Gråvejrs melankoli, som fugt på triste vægge, driver det fra mig som tåge. Søndags melankoli, en trist solsort der putter sig og skutter sig i hækken, mens dis sætter perler på snor på edderkoppespind. Skumrings melankoli fortættet og kompakt, som skumgummi presset ned i et lidt for lille hul, forsøger at vride sig, trænge ud, trænge hen, trænge ind, i mig. Aften melankoli, skjult i mørket, liggende på lur efter svage sjæle, trykker sig op af muren, står på lur.
Gråvejrs melankoli, på en søndag ved skumrings tid, det er snart mørk aften, solsorten er fløjet, og edderkoppespindet sprunget. Min ånde, som en rytmisk mekanisme danner dug på ruden, den triste have, med sammenklaskede planter, mudder og sjap, på den anden side, forsvinder i disen.
Musik fra højtalere, passer til vejret, stemningen, situationen, som tykflydende væske, strømmer den ud, overvælder, overmander, overtager, ligesom melankolien, fængsler, fanger, forgriber, forgrener, forgrener sig ud i alle lemmer, hver en celle, som stødvise kramper, en rytme der dunker, et hjerte der banker, i takt.
Melankoli i alle dens former, som et tykt tæppe, en sort kappe favner den mig, og jeg favner igen, byder den velkommen, for en stund..
søndag den 16. januar 2011
onsdag den 12. januar 2011
Kattens til kat - lidt katfan er man vel altid...
Er der noget mere hyggeligt end at sidde i en stor god lænestol, med fødderne oppe på fodskamlen, med et dejligt lunt og tykt tæppe svøbt om sig, stearinlys på bordet, en kop varm kakao og en sovende kat på skødet?
I hvert fald ikke hvis du spørger mig. Selv om man nogle gange kan rive sig i håret, og råbe, "det var da kattens til kat", når den nærmest løber på væggene, og er fuldstændig balstyrisk i sin kådhed, kan man godt gå hen og blive en kende forpustet på dens vegne, og overveje om katten nu også er helt normal. Men så igen, når den ligger der, helt afslappet, med lukkede øjne og spinder i ens arme, smelter man jo helt, og glemmer hans frække og knap så nuttede sider.
En teenage kat kan være en ordentlig mundfuld, specielt når denne, har en forkærlighed for at stjæle ens hårbånd, lightere, øloplukkere, hårnåle, ja sågar ens mobiltelefon, for at lege med. Og de blikke kræet kan sende en når man så tager hans nyerhvervede "legetøj" fra ham, siger sandelig ikke så lidt!
Men, åh! Når så roen har sænket sig i det lille hjem, og diverse genstande har fået en omgang bank, og den lune lille krop ligger i ens favn og snorker, så smelter ens hærdede hjerte da fuldstændig. Eller når kræet kommer galloperende fra den ene ende af stuen, bare for at hoppe op og sprede sin kælenhed ud over det hele, ja så kan man godt gå ud og hente en spand og en gulvklud, for da er man da helt smeltet væk...
Og hvorfor er det så lige at sådan et lille krapyl kan påvirke en på sådan en måde, hvorfor lige katten? Tjaa, for mit vedkommende har det altid været katte, katte og flagermus, og da flagermus ikke just er de optimale kæledyr, ja så må det jo blive katten. Katte er bare noget helt for sig, og her ville diverse hundeelskere jo nok påstå at det er en hund også, og ja ja, det skal nok passe for dem, men ikke for undertegnede. Nej jeg er og bliver en vaske ægte katfan!
I mit univers er katten det perfekte kæledyr, jeg kan godt lide at katten er sin egen, at den i og for sig ikke har brug for mig, men alligevel godt gider - hvis det nu kan gøre mig glad. Og gider den ikke være sammen med mig, går den da bare et andet sted hen, og kommer først når den vil. Dette kan så også være pænt belastende i de tilfælde hvor man har en kat der må komme ud, og derfor kan lægge sig til at snue et eller andet sted i nærheden af huset, og som udmærket hører en kalde, men ikke lige gider lette sig. Men det har jo også sin charme.
