Det skal ikke være nogen hemmelighed at mit hjerte banker temmelig meget for Halloween, og alt hvad dertilhører af græskar, spøgelser og andet tingeltangel. Jeg frydes hver gang jeg kommer ind i et supermarked eller en butik hvor man kan købe Halloween ting, og jeg kan blive helt hysterisk i min lykke når jeg ser noget jeg bare MÅ eje!! Oktober er som nævnt i et andet blog indlæg min yndlingsmåned, og jeg venter altid spændt på at det skal blive oktober, hvor butikkerne begynder at have halloween ting. I år synes jeg dog det er gået en smule tilbage for både Føtex og flere andre stedet. Måske Halloween ikke er så populært mere? Jeg ved det ikke, i hvert fald fik jeg lige ved og næsten et hjertestop den anden dag da jeg bevægede mig ind i Fakta!
De havde da godt nok græskar til at stå udenfor, til en fin pris, 20 kr. for ret pæne og store græskar. Det glædede mig Halloween hjerte, og jeg så frem til at komme ind i butikken og kigge på spøgelser, lys, servietter, edderkopper, slik og hvad de ellers plejer at have. Men hvad skuer mit øje som det første, allerede i indgangspartiet! JULEKAGER og slik!!! Hvad i hele hule h......! Jeg har ikke spor i mod jul, faktisk elsker jeg jul lige så meget som jeg elsker Halloween, men helt ærligt! Der var ikke skyggen af Halloween slik nogen steder! I stedet kunne jeg både få chokoladekalendre, brunkager, pebernødder og alskens anden juleslik. Et forkølet græskar lerhoved stod i en rodekasse og skammede sig, sammen med alt muligt forskelligt ragelse... Det var i sandhed deprimerende og trist..
På vej ud, opdager jeg så til min fryd en opstilling med lidt Halloween pynt, men slet ikke så meget som der somme tider har været. Jeg konstatere at de ting der er der, vist ikke er noget jeg absolut er NØDT til at have, (ud over et fint græskarudskærings sæt) så intet nyt til samlingen (ud over græskarudskærings sættet selvfølgelig..)
Jeg kommer så hjem og sætter mig til computeren, går ind på facebook, hvor en af mine gode veninder har været så venlig at poste et link på min væg, linket er til en online butik der forhandler kageforme og andet tilbehør. Blandt andet Halloween kageforme!!! Åååh hvilken fryd! Jeg kunne købe mig på fattiggården derinde, og ikke nok med at der var rigtig mange ting derinde jeg simpelthen er NØDT til at eje, ja så er der jo også lige en tre, fire, fem andre online butikker med seje ting, som en ægte Halloween elsker ikke kan leve foruden! Ikke at forglemme ebay, som jeg overhovedet slet ikke tør gå ind på i denne tid, det tror jeg simpelthen ikke mit blodtryk kan holde til!
Men altså! Julekager i oktober! Helt ærligt! Og hvis man så købte de julekager nu, og gemte dem til december, sikke da en tør omgang man ville få så. Sådan et honninghjerte er sgu ikke meget ved efter 3 måneder i et skab. Men hva, dem de ikke får solgt nu, bliver vel bare pakket om og sat på udsalg midt i december. Jeg ved godt at butikkerne begynder tidligt, men jeg synes da ikke det var SÅ tidligt sidste år, eller var det? Måske fortrænger man det fra år til år. Man glemmer det simpelthen fordi det er så ubegribelig tidligt, så ens hjerne ikke kan rumme det. Jul er skønt, jul er dejligt, jul er hyggeligt, I DECEMBER! vel at mærke.
Der er sikkert mange der synes Halloween er noget fis, men det er fordi de ikke har oplevet det! Sådan en gennemført Halloweenfest med gys og gru, og udklædte mennesker over det hele. Det er fantastisk. For mig er det ligesom juleaften, bare uden gaver. Men det gør ikke noget, så længe festen er en succes, og alle er glade og i god Halloween stemning. Jeg tror mange voksne ville have godt af at prøve at komme til sådan en fest, hvor de blev tvunget til at være udklædt, og fik lov til at skabe sig lidt, og glemme hverdagens problemer og al deres voksenhed.
Det er også en af de ting jeg synes er lidt irriterende ved de ting man kan købe herhjemme til Halloween. Det meste af det er meget tuttenuttet og børnevenligt. Som om Halloween kun henvender sig til børn. (ligesom fastelavn) Men sådan er det jo ikke! Halloween er for alle aldre! Ikke kun børn i deres Fætter BR kostumer med små søde edderkopper og nuttede spøgelser.
Halloween hos mig er absolut ikke børnevenligt! Badeværelset specielt bør ikke benyttes af sarte sjæle, da der plejer at være temmelig meget blodbad derude. Til Halloween har man chancen for at udleve nogle af sine mørke sider! Det er fantastisk!!
Men når julen allerede ankommer i oktober, må julen også finde sig i at der i december sniger sig et par zombier ind hist og her!
lørdag den 15. oktober 2011
fredag den 14. oktober 2011
Teenage fascination - en form for sindssyge
Jeg blev i går mindet om min gamle passion, og det der blev starten på min elskede samling af cd'er og LP'er. Samtidig var det en reminder om hvor fanatisk og ensporet jeg var, samt en form af autistisk memorering af et bestemt bands gøren og laden. I mine spæde teenage år, hvor musikken i verden var præget af boybands og alskens udefinerbarer toner fra et 1990'er helvede, fandt jeg, hvad jeg vil vælge at kalde for min første identitet. Jeg har altid godt kunnet lide musik, og har sunget i kor siden jeg var 8, enskønt jeg i min spæde begyndelse som korsanger kunne give korlederen grå hår i hovedet med min luftige falske røst. Hver fugl synger med sit næb, og jeg lærte da også at synge med mit.
