torsdag den 26. januar 2012

Lå-lå-lå-lå-lå sport, sport og atter sport - Hvad blev der af Nyhederne!?

I går ville jeg for en gangs skyld se nyhederne på tv2, og slog derfor om på tv2 lidt i 19:00, der var reklamer, så jeg tænkte, fint så kan jeg lige nå at sætte noget mad over inden det begynder. Jeg får sat noget kylling i ovnen, og kan hører at fjernsynet larmer frygtelig meget. jeg tænker, hold da op, der må da være sket noget helt vildt! Jeg går ind i stuen for at se hvad det er, og hvad skuer mit øje! HÅNDBOLD!!! Direkte fra "Krattemutstrup" eller hvor det nu end holdes..

Jeg tænker, nå ok, det er nok bare et indslag, og slår over på tekst tv, for lige at være sikker, og hvad finder jeg så der? HÅNDBOLD! Hele aftenen! Hvad sker der lige for det? Håndbold, og andre sportsbegivenheder kommer åbenbart før alt andet, også nyhederne.

Nå, men jeg slår så over på DR1 for lige at se hvad der er der.. HÅNDBOLD! Hallo, hvorfor er det lige at hele to kanaler skal sende den samme begivenhed! Nå, men jeg zapper fluks over på DR update, for at se en runde nyheder der, og hvad er der så der? HÅNDBOLD! nåe ja, og så lige et par mindre indslag om noget andet, knap så vigtigt... Aaaarrgh! Jeg er så træt af at sportsbegivenheder skal diktere programmerne på tv. Det er jo ikke kun håndbold, men også fodbold, cykling og alt muligt andet sport der i uendelige perioder forpester både den ene og den anden kanal.

Jeg kan ikke forstå hvorfor sport ikke kan blive sendt på de dertil indrettede sports kanaler, og så holde det væk fra de andre kanaler! Så kan dem, der gerne vil se sport jo erhverve sig disse kanaler, og lade os andre om at vælge dem fra. Men som det er nu, kan du jo ikke vælge det fra, da det jo bliver sendt på alle mulige og umulige kanaler! Hvad er ideen med special kanaler hvis de programmer der bliver vist der, alligevel også bliver vist på de almindelige kanaler? Jeg forstår det ikke!

Jeg er, og bliver aldrig sportsinteresseret, jeg vil hellere se en god koncert eller et teaterstykke end se en håndblod kamp, men ooh og ve hvis man indførte direkte transmitering fra fx. det kongelige teater, og man derfor var nødt til at aflyse nyhederne, eller et andet program for at vise det! Nååh nej, det ville da være skrækkeligt! Man skulle da nødig risikere at sende noget kulturelt så danskerne kunne udvide deres horisont!

Men for at skåne den almene dansker for kulturelle indtryk har man lavet DR K (og tildels DR 2), og det er også ganske udmærket, når de kulturelle programmer kan blive sendt på specielle kanaler, indrettet til dette, hvorfor kan sporten så ikke også holde sig til det? Jeg forstår det vitterligt ikke!

fredag den 6. januar 2012

Søg og du skal finde - en musikelskers kvaler på nettet!

Det er ikke nogen hemmelighed at undertegnede er musikelsker, og at min kærlighed til musik i nogle sammenhæng grænser til det fanatiske. Har jeg først kastet min kærlighed på en kunster eller et band, er jeg svær at skræmme væk igen, og tager næsten imod alt hvad de finder på med kyshånd. Jeg er ret loyal og bestræber mig på at anskaffe så meget som muligt med mine hjertebørn.

Jeg har tidligere skrevet om min teen age fascination af The Beatles, og dette band har stadig en stor plads i mit hjerte, selv om min fanatisme omkring dem er dampet lidt af. Derimod kan jeg stadig opleve denne nærmest hysteriske fascination, selv om den på mange måde er helt anderledes end den gang.

Jeg memorerede alle facts om The Beatles og kunne nærmest deres udgivelser, tekster, personlige oplysninger osv. forlæns og baglæns. Sådan er det ikke mere, men det har måske også noget at gøre med at jeg ikke er så ensporet i mit valg af musik. Hvis jeg skulle memorere facts om alle mine yndlings kunstnere ville der jo ikke være plads til andet i mit hoved!