Vores nuværende kat, Louis, er udelukkende indekat, og bliver luftet i snor, vi øver os så tit som muligt i det der med selen og snoren, det kan være en kamp i det hele taget at få selen på. Det er i bund og grund et spørgsmål om timing og aflæsning af kattens kropssprog, når øjnene er lidt store, og knurhårene ligesom er skubbet lidt fremad, og halespidsen vipper lidt op og ned, er det ikke seletid, så er det legetid, og forsøger man sig med påsætning af selen når nævnte kropssprog er i brug, får man ikke andet end en omgang rifter og skrammer ud af det. Venter man derimod til katten er færdig med sin leg, og har lagt sig godt til rette og ligget og snuer, med halvt åbne øjne, og de der hvide øjenlåg er synlige, mens poter, ører og hale med jævne mellemrum spjætter, som havde man sat en elektrisk ledning til ham, kroppen er helt fladet ud, og løfter man op i en pote og lader den falde, lander den med et slapt dunk på sofaen, ja se, så er det tid til at få selen på.
Men, det er jo ikke just kattens natur at lade sig kontrollere på denne måde, men kan det fungere for overboen, kan det også fungere for os. Og grunden til at vi "mishandler" vores kære lille kræ på den måde, med sele og snor, tjaa for hans egen sikkerheds skyld. Én mistet kat til trafikken må være nok, og så længe vi bor 20 meter fra en stærkt trafikeret tosporet vej, skal vores lille kat ikke ud og strejfe alene...
Så kan man så sige, hvorfor så anskaffe sig en kat, hvis man bor som vi nu gør, og det er i sandhed et rigtig godt spørgsmål! Fordi jeg ikke kunne lade være. Fra jeg så det bette kræ første gang, ude ved en veninde, ja der var mit hjerte solgt til stanglakrids, og han spøgte i mine tanker med jævne mellemrum, indtil en dag, hvor jeg med en æsel-agtig ( ham fra Peter Plys, hvis nogen skulle være i tvivl...) melankoli, hængende som et tungt gardin hen over mig, sad i sofaen og tænkte, " hvor jeg dog savner at have en lille kat", og med et stod det klart for mig, noget måtte gøres, og en sms blev afsendt til førnævnte veninde, med en forespørgelse om, de tre katte de havde tilovers, stadig var det...
Det var de, og dagen efter flyttede den ene hjem til os, uden gemalen vidste noget om det, han vågnede bare op til en kat der stod og tampede på ham, med beskeden om at nu skulle han bo her.
Og det går ganske glimrende, næste skridt er så bare at få ham kastereret inden han begyder at strinte over det hele, det ville ikke være så fantastisk... Men kattens til kat, er nu alligevel fantastisk!!!
I hvert fald ikke hvis du spørger mig. Selv om man nogle gange kan rive sig i håret, og råbe, "det var da kattens til kat", når den nærmest løber på væggene, og er fuldstændig balstyrisk i sin kådhed, kan man godt gå hen og blive en kende forpustet på dens vegne, og overveje om katten nu også er helt normal. Men så igen, når den ligger der, helt afslappet, med lukkede øjne og spinder i ens arme, smelter man jo helt, og glemmer hans frække og knap så nuttede sider.
En teenage kat kan være en ordentlig mundfuld, specielt når denne, har en forkærlighed for at stjæle ens hårbånd, lightere, øloplukkere, hårnåle, ja sågar ens mobiltelefon, for at lege med. Og de blikke kræet kan sende en når man så tager hans nyerhvervede "legetøj" fra ham, siger sandelig ikke så lidt!
Men, åh! Når så roen har sænket sig i det lille hjem, og diverse genstande har fået en omgang bank, og den lune lille krop ligger i ens favn og snorker, så smelter ens hærdede hjerte da fuldstændig. Eller når kræet kommer galloperende fra den ene ende af stuen, bare for at hoppe op og sprede sin kælenhed ud over det hele, ja så kan man godt gå ud og hente en spand og en gulvklud, for da er man da helt smeltet væk...
Og hvorfor er det så lige at sådan et lille krapyl kan påvirke en på sådan en måde, hvorfor lige katten? Tjaa, for mit vedkommende har det altid været katte, katte og flagermus, og da flagermus ikke just er de optimale kæledyr, ja så må det jo blive katten. Katte er bare noget helt for sig, og her ville diverse hundeelskere jo nok påstå at det er en hund også, og ja ja, det skal nok passe for dem, men ikke for undertegnede. Nej jeg er og bliver en vaske ægte katfan!
