Højre, venstre forvirring - eller dans på åben gade?

Jeg var nede i byen den anden dag, hvor de jo er igang med at grave hele torvet op, til den kommende parkeringskælder, hvilket besværliggører ens mulighed for at begærde sig rundt der temmelig meget. (Det skal jeg nok lade være med at brokke mig over, da der sikkert er rigeligt med folk der gør det allerede...) Men i den forbindelse oplevede jeg noget pudsigt, gentagende gange, som undrede mig meget, og som jeg, nu jeg tænker over det, har undret mig før, uden dog lige at finde vej til at blive nedfældet her..

Enten var jeg bare uheldig, og rendte ind i indtil flere Englændere, for ikke at sige, temmelig mange Englændere (jeg har altså ikke noget imod Englændere) eller også har den almene dansker glemt hvordan man holder til højre.. Jeg troede, måske naivt nok, at det der med at holde til højre, det være sig i bil, på cykel, eller gåben for den sags skyld, sådan var alment kendt og benyttet.. Men der tog jeg da grueligt fejl! Jeg ved ikke hvor mange gange, i løbet af min, forholdsvise korte tur rundt i byen, og i særdeleshed, de steder hvor pladsen er begrænset, på grund af torveopgravningen, at jeg fik den ene "dans" efter den anden, med forskellige personer, i forskellige aldre, køn osv. der forsøgte sig udi kunsten at komme fra den ene ende af torvet til den anden. Nu er det jo ikke fordi jeg har en helt masse imod at danse, sådan generelt, jeg fortrækker bare at der, for det første, er noget god musik at danse til, for det andet, at jeg ligesom selv vælger hvem jeg danser med, og for det tredje, behøver det måske ikke lige være lige foran Føtex, tirsdag eftermiddag, midt i myldretiden, med store maskiners larmen som eneste lydbillede til...

Men det var nu altså det der skete, ikke bare to eller tre gange, men mere henved syv til otte gange. For hver gang jeg forsøgte at komme forbi en eller anden, ved at bevæge mig mod højre, valgte samtlige personer at trække mod venstre, og altså direkte mod min højre, hvorved jeg selvfølgelig forsøgte at undvige et sammenstød, ved at trække mod venstre, og deres højre.. men hvad hjælper det, når modparten gør det samme!? Ergo stod vi der og henholdsvis trak til enten højre dller venstre, uden at komme nogen vegne.. Havde deg så bare været en enkelt gang ellef to, samme dag, havde jeg nok ikke studset så meget over det, men syv, otte, ja måske endda ni til ti gange! Det var meget mystisk!

Jeg har ved flere lejligheder gået i skole i Aarhus, og gør det også nu, hvilket gør, at jeg med jævne mellemrum, befinder mig på hovedbanegården i Aarhus. På deres rulletrapper, både op og ned til togene, står der højt og tydeligt, "stå til høje, gå til venstre". Alligevel ser det ud til, at være en lige lovlig stor udfordring for temmligt mange mennesker.. for jeg ved da ikke hvor tit jeg har observeret folk der har gjort det modsatte.. man kan selvfølgelig argumentere for, at en ret stor del af dem der benytter togene, enten ikke kan læse, eller måske er de alle sammen udlændinge, og forstår ikke hvad der står, selv om jeg faktisk er lige ved at tro, at det både står på dansk og engelsk. (Det vil jeg dog ikke hænges op på....) Men selvfølgelig kan de måske hverken forstå det ene eller andet, selv om de lige forinden, i toget har stået og talt klingende dansk..

Måske det er noget magisk der sker, lige så snart toget standser, og folk træder ud på perronen? (Bær over med mig, jeg har lige set Harry Potter..) pling! Så kan de hverken læse, eller forstå noget som helst, og pling, når de træder af rulletrappen, går fortryllelsen over.. aaah, det er måske lige langt nok ude.. selv om det da ville give meget god mening i forhold til folks opførsel..

Men, det er sgu da lidt underligt det er så svært, for alt ting ville bare glide lidt lettere, hvis alle holdt til højre, så man sparede den der ufrivillige dans med hinanden, og hurtigt kunne komme videre! Men, der kan selvfølgelig også ligge en anden forklaring bag! måske de gør det med vilje! Måske de bare hungre efter en lille dans med en fremmede, måske det er deres lys, i en ellers trist hverdag?