Jeg kunne ikke rigtig komme overens med disse boybands og hele den pop kultur der voksede frem af den, så i stedet for, forelskede jeg mig i et årti og et band fra en helt anden tid. Min store pasion og fascination af The Beatles, var lige så koncentreret og fanatisk som en hver anden teenage pige. Forskellen var bare den at, på mit værelse var væggene spækket af The Beatles billeder og plakater, og musik anlægget spillede The Beatles for fulde hammer. Inspireret af bandet, musikken, og hele Beatles kulturen, blev mit tøj selvfølgelig også præget gevaldig af denne nye passion. Men hverken flower Power eller bukser med svaj var specielt populært den gang i 90'erne, og så måtte jeg jo igang med symaskinen. Hvilket var en temmelig stor udfordring for teenage undertegnede.. Jeg var, som en af de sidste til at få symaskinekørekort i folkeskolen, absolut ikke ferm med nål og tråd, og interessen var der heller ikke just. Men når tøjet ikke passer damen, måtte damen jo gøre noget ved det. og nød lærer jo som bekendt nøgen kvinde at gøre så mange ting, som man siger.
Jeg blev efterhånden sådan nogenlunde til at lave svaj i bukserne, og eksperimenterede med klor og batik, så jeg er overbevist om at en hel del hjerneceller forsvandt på den konto. Men hippieagtig blev jeg da, og gik både med store peace tegns halskæder og tørklæder som pandebånd. Nu var det jo ikke fordi denne stil ligefrem var populær, og på en mindre landsbyskole vækker det temmelig meget opsigt at være gennemført hippie i 1995 eller der omkring. De fleste syntes sikkert jeg så tåbelig ud, men jeg tror da nok at jeg indhentede et par respektfulde blikke hist og her.
Jeg kan ikke helt huske hvornår min Beatles tid begyndte, men jeg kan huske hvordan det startede, sådan nogenlunde i hvert fald. Jeg havde vel sagtens hørt noget af deres musik i radioen, eller på min fars Jukeboks ( ja altså sådan en rigtig jukeboks med single LP plader i) og syntes vældig godt om det. En dag var jeg så nede i byen, og inde i Silkeborgs mest fantastiske butik, Pladeshoppen (der til kæmpe stor ærgelse for undertegnede ikke eksistere mere..) Der fandt jeg en dobbelt cd med The Beatles, (The Beatles/1962-1966) Jeg kan ikke huske hvad den kostede, men jeg købte den i hvert fald, og glædede mig frygteligt til at komme hjem og høre den.
I bussen på vej hjem, mødte jeg en klassekamerat, der nysgerrigt spurgte hvad jeg mon havde købt i Pladeshoppen? (Pladeshoppens poser var ret genkendelige, en lille gul pose med logoet trykt hen over i sort.) Jeg kan huske at jeg på daværende tidspunkt var lidt pinligt berørt over at vise mit køb frem. Jeg vidste jo godt, at der absolut ikke var andre i min klasse der hørte den slags musik, og var måske en kende bange for at blive drillet. Jeg besluttede mig så for, at det var noget pjat, og tog cden frem. Kammeraten, så mindre interesseret ud, og snakken faldt hurtigt på noget andet. Vi sad på nogle af de forreste sæder, så buschaufføren kunne ikke undgå at hører hvad vi snakkede om. Denne chauffør havde jeg egentlig besluttet mig for, var irriterende, og gad egentlig ikke snakke med ham. Men denne chauffør, blandede sig så i samtalen, og spurgte om han måtte se min nye cd, og høflig som man er, fik han selvfølgelig lov til det. Og tænk sig, manden var mindst lige så stor Beatles fan som jeg var, og kunne fortælle en helt masse som jeg ikke vidste!
Fra den dag syntes jeg vældig godt om denne chauffør, og vi fik altid en god Beatles snak hver gang det var ham der kørte bussen.
Man kan vel kalde mig for fanatisk i mit udseende og udtryk. Jeg plastrede mit værelse til med plakater, billeder, pladecovers og alle mulige Beatles ting, min lykke var gjort da mine forældre hjembragte et John Lennon glashoved de havde købt til mig på et kræmmermarked, skidt pyt med at hans næsetip var slået af. Jeg har det stadig til at stå fremme, alle plakaterne og billederne er dog gemt væk, men planen er, at når vi engang har noget mere plads end vi har nu, så skal nogle af dem op at hænge igen.
Jeg var engang på ferie med familien på Fyn. I Odense var vi på et museum, der var indrettet som hjemmene så ud i forskellige tidsperioder. Og hende der arbejdede der, var meget fornøjet over at jeg tøjmæssigt passede perfekt til deres 60'er stue, og jeg var selvfølgelig henrygt.
I samme periode af mit liv, fik jeg en kortvarrig fascination af farven grønt, og gjorde alt hvad jeg kunne for kun at gå i grønt tøj. Dertil kom, at jeg nægtede at have to ens strømper på, og at strømperne helst skulle være så farverige og mønstrede som muligt. I den periode anskaffede jeg mig to par lærreds sko, et par i grønt, og et par i orange. Jeg byttede så snørrebåndende om, så de grønne havde orange og visa verse, hvorefter jeg gik med en orange og en grøn sko, til stor undren og moro for omverdenen.
Jeg er stadig enorm Beatles fan, men må jo nok erkende at andre bands og kunstnere siden hen også har stjålet mit hjerte. I min glans periode i min Beatles feber, kunne jeg stort set alle mulige og umulige facts om bandet (heraf ovennævnte autistiske træk). Hvis en person nævnte et nummer, kunne jeg ralle alle oplysninger om det op. Lige fra Udgivelesedato til hvem der havde skrevet det, hvilket album det optrådte på, og hvor mange minutter nummeret varede. I dag er min paratviden om The Beatles meget rusten, men den gang var jeg sgu ret sej!
Min fascination er stadig lige stor, bare mere afdæmpet. Jeg nyder stadig at skråle med på Come together og alle de andre numre, men mit hippieudtryk og hele tøjstilen omkring det er gået fløjten, jeg fandt ny musik, og et nyt stilistisk udtryk, der vel nok på mange måder har givet mine forældre grå hår i hovedet. Jeg har dog stadig et par af mine omsyede batik klorede trompetbukser et sted i gemmerne, og inderst inde gemmer der sig stadig et lille hippieblomsterbarn.
Tit når jeg ser teenagere i dag, kan jeg godt komme til at tænke, ungdommen nu til dags, men når jeg så tænker efter, var jeg jo ikke en skid bedre end de er. Jeg var sikkert lige så pisse irriterende når jeg sad i bussen og fjantede med veninderne, og jeg fjollede også rundt inde i byen og lavede tåbelige ting. Jeg var lige så sindssyg som alle andre teenagere var og er i dag.
