad skuer mit øje som det første, allerede i indgangspartiet! JULEKAGER og slik!!! Hvad i hele hule h......! Jeg har ikke spor i mod jul, faktisk elsker jeg jul lige så meget som jeg elsker Halloween, men helt ærligt! Der var ikke skyggen af Halloween slik nogen steder! I stedet kunne jeg både få chokoladekalendre, brunkager, pebernødder og alskens anden juleslik. Et forkølet græskar lerhoved stod i en rodekasse og skammede sig, sammen med alt muligt forskelligt ragelse... Det var i sandhed deprimerende og trist..

På vej ud, opdager jeg så til min fryd en opstilling med lidt Halloween pynt, men slet ikke så meget som der somme tider har været. Jeg konstatere at de ting der er der, vist ikke er noget jeg absolut er NØDT til at have, (ud over et fint græskarudskærings sæt) så intet nyt til samlingen (ud over græskarudskærings sættet selvfølgelig..)

Jeg kommer så hjem og sætter mig til computeren, går ind på facebook, hvor en af mine gode veninder har været så venlig at poste et link på min væg, linket er til en online butik der forhandler kageforme og andet tilbehør. Blandt andet Halloween kageforme!!! Åååh hvilken fryd! Jeg kunne købe mig på fattiggården derinde, og ikke nok med at der var rigtig mange ting derinde jeg simpelthen er NØDT til at eje, ja så er der jo også lige en tre, fire, fem andre online butikker med seje ting, som en ægte Halloween elsker ikke kan leve foruden! Ikke at forglemme ebay, som jeg overhovedet slet ikke tør gå ind på i denne tid, det tror jeg simpelthen ikke mit blodtryk kan holde til!

Men altså! Julekager i oktober! Helt ærligt! Og hvis man så købte de julekager nu, og gemte dem til december, sikke da en tør omgang man ville få så. Sådan et honninghjerte er sgu ikke meget ved efter 3 måneder i et skab. Men hva, dem de ikke får solgt nu, bliver vel bare pakket om og sat på udsalg midt i december. Jeg ved godt at butikkerne begynder tidligt, men jeg synes da ikke det var SÅ tidligt sidste år, eller var det? Måske fortrænger man det fra år til år. Man glemmer det simpelthen fordi det er så ubegribelig tidligt, så ens hjerne ikke kan rumme det. Jul er skønt, jul er dejligt, jul er hyggeligt, I DECEMBER! vel at mærke.

Der er sikkert mange der synes Halloween er noget fis, men det er fordi de ikke har oplevet det! Sådan en gennemført Halloweenfest med gys og gru, og udklædte mennesker over det hele. Det er fantastisk. For mig er det ligesom juleaften, bare uden gaver. Men det gør ikke noget, så længe festen er en succes, og alle er glade og i god Halloween stemning. Jeg tror mange voksne ville have godt af at prøve at komme til sådan en fest, hvor de blev tvunget til at være udklædt, og fik lov til at skabe sig lidt, og glemme hverdagens problemer og al deres voksenhed.

Det er også en af de ting jeg synes er lidt irriterende ved de ting man kan købe herhjemme til Halloween. Det meste af det er meget tuttenuttet og børnevenligt. Som om Halloween kun henvender sig til børn. (ligesom fastelavn) Men sådan er det jo ikke! Halloween er for alle aldre! Ikke kun børn i deres Fætter BR kostumer med små søde edderkopper og nuttede spøgelser.

Halloween hos mig er absolut ikke børnevenligt! Badeværelset specielt bør ikke benyttes af sarte sjæle, da der plejer at være temmelig meget blodbad derude. Til Halloween har man chancen for at udleve nogle af sine mørke sider! Det er fantastisk!!

Men når julen allerede ankommer i oktober, må julen også finde sig i at der i december sniger sig et par zombier ind hist og her!

Teenage fascination - en form for sindssyge

Jeg blev i går mindet om min gamle passion, og det der blev starten på min elskede samling af cd'er og LP'er. Samtidig var det en reminder om hvor fanatisk og ensporet jeg var, samt en form af autistisk memorering af et bestemt bands gøren og laden. I mine spæde teenage år, hvor musikken i verden var præget af boybands og alskens udefinerbarer toner fra et 1990'er helvede, fandt jeg, hvad jeg vil vælge at kalde for min første identitet. Jeg har altid godt kunnet lide musik, og har sunget i kor siden jeg var 8, enskønt jeg i min spæde begyndelse som korsanger kunne give korlederen grå hår i hovedet med min luftige falske røst. Hver fugl synger med sit næb, og jeg lærte da også at synge med mit.