Og hvem er jeg så, at ville tage det fra dem? Hvad bilder jeg mig egentlig ind! Jeg ved godt jeg er vildt egoistisk og et brokkehoved, fordi jeg ikke gider danse med folk på åben gade, og jeg også brokker mig over at de ikke kan finde ud af at holde til højre. Men naive mig, troede bare det var almen opførsel, og noget de fleste bare sådan fjorde pr. automatik! Men det kan jeg jo så konstatere, at det er det så ikke.. med mindre der bare var ekstremt mange englændere inde i byen i tirsdags?

strandskaller og kranier - lidt om det at samle på døde ting

Ja, jeg ved godt overskriften er lidt... øh sær, men jeg kunne sgu ikke lige komme på andet... Nedenstående er en betragtning jeg har gået og puslet med i et stykke tid, jeg ved ikke lige helt om det er lykkedes mig at få udtrykt det jeg egentlig gerne ville, men ja, håber det giver bare lidt mening..

Hvorfor er det lige at du så godt kan lide død og kranier? Dette spørgsmål har jeg fået stillet ikke så få gange, og hver gang, bliver jeg altid lidt paf og forvirret, for hvad forventes der mon at jeg svarer, og hvad skal jeg overhovedet svare!? For det er jo ikke noget jeg lige pludselig har besluttet mig for, at nu vil jeg samle på kranier og skeletter. Det er jo bare kommet lige så stille, fascinationen, tiltrækningen, interessen.. Jeg har altid hældt til den tjaa, uhyggelige, mørke eller makabre? side... Det er svært at definere, fordi det for mig, aldrig har været uhyggeligt. Jeg betragter ikke et kranie som noget uhyggeligt, jeg betragter ikke døden som noget uhyggeligt, men som noget naturligt, og en del af livet. Vi ved ikke ret meget om vores liv og fremtid, og jeg ved godt det er en kliché, men en ting kan vi være sikre på, og det er, at vi alle sammen skal dø, på et tidspunkt.

Sidst jeg blev stillet ovennævnte spørgsmål, tror jeg nok, jeg svarede noget lignende, at kranierne er en påmindelse om vores egen dødelighed, og at de minder os om, at vi hver dag skal leve livet fuldt ud, for vi ved ikke hvornår det er slut. Og det er jo i og for sig også en ganske god grund. Jeg kunne også have sagt noget om, at jeg er fascineret af anatomi, og kroppens opbygning, jeg kunne have sagt så meget, men hvorfor er det lige, at jeg skal forsvare min fascination for kranier? Havde jeg nu haft en fascination for strandskaller (det har jeg faktisk haft...) var der jo ikke nogen der ville stille spørgsmål til det. I den periode hvor jeg samlede på strandskaller, var der aldrig nogen der spurgte mig, hvorfor jeg samlede på dem, og hvorfor jeg var fascineret af dem. Det blev bare accepteret med det samme, nå, hun kan lide at samle på strandskaller, punktum slut, ikke flere spørgsmål til det. 

Men kranier! kranier og knogler! Der må da ligge et eller andet bag, der må være en forklaring, et eller andet der gør, at hun samler på sådan noget uhyggeligt noget! For det er da ikke helt normalt...

Men, på en måde er kranier og strandskaller jo faktisk lidt det samme. De er begge ting der engang har været levende, og er en rest af noget der nu er dødt. Så hvorfor er det mere acceptabelt at samle på strandskaller end kranier? De er begge beviset på forgængelighed og død, en strandskal er jo i og forsig et bløddyrs skelet, så hvorfor er det ikke makabert at samle på dem? De fleste af de kranier jeg har, er alle sammen uægte, hvorimod alle mine strandskaller var ægte. For mig er begge ting lige smukke, på hver deres måde, men den ene ting vækker undren hos folk, mens den anden er anset som en fuldt ud accepteret ting at samle på. Det er sgu da lidt sært!

Måske har det noget med folks egen berøringsangst for døden, og det at forholde sig til sin egen dødelighed at gøre? Ja jeg ved det jo sådan set ikke, det er jo rent gætværk fra min side. Jeg kan ikke fuldt ud forklare min fascination, ud over det jeg allerede har skrevet, som alt sammen har en snert af det der er essensen af det. Men jeg tror aldrig jeg vil kunne sige, 100 % hvad det lige præcis er, der gør at jeg synes kranier er smukke, at Halloween og uhygge er det fedeste, og at kister, knogler og kranier optræder som en del af min indretning, og som en del af min udsmykning og mit udtryk. 