I bund og grund er teenage tiden vel den bedste og den værste i ens liv. Man er ikke sådan rigtig forpligtet til noget, og man kan eksperimentere med en masse stilistiske udtryk uden at behøve at bekymre sig om hvad en eventuel arbejdsgiver synes om det. På mange måder savner jeg sgu lidt den tid, men så igen, alle de problemer man samtidig havde. Som jo, i bund og grund var banale intetsigende ting, men som man når man stod i dem, syntes de var alt overskyggende store.
The Beatles var med til at forme den jeg var den gang, og anden musik er med til at forme mig som den jeg er nu. Jeg er stadig vedholdende i den musik jeg hørte den gang, bare på en mere afdæmpet måde. jeg har gennemgået flere forskellige stilarter i mit liv, og er på mange måder mere afdæmpet end jeg var da jeg var 20, men jeg kan nu stadig godt finde på at opføre mig som en teenager i ny og næ, og det lidt sære og ekstreme går nok aldrig af mode når man er mig.
Jeg kunne ikke rigtig komme overens med disse boybands og hele den pop kultur der voksede frem af den, så i stedet for, forelskede jeg mig i et årti og et band fra en helt anden tid. Min store pasion og fascination af The Beatles, var lige så koncentreret og fanatisk som en hver anden teenage pige. Forskellen var bare den at, på mit værelse var væggene spækket af The Beatles billeder og plakater, og musik anlægget spillede The Beatles for fulde hammer. Inspireret af bandet, musikken, og hele Beatles kulturen, blev mit tøj selvfølgelig også præget gevaldig af denne nye passion. Men hverken flower Power eller bukser med svaj var specielt populært den gang i 90'erne, og så måtte jeg jo igang med symaskinen. Hvilket var en temmelig stor udfordring for teenage undertegnede.. Jeg var, som en af de sidste til at få symaskinekørekort i folkeskolen, absolut ikke ferm med nål og tråd, og interessen var der heller ikke just. Men når tøjet ikke passer damen, måtte damen jo gøre noget ved det. og nød lærer jo som bekendt nøgen kvinde at gøre så mange ting, som man siger.
Jeg blev efterhånden sådan nogenlunde til at lave svaj i bukserne, og eksperimenterede med klor og batik, så jeg er overbevist om at en hel del hjerneceller forsvandt på den konto. Men hippieagtig blev jeg da, og gik både med store peace tegns halskæder og tørklæder som pandebånd. Nu var det jo ikke fordi denne stil ligefrem var populær, og på en mindre landsbyskole vækker det temmelig meget opsigt at være gennemført hippie i 1995 eller der omkring. De fleste syntes sikkert jeg så tåbelig ud, men jeg tror da nok at jeg indhentede et par respektfulde blikke hist og her.
Jeg kan ikke helt huske hvornår min Beatles tid begyndte, men jeg kan huske hvordan det startede, sådan nogenlunde i hvert fald. Jeg havde vel sagtens hørt noget af deres musik i radioen, eller på min fars Jukeboks ( ja altså sådan en rigtig jukeboks med single LP plader i) og syntes vældig godt om det. En dag var jeg så nede i byen, og inde i Silkeborgs mest fantastiske butik, Pladeshoppen (der til kæmpe stor ærgelse for undertegnede ikke eksistere mere..) Der fandt jeg en dobbelt cd med The Beatles, (The Beatles/1962-1966) Jeg kan ikke huske hvad den kostede, men jeg købte den i hvert fald, og glædede mig frygteligt til at komme hjem og høre den.
I bussen på vej hjem, mødte jeg en klassekamerat, der nysgerrigt spurgte hvad jeg mon havde købt i Pladeshoppen? (Pladeshoppens poser var ret genkendelige, en lille gul pose med logoet trykt hen over i sort.) Jeg kan huske at jeg på daværende tidspunkt var lidt pinligt berørt over at vise mit køb frem. Jeg vidste jo godt, at der absolut ikke var andre i min klasse der hørte den slags musik, og var måske en kende bange for at blive drillet. Jeg besluttede mig så for, at det var noget pjat, og tog cden frem. Kammeraten, så mindre interesseret ud, og snakken faldt hurtigt på noget andet. Vi sad på nogle af de forreste sæder, så buschaufføren kunne ikke undgå at hører hvad vi snakkede om. Denne chauffør havde jeg egentlig besluttet mig for, var irriterende, og gad egentlig ikke snakke med ham. Men denne chauffør, blandede sig så i samtalen, og spurgte om han måtte se min nye cd, og høflig som man er, fik han selvfølgelig lov til det. Og tænk sig, manden var mindst lige så stor Beatles fan som jeg var, og kunne fortælle en helt masse som jeg ikke vidste!
Fra den dag syntes jeg vældig godt om denne chauffør, og vi fik altid en god Beatles snak hver gang det var ham der kørte bussen.
Man kan vel kalde mig for fanatisk i mit udseende og udtryk. Jeg plastrede mit værelse til med plakater, billeder, pladecovers og alle mulige Beatles ting, min lykke var gjort da mine forældre hjembragte et John Lennon glashoved de havde købt til mig på et kræmmermarked, skidt pyt med at hans næsetip var slået af. Jeg har det stadig til at stå fremme, alle plakaterne og billederne er dog gemt væk, men planen er, at når vi engang har noget mere plads end vi har nu, så skal nogle af dem op at hænge igen.
Jeg var engang på ferie med familien på Fyn. I Odense var vi på et museum, der var indrettet som hjemmene så ud i forskellige tidsperioder. Og hende der arbejdede der, var meget fornøjet over at jeg tøjmæssigt passede perfekt til deres 60'er stue, og jeg var selvfølgelig henrygt.
I samme periode af mit liv, fik jeg en kortvarrig fascination af farven grønt, og gjorde alt hvad jeg kunne for kun at gå i grønt tøj. Dertil kom, at jeg nægtede at have to ens strømper på, og at strømperne helst skulle være så farverige og mønstrede som muligt. I den periode anskaffede jeg mig to par lærreds sko, et par i grønt, og et par i orange. Jeg byttede så snørrebåndende om, så de grønne havde orange og visa verse, hvorefter jeg gik med en orange og en grøn sko, til stor undren og moro for omverdenen.