Jeg er også temmelig gammeldags når det kommer til musik, ikke at jeg kun hører musik fra før jeg blev født, mere i den måde jeg samler på min musik. Jeg elsker cder og LP'er. jeg kan godt lide at kunne gå hen og vælge en cd eller en plade, og så sætte den på anlægget. Jeg kan til nød gå med til at man har en bunke musik på computeren og man så der kan gå hen og vælge det man vil høre. Men de der nymodens metoder hvor man skal søge efter det man gerne vil høre, giver jeg ikke fem potter pis for!

Måske er det bare fordi jeg er glemsom og ikke kan huske fra min næse til min mund, eller også er det bare verdens værste måde at skulle vælge musik på. For mit vedkommende går der er stor klap ned når jeg skal søge efter musik. Alle bands, kunstnere og musikkere forsvinder simpelthen fra min hukommelse, og jeg kan ikke komme i tanke om noget som helst!

Næh, giv mig en cd samling og jeg skal fluks finde noget musik jeg kan lide! Noget af hyggen går altså også af, når man skal sidde der foran en computer og lede efter det musik man gerne vil høre, og når det så kommer til stykket kan den ikke finde over halvdelen af det man så langt om længe er kommet i tanke om man gerne ville høre! Har man en cd samling er der ligesom et grundlag, en ramme for hvad man kan høre, og man behøver ikke bryde sin hjerne med noget der så alligevel ikke kan lade sig gøre.

Det er meget godt med youtube, spotify og hvad de ellers hedder alle sammen, men jeg sværmer nu altså stadig til mine cder og plader, eller til en bunke albums der ligger på computeren, så man kan se hvad der er at vælge imellem. Jeg forstår heller ikke de folk der kan få timer til at gå med at sidde ved computeren og google ting. Hvis jeg sidder ved computeren og skal google et eller andet, skal det være noget konkret, noget jeg står og mangler viden om lige nu og her, ikke bare sådan tilfældige ting jeg lige har lyst til at vide noget om. Jeg går simpelthen i sort, og kan slet ikke komme på noget at søge efter.

Nej, giv mig noget konkret, noget at vælge imellem, i stedet for det der ,søg og du skal finde princip, det giver jeg ikke en tøddel for! Jeg vil have min musik så den er til at føle på, som en fysisk ting jeg kan beundre, besidde, befamle og begære, frem for at man har en søgemaskine og en masse titler på en skærm.

Forventningens glæde ved at gå ned i byen og købe en cd, og så sidde og beundre coveret og læse teksterne på vej hjem i bussen, forsvinder jo fuldstændig når man bare henter musikken på computeren! Jeg synes det er det mest fantastiske, det at man køber en cd og ikke kan vente med at komme hjem og sætte den på anlægget. Den samme glæde kan jeg altså ikke finde ved at lytte til musik via en af musik søgemaskinerne på nettet, eller ved at downloade et album til computeren.

Jeg kan godt se det smarte i at man kan finde musik på nettet, fx. via TDC play, som jeg ofte benytter mig af, for at finde ny musik, og på den måde kan lære det at kende før man beslutter sig til om det er noget man gider eje. Indtil flere af mine nylige musik køb er foregået på baggrund af at jeg har hentet musikken via play og lyttet til det på computeren, og så har været nødt til at eje det i fysisk form. Det er smart, men ikke noget jeg gider have som eneste musik kilde. Nej mine cder er og bliver mine hjertebørn, og jeg betaler gerne for at få lov til at sidde med cden i hånden.

Jeg er stor modstander af brændte cder, ikke nok med at det ikke er fair overfor kunstneren, men det er da også irriterende at have en stak brændte cder uden cover, tekster og en liste over numre på cden. Jeg ved godt at det kan man bare printe ud fra nettet, men helt ærligt, det er simpelthen ikke det samme. Og helt ærligt, hvem får det nogensinde gjort? Nej den ægte vare, det ved man hvad er! Og der er da ikke noget mere inspirerende end en cd der er gjort noget ud af. Jeg elsker specialudgaver og limited editions, og ville ønske jeg havde flere end jeg har.

Nej, brændte cder er noget hø! Musik der skal søges på før man kan lytte til det er noget hø!

Jeg elsker min cdsamling!

lørdag den 17. december 2011

En kaffoholic's bekendelser

Så sidder man her, og klokken er rundet 03.00 og man er ikke spor træt, natteravn er jeg, som jeg vidst nok har påpeget før, og det er også ganske fint og alt det der. Hele humlen er jo bare, at netop i dag.. øh eller i nat, er det ikke kun mine natteravns-tendenser der holder mig vågen, men en helt anden ting.. en sort, mørk og besk fætter, der i flydende, som såvel fast og grumset form, betegnes som kaffe!