Når jeg kommer gående ned ad gågaden med min kistetaske på ryggen, er der ofte en del der glor, havde jeg haft min plys-frøtaske på ryggen, ville folk også glo, men de ville ikke spørge, hvorfor jeg går rundt med en nuttet plysfrø på ryggen. De vil måske tænke, aaah er hun måske ikke lige gammel nok til at gå rundt med sådan en? ( og ja, jeg har faktisk også en plys-frøtaske til at tage på ryggen..) Men ser de mig med min kistetaske, vil der helt sikkert være folk der spørger, eller tænker, hvorfor går hun rundt med en kiste på ryggen? er hun mon satanist? (Det spørgsmål har jeg også fået stillet et utal af gange, og nej, jeg er ikke satanist..).. Jeg plejer at sige, hvis jeg skal præsentere mig selv, at jeg er et mix af kontraster, jeg kan lide kranier, uhygge og halloween, men jeg kan også lide Peter Plys, tøjdyr og katte. Jeg har aldrig været udsat for, at skulle forklare min kærlighed til Peter Plys, eller min samling af tøjdyr, der for øvrigt stadig bliver udvidet! Så sent som i sidste måned købte jeg en Minion bamse i Fakta, og selv om folk måske synes det er skørt, så stiller de ikke en masse spørgsmål om, hvorfor jeg købte den, og hvorfor jeg synes plysdyr er søde... 

Jeg ved faktisk ikke helt hvor jeg vil hen med det her, som sædvanlig får jeg rodet lidt rundt i tingene, og har måske tabt tråden lidt. Men det jeg tror jeg vil frem til er, min undren over, hvorfor nogle ting er mere acceptable end andre at interessere sig for, og hvorfor det skal være nødvendigt at skulle forsvare sine interesser, i stedet for, at folk bare acceptere en som man er, uden at stille spørgsmål.. Jeg ved godt at mit syn på, og forhold til døden måske er anderledes end de flestes, men det gør vel ikke at den er mere rigtig, eller forkert end andres? Det er et svært emne at snakke om, da mange har lidt berøringsangst over det. Personligt mener jeg, at det er vigtigt at forholde sig til døden, til sin egen dødelighed, og til dem man holder af's dødelighed. Vi skal alle se døden i øjnene en dag, enten som pårørende til en afdød, eller når vi en gang selv krepere. Så hvorfor ikke snakke om det, gøre op med sig selv, hvordan vil jeg gerne her fra? Vil jeg begraves, bisættes, eller vil jeg donere min krop til videnskaben? Spørgsmål der for mig, er væsentligt mere vigtige end hvorfor jeg godt kan lide at pynte mit hjem med kranier...

Min samling af ægte kranier og knogler. De fleste af knoglerne har jeg selv fundet ude i skoven. Det store kranie (måske et får?) fandt min far for mange år siden nede i lyngen. Rævekraniet og andekraniet har jeg selv renset for skind, kød osv. mårkraniet har naturen renset for mig. Siden dette billede er taget, er der også kommet et kattekranie til samlingen, og så har jeg to små flagermus gravet ned ude i haven, som jeg venter på, skal blive renset. Min samling af ikke ægte kranier er væsentligt større, men jeg har aldrig samlet dem, og ved faktisk ikke hvor mange jeg har... Måske jeg skulle lave en optælling en gang! :D

Tålmodighed! - kunsten at bage fødselsdagsboller!

Jeg plejer at være et ret tålmodigt menneske, sådan generelt og i de fleste sammenhæng, bare ikke lige når det kommer til hævetiden på boller.. Der har jeg absolut ingen tålmodighed overhovedet! Jeg plejer at bikse en dej sammen, og så direkte i ovnen, for det der forhævning det er da tidsspilde og noget pjat...

I dag har min mand.......... jeg skal altså lige vænne mig til at skrive sådan.. I dag har min mand fødselsdag, og i dag er det faktisk også præcis en måned siden vi blev gift!! Det er lidt vildt.. Nå, men nu er jeg så allerede ude på et sidespor! Det var hævetid og boller vi kom fra!! I dag har min mand fødselsdag, og i den anledning, tænkte jeg, at jeg ville prøve at lave sådan nogle rigtige fødselsdagsboller.. Som sagt så gjort! Og i dag, tænkte jeg så også, at det måske var en ide at prøve at følge de forskrevne hæveanvisninger, og så se hvad resultatet så blev...