Jeg kunne ikke rigtig komme overens med disse boybands og hele den pop kultur der voksede frem af den, så i stedet for, forelskede jeg mig i et årti og et band fra en helt anden tid. Min store pasion og fascination af The Beatles, var lige så koncentreret og fanatisk som en hver anden teenage pige. Forskellen var bare den at, på mit værelse var væggene spækket af The Beatles billeder og plakater, og musik anlægget spillede The Beatles for fulde hammer. Inspireret af bandet, musikken, og hele Beatles kulturen, blev mit tøj selvfølgelig også præget gevaldig af denne nye passion. Men hverken flower Power eller bukser med svaj var specielt populært den gang i 90'erne, og så måtte jeg jo igang med symaskinen. Hvilket var en temmelig stor udfordring for teenage undertegnede.. Jeg var, som en af de sidste til at få symaskinekørekort i folkeskolen, absolut ikke ferm med nål og tråd, og interessen var der heller ikke just. Men når tøjet ikke passer damen, måtte damen jo gøre noget ved det. og nød lærer jo som bekendt nøgen kvinde at gøre så mange ting, som man siger.

Jeg blev efterhånden sådan nogenlunde til at lave svaj i bukserne, og eksperimenterede med klor og batik, så jeg er overbevist om at en hel del hjerneceller forsvandt på den konto. Men hippieagtig blev jeg da, og gik både med store peace tegns halskæder og tørklæder som pandebånd. Nu var det jo ikke fordi denne stil ligefrem var populær, og på en mindre landsbyskole vækker det temmelig meget opsigt at være gennemført hippie i 1995 eller der omkring. De fleste syntes sikkert jeg så tåbelig ud, men jeg tror da nok at jeg indhentede et par respektfulde blikke hist og her.

Jeg kan ikke helt huske hvornår min Beatles tid begyndte, men jeg kan huske hvordan det startede, sådan nogenlunde i hvert fald. Jeg havde vel sagtens hørt noget af deres musik i radioen, eller på min fars Jukeboks ( ja altså sådan en rigtig jukeboks med single LP plader i) og syntes vældig godt om det. En dag var jeg så nede i byen, og inde i Silkeborgs mest fantastiske butik, Pladeshoppen (der til kæmpe stor ærgelse for undertegnede ikke eksistere mere..) Der fandt jeg en dobbelt cd med The Beatles, (The Beatles/1962-1966) Jeg kan ikke huske hvad den kostede, men jeg købte den i hvert fald, og glædede mig frygteligt til at komme hjem og høre den.

I bussen på vej hjem, mødte jeg en klassekamerat, der nysgerrigt spurgte hvad jeg mon havde købt i Pladeshoppen? (Pladeshoppens poser var ret genkendelige, en lille gul pose med logoet trykt hen over i sort.) Jeg kan huske at jeg på daværende tidspunkt var lidt pinligt berørt over at vise mit køb frem. Jeg vidste jo godt, at der absolut ikke var andre i min klasse der hørte den slags musik, og var måske en kende bange for at blive drillet. Jeg besluttede mig så for, at det var noget pjat, og tog cden frem. Kammeraten, så mindre interesseret ud, og snakken faldt hurtigt på noget andet. Vi sad på nogle af de forreste sæder, så buschaufføren kunne ikke undgå at hører hvad vi snakkede om. Denne chauffør havde jeg egentlig besluttet mig for, var irriterende, og gad egentlig ikke snakke med ham. Men denne chauffør, blandede sig så i samtalen, og spurgte om han måtte se min nye cd, og høflig som man er, fik han selvfølgelig lov til det. Og tænk sig, manden var mindst lige så stor Beatles fan som jeg var, og kunne fortælle en helt masse som jeg ikke vidste!

Fra den dag syntes jeg vældig godt om denne chauffør, og vi fik altid en god Beatles snak hver gang det var ham der kørte bussen.

Man kan vel kalde mig for fanatisk i mit udseende og udtryk. Jeg plastrede mit værelse til med plakater, billeder, pladecovers og alle mulige Beatles ting, min lykke var gjort da mine forældre hjembragte et John Lennon glashoved de havde købt til mig på et kræmmermarked, skidt pyt med at hans næsetip var slået af. Jeg har det stadig til at stå fremme, alle plakaterne og billederne er dog gemt væk, men planen er, at når vi engang har noget mere plads end vi har nu, så skal nogle af dem op at hænge igen.

Jeg var engang på ferie med familien på Fyn. I Odense var vi på et museum, der var indrettet som hjemmene så ud i forskellige tidsperioder. Og hende der arbejdede der, var meget fornøjet over at jeg tøjmæssigt passede perfekt til deres 60'er stue, og jeg var selvfølgelig henrygt.

I samme periode af mit liv, fik jeg en kortvarrig fascination af farven grønt, og gjorde alt hvad jeg kunne for kun at gå i grønt tøj. Dertil kom, at jeg nægtede at have to ens strømper på, og at strømperne helst skulle være så farverige og mønstrede som muligt. I den periode anskaffede jeg mig to par lærreds sko, et par i grønt, og et par i orange. Jeg byttede så snørrebåndende om, så de grønne havde orange og visa verse, hvorefter jeg gik med en orange og en grøn sko, til stor undren og moro for omverdenen.