Når det kommer til stykket kunne jeg jo bare lade være, og det gør jeg da også tit og ofte, og næsten hver dag, men altså, jeg eeeelsker jo det skidt, dette varmt dampende mørke i et krus! Kaffe, bare ordet er en fryd! Jeg har drukket kaffe sådan på fast basis siden jeg var omkring de 16-17 år, så vidt jeg husker, det var ligesom noget der skulle prøves, ligesom andre ligesom er nødt til at prøve at ryge, og finder det, af mig en ubegribelig grund, behageligt. Ja nogle folk betegner det jo ligefrem som behageligt og velsmagende.. ehhem, nå, det var ikke rygning jeg skulle kommentere. (heraf kan afledes at undertegnede er ikkeryger, og altid har været det, ja ja, man pudser vel glorien, bare en kende..)

Men altså, kaffe var for mig, en del af at blive voksen, det var noget der skulle afprøves og tvinges ned i svælget i tilfælde af at det rent faktisk smagte hæsligt, hvilket det sjovt nok ikke gjorde. Jeg fandt hurtigt ud af, at det der kaffe, det var sagen, og nu er der sikkert nogle folk som ville vove at påstå noget andet, men dem om det. Jeg synes rent faktisk at skidtet smager godt, og det dufter himmelsk! Der er ikke noget bedre end at stå op, lave sig en kop kaffe og vågne langsomt op, mens man nyder dampen mod sit søvndrukne ansigt, og mærker varmen brede sig i kroppen. Og dette ritual ville jeg da også mægtigt gerne kunne sige var en del af min morgen hverdag, men det er det så ikke, desværre kan man sige..

Jeg er en af den slags mennesker der sover meget let, jeg vågner ved den mindste lyd, og ligger ofte vågen i hvad der føles som en evighed, flere gange i løbet af natten. Sjovt nok påvirker det mig ikke specielt meget på daglig basis, men i perioder med travlhed kan det godt gå hen og blive en kende belastende. Jeg drikker som sagt ikke kaffe om morgenen, ej heller i løbet af dagen, det er kun til specielle lejligheder, og når trangen vitterligt ikke kan styres. Jeg er nemlig frygtelig påvirkelig over for koffein! Drikker jeg en kop kaffe når jeg står op, kan jeg være sikker på at jeg ligger vågen det meste af natten, og det er uanset om jeg har været aktiv hele dagen, eller ej.

En gut i tv (kan ikke huske hvem) sagde en gang, at hvis man var letpåvirkelig over for koffein, skulle man bare drikke en masse kaffe, for ligesom at blive immun over for det, og det kan da også godt være det er sandt, men skulle jeg gennemføre et sådant kaffemaraton, ville jeg jo ikke sove i en måned! Det kan godt være det virker for nogen, men jeg tror ikke på det virker for mig, af den simple grund, at jeg, før i tiden, drak henved to kander kaffe om dagen, og sov i gennemsnit 3-4 timer pr. døgn, nogle gange mindre. Forklaringen er simpel, jeg, en natteravn + letpåvirkelig over for koffein = ingen søvn!

Det er ikke fordi jeg whiner, det må du endelig ikke tro, det er mere en konstatering, og en form for irritation, for når man nu som jeg, elsker kaffe, og helst gerne ville drikke det hver dag, flere gange dagligt, ja så er det altså lidt belastende, at være letpåvirkelig.. Og her ville de fleste sikkert komme med det ganske glimrende, og gode råd, så kan du da bare drikke koffeinfri kaffe. Og her vil jeg da give disse mennesker ret og klappe dem på skuldrene for deres velmenenhed og alt det der, men er de måske klar over hvad det koster!!!! Det koster jo en bondegård, for næsten ingenting!!

Jeg er ikke sippet når det kommer til kaffe, jeg drikker næsten hvad som helst, så længe det er sort, stærkt og varmt! Mærket er for mit vedkommende underordnet, så længe det smager af kaffe! Jeg kan godt sætte pris på en god, veldyrket, velristet, vel-dit og vel-dat behandlet kaffe, men den billige fra Spar, er ganske fin til vores daglige forbrug. Men skal vi forkæles, er vi ikke blege for at prøve nogle af de mere eksotiske sorter, men så skal de også være købt ved en specialist, og ikke bare være en af de dyrere mærker fra supermarkedet..