I første omgang fandt jeg så en opskrift på nettet, hvor dejen først skulle hæve 30 minutter, og derefter skulle formes til boller, og så hæve yderligere 30 min. fint tænkte jeg, det har jeg vist fint med tålmodighed til i dag.. Jeg får lavet dejen, og sætter den til at hæve et lunt sted, og med bageuret tikkende i baggrunden, kunne jeg jo så passende gå ind og vække min mand...... min mand.. *fnis*... Ej undskyld, nu skal jeg nok lade være... og synge fødselsdagssang for ham..

Den halve time blev så godt nok til tre kvarter, der var lige en kat der skulle kløs bag ørerne, og lidt andre ting der skulle ordnes. Men da jeg så endelig kommer ud til dejen, er den nærmest kravlet ud af skålen! Fantastisk tænkte jeg! Den har da hævet lystigt.. Ud med dejen, og igang med at forme boller, da det slår mig, nu jeg alligevel er igang med at gøre tingene rigtigt, så må jeg hellere gøre det endnu mere fint, og så på ægte bagedyst manér, veje bollerne af, så de får den samme størrelse! Frem med telefonen og lommeregneren, 1883 g. dej divideret med 30, og der stod jeg så, med en meget lille klat dej, der skulle formes til en bolle... Aaaah tænkte jeg, det er eddermame en lille bolle det der! 62,7 g. bolle syner bare ikke af ret meget, når det er en klump dej...

Nå, jeg skipper sgu lige det med de 30 og laver bollerne lidt større.. De endte så på 101 g. hver.. (du må ikke spørge mig, hvorfor det lige blev 101 g. det var vidst bare det, den første klump dej vejede...) Jeg går igang med at veje dej af, og ender ud med 18 fine runde boller, og en lille en af restdejen ved siden af.. Og så skulle de jo så efterhæve i yderligere 30 min. Igen, bageuret til, og mig ind til computeren og stene lidt facebook, tjekke mail osv. mens bollerne hævede..

Uret ringede, og jeg var selvfølgelig lige igang med at læse en artikel, så der gik vel lige 5-10 min. mere inden jeg kom ud til bollerne.. Og lige der, da jeg løftede viskestykket, og konstaterede, at det da vidst nærmere var et brydebrød, end boller jeg åbenbart var igang med at lave.. kunne jeg jo sådan set godt se det fornuftige i de der 30 stk. frem for mine, nu meget overdimensionerede 18 + en lille en, og som helt sikkert ville vokse i hvert fald en smule mere i ovnen.. Nå ja hva skidt, så laver vi brydebrød i stedet for...Bollerne skulle så lige pensles med æg, før de kunne komme i ovnen, og da dette var gjort, blev mit, næsten brydebrød, sat ind, og uret stillet.

13 min. senere var første omgang boller færdige, og de var dog ikke helt vokset sammen, så det blev kun til et semi-brydebrød/boller. Nu kan jeg jo så godt se, ideen med det der hævetid, efterhævetid osv. for nøj, en omgang luftige, dejlige og ikke mindst lækre boller jeg der fik lavet!! For eftertiden, må min tålmodighed lige tage og strække sig, så jeg overholder hævetiderne til punkt og prikke! For sikke da en forskel fra mine, trods alt gode, men lidt tunge, og bombastiske boller, til disse florlette fluffybløde næsten-brydebrød! Jeg er så spændt på, hvis der da er nogen tilbage i morgen, hvordan de så er, i forhold til dem jeg plejer at lave, som er temmelig kedelige og tørre dagen derpå..

En vigtig lektie jeg her har lært mig, tålmodighed er vitterlig en dyd, og en bolle skal hæve, det en bolle nu skal hæve!

Intet er fredet - den digitale bagside...

Som det nok er gået op for nogen få stykker, som måske læser denne blog, så kan jeg godt lide at tage billeder,  og gør det også ofte. Jeg elsker at kunne dokumentere og forevige ting jeg har lavet, ting der er smukke, eller ting jeg har oplevet. Det er blevet så meget nemmere med digitaliseringen, for man skal ikke tænke på, om der nu er film nok, og at man hellere må spare lidt på billederne, for det her er den sidste rulle! Nu kan man bare skyde løs, og har man glemt sit kamera, har man altid sin smart phone, der for mit vedkommende da godt lige til nøds kan bruges...