Jeg er stadig enorm Beatles fan, men må jo nok erkende at andre bands og kunstnere siden hen også har stjålet mit hjerte. I min glans periode i min Beatles feber, kunne jeg stort set alle mulige og umulige facts om bandet (heraf ovennævnte autistiske træk). Hvis en person nævnte et nummer, kunne jeg ralle alle oplysninger om det op. Lige fra Udgivelesedato til hvem der havde skrevet det, hvilket album det optrådte på, og hvor mange minutter nummeret varede. I dag er min paratviden om The Beatles meget rusten, men den gang var jeg sgu ret sej!
Min fascination er stadig lige stor, bare mere afdæmpet. Jeg nyder stadig at skråle med på Come together og alle de andre numre, men mit hippieudtryk og hele tøjstilen omkring det er gået fløjten, jeg fandt ny musik, og et nyt stilistisk udtryk, der vel nok på mange måder har givet mine forældre grå hår i hovedet. Jeg har dog stadig et par af mine omsyede batik klorede trompetbukser et sted i gemmerne, og inderst inde gemmer der sig stadig et lille hippieblomsterbarn.
Tit når jeg ser teenagere i dag, kan jeg godt komme til at tænke, ungdommen nu til dags, men når jeg så tænker efter, var jeg jo ikke en skid bedre end de er. Jeg var sikkert lige så pisse irriterende når jeg sad i bussen og fjantede med veninderne, og jeg fjollede også rundt inde i byen og lavede tåbelige ting. Jeg var lige så sindssyg som alle andre teenagere var og er i dag.
I bund og grund er teenage tiden vel den bedste og den værste i ens liv. Man er ikke sådan rigtig forpligtet til noget, og man kan eksperimentere med en masse stilistiske udtryk uden at behøve at bekymre sig om hvad en eventuel arbejdsgiver synes om det. På mange måder savner jeg sgu lidt den tid, men så igen, alle de problemer man samtidig havde. Som jo, i bund og grund var banale intetsigende ting, men som man når man stod i dem, syntes de var alt overskyggende store.
The Beatles var med til at forme den jeg var den gang, og anden musik er med til at forme mig som den jeg er nu. Jeg er stadig vedholdende i den musik jeg hørte den gang, bare på en mere afdæmpet måde. jeg har gennemgået flere forskellige stilarter i mit liv, og er på mange måder mere afdæmpet end jeg var da jeg var 20, men jeg kan nu stadig godt finde på at opføre mig som en teenager i ny og næ, og det lidt sære og ekstreme går nok aldrig af mode når man er mig.
søndag den 9. oktober 2011
Den sande ondskab
skrevet 30.8.2008
Du er livet der græder over tabte år
du er kroppen der skriger over væskende sår
du er hjertet der bløder over forliste drømme
du er tåre af forgrædte strømme
du er sjælen af mistede håb
du er koret af tavse råb
du er stemmen der synger om smerte
du er døden der slukker min kerte
du er fortidens gemte skeletter
du er mørket i ensomme nætter
du er frygten der lurer i skyggen
du er den der altid vender mig ryggen
Du er stenen der kastes mod ruden
du er stormen der drukner skuden
du er krigen i menneksets indre
du er onskaben der ej kan forhindres
du er sygdommens gullige hud
du er den alt fordømmende gud
du er galden der river i næsen
du er monsterets hadske hvæsen
du er sindets indre dæmoner
du er krigsherrenes buldrende kanoner
du er manden der svinger med leen
jeg er menneksket der bløder i sneen
Du er livet der græder over tabte år
du er kroppen der skriger over væskende sår
du er hjertet der bløder over forliste drømme
du er tåre af forgrædte strømme
du er sjælen af mistede håb
du er koret af tavse råb
du er stemmen der synger om smerte
du er døden der slukker min kerte
du er fortidens gemte skeletter
du er mørket i ensomme nætter
du er frygten der lurer i skyggen
du er den der altid vender mig ryggen
Du er stenen der kastes mod ruden
du er stormen der drukner skuden
du er krigen i menneksets indre
du er onskaben der ej kan forhindres
du er sygdommens gullige hud
du er den alt fordømmende gud
du er galden der river i næsen
du er monsterets hadske hvæsen
du er sindets indre dæmoner
du er krigsherrenes buldrende kanoner
du er manden der svinger med leen
jeg er menneksket der bløder i sneen
mandag den 3. oktober 2011
Et efterårs tegn
Der er efterår i luften
man mærker ligesom duften
af blade og af planter
der finder deres vanter
og rådner og forsvinder
mens jeg får røde kinder
Der er efterår i landet
også helt ud til vandet
hvor kulden trænger ind
med en stormfuld viltre vind
med regn i tunge byger
fra mørke dystre skyer
Der er efterår i kroppen
man ser det i trætoppen
hvor bladene blir røde
mens frugterne blir søde
og alting stråler smukt
i efterårets bugt
Der er efterår i sindet
man sukker efter mindet
om varme sommerdage
med rabarberflødekage
og søens blanke flade
før man i den vil bade
Der er efterår på himlen
man ser på fugle vrimlen
der flyver rask mod syd
det er en smule snyd
De forlader træ og hegn
det er et efterårs tegn
mandag den 19. september 2011
En hyldest til skoven - et naturbarns lykkelige minder
Jeg har altid været lidt af et naturbarn. Jeg er vokset op i granskovens dybe skygger, med højt til himmelen og et klatretræ hist og et klatretræ her. Jeg har brugt time efter time til at udforske den omkringliggende natur, kigget på planter og smådyr, søgt efter knogler, hulsten og firkløvere. For mig betyder granskoven noget helt specielt, når solens stråler kaster glans over de ranke stammer, og skyggerne danser på det tykke lag af grannåle, der gør at man mere eller mindre lydløst kan bevæge sig rundt i underskoven.
Løvskoven har også sin charme, med det næsten skriggrønne løv i foråret, der langsomt ændre farve og bliver mere dyb og fløjelsagtig mørkgrøn, for til sidst i efterårets stråleglans at stå i brænd i smukke røde, gule og orange farver. Man kan boltre sig i bunkerne af blade, der i hvirvelstrømme danser gennem skoven på stormfulde efterårsdage. Krogede egetræer og gamle bøge, der kaster deres frugt, til glæde for mus og andre smådyr, der med deres furede bark og krummede lemmer sætter fantasien igang. Dér står en trold, der en heks, i skumringens tåge får de liv og ændre form.