I mit univers er katten det perfekte kæledyr, jeg kan godt lide at katten er sin egen, at den i og for sig ikke har brug for mig, men alligevel godt gider - hvis det nu kan gøre mig glad. Og gider den ikke være sammen med mig, går den da bare et andet sted hen, og kommer først når den vil. Dette kan så også være pænt belastende i de tilfælde hvor man har en kat der må komme ud, og derfor kan lægge sig til at snue et eller andet sted i nærheden af huset, og som udmærket hører en kalde, men ikke lige gider lette sig. Men det har jo også sin charme.
Vores nuværende kat, Louis, er udelukkende indekat, og bliver luftet i snor, vi øver os så tit som muligt i det der med selen og snoren, det kan være en kamp i det hele taget at få selen på. Det er i bund og grund et spørgsmål om timing og aflæsning af kattens kropssprog, når øjnene er lidt store, og knurhårene ligesom er skubbet lidt fremad, og halespidsen vipper lidt op og ned, er det ikke seletid, så er det legetid, og forsøger man sig med påsætning af selen når nævnte kropssprog er i brug, får man ikke andet end en omgang rifter og skrammer ud af det. Venter man derimod til katten er færdig med sin leg, og har lagt sig godt til rette og ligget og snuer, med halvt åbne øjne, og de der hvide øjenlåg er synlige, mens poter, ører og hale med jævne mellemrum spjætter, som havde man sat en elektrisk ledning til ham, kroppen er helt fladet ud, og løfter man op i en pote og lader den falde, lander den med et slapt dunk på sofaen, ja se, så er det tid til at få selen på.
Men, det er jo ikke just kattens natur at lade sig kontrollere på denne måde, men kan det fungere for overboen, kan det også fungere for os. Og grunden til at vi "mishandler" vores kære lille kræ på den måde, med sele og snor, tjaa for hans egen sikkerheds skyld. Én mistet kat til trafikken må være nok, og så længe vi bor 20 meter fra en stærkt trafikeret tosporet vej, skal vores lille kat ikke ud og strejfe alene...
Så kan man så sige, hvorfor så anskaffe sig en kat, hvis man bor som vi nu gør, og det er i sandhed et rigtig godt spørgsmål! Fordi jeg ikke kunne lade være. Fra jeg så det bette kræ første gang, ude ved en veninde, ja der var mit hjerte solgt til stanglakrids, og han spøgte i mine tanker med jævne mellemrum, indtil en dag, hvor jeg med en æsel-agtig ( ham fra Peter Plys, hvis nogen skulle være i tvivl...) melankoli, hængende som et tungt gardin hen over mig, sad i sofaen og tænkte, " hvor jeg dog savner at have en lille kat", og med et stod det klart for mig, noget måtte gøres, og en sms blev afsendt til førnævnte veninde, med en forespørgelse om, de tre katte de havde tilovers, stadig var det...
Det var de, og dagen efter flyttede den ene hjem til os, uden gemalen vidste noget om det, han vågnede bare op til en kat der stod og tampede på ham, med beskeden om at nu skulle han bo her.
Og det går ganske glimrende, næste skridt er så bare at få ham kastereret inden han begyder at strinte over det hele, det ville ikke være så fantastisk... Men kattens til kat, er nu alligevel fantastisk!!!
mandag den 27. december 2010
Julesentimentalitet
Ja så sidder man her, på den anden side af julen og er en kende mat, mæt og modløs. Nu er det hele forbi, og som et lille barn har man glædet sig hele december, man har hygget i stearinlysets skær, man har pyntet op med nisser, stjerner og andet hyggeligt julepynt. Man har givet hinanden adventsgaver, strømpegaver, bagt julekager og julebrød, været samlet i familiens skød.
Og nu, nu er alting stille, hverdagen trænger sig på, kryber ind under huden og minder en om, at trods julens varme og glæde, fortsætter verden sin hæsblæsende kurs ud mod den ukendte fremtid.
Nytåret lurer lige om hjørnet, en festlig dag med fyrværkeri, druk og glade mennesker. Men det er en stakket frist, hverdagen er der, lige om lidt, rundt om hjørnet, bag døren, som en trist og grå regnvejrs dag minder den en om, at der stadig skal handles ind, gøres rent, ryddes op, der skal betales regninger, laves mad, vaskes op, alle hverdagens små sysler, som i juletiden syntes langt borte, og næsten glemt, dukker nu op, hver i sær, en ad gangen, som små edderkopper der er vågnet af den første forårs sol.