Men selv om der er rigtig mange fordele ved digitaliseringen, og det faktum at stort set alle, render rundt med et kamera i baglommen, har det også sine ukemper og dårlige sider... Jeg tænker specielt på det faktum, at intet er helligt, eller fredet i denne digitaliserede verden. Laver man noget dumt, kan du bide spids på, at der nok skal være de første tre personer klar, med telefonen  for at dokumentere det på diverse sociale medier!

Jeg så et billede på facebook den anden dag, det var tydeligvis taget uden personens viden, og helt sikkert også uploadet dertil uden dennes samtykke.. Det var et knap så flatterende billede, af en overvægtig kvinde der lå på maven i en liggestol på standen. Hun var topløs, og hendes bryster havde uheldigvis fundet en revne i stolen, og hang derfor udenfor, til frit udsyn for dem der tilfældigvis kiggede i hendes retning.

I og forsig et komisk billede, ingen tvivl om det, men i stedet for at personen der tog billedet, og lagde det på facebook, fik sig et billigt grin, og måske, hvis denne havde haft anstændighed nok til det, kunne have henvendt sig til kvinden, og fortalt hende, at hendes bryster altså var til frit udsyn.. vælger vedkommende at gribe til telefonen, tage et billede og uploade det, til spot og spe for alle.

Måske kvinden var ligeglad med, at man kunne se hendes hængende barm, måske ikke, det vides ikke, men jeg tror bestemt ikke hun synes om at blive hængt ud på de sociale medier, med teksten, "det er så sidste gang jeg kommer på denne strand!"

Hvor uanstændigt og nederdrægtigt at hænge et andet menneske ud på den måde! Og man ser det jo konstant, det ene pinlige billede efter det andet, og massevis af videoer med folk der dummer sig, for derefter at være til grin på de sociale medier, det er sgu til at brække sig over!

Der er så mange eksempler på usmagelige billeder, og situationer der er taget billeder af, som bare skulle have været oplevet live, og derefter skulle have været glemt.. i stedet for, bliver de dokumenteret, filmet og delt på livet løs, og lever derefter deres eget liv ude i cyber space, hvor de folk det går ud over, ikke har en levende chance for nogensinde at stoppe lavinen!

Der mangler noget pli, og almen fornuftig opførsel, en form for stopknap, der gør at folk, i stedet for at gribe telefonen for at tage et billede, griber den for at ringe efter hjælp, eller slet ikke griber den, men bare tænker, hæh hvor sjovt, og så ikke mere! Et er at tage et billede af et skilt der er stavet forkert, eller på anden måde er komisk, noget andet er, at tage billeder af personer, der måske ikke engang er klar over at de bliver fotograferet, eller filmet for den sags skyld, og så hænge dem ud for offentligheden.

Jeg har lært, at man ikke må pege fingre ad folk, det er uhøfligt, og yderst ubehageligt for den det går ud over, jeg har selv prøvet det. Jeg stod en gang på togstationen og ventede, sjovt nok, på et tog.. på den modsatte perron, stod en kvinde med et barn, jeg stod i skygge, med solbriller på, og kvinden kunne tydeligvis ikke se hvor jeg kiggede hen. Hun sætter sig på hug ved siden af barnet, der er optaget af at kigge efter toget, hun prikker til barnet, hvor efter hun strækker sin arm ud i sin fulde længde, og peger direkte over på mig, samtidig med at hun siger, "se hende der ovre". Ungen kigger kort på mig, hvorefter den igen kigger efter toget, kvinden fortsætter med at glo på mig..

Jeg har igennem tiden oplevet mange lignende situationer, folk der råber ad en, kommer med spydige kommentarer, eller andet. Som regel preller det af på mig, og ofte ser jeg slet ikke, når folk glor, men lige der, blev jeg sgu faktisk temmelig gal! Hvad fanden er det for noget at lære et barn, at bare fordi man skiller sig ud fra mængden, så er det ok at pege fingre? Havde denne situation nu fundet sted, lad os sige i sidste weekend, ja så havde hun sgu nok ikke nøjedes med at pege fingre, så var jeg nok endt på hendes timeline, med teksten, "se lige hende her, hun ser sgu mærkelig ud", eller noget lignene..