Skoven, uanset om det er ren løv, ren gran eller blandingsskov, har sin eventyrlige charme. Enge, moser og sø, stemmer i med stemningsbilleder af idylisk ro. Naturen i sin storhed, fra kæmpe træer til det mindste frø, alt sammen tegn på liv, tiden der går, årstider, fornyelse og forfald.
Jeg føler mig priviligeret, at jeg, hvis jeg har lyst, bare kan gå en tur i skoven, på hvilket som helst tidspunkt af døgnet. Jeg skriver engang i mellem med en person der bor i Canada, og denne var meget forundret over mine til tider, jævnlige vandringer i skoven om natten. Er det ikke farligt? blev jeg spurgt. Jeg kunne så fortælle, at det farligste dyr på disse kanter var en grævling, og at jeg i mine nu, 30 år, aldrig er stødt på sådan en. Nej, den danske skov er et fredfyldt og dejligt sted.
På mange punkter var jeg vel lidt af en drengepige, jeg elskede at tumle rundt i skoven og lege indianer eller opdagelsesrejsende. Enten sammen med en ven eller helt alene. Jeg har igennem tiden haft mange forskellige klatretræer, lige fra et rønnetræ, en eg til et fantastisk lærketræ, der med sin ranke, lige stamme, med grene som en stige, var nemt at komme til tops i. At sidde i toppen af et lærketræ når det blæser, er en fantastisk følelse af frihed. Den ensomme ro det er at sidde i et træ, helt alene og bare nyde udsigten og duften af harpiks kan ikke beskrives med ord.
Især elsker jeg skoven om natten, når månen er fuld og dens stråler danner svage skygger mellem træerne. Når det pusler og rumstere i krattet, når uglen tuder i det fjerne, og flagermusene piber i mørket. Når tågen danser mellem træerne, som udviskede spøgelser på flugt, når blæsten hyler og træerne knirker, når alt er tyst og stille og ens ånde står som røg ud af munden og frosten er på vej. I det sene efterår ved skumring, når mosekonen brygger, og den søde duft af råd stiger, som en svag parfumeret dunst fra skovbunden og svampene vælder op af jorden.
Løvskoven har også sin charme, med det næsten skriggrønne løv i foråret, der langsomt ændre farve og bliver mere dyb og fløjelsagtig mørkgrøn, for til sidst i efterårets stråleglans at stå i brænd i smukke røde, gule og orange farver. Man kan boltre sig i bunkerne af blade, der i hvirvelstrømme danser gennem skoven på stormfulde efterårsdage. Krogede egetræer og gamle bøge, der kaster deres frugt, til glæde for mus og andre smådyr, der med deres furede bark og krummede lemmer sætter fantasien igang. Dér står en trold, der en heks, i skumringens tåge får de liv og ændre form.
Skoven, uanset om det er ren løv, ren gran eller blandingsskov, har sin eventyrlige charme. Enge, moser og sø, stemmer i med stemningsbilleder af idylisk ro. Naturen i sin storhed, fra kæmpe træer til det mindste frø, alt sammen tegn på liv, tiden der går, årstider, fornyelse og forfald.
Jeg føler mig priviligeret, at jeg, hvis jeg har lyst, bare kan gå en tur i skoven, på hvilket som helst tidspunkt af døgnet. Jeg skriver engang i mellem med en person der bor i Canada, og denne var meget forundret over mine til tider, jævnlige vandringer i skoven om natten. Er det ikke farligt? blev jeg spurgt. Jeg kunne så fortælle, at det farligste dyr på disse kanter var en grævling, og at jeg i mine nu, 30 år, aldrig er stødt på sådan en. Nej, den danske skov er et fredfyldt og dejligt sted.
På mange punkter var jeg vel lidt af en drengepige, jeg elskede at tumle rundt i skoven og lege indianer eller opdagelsesrejsende. Enten sammen med en ven eller helt alene. Jeg har igennem tiden haft mange forskellige klatretræer, lige fra et rønnetræ, en eg til et fantastisk lærketræ, der med sin ranke, lige stamme, med grene som en stige, var nemt at komme til tops i. At sidde i toppen af et lærketræ når det blæser, er en fantastisk følelse af frihed. Den ensomme ro det er at sidde i et træ, helt alene og bare nyde udsigten og duften af harpiks kan ikke beskrives med ord.
Især elsker jeg skoven om natten, når månen er fuld og dens stråler danner svage skygger mellem træerne. Når det pusler og rumstere i krattet, når uglen tuder i det fjerne, og flagermusene piber i mørket. Når tågen danser mellem træerne, som udviskede spøgelser på flugt, når blæsten hyler og træerne knirker, når alt er tyst og stille og ens ånde står som røg ud af munden og frosten er på vej. I det sene efterår ved skumring, når mosekonen brygger, og den søde duft af råd stiger, som en svag parfumeret dunst fra skovbunden og svampene vælder op af jorden.
onsdag den 14. september 2011
Barnlig mudderkast i tivolis lagkagebod - politik på "højt" plan!
I morgen går vi til valgurnerne, og mange er stadig i tvivl, jeg selv, har vist nok pejlet mig ind på en retning, en farve, et parti, en person.. måske... det er et svært valg at vælge den man har valgt.. eller.. for sæt nu det er den forkerte man i sidste ende vælger. Det er aldrig til at vide før det er for sent. Men jeg føler mig nu alligevel ret sikker i min sag, og det er endda helt uden at følge med i diverse valgdebatter og programmer i tv. Synes mere det handler om at svine hinanden og hinandens meninger til, at opremse alle de urealistiske mål det og det parti har, hvis denne skulle komme til magten, end at komme med løsningsforslag til landets ve og vel. Men på den anden side, hvis vi skal være helt ærlige, valgkampangner er jo bare balloner fulde af varm luft. Hvornår har en politikker nogen sinde holdt sine valgløfter i hævd når valgrusen er dampet af?
Det bliver spændende at se hvem der vinder, og spændende at se hvordan folk reagerer, og hvordan de vælger at ytre sig på fx. facebook!
Mudderkastning kan være meget sjovt, hvis ellers det var i en kæmpe mudderpøl og man havde regntøj på. Men hvem har nogensinde set en flok uenige politikkere gøre den slags? Nææh, i stedet for at gøre det simpelt, formår de at kaste verbalt mudder på hinanden, mens de forvirrer den almene borger så meget at man hverken ved ud eller ind. Det er som om, at jo mere politikkerne kaster med mudder, jo mere sindssyg bliver befolkningen i deres egen måde at promovere deres synspunkter på. Ikke nok med at vi skal høre på de professionelles mudderkast, næh nej, alle vi andre skal da også lukke lort ud, nu vi har chancen for det, og vi på "legal" vis, via det forekommende valg, kan svine denne og hin politikker til som var det en lagkagebod i tivoli. De såkaldte "humoristiske" statusopdateringer der florerer på facebook for tiden, er jo ikke andet end barnlig mudderkast for på en lidt skjult måde at tilkendegive sin kulør, frem for bare direkte at skrive, "jeg støtter op om det eller det parti".
Jeg læste en grum historie på et forum den anden dag, der virkelig beviser at folketingsvalg får det værste frem i folk. To damer står og venter på bussen, på en fredelig villavej et sted i Danmark. De sludre om vind og vejr, og stemningen er ganske god, indtil dame1, ældre dame på omkring 70-75 år) spørger dame2, (en lidt yngre dame) om denne ikke er glad for Pia K's forslag om forhøjelse af ældre checken. Dame2 svarer høfligt, at det er hun ikke, hvis det er på bekostning af ulandshjælpen, og at hun hellere ser at samme Pia K. hurtigt kommer ud af folketinget. Hvorefter dame1 vælger at spytte på dame2 og udbryder vredt (direkte citat fra forumet) "Føj din røde muslim kælling".
Hvad sker der lige for det? hvordan kan det lade sig gøre, at en ældre dame kan finde på at opføre sig sådan over for et medmenneske!!?? Godt nok et menneske med en anden politisk holdning end hende selv, men alligevel! Verden er af lave, og politiske holdninger og trosspørgsmål er åbenbart ikke noget man skal diskurere ved busstoppestederne. Heldigt for dame2 at Pia K's forslag om at alle ældre skal have udleveret peberspray ikke er blevet vedtaget, for så havde hun nok haft pænt ondt i øjnene nu!
Jeg kan godt forstå at dame2 var så overrasket og overvældet, at hun var nødt til at dele sin oplevelse med folk, man kan godt nok hurtigt komme galt afsted, selv når man bare høfligt ytre sin mening.
Jeg glæder mig til valget er ovre, så kan man måske slippe for verbalt mudderkast og politisk skræmmepropaganda fra både politikkere og almene folk, både på facebook, i tv og ved busstoppestedet!
Det bliver spændende at se hvem der vinder, og spændende at se hvordan folk reagerer, og hvordan de vælger at ytre sig på fx. facebook!
Mudderkastning kan være meget sjovt, hvis ellers det var i en kæmpe mudderpøl og man havde regntøj på. Men hvem har nogensinde set en flok uenige politikkere gøre den slags? Nææh, i stedet for at gøre det simpelt, formår de at kaste verbalt mudder på hinanden, mens de forvirrer den almene borger så meget at man hverken ved ud eller ind. Det er som om, at jo mere politikkerne kaster med mudder, jo mere sindssyg bliver befolkningen i deres egen måde at promovere deres synspunkter på. Ikke nok med at vi skal høre på de professionelles mudderkast, næh nej, alle vi andre skal da også lukke lort ud, nu vi har chancen for det, og vi på "legal" vis, via det forekommende valg, kan svine denne og hin politikker til som var det en lagkagebod i tivoli. De såkaldte "humoristiske" statusopdateringer der florerer på facebook for tiden, er jo ikke andet end barnlig mudderkast for på en lidt skjult måde at tilkendegive sin kulør, frem for bare direkte at skrive, "jeg støtter op om det eller det parti".
Jeg læste en grum historie på et forum den anden dag, der virkelig beviser at folketingsvalg får det værste frem i folk. To damer står og venter på bussen, på en fredelig villavej et sted i Danmark. De sludre om vind og vejr, og stemningen er ganske god, indtil dame1, ældre dame på omkring 70-75 år) spørger dame2, (en lidt yngre dame) om denne ikke er glad for Pia K's forslag om forhøjelse af ældre checken. Dame2 svarer høfligt, at det er hun ikke, hvis det er på bekostning af ulandshjælpen, og at hun hellere ser at samme Pia K. hurtigt kommer ud af folketinget. Hvorefter dame1 vælger at spytte på dame2 og udbryder vredt (direkte citat fra forumet) "Føj din røde muslim kælling".
Hvad sker der lige for det? hvordan kan det lade sig gøre, at en ældre dame kan finde på at opføre sig sådan over for et medmenneske!!?? Godt nok et menneske med en anden politisk holdning end hende selv, men alligevel! Verden er af lave, og politiske holdninger og trosspørgsmål er åbenbart ikke noget man skal diskurere ved busstoppestederne. Heldigt for dame2 at Pia K's forslag om at alle ældre skal have udleveret peberspray ikke er blevet vedtaget, for så havde hun nok haft pænt ondt i øjnene nu!
Jeg kan godt forstå at dame2 var så overrasket og overvældet, at hun var nødt til at dele sin oplevelse med folk, man kan godt nok hurtigt komme galt afsted, selv når man bare høfligt ytre sin mening.
Jeg glæder mig til valget er ovre, så kan man måske slippe for verbalt mudderkast og politisk skræmmepropaganda fra både politikkere og almene folk, både på facebook, i tv og ved busstoppestedet!
onsdag den 31. august 2011
Hverdags propaganda - brud på den personlige sfære!
Jeg anser mig selv for et ret anstændigt og høfligt menneske, et altfavnende og åbent et af slagsen, jeg mener ikke jeg er specielt fordømmende eller har en negativ holdning over for folk der har et andet synspunkt end jeg selv. Jeg har ikke spor imod andre racer, trosretninger eller politiske holdninger, og jeg er bedøvende ligeglad med om folk går med turban, bowler eller klaphat, det må folk helt selv om, så længe der ikke er nogen af dem der forsøger at trække noget ned over hovedet på mig. Jeg kan godt lide en god diskussion, en god debat med forskellige synspunkter, så længe jeg selv kan vælge at deltage i den.