I det daglige er den billige ganske fin, både for smagsløgene, og for pengepungen! Og det er derfor jeg vælger ikke at købe koffeinfri kaffe, og i stedet for vansmægtes, og kun en gang imellem tager en enkelt kop, og så som regel med mælk i, da jeg bilder mig ind, at jeg derved får mindre koffein end hvis jeg lod være.. Sikkert en fis i en hornlygte, men hvad gør man ikke for sin sjælefreds skyld!

Jeg har som en trøst kastet mig ud i, kunsten at lave kaffe latte, eller som det hedder her i huset, kaffe laffer, da undertegnede til tider ikke kan finde ud af at tale ordenligt.. Kaffe med mælk, er jo ikke ligefrem nogen udsøgt fornøjelse, men er mælken varm, og skummet, se så er det en helt anden sag. Og med en sjat kaffesirup, og noget kunstfærdigt på toppen, ja så er det faktisk ikke så ringe endda. Men dovenskaben får jo alligevel tag i en, en gang i mellem, så derfor blev det til kaffe med (kold) mælk i dag.

Jeg har eksperimenteret en del i det der med at få det perfekte skum, da det for mig, er det bedste ved en kaffe laffe! Bare fascinationen af at mælk kan blive til skum, er jo fantastisk, og dertil skal skummet jo også være perfekt! Jeg startede med en af disse små minipiskere, med batterier, men den kom ud for en ulykke og blev bøjet, og så piskede den ikke så godt mere. Så erhvervede jeg mig en ny, men den løb hurtigt tør for batteri, og blev også en kende skæv, og derved ikke så effektiv. Så sad jeg og nørdede kaffe laffe pyntning på nettet, og så nogle fantastiske videoer på youtube, hvor der virkelig blev gjort noget ud af det, en meget inspirerende stund må jeg sige. Og i en af disse videoer, skuede mit øje, en gut der hældte mælkeskum i et glas fra noget der miskendeligt lignede en stempelkande!

Jeg sad derefter og grundede lidt over det, og blev enig med mig selv om, at der kunne da ikke ske noget ved at prøve, så mig ud og varme mælk i microovnen, for derefter at hælde det over i min stempelkande, og så igang med at pumpe stemplet op og ned i en god rum tid. Og hvilket resultat blev det ikke!! Den lækreste, tykkeste, fantastiske hvide skum!!

Jeg var himmelhenrykt, og havde jo så fået lavet skum til mindst to kaffe laffer, så kæresten blev tvangsindlagt til at skulle have en, selv om han oftest foretrækker sin kaffe helt og aldeles almindelig sort. Og ikke nok med at skummet var tykt, og lækkert og alt det der, det var også holdbart og langvarigt! Ja det overlevede kaffen, og måtte skovles ind med ske! Min stempelkande er nu mit kæreste eje, i hvert fald i forhold til kaffe laffe brygning, og jeg som gik og drømte om sådan en rigtig café-damp-mælkeskums-dims, er nu godt tilfreds med min stempelkande! Hurra for den!

Og nu kan jeg se, at jeg snart har skrevet i henved en time, måske det var på tide at forsøge sig med lidt søvn.. som kronen på værket, kommer der lige lidt billeder af nogle af mine kaffe laffer, god nat og sov godt derude!



tirsdag den 6. december 2011

Kolde kontanter - nu med gebyr!

Fik for en gangs skyld set lidt nyheder i fjernsynet i dag, det er ellers ikke fordi det er det jeg gør mest i, men en gang i mellem må man hellere lige følge med, og se om verden står endnu. Sæt nu den var gået under og man ikke havde opdaget det! Som sagt så gjort, ind på DR update (fordi det nu engang er den nyhedskanal vi kan se) og se en runde gentagelser fra for 5 min. siden, det smarte ved denne form for nyheder er, at hvis man ikke lige fik fat i noget af det, kan man bare vente 5 min. så kommer det sørme igen. Nå, men det var nu ikke DR updates gentagende nyheder jeg ville ytre mig om, men en temmelig irriterende og belastende nyhed, der var i nyhederne, eller hvad man nu siger.