Og julepynten skal pakkes væk, gemmes bort og deponeres, der er lang tid til næste jul, man siger farvel og på gensyn, butter hver en nisse på næsen og mindes julens lune stunder. Huset er så tomt når pynten er borte. Lidt mere farveløs og kedelig.
Og stilheden breder sig, fra huset til ens sind, sjælen higer efter forventningen og nydelsen ved den søde juletid. Men det er slut, julen er overstået, og folk beklager sig over stopmætte maver, alle de julefrokoster de har været til, og jeg, jeg mindes hyggen og det sociale samvær, lysene der skinner i mørket, byder en velkommen hjem.
Jeg er ikke helt parat til at gemme julen væk for i år, jeg trækker den lidt ind i det nye, og lader nisserne få lov at være sent oppe. De ser slet ikke trætte ud endnu, så de kan vist godt klare en uge mere inden kasserne skal findes frem. En uge mere med julehygge... det bliver dejligt :)
Og nu, nu er alting stille, hverdagen trænger sig på, kryber ind under huden og minder en om, at trods julens varme og glæde, fortsætter verden sin hæsblæsende kurs ud mod den ukendte fremtid.
Nytåret lurer lige om hjørnet, en festlig dag med fyrværkeri, druk og glade mennesker. Men det er en stakket frist, hverdagen er der, lige om lidt, rundt om hjørnet, bag døren, som en trist og grå regnvejrs dag minder den en om, at der stadig skal handles ind, gøres rent, ryddes op, der skal betales regninger, laves mad, vaskes op, alle hverdagens små sysler, som i juletiden syntes langt borte, og næsten glemt, dukker nu op, hver i sær, en ad gangen, som små edderkopper der er vågnet af den første forårs sol.
Og julepynten skal pakkes væk, gemmes bort og deponeres, der er lang tid til næste jul, man siger farvel og på gensyn, butter hver en nisse på næsen og mindes julens lune stunder. Huset er så tomt når pynten er borte. Lidt mere farveløs og kedelig.
Og stilheden breder sig, fra huset til ens sind, sjælen higer efter forventningen og nydelsen ved den søde juletid. Men det er slut, julen er overstået, og folk beklager sig over stopmætte maver, alle de julefrokoster de har været til, og jeg, jeg mindes hyggen og det sociale samvær, lysene der skinner i mørket, byder en velkommen hjem.
torsdag den 16. december 2010
Fascinationen af Fascinatores
Jeg er fascineret af fascinatores, jeg kan ikke få nok af dem, og hvorend jeg går hen, får jeg inspiration til nye. Jeg kan blive helt kulleret hvis jeg får en ide til en fascinator og så ikke kan komme igang med at lave den lige nu, her og med det samme!
I det hele taget er jeg ret betaget af hatte, i alle mulige og umulige afskygninger! Jo mere vanvittigt og kreativt jo bedre. Jeg burde nok have levet i barokken, med deres store parykker og deres hang til at pynte sig. Lidt pyntesyg er man vel altid. Synes det er en skam at det, at gå med hat, ikke er mere udbredt, altså lige bort set fra kasketter, som jo nærmest ikke kan betegnes som en hæderlig hat..
Jeg ved ikke hvor min fascination for hatte kommer fra, og så alligevel.. Min far har altid gået med hat, og han har en hæderlig samling af hatte, og indtil flere af dem måtte faktisk godt flytte hjem til mig, i stedet for at hænge et mørkt trappehul og aldrig blive brugt. Nå men jeg kan ikke få ham overbevist om at specielt en bestemt bowlerhat ville have det meget bedre her hjemme hos mig. Han mener at det er fjollet, da en bowlerhat er en herrehat, og at jeg jo bestemt ikke er en herre... Jeg synes det er fjollet, for en hat er en hat, uanset om der så er nogen der i tidernes morgen har besluttet at det er en herrehat, så synes jeg faktisk den passer ganske godt til mit hoved.
Nå men måske man skulle gå ind i stuen og kreere en fascinator, det er jo lige så det kribler i fingrene....
I det hele taget er jeg ret betaget af hatte, i alle mulige og umulige afskygninger! Jo mere vanvittigt og kreativt jo bedre. Jeg burde nok have levet i barokken, med deres store parykker og deres hang til at pynte sig. Lidt pyntesyg er man vel altid. Synes det er en skam at det, at gå med hat, ikke er mere udbredt, altså lige bort set fra kasketter, som jo nærmest ikke kan betegnes som en hæderlig hat..
Jeg ved ikke hvor min fascination for hatte kommer fra, og så alligevel.. Min far har altid gået med hat, og han har en hæderlig samling af hatte, og indtil flere af dem måtte faktisk godt flytte hjem til mig, i stedet for at hænge et mørkt trappehul og aldrig blive brugt. Nå men jeg kan ikke få ham overbevist om at specielt en bestemt bowlerhat ville have det meget bedre her hjemme hos mig. Han mener at det er fjollet, da en bowlerhat er en herrehat, og at jeg jo bestemt ikke er en herre... Jeg synes det er fjollet, for en hat er en hat, uanset om der så er nogen der i tidernes morgen har besluttet at det er en herrehat, så synes jeg faktisk den passer ganske godt til mit hoved.
Min Piratskatshat
Min røde tophat fascinator
Min grønne kyllingetrådshat
Og den nyeste til samlingen, min sølvhjerte fascinator :)
Nå men måske man skulle gå ind i stuen og kreere en fascinator, det er jo lige så det kribler i fingrene....
En stund af krampeagtig lykke
Det giver et sug i maven, og gåsehuden kryber frem, som små myrere kribler og krabler den frem over hele min krop. De små hår på armene og i nakken står som nåle i en nålepude. Kroppen gennemrystes af kuldegysninger, en krampeagtig trækning der starter fra tæerne og arbjeder sig hele vejen op til hovedbunden, så det føles som om ens hjerneskal er ved at bryde gennem huden.
Mit hjerte svulmer, flyder over og slår hårdt mod mine ribben, som om det hvert øjeblik kunne knuse det bur af knogler det er fanget i, bryde ud og stikker af. Jeg ligger fladt på gulvet, omsluttet af mørke, helt stille, kun min brystkasses lette bevægelse anes, mens lydene omkring mig føles som tykflydende væske der bølger imod mig.
Jeg borer neglene ned i gulvet, holder vejret, og som en mental orgasme føler jeg musikken som et kærtegn i krop og sjæl. Jeg synker og trækker vejret dybt ind, med lukkede øjne, føler jeg den melankoli af føleser der bruser ud af højtalerne. Jeg svæver væk på en vatsky af lyd, jeg er vægtløs, jeg er ingenting, jeg er lyden, tonerne, musikken. Jeg strækker mig ud, bølger mod væggene, sprænger barriererene og flyder videre ud i verden.
En løssluppen stemning af musik, på flugt fra begrænsninger og kasser. Jeg vil videre, ud, over, hen...
Som blid sne daler jeg ned over folk og fæ, omslutter dem, kærtegner og forfører, mine toner og lyde henfører dem i en ekstatisk nydelse, jeg bruser og bølger, vibrere videre mod fjerne egne, jeg er lyd, jeg er fri.
Tilbage på det kolde gulv, i ruinerne af den sprængte stue, ligger min krop, et hylster, som en tom papkasse, glemt og gemt..
Jeg åbner øjnene, pickup'en skratter mod pladen, der er stille, jeg fryser og er fortumlet, kun lyset fra anlægget viser de svage konturer af min stue der er endnu, intet sprængt, intet ødelagt, kun stemningen er brudt, som en trommehinde der er sprængt, flyder mit hjerte over af tom ensomhed.
Jeg rejser mig, stiv i alle led og lemmer, tager pickup'en op, vender pladen, lægger mig ned, venter, det skratter, musikken kommer, det hele starter forfra.. jeg er lykkelig for en stund igen.
tirsdag den 30. november 2010
Sol på sneen - et lille digt
En dyne af sne
jeg kan da kun le
har lagt sig så tung
mens natten var ung
over land og i byen
sikke et syn!
Det glitre og glimter
man kun vejene skimter
for et tæppe så smukt
på hver flade, hver slugt
har lagt sig så hvid
i denne vintertid
I kærter og lanterner
man om julehyggen værner
med dejlige lys
man giver et gys
når kulde og vind
strejfer din kind
og solen på sneen
det rører ved en
alting er lyst
og ganske tyst
kong vinter er her
og julen er nær
mandag den 29. november 2010
Brug og smid væk, spild i lange baner!
Så sidder man der og ser fjernsyn, zapper lidt rundt, fra det ene boligprogram til det andet, fra det ene madprogram fra det andet, og jeg må indrømme at min Frk. sur-tante endnu engang viser sit stramme ansigt, for hvorfor er det lige at de partout skal smide ting ud på den måde? Her tænker jeg specielt på "fra skrot til slot" hvor en familie skal smide ting ud og får 50 kr. pr. kg. de smider i en kontainer, det er da et meget godt koncept, men hvorfor er det lige at fuldstændigt brugbare møbler og andre ting skal smides ud og smadres i denne kontainer, i stedet for at blive genanvendt på en genbrugsterminal eller genbrugsbutik? Jeg forstår ikke dette brug-og-smid-væk samfund, hvor ting bare bliver losset væk!
Ja ja jeg er inkarneret samler, og stor fan af gamle ting, jeg har ikke noget imod at man kan se tingene er blevet brugt, mit kæreste eje er et dækketøjsskab der har været i familiens eje siden min tipoldefars tid, det har charme og er fuldt ud funktionsdygtigtigt, jeg ville blive rasende hvis nogen kom og kylede det i en kontainer!
Jeg ville nødig blive tilmeldt et sådant program, hvor ting med sjæl bliver udskiftet med Ikea-bo-bedre-katalog-ting, uden sjæl, uden hygge, hvorfor skal boligindretning være så frygteligt kedeligt og upersonligt? Jeg forstår det ikke!
Og så er der de der madprogrammer, hvor en eller anden ekspert skal hjælpe folk med at ændre deres dårlige madvaner, det er da også ganske udmærket, bort set fra, at al den "dårlige" mad de står og tager ud af folks køleskabe, bare bliver losset ned i en skraldespand! Hvad fanden er det for noget madspild!!! Jeg synes det er grotesk at man ikke samler det mad i nogle poser og fragter det et sted hen hvor det kunne gøre gavn, fx. et herberg for hjemløse, eller dårligt stillede familier. Jeg så et program den anden dag, hvor en kvinde nærmest havde en besættelse af ost, alt det ost, og noget af det endda meget dyrt ost, blev bare losset ned i skraldespanden!!!
Madspild, møbelspild, spild spild og atter spild!! Brug og smid væk, det er hvad børn lærer i dag, når jeg ser hvor mange børn der står og sælger deres legetøj på børneloppemarked i efterårsferien, hvad tænker de dog på!! Jeg ville godt nok være ked af det hvis jeg havde solgt alt mit legetøj som 10 årig, og så ikke kunne tage det frem den dag i dag og mindes gode stunder med netop dét stykke legetøj... Jeg forstår det ikke...
Ja ja jeg er inkarneret samler, og stor fan af gamle ting, jeg har ikke noget imod at man kan se tingene er blevet brugt, mit kæreste eje er et dækketøjsskab der har været i familiens eje siden min tipoldefars tid, det har charme og er fuldt ud funktionsdygtigtigt, jeg ville blive rasende hvis nogen kom og kylede det i en kontainer!
Jeg ville nødig blive tilmeldt et sådant program, hvor ting med sjæl bliver udskiftet med Ikea-bo-bedre-katalog-ting, uden sjæl, uden hygge, hvorfor skal boligindretning være så frygteligt kedeligt og upersonligt? Jeg forstår det ikke!
Og så er der de der madprogrammer, hvor en eller anden ekspert skal hjælpe folk med at ændre deres dårlige madvaner, det er da også ganske udmærket, bort set fra, at al den "dårlige" mad de står og tager ud af folks køleskabe, bare bliver losset ned i en skraldespand! Hvad fanden er det for noget madspild!!! Jeg synes det er grotesk at man ikke samler det mad i nogle poser og fragter det et sted hen hvor det kunne gøre gavn, fx. et herberg for hjemløse, eller dårligt stillede familier. Jeg så et program den anden dag, hvor en kvinde nærmest havde en besættelse af ost, alt det ost, og noget af det endda meget dyrt ost, blev bare losset ned i skraldespanden!!!
Madspild, møbelspild, spild spild og atter spild!! Brug og smid væk, det er hvad børn lærer i dag, når jeg ser hvor mange børn der står og sælger deres legetøj på børneloppemarked i efterårsferien, hvad tænker de dog på!! Jeg ville godt nok være ked af det hvis jeg havde solgt alt mit legetøj som 10 årig, og så ikke kunne tage det frem den dag i dag og mindes gode stunder med netop dét stykke legetøj... Jeg forstår det ikke...
Abonner på:
Kommentarer (Atom)