Jeg er stadig enorm Beatles fan, men må jo nok erkende at andre bands og kunstnere siden hen også har stjålet mit hjerte. I min glans periode i min Beatles feber, kunne jeg stort set alle mulige og umulige facts om bandet (heraf ovennævnte autistiske træk). Hvis en person nævnte et nummer, kunne jeg ralle alle oplysninger om det op. Lige fra Udgivelesedato til hvem der havde skrevet det, hvilket album det optrådte på, og hvor mange minutter nummeret varede. I dag er min paratviden om The Beatles meget rusten, men den gang var jeg sgu ret sej!

Min fascination er stadig lige stor, bare mere afdæmpet. Jeg nyder stadig at skråle med på Come together og alle de andre numre, men mit hippieudtryk og hele tøjstilen omkring det er gået fløjten, jeg fandt ny musik, og et nyt stilistisk udtryk, der vel nok på mange måder har givet mine forældre grå hår i hovedet. Jeg har dog stadig et par af mine omsyede batik klorede trompetbukser et sted i gemmerne, og inderst inde gemmer der sig stadig et lille hippieblomsterbarn.

Tit når jeg ser teenagere i dag, kan jeg godt komme til at tænke, ungdommen nu til dags, men når jeg så tænker efter, var jeg jo ikke en skid bedre end de er. Jeg var sikkert lige så pisse irriterende når jeg sad i bussen og fjantede med veninderne, og jeg fjollede også rundt inde i byen og lavede tåbelige ting. Jeg var lige så sindssyg som alle andre teenagere var og er i dag.

I bund og grund er teenage tiden vel den bedste og den værste i ens liv. Man er ikke sådan rigtig forpligtet til noget, og man kan eksperimentere med en masse stilistiske udtryk uden at behøve at bekymre sig om hvad en eventuel arbejdsgiver synes om det. På mange måder savner jeg sgu lidt den tid, men så igen, alle de problemer man samtidig havde. Som jo, i bund og grund var banale intetsigende ting, men som man når man stod i dem, syntes de var alt overskyggende store.

The Beatles var med til at forme den jeg var den gang, og anden musik er med til at forme mig som den jeg er nu. Jeg er stadig vedholdende i den musik jeg hørte den gang, bare på en mere afdæmpet måde. jeg har gennemgået flere forskellige stilarter i mit liv, og er på mange måder mere afdæmpet end jeg var da jeg var 20, men jeg kan nu stadig godt finde på at opføre mig som en teenager i ny og næ, og det lidt sære og ekstreme går nok aldrig af mode når man er mig.

Den sande ondskab

skrevet 30.8.2008

Du er livet der græder over tabte år
du er kroppen der skriger over væskende sår
du er hjertet der bløder over forliste drømme
du er tåre af forgrædte strømme
du er sjælen af mistede håb
du er koret af tavse råb
du er stemmen der synger om smerte
du er døden der slukker min kerte
du er fortidens gemte skeletter
du er mørket i ensomme nætter
du er frygten der lurer i skyggen
du er den der altid vender mig ryggen

Du er stenen der kastes mod ruden
du er stormen der drukner skuden
du er krigen i menneksets indre
du er onskaben der ej kan forhindres
du er sygdommens gullige hud
du er den alt fordømmende gud
du er galden der river i næsen
du er monsterets hadske hvæsen
du er sindets indre dæmoner
du er krigsherrenes buldrende kanoner
du er manden der svinger med leen
jeg er menneksket der bløder i sneen

Et efterårs tegn

Kalenderen siger efterår, temperaturen siger sommer. Vejret har forbarmet sig over det solhungrende folk, og har sendt os en weekend der smagte af tropisk sommer. Snart blæser koldere vinde ind over landet og folk finder igen deres grålige humør frem. De fleste vil nok sige at denne sommer har været elendig, ja grænsende til frygtelig forfærdelig! Men når man som jeg, elsker efterår, så vil jeg sige at denne sommer har været fantastisk. Jeg er absolut ikke soldyrker, jeg bliver utilpas bare ved tanken om grader der sniger sig over 22+. Selv om jeg er forårsbarn af fødsel, har efteråret altid haft en særlig plads i mit hjerte. Jeg vil ikke begynde på endnu en lovprisning af efteråret, det gjorde jeg vist sidste år, jeg vil bare præsentere et lille digt jeg skrev den 5. september 2008, og tilføje lidt rim og remser, hvilket der ikke just har været så meget af i denne blog endnu.. Jeg elsker ord, rim og remser, så måske det var på tide med lidt af det!

Der er efterår i luften
man mærker ligesom duften
af blade og af planter
der finder deres vanter
og rådner og forsvinder
mens jeg får røde kinder

Der er efterår i landet
også helt ud til vandet
hvor kulden trænger ind
med en stormfuld viltre vind
med regn i tunge byger
fra mørke dystre skyer

Der er efterår i kroppen
man ser det i trætoppen
hvor bladene blir røde
mens frugterne blir søde
og alting stråler smukt
i efterårets bugt

Der er efterår i sindet
man sukker efter mindet
om varme sommerdage
med rabarberflødekage
og søens blanke flade
før man i den vil bade

Der er efterår på himlen
man ser på fugle vrimlen
der flyver rask mod syd
det er en smule snyd
De forlader træ og hegn
det er et efterårs tegn