Jeg bryder mig ikke om propaganda og andre former for hvervningstogter, alligevel ligger der nu to blade i min skraldespand, der i min verden lugter langt væk af det jeg vil kalde hverdags propaganda. Jeg taler her om bladende "vagttårnet" og "vågn op". Og når disse to titler er blevet nævnt, behøver mine for nylige "gæster" vist ingen nærmere præsentation...
Jeg har som sådan ikke noget i mod religiøse mennesker, eller deres tro, det må de helt og aldeles selv om, men når de tropper op udenfor min dør og vil prakke mig deres overbevisning på, så sætter jeg grænsen! Og alligevel kan jeg ikke få mig selv til at sende dem bort med en grov kommentar. I bund og grund er jeg jo et høfligt menneske, der tror på at man skal behandle mennesker ens og på samme måde som man selv gerne vil behandles. Man hører tit om grove historier hvor folk har overfuset og truet disse "disciple", og disse historier kan da også sagtens få mig til at trække på smilebåndet, men derfra og så til selv at ty til sådanne metoder, der er altså et langt skridt.
Jeg har i al den tid jeg har boet her, haft (og har stadig) en bloddonor dråbe til at sidde i vinduet på hoveddøren, og det så i lang tid ud til at virke ret så godt. Der har i ny og næ været propaganda i min postkasse, men ingen personlig henvendelse. Indtil for nogle måneder siden...
Min mor havde besøg af sin kusine, og i den forbindelse havde jeg sagt at de da endelig skulle kigge forbi til en kop kaffe, hvis de fik tid. Det gjorde de umiddelbart ikke, og det var også helt fint. Samme dag som kusinen skulle hjem, bankede det pludselig på døren, sådan tidligt på eftermiddagen. Jeg gik selvfølgelig ud for at åbne, og ud fra de ben jeg kunne se ud af ruden, (vi har glasdør som hoveddør, og har en persienne for der er trukket et lille stykke op, så katten kan kigge ud forneden) kunne det meget vel være et overraskelsesvisit af min mor og dennes kusine. Men hvor blev jeg da skuffet. Udenfor stod der da godt nok et par damer, men det var i hvert fald hverken min mor eller kusinen, i stedet var det jo så nogen der meget gerne ville sprede budskabet om gud og bibelen. Nå ja jo, i min forvirrede og overraskede tilstand fik jeg formuleret mig lettere fjoget, at jeg var bloddonor, hvilket overhovedet ikke skræmte eller anfægtede dem det mindste, men tvært i mod fik dem til at sige at det viste jo også at jeg var medfølende og tænkte på andre mennesker.
Nå men jeg havde tilfældigvis min 30 års fødselsdagsgave fra mine forældre på den dag ( et halsvedhæng udformet som en lille trækiste med et kors på låget og et fint lille skelet indeni..) Hvilket de to damer straks bemærker, og kommentere at de jo kunne se at også jeg bar et kors. Hvorefter jeg igen mere eller mindre befippet udbryder, nåååe ja men det er nu bare fordi der ligger et skelet indeni, samtidig med at jeg letter på låget til kisten. Det får dem til at gyse lidt og grine lidt nervøst. Men de kommer sig hurtigt og giver mig en lille bog jeg kan læse i. De takker for tiden og går deres vej.
Jeg står så med bogen og glor på den lukkede dør, hvorefter Rune spørger hvad det gik ud på. Jeg siger så at det var da egentlig et godt spørgsmål. Jeg smider bogen på spisebordet og glemmer alt om den. Senere kommer min mor så forbi, og jeg fortæller om episoden.Der går vel lidt over en måned, så banker det på døren igen, denne gang er jeg dog forberedt, og kan genkende benene udenfor døren, hvilket får mig til at undlade at åbne. De konstatere at der nok ikke er nogen hjemme og går igen.
Men så her i eftermiddag står jeg ude i køkkenet og er ved at smøre mig en mad, da selv samme damer går forbi køkkenvinduet, og banker på døren. Jeg står lidt og tripper, er i tvivl om de har set mig eller ej, men beslutter mig for at det har de jo nok (igen, jeg kunne sgu da være ligeglad og bare undlade at åbne op..) jeg går ud og åbner, og der står de jo så igen, de præsentere sig ved at sige at de jo havde talt med mig for et stykke tid siden, og at de jo gerne ville fortsætte vores samtale..(deres enetale vel at mærke)
Jeg står lidt (og ser sikkert helt rådvild ud, og kan ikke hitte på noget genialt at sige, men jeg får i stedet sagt noget med at jeg sådan set står og er på vej ud af døren. De siger at så vil de da ikke forstyrre, men at de da lige har et par blade jeg kan få. Og så står jeg der igen, og glor ind i døren, ikke med en lille bog, men to blade. De ryger nu direkte i skraldespanden, og jeg fik smurt min mad færdig.
Når jeg tænker efter, kiggede den mindst talende af dem lidt sjovt på mig, det var nok på grund af mit pentagram jeg har i en snor om halsen. Nu kan jeg jo så ikke lade være med at tænke på om de så vender tilbage om nogle uger igen, i håbet om at jeg både har læst deres lille bog, og deres to blade.. Hvorfor kunne jeg ikke bare komme med en eller anden bemærkning om at de ikke var velkomne, og at jeg overhovedet ikke er interesseret i deres tro...
På sin vis kan man vel sammenligne sådanne mennesker med telefon/abbonnementssælgere og elselskabsfolk udenfor Fakta (læs evt Sydlandske tendenser i telemarketing?) de prøver at "sælge" noget ved at gå ind i folks private sfære. Det bryder jeg mig ikke om, men det er lige som om jeg går fuldstændig i stå og mit verbale handicap går i selvsving og jeg får bare sagt noget rod..
Jeg forstår ikke hvorfor det skal være nødvendigt at prakke andre folk ens overbevisning på, denne form for hverdags propaganda er simpelthen bare for meget! Jeg ved godt, at det er fordi de gerne vil frelse alle os vantro, men helt ærligt, dem der virkelig gerne vil ind i en bestemt trosretning skal sgu nok selv finde derhen. Så jeg synes bare de skulle sætte sig til at vente, og så spare en masse papir, og tid, frem for at dele blade og bøger ud til sådan nogen som mig, der alligevel bare smider dem i skraldespanden med det samme.