Sagen er den, at jeg er temmelig gammeldags (big surprice!) når det kommer til det der med dankort, hæve/visa/mastercard, eller hvad de nu alle sammen hedder. Jeg bryder mig ikke om at bruge mit kort i butikkerne, da jeg ikke føler jeg har styr på hvor mange penge jeg bruger. Jeg foretrækker langt hen ad vejen at have kontanter på mig, for så føler jeg at jeg har styr på hvad, og hvor meget jeg bruger. Det eneste jeg synes er smart ved disse kort er, at de er anvendelige på nettet, når man nu en sjælden gang køber noget online. Nå men, (det er åbenbart min foretrukne måde at komme videre på, altså det der med, nå men..) I dag var en af de store nyheder så, at finans-et-eller-andet- vil sætte gebyr på brugen af kontanter, da det åbenbart er meget dyrt og omstændeligt at bruge den form for betaling i dagens Danmark. Jeg kan godt se at det da er en smart måde at tjene lidt ekstra til statskassen, eller hvor de gebyr penge end ryger hen, men helt ærligt, hvad skal det nu til for? Der er jo gebyrer, takster, rater, skat og jeg ved ikke hvad på alt ting nu om dage, alt ting koster mere end det reelt set burde på grund af div. skatter og hist op og kom herned.

Jeg kan da godt se at det sikkerhedsmæssigt er meget smart med det der lille plastikkort, men hvad hjælper det når man skal med bussen, (her i byen går man nemlig ind foran, betaler ved chaufføren, og går ud bagi, så derfor ingen billetautomat med kortbetaling her) og de kun tager imod kontanter, hvad med landhandler, loppemarkeder og andre steder hvor der handles udelukkende med kolde kontanter? Skal de så også til at medregne en eller anden form for gebyr, og skal de så indbetale dette gebyr til staten, eller hvordan havde de tænkt sig det?

Som en kvinde, de interviewede i nyhederne, påpegede, så ville det da være smartere at køre en form for brug-kortet-kampange i stedet for at sætte et gebyr på kontanterne. Hvis der skal gebyr på kontanter, bliver busbilletterne så dyrere? For de koster jo slet ikke en bondegård i forvejen! Nej, jeg synes det er noget hø! Den må de sgu længere ud på landet med. Det virker lidt som om de griber efter halmstrå, (bare for at blive i de landlige udtryk) for at skrabe penge ind i forbindelse med finanskrisen. Lad os sætte gebyrer, og skatter på div. ting og sager så vi kan hive lidt flere penge ud af folk. Jeg ville sgu hellere betale en lille slat mere i skat, end skulle betale det skjult via en masse skatter på fødevarer, ting og nu måske også kontanter!

Jeg tænker også, om ikke det vil afskaffe et par arbejdspladser på længere sigt, hvis brugen af kontanter helt går af mode, enten via kampange eller via de forbandede gebyrer! Hvis man tænker over det, hvis alle mennesker bruger plastikkort, og man kan betale i busser og alle andre normale kontant betalte steder, hvad så, så vil der vel kunne spares nogle folk væk i div. banker, og hvor der ellers håndteres kolde kontanter. Og hvad gør det så for arbejdsmarkedet, arbejdsløsheden osv. jeg ved godt det måske kun er i det små, men alligevel, der skal kun en meget lille sten til at starte en rullende snebold der hurtigt bliver større og større.

Hvor om alting er, vil jeg så længe jeg kan, holde fast i mine kontanter, og det vil kun blive af nød, jeg går over til at bruge mit kort i fysiske butikker, det være sig, hvis det der gebyr forslag bliver vedtaget og det bliver dyrere for mig at bruge kontanter frem for kort, og så har de jo sådan set opnået det de ville.. suk.. måske jeg skulle lade være med at se nyheder, så ville jeg måske slet ikke opdage det med det gebyr før det var for sent! Men på den anden side, så er det nok alligevel meget godt at følge lidt med, bare en gang i mellem.

mandag den 5. december 2011

Natteravn er jeg - tanker til natten

Nattetanker gennem tiden...

Dec. 2011. Mørket har lagt sig som en dyne over landet, månen titter frem fra de travle skyer, mens jævnlige skybrud af regn, slud og hagl minder én om årstiden og kulden der er på vej. I skæret af en ensom lampe sidder jeg her og nyder natten, mens stormen raser bag den kolde rude.

Natteravn er jeg, som natteravne er flest, mit sind er åbent og trætheden en by i Rusland, eller et sandkorn i Sahara, forlængst blæst bort af nattens mystisk og fortættede mørke. I mørket er alle katte grå, og jeg en lille prik i universet. som en ensom stjerne på den store himmelbue, lyser min ensomme lampe. Et lille tegn på liv i den ellers så tomme nat.

Nattevandre er jeg, som nattevandrere er flest, med frakken tæt omsluttet og ørