Tusmørkehumør

Jeg er i tusmørkehumør, til tågede moser og skumle skove, til mørk musik og sterinlysskær. Jeg er i mørkehumør, til flagermus og sorte negle, til dystre miner og skumle tanker, jeg kryber ind i mig selv og gemmer mig væk, i mørket, bag gardinerne, med lyset slukket. Helt ind i hjørnet, med stereoanlægget sat på repeat. musik flyder ud i mørket, og jeg nynner med, dystre toner, der passer til mit humør.

Jeg stirre ud i natten, det trækker i mig, skoven og uglerne kalder, de kalder alle sammen, troldene, væsnerne, alt det usete, det mystiske.

Jeg er i regnvejrshumør, silende tung efterårsregn, der renser ud, vasker væk, vasker op, skyller bort... Jeg skuler ud til verden, trykker næsen flad mod ruden og skuler olmt til mørket, der omfavner mig, gør mig tryg.

Jeg er i spøgelseshumør, til puslede lyde, til listen omkring, til alt det man ikke kan se, men blot aner i øjenkrogen, jeg binder knude på sjælen og gemmer sindet bort, lukker det hele inde i en kasse og sætter den under sengen, lader mig falde i en slags trance, og lader musikken omfavne mig, lader mig svæve væk, ud i regnen, ud i skoven, til uglen, trolden, væsnerne...

Lidt ond i sulet er man vel altid.....

"Semi"tømmermænd, gospel og livsglæde

Ja så sidder man her og føler sig træt, gammel og brugt, man er ikke hvad man har været, og det der med riglige mængder alkohol, manglen på søvn og aktiviter dagen der på, er måske nok noget jeg har yndet at gøre i stor stil, uden problemer i mine yngre dage.. Men man er jo tydeligvis ikke en vårhare mere, hvilket kan mærkes i skrivende stund, efter en forrygende fantastisk aften/nat i går, der netop indeholdte ovennævnte remedier for den tilstand jeg netop befinder mig i.

Jeg vil ikke sige at der var indblandet så mange alkoholiske drikke at jeg blev sådan stang-baccardi, men en mindre pind var der jo nok kommet i øret. En rigtig tøseaften tog sin start ved 16 tiden fredag den 24. sep. 2010, hvor en veninde og jeg benyttede den offentlige transport i form af en rutebil til Viborg. I Viborg havde vi sat to andre veninder stævne, i den ene af disse veninders lejlighed, der blev lavet fantastisk lasange, og vin og cider var der nok af, stemningen var høj og tøset, med høj musik og dansen så møblerne gyngede. Billeder blev taget, videoer optaget og sange blev skrålet med på. Efter en hurtig omgang trivial pursuit (familieudgaven anno 1996 eller der omkring) blev selskabet halveret til to, da to tøser måtte bukke under for trangen til søvn, som jo nok i bund og grund var det mest hensigtsmæssige og fornuftige. Undertegnede var ikke en af disse...

Spillet fortsatte i nogen tid, og et forkert udtalt ord om en børnesang, der blev til en børnestang, endte ud i noget med en pikkemand, og så blev lattermusklerne for alvor brugt i henved 10 minutter, så mavekrampe og overanstrengte kindemuskler var ved at tage livet af os..... man skulle jo nok have været der for at kunne se det morsomme i denne episode af aftenen.

Nå men henved ti minutter i 3 finder vi det nu alligevel hensigtsmæssigt at gå i seng, uden dog at føle træthed af nogen art, det udvikler sig derefter til ævlen og kævlen i sengen i hvad der føltes som ti minutter, men som jo nok nærmere var to timer. Vækkeuret bliver stillet til halv syv, og vi falder da langt om længe i søvn.

5 min. senere, (eller sådan føltes det i hvert fald) ringede vækkeuret, og det var tid til at stå op, vi blev dog ret hurtigt enige om at vi godt kunne strække den en time mere. Et minut senere larmer det vederstyggelige ur igen, og klokken er på finurlig vis blevet halv otte. En meget trængende blærer tvinger mig ud af sengen, og nu man er oppe, kan man jo lige så godt blive oppe, husets beboer er også vågnet, og der bliver indtaget morgenmad, smurt madpakker og taget bad, inden turen gik til busterminalen, hvor trekløveret igen blev til en firkløver.

En mindre bustur førte os til Hald Ege kirke, som er en ganske pæn, moderne kirke i råt træ og strandsten. Her skulle vi deltage i en gospelworkshop med den obligatoriske koncert bagefter hvor venner og familie ( og andre selvfølgelig) kunne komme og høre hvad vi havde arbejdet på hele dagen.

For en flad halvtredser fik vi rundstykker, kaffe, the, saft, pålæg, gospelworkshop, sandwitches, kage og mere kaffe, så det må siges at være givet god ud. Underviseren var en hvis hr. Ole Jørgensen, der er en utrolig dygtig sanger, skuespiller og korleder, hans humør, energi og entusiasme var med til at holde dette sørgelige kadaver i gang hele dagen. 8 sange blev tæsket igennem fra kl. 10 til kl. 16 hvorefter vi afholdte en ca. 3 kvarters lang koncert, der faktisk var ganske godt besøgt.