Jeg ved godt, at den almene holding er, at ser man anderledes ud end mængden, er man opmærksomhedssøgende, og så har man selv bedt om det! Men sådan hænger det sjovt nok sjældent sammen. Jeg klæder mig i det tøj jeg godt kan lide, og så er det sådan set ligegyldigt om det skiller sig ud eller ej. Det er ikke mit problem at andre folk ikke kan kapere, at jeg har valgt at tage en bluse med et skelet på. De kan tænke det de vil, men det berettiger dem ikke til at tage billeder, eller pege fingre ad mig!

Man kan sige, at i dag peger folk ikke fingre, for derefter at fortælle det til de nærmeste venner, de tager istedet et billede eller en video, og deler det på de sociale medier, og det synes jeg faktisk er meget, meget værre!

Politiske jehovaer og børnehavestemning - godt valget er slut!

Jeg er glad for at valget er ovre! Sådan virkelig dybtfølt, inderligt glad! Nu kan alt ting vende tilbage til normalen, og vi kan begynde at snakke sammen igen, uden at vi partout  skal forsøge at presse lige netop vores egen politiske holdning ned i halsen på alle dem der i forvejen ikke er enige med os! Det virker for mig som om, at mange mennesker forvandler sig til en form for politiske jehovaer, lige så snart de hører ordet valgkamp. Der sker et eller andet fuldstændig mærkeligt inde i folks hoveder, og en frygelig trang til at missionere politiske budskaber, blomstre op i dem, sådan ud af det blå.

Havde det så bare været det de selv tror på, at de prædiker om, kunne man tilnærmelsesvis forstå det, men det er det ikke, tro endelig ikke det! Nej, for disse politiske jehovaer, missionerer ikke deres kalds godhed, men deres modstanders fald i stedet. Det kunne fx. lyde således, hvis de nu gik fra dør til dør og stemte dørklokker.. " Hej, har du tid til at tale lidt med os, om satan?" Det har man immervæk aldrig hørt en ægte jehova sige, hvor imod den politiske jehova, stort set aldrig taler om andet end de negative sider hos modstanderne! 

Det samme lader sig gældende lige når valgkampen er ovre, og valgaftenen går på hæld... dem der taber fortsætter deres svinen den vindende part til, som om det på mirakuløs vis, kunne ændre noget ved resultatet.. Der er sgu ingen der bryder sig om en dårlig taber, men der er heller ingen der bryder sig om en dårlig vinder, og begge parter har i denne omgang været ligeligt fordelt. 

Jeg er opvokset med at man ikke må pege fingre, men denne form for respekt og pli, forsvinder åbenbart når ens overbevisning er truet.. det ville ellers klæde alle, hvis de hver i sær, kunne klappe hinanden på skuldrene og sige, henholdsvis, "godt kæmpet", "tak for kampen", "det var sgu tæt løb", " tillykke med sejeren, vi vender stærkt tilbage om 4 år" ect. i stedet for at begge parter opfører sig som en flok forurettede børnehavebørn, der tilfældigvis blev snydt for anden omgang traktement, eller på den vindende side, som om de fik mere æblegrød end de andre, og samtidig lige skal sladre om, at rød stue altså kaldte os dumme, så nu er de i hvert fald også dumme.. 

Jeg græmmes over alle de statusopdateringer på facebbok, der hober sig op, fra begge sider, enten med svinere til vinderne, eller svinere til taberne, over den sviner de lige har læst hos en ikke partifælle... Hæv jer da for pokker over dårlig opførsel og vis omverdenen at I er bedre end det! 

Jeg glæder mig til den første storm har lagt sig, og vi vender tilbage til de sædvanlige irritationsmomenter, og de indre politiske jehovaer er gået i dvale igen. Når alle kan vende tilbage til at enes om at vejret er dårligt, og at en eller anden er meldt savnet for to år siden, men alle har glemt at vedkommende blev fundet for halvandet år siden, så nu deles opslaget igen igen....    

Politik og religion kan virkelig sætte sindene i kog, på trods af at vi har religionsfrihed, ytringsfrihed og frihed til at holde vores kæft, hvis det er det man har lyst til... og nu skal jeg ikke begynde at blande flere ting ind i det her, det er jeg ellers god til! At holde mit til et emne, har sgu aldrig været min stærke side, og bliver det nok heller aldrig... Nå men nu er jeg kommet helt ud af rytmen,så kan jeg lige så godt skifte emne,og benytte mig af, at du nu alligevel er nået så langt i mit lille sure opstød, og reklamere lidt, ikke for min politiske holdning, eller min mangel på religion, men min lille indre jehova, der i denne tid huserer i mig, nemlig Busbjerg-ånden!!! Kom på Busbjerg og se "Folk og røvere i Kardemomme by", vi spiller i aften, og frem til den 5. juli.. tjek spilletider osv. På Busbjerg hjemmeside eller på Busbjergs facebook 

Kagekrymmel og sukkerstads - en køkkenhamsters kvaler!

Jeg elsker krymmel og andet sukkerstads man kan pynte kager med, og har en tendens til at hamstre når jeg ser noget billigt, for det er jo altid rart at have på lager, i tilfælde af at man får lyst til at bage et eller andet, der skal pyntes! For laaaang tid siden købte jeg en pose sorte og blå stjerner i Tiger, eller også var det Søstrene Grene.. kan ikke huske det, men det er et af de to steder i hvert fald. Og de lå så i skabet og samlede støv indtil min fødselsdag for knap en måneds tid siden, hvor jeg fik den geniale ide at pynte lagkagen med dem....

Jeg havde egentlig store planer med hensyn til det, jeg ville servere når familien kom til kaffe, men af forskellige årsager blev det ikke helt som planlagt, og jeg nøjedes med at bage boller, en kokuschokokage og klaskede en lagkage med pærer, creme og makroner sammen. Til lagkagen havde jeg så tænkt mig at de sorte og blå stjerner nok så fint kunne pynte, og efter at have stået og fedtet med tyl og flødeskum, og fået kreeret et vældig fint mønster på siden af kagen, samt nogle krummelurer på toppen, var det tid til, med let hånd at drysse om sig med stjernerne.. Det gik da også så lystigt derud af, indtil en temmelig harsk og ubehagelig lugt nåede mine næsebor! I første omgang, tænkte jeg, gad vide hvad det er der lugter, mens jeg stadig dryssede stjerner ud over det hele... Men på et eller andet tidspunkt, går det op for mig, at lugten da vidst kommer fra kagen, eller i den absolutte nærhed af denne! Jeg lægger posen fra  mig, kigger lidt rundt, og konstaterer at der ikke er noget, ud over posen med stjerner i nærheden, der på nogen som helst måde, ville kunne frembringe denne lugt! Jeg tager derfor posen, og stikker næsen ned i den, efterfulgt af et godt snus.... En ækel stank af harskhed, fylder min næse og mit svælg, og jeg får umiddelbart lyst til at kaste op... Hvilket jeg dog hurtigt dropper, og i stedet får jeg guflet et stykke pære i mig, til ligesom at få den ækle smag væk! Nå men, stadig ikke helt overbevist, kigger jeg på posens datomærkning, og kan konstatere at stjernerne er temmelig meget for gamle, men stadigvæk er jeg ikke helt overbevist.. for det er jo bare sukker, og det kan da stort set ikke blive for gammelt!

Nå, men da jeg har lært at man skal stole mere på sine sanser, end på datoer, nupper jeg da lige en stjerne, og smager på den, bare sådan lige for at være helt sikker... Igen vælder harskheden ud over mine smagsløg, og jeg får spruttet og spyttet den nu, temmelig opløste stjerne ned i vasken! og gufler endnu et stykke pære i mig, mens jeg kommer med alskens spruttelyde sammenblandet med lidt bandeord og brok!

NU er jeg overbevist.. sukkerstads kan blive for gammelt, i hvert fald når det er blå og sorte stjerner, der åbenbart er lavet meget mere af rispapir end af sukker, konstaterer jeg, da jeg læser bag på posen, som efterfølgende ryger direkte i skraldespanden med de, alt for få, resterende stjerner i... Og der står jeg så, med en ganske flot stjernedrysset lagkage, og kan konstatere at den harske smag, helt sikkert vil kunne smages, og at den nok, hvis den får lov til at blive på kagen, vil sprede sig over i den ellers så flotte anrettede flødeskum!