Jeg bryder mig ikke om propaganda og andre former for hvervningstogter, alligevel ligger der nu to blade i min skraldespand, der i min verden lugter langt væk af det jeg vil kalde hverdags propaganda. Jeg taler her om bladende "vagttårnet" og "vågn op". Og når disse to titler er blevet nævnt, behøver mine for nylige "gæster" vist ingen nærmere præsentation...
Jeg har som sådan ikke noget i mod religiøse mennesker, eller deres tro, det må de helt og aldeles selv om, men når de tropper op udenfor min dør og vil prakke mig deres overbevisning på, så sætter jeg grænsen! Og alligevel kan jeg ikke få mig selv til at sende dem bort med en grov kommentar. I bund og grund er jeg jo et høfligt menneske, der tror på at man skal behandle mennesker ens og på samme måde som man selv gerne vil behandles. Man hører tit om grove historier hvor folk har overfuset og truet disse "disciple", og disse historier kan da også sagtens få mig til at trække på smilebåndet, men derfra og så til selv at ty til sådanne metoder, der er altså et langt skridt.
Jeg har i al den tid jeg har boet her, haft (og har stadig) en bloddonor dråbe til at sidde i vinduet på hoveddøren, og det så i lang tid ud til at virke ret så godt. Der har i ny og næ været propaganda i min postkasse, men ingen personlig henvendelse. Indtil for nogle måneder siden...
Min mor havde besøg af sin kusine, og i den forbindelse havde jeg sagt at de da endelig skulle kigge forbi til en kop kaffe, hvis de fik tid. Det gjorde de umiddelbart ikke, og det var også helt fint. Samme dag som kusinen skulle hjem, bankede det pludselig på døren, sådan tidligt på eftermiddagen. Jeg gik selvfølgelig ud for at åbne, og ud fra de ben jeg kunne se ud af ruden, (vi har glasdør som hoveddør, og har en persienne for der er trukket et lille stykke op, så katten kan kigge ud forneden) kunne det meget vel være et overraskelsesvisit af min mor og dennes kusine. Men hvor blev jeg da skuffet. Udenfor stod der da godt nok et par damer, men det var i hvert fald hverken min mor eller kusinen, i stedet var det jo så nogen der meget gerne ville sprede budskabet om gud og bibelen. Nå ja jo, i min forvirrede og overraskede tilstand fik jeg formuleret mig lettere fjoget, at jeg var bloddonor, hvilket overhovedet ikke skræmte eller anfægtede dem det mindste, men tvært i mod fik dem til at sige at det viste jo også at jeg var medfølende og tænkte på andre mennesker.
Nå men jeg havde tilfældigvis min 30 års fødselsdagsgave fra mine forældre på den dag ( et halsvedhæng udformet som en lille trækiste med et kors på låget og et fint lille skelet indeni..) Hvilket de to damer straks bemærker, og kommentere at de jo kunne se at også jeg bar et kors. Hvorefter jeg igen mere eller mindre befippet udbryder, nåååe ja men det er nu bare fordi der ligger et skelet indeni, samtidig med at jeg letter på låget til kisten. Det får dem til at gyse lidt og grine lidt nervøst. Men de kommer sig hurtigt og giver mig en lille bog jeg kan læse i. De takker for tiden og går deres vej.
Jeg står så med bogen og glor på den lukkede dør, hvorefter Rune spørger hvad det gik ud på. Jeg siger så at det var da egentlig et godt spørgsmål. Jeg smider bogen på spisebordet og glemmer alt om den. Senere kommer min mor så forbi, og jeg fortæller om episoden.Der går vel lidt over en måned, så banker det på døren igen, denne gang er jeg dog forberedt, og kan genkende benene udenfor døren, hvilket får mig til at undlade at åbne. De konstatere at der nok ikke er nogen hjemme og går igen.
Men så her i eftermiddag står jeg ude i køkkenet og er ved at smøre mig en mad, da selv samme damer går forbi køkkenvinduet, og banker på døren. Jeg står lidt og tripper, er i tvivl om de har set mig eller ej, men beslutter mig for at det har de jo nok (igen, jeg kunne sgu da være ligeglad og bare undlade at åbne op..) jeg går ud og åbner, og der står de jo så igen, de præsentere sig ved at sige at de jo havde talt med mig for et stykke tid siden, og at de jo gerne ville fortsætte vores samtale..(deres enetale vel at mærke)
Jeg står lidt (og ser sikkert helt rådvild ud, og kan ikke hitte på noget genialt at sige, men jeg får i stedet sagt noget med at jeg sådan set står og er på vej ud af døren. De siger at så vil de da ikke forstyrre, men at de da lige har et par blade jeg kan få. Og så står jeg der igen, og glor ind i døren, ikke med en lille bog, men to blade. De ryger nu direkte i skraldespanden, og jeg fik smurt min mad færdig.
Når jeg tænker efter, kiggede den mindst talende af dem lidt sjovt på mig, det var nok på grund af mit pentagram jeg har i en snor om halsen. Nu kan jeg jo så ikke lade være med at tænke på om de så vender tilbage om nogle uger igen, i håbet om at jeg både har læst deres lille bog, og deres to blade.. Hvorfor kunne jeg ikke bare komme med en eller anden bemærkning om at de ikke var velkomne, og at jeg overhovedet ikke er interesseret i deres tro...
På sin vis kan man vel sammenligne sådanne mennesker med telefon/abbonnementssælgere og elselskabsfolk udenfor Fakta (læs evt Sydlandske tendenser i telemarketing?) de prøver at "sælge" noget ved at gå ind i folks private sfære. Det bryder jeg mig ikke om, men det er lige som om jeg går fuldstændig i stå og mit verbale handicap går i selvsving og jeg får bare sagt noget rod..
Jeg forstår ikke hvorfor det skal være nødvendigt at prakke andre folk ens overbevisning på, denne form for hverdags propaganda er simpelthen bare for meget! Jeg ved godt, at det er fordi de gerne vil frelse alle os vantro, men helt ærligt, dem der virkelig gerne vil ind i en bestemt trosretning skal sgu nok selv finde derhen. Så jeg synes bare de skulle sætte sig til at vente, og så spare en masse papir, og tid, frem for at dele blade og bøger ud til sådan nogen som mig, der alligevel bare smider dem i skraldespanden med det samme.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)