Og selv om jeg hverken er troende eller gudfrygtig, er der nu altså noget facinerende og fængende ved det der gospel. trods hovedpine, og en seng der råbte meget højt på mig, helt fra Silkeborg, ja så var det fantastisk! Gospel og livsgælde går jo hånd i hånd, og når denne hr. Ole Jørgensen står i spidsen for arrangementet er man sikret ikke blot proffesionel undervisning, men glæde, humor og masser af grin samtidig. Med et kropssprog og en fantastisk mimik får han os til at råbe, brøle, synge, klappe, danse og grine i 6 timer uafbrudt, det var satme fedt!

og så sidder jeg jo så her, foran skærmen og føler mig som en sæk kartofler der er blevet kørt over af en damptrommel, for nøj hvor bruger man dog meget energi på at synge gospel, og når man så som jeg, ikke kunne finde sin seng natten i forvejen, ja så er man altså også selv ude om at ens seng råber og skriger på en hele dagen. Men altså stædig er man vel, og dagen var skøn, fuld af musik og latter og livsglæde ej at forglemme!

Jeg fortryder dog intet, for hey, i går var en fantastisk dag, aften og nat, og i dag har været fantastisk, så selv om denne flade sæk kartofler nok snart må kravle over i seng, der heldigvis befinder sig under en meter fra mit nuværende befindelsessted, ja så har jeg haft en dejlig dag, og er nu fyldt med musik og livsglæde!

tak for en fed weekend!

Uforståelige tanker på 25. min.

Så sidder jeg her og har ventet i to timer, og der er stadig 25 minutter endnu, associationerne til Poul Dissing's galgesang vil ingen ende tage. Sidder her og lytter til rummet's lyde, snakken omkring mig, brudstykker af samtale, banale ytringer, så forskellige, og alligevel så ens. Man kan godt være alene blandt mennesker, ikke at det gør noget, jeg er her ikke for at få venner, jeg er her fordi...... fordi..... jeg gerne vil videre i mit liv, og for at man kan det, må man have en uddannelse, være klog og bruge hovedet. Nogle gange tror jeg at mit hoved er et andet sted henne end resten af mig, jeg kan godt lide at bruge hovedet, for det meste om ikke andet, men nogle gange er det bare ligesom om hovedet ikke rigtig vil bruge mig, eller holder pause, eller ferie og så forstår jeg ingenting, som om de oplysninger der kommer ikke rigtig trænger ind. Jeg forstår det ikke..

Jeg gruer for de to timers uforståelighed, og det gør det bestemt ikke lettere at forstå noget som helst, når en dundrende hovedpine har besat min hjerne og har valgt at trampe rundt i mit hoved som en evigsur elefant.
Jeg holder ud, holder mig oppe, holder mig sammen og skylder panodiler ned med vand, mens jeg lytter til brudstykkerne af banaliteter der flyver rundt i hovedet som flaksende fugle der ikke ved om de skal flyve den ene eller den anden vej. Om ikke andet så regner det ikke, solen titter faktisk frem bag en alvorlig sky, man kunne håbe på at den alvorlige sky, finder på at blæse et andet sted hen og være alvorlig, så det måske var tørvejr når uforståeligheden er hørt op, men jeg har min tvivl... pessimistisk er man vel altid, bare lidt i hvert fald...
Jeg forbereder mig på to timers -jeg-forstår-ingenting- timer, to timer hvor hjernen er taget på ferie, eller ligesom bare er gået i hak, som en gammel LP vinyl plade der er en enorm ridse i, og ligesom pickup'en kæmper med at forcere ridsen, kæmper hjernen med at forstå...

Brudstykker af samtale bryder ind i min tankestrøm om det at forstå, de snakker stadig om banaliteter, i split sekunder hver dag føler jeg mig meeeget gammel, som om jeg er et  museums fund der er kommet på afveje, en alien der er gået forkert. Ikke at alder betyder noget, alder er et tal ikke andet, det er mere et spørgsmål om sind, interesse og forståelse, se der kom det igen, forståelse.. der er så meget jeg ikke forstår, så mange mennesker jeg ikke forstår og jeg er uforstående overfor hvorfor jeg ikke forstår, det er da godt nok indviklet det her!

Der er 4 minutter endnu, jeg hører Poul Dissing's hysteriske stemme i mit hoved, ser ham for mig med de udstående øjne, mens han hyler sin desperate sang om galgen der venter, rebet der strammes, jeg ser ud af vinduet, døren går op, ind kommer læren, uforståeligheden begynder, der er ikke flere minutter endnu...

En kvinde kan ikke have for mange smykker... eller ting....

Alligevel satte jeg mig for at rydde op i juvelerne, med henblik på at gøre lidt plads, eventuelt til noget nyt.... Men hvad blev det til da jeg så først var kommet igang? Næææh og den der har jeg jo fået af... øj den købte jeg den gang jeg... åh ja det er jo en fødselsdagsgave fra...  Der blev ryddet op, organiseret, ommøbleret og sat i orden, men intet røg over i -det-var-pænt-engang-og-skal-nu-videre-bunken..... Man er vel samler, man er vel smykkeelsker, man er vel kvinde....

Til gengæld opnåede jeg at få ryddet op i det skab hvor alle smykkerne gemmer sig, så der nu rent faktisk er plads til min begyndende fascinator kreationssamling derinde også, ikke dårligt vil jeg vove at påstå!

Turen gik så videre til et andet skab bagefter, der blev der tilgengæld smidt ud med hård hånd, papirer af alskens art, oldtusse gamle, i hvert fald mindst 5 år, og gemalens magickort blev arrangeret og organiseret så disse ikke vælder ud af skabet som en sand magiclavine hver gang man åbner skabet, det har længe været til stor irritation og megen vrede, men er nu ikke et problem mere!

Der er dog stadig en del ting og sager der trænger til at blive ryddet op i, det er ligesom om når man først er kommet igang, så kan man jo ligeså godt fortsætte, det er egentlig meget rart at få ryddet op, og ud, og hen og rundt i tingene, man genser fx. ting man egentlig havde glemt man havde, men straks man ser, er nødt til at gemme, for minder og affektionsværdier vælder en i møde, så man næsten bliver helt rørt... øhrm eller også fik jeg bare støv i øjet...

Ja ja, jeg må jo se i øjnene at æblet ikke falder langt fra stammen, at jeg er ligeså dygtig en samler som visse andre nært beslægtede medlemmer af familien, og at det sådan set ikke gør noget som helst! Jeg er sgu glad for mine ting, og fremtidige ting der får sig lusket ind,  er også hjerteligt velkomne, og jeg kan da også sagtens skille mig af med ting, der ryger da ting ud en gang i mellem, sådan hvert 3. år... eller.....

Jeg praktisere opstabling af ting, det er jeg faktisk også ret god til, hvis jeg selv skal sige det, det er fordelen ved at bo i en lejlighed med højt til loftet, det må være mimimumskravet når vi engang flytter, der SKAL guddøme mig være højt til loftet!!!

Og væggene skal helst være plastret til med billeder, og ting... masser af ting, det er også for at dække de hvide vægge, hader hvide vægge, og så er det jo fantastisk at have en masse ting man kan dække dem med...

Nå men nu tror jeg at jeg vil stoppe for nu, og gå ud og flytte rundt på nogle ting...

Nat telefon

Så ligger man her, kl. halv seks om morgenen, med hjertet i halsen og en puls som om man lige har spurtet 10 km. I søvne drømmer man en velkendt lyd, der langsomt trænger igennem, bliver virkelig, håndgribelig, telefonen ringer i det fjerne, man kæmper sig ud gennem søvnens tunge slør, farer ud af sengen halvt bevidstløs, halvt vågen, som en zombie famlende frem, ingen tid til at tænde lyset.

Griber telefonen med skælvende hænder, men det er for sent, den er forstummet. Man sidder i mørketog stirre ud i luften, fumler med tasteturet, forpulede nye touch screen telefon! Forsøger at samle de tusinder af tanker og bange anelser der på sekunder har spredt sig som en steppebrand ud i hele kroppen. Man får tændt lyset, henter tid, ruster sig og ringer tilbage. Man sidder som lammet, kan ikke få luft, forventer det værste, kommer igennem, den korte tid fra opkald til svar føles som timer, kommer igennem, lytter, man er hele følelsesregisteret igennem på få sekunder, og sidder bagefter med en stor NÅ-var-det-ikke-andet-fornemmelse.  Kroppen er stadig i største alarmberedskab, man forsøger at slappe af, er en kende knotten på situationen.

Slukker lyset, kravler tilbage i seng, er lysvågen, hjertet i halsen, pulsen der banker, kan ikke falde i søvn....

Hva hulen! Så blev man blogger.....

Ja, så skete det sgu alligevel, undertegnede har oprettet sig en blog... så står verden da heller ikke længere, eller gør den? Så er spørgsmålet, hvad fanden skal man bruge sådan en blog til? Og er der i det hele taget nogen der gider læse det man skriver? tjaa... det vil tiden jo vise. Om ikke andet er det måske et meget godt sted at få sat nogle tanker i perspektiv, at få sammensat det rod af ord og sætniger der vælder frem i stride strømme inde i hovedet...

Sidder lige nu, og genopdager Nirvana og deres fantastiske musik, mens et glas rødvin langsomt bliver tømt og fyldt, og tømt igen. Er alene hjemme, der er helt stille, altså lige bort set fra musikken, der blæser ud af højtalerne, musik skal helst høres højt, så man rigtig kan få alle nuancerne med, lyden, teksten, ordene.

Én havde da aldrig troet at man sådan gik hen og fik sig en blog, men hva', har haft en hjemmeside, med mere eller mindre succes, men den skulle jo betales, og så var der den med selv at kode en, det gik da sådan næsten, men blev droppet igen. Og nu en blog.... bloggelig blok....

Må hellere se at få postet denne, så man kan få set hvad dette blogging ellers har at byde på....

Skål i rødvin og god aften...