Efter en del banden, sukken og skulen mod de blå og sorte stjerner, nupper jeg en kniv i skuffen, og giver mig til at pille stjerner af, en efter en, så fløden ikke kommer til at smage harsk og ækel!! Til mit held, har jeg frådset godt med flødeskummet, og efter endt stjerneaftagning, er der stadig en god del flødeskum tilbage på kagen, som derefter kunne glattes ud, og derved stadig se anstændig ud, dog uden nogen form for pynt...

Og hvad kan man så lære af det? Jo, lad være med at hamstre krymmel og sukkerstads, du umiddelbart ikke lige ved hvad du skal bruge til, i det øjeblik du overvejer at købe dem! Der udover kunne man overveje at rydde op lidt oftere i alle de der småting man har liggende, som man har købt, fordi det sikkert kan bruges engang! For måske er den "engang" først om halvandet år, og så ender du bare med at skulle skrabe skidtet af igen.. Men men, det er jo nok alligevel ikke sidste gang jeg falder over noget, jeg bare er nødt til at eje til en eller anden kage, og som så alligevel får lov til at putte sig i skabet, men så har jeg da lært at lugte og smage på dem INDEN jeg putter dem på kagen!!!

"Denne blog vil få dig til at skrige" - lidt om "artikler" på nettet...

Ok, jeg får snart spat af de der, -"Denne mor gjorde sådan, og hvad der så skete, får dig til at tude i stride strømme" eller, - "denne mand tager en pensel, og hvad der sker derefter, er totalt mind blowing", -overskrifter, der florerer over det hele!! Jeg skal nok selv hitte ud af, hvordan jeg reagerer, når jeg ser/læser hvad det handler om. Find dog på en ordentlig titel, der ikke partout skal forsøge at presse følelser ned i halsen på en, før man overhovedet har læst titlen færdig!! Hvad er det for en tåbelig tendens??!! Jeg ærgrer mig stort set, hver gang, jeg får trykket på sådan noget, for indholdet er sgu stort set ikke mere end, en gentagelse af titlen, og så lidt fyldord... Det er sjældent jeg klikker på dem, men når det endelig sker, er det aldrig så "mind blowing" eller følelsesladet, som overskriften lover det er, jeg sidder altid tilbage med en, "nå, var det ikke andet" oplevelse, og bliver irriteret på mig selv over, at man liiige skulle klikke på det skide link, og spilde et halvt minut på at konstatere at det endnu engang var en omgang indholdsløst juks...

Jeg undres også over, at folk uhæmmet deler sådanne "nyheder" der ofte stammer fra sider så som "dages", "den korte" og hvad de ellers hedder! (Der findes jo et hav, både på dansk og alle mulige andre sprog) "Artiklerne" er, i mine øjne, dårligt skrevet, har ikke ordentlige kilder, og lyser langt væk af sensationsoverskrifter uden indhold, og virker på mig utroværdige og useriøse. For mig virker det som om, de udelukkende eksisterer for at få så mange "synes godt om", delinger og hits som overhovedet muligt, og jeg tror måske endda at jeg der, for lige at være en kende selvfed, ramte sømmet på hovedet! For der er jo absolut intet indhold i de artikler, de tilfører ikke noget nyt til noget som helst, og de løber ofte med en halv vind, eller faktisk somme tider med en hel orkan, i et meget lille bitte glas vand, der på ingen måde har hold i faktiske beviser/undersøgelser/sandheder.

Nå, men det positive er vel, at ved at eksistere, har jeg noget at brokke mig over! Tænk hvis alt ting var helt som jeg syntes det skulle være, så ville det da godt nok være kedeligt at brokke sig! (indsæt selv, kæmpe stor smiley med et muppets-agtigt grin) Det er jo fantastisk med mangfoldighed og forskellighed osv. men nogle gange kunne man godt ønske sig at folk tog de kritiske briller på, inden de satte sig til at dele ting på nettet...

Nå men, jeg hører sgu nok også bare til i den sære ende af befolkningen, for jeg kan jo se, at sådanne artikler hele tiden bliver delt og har flere tusinde, ja somme tider milioner af "synes godt om'er" Så hvem ved, måske det er mig der er galt på den!? Hvis det er tilfældet, og det er mig der er sær, så gør det mig nu ikke så meget, jeg er vant til at skille mig ud og være sær, og hey, BREAKING NEWS!! (Dette vil få dig til at blive helt vild og tovli') det gør overhovedet ikke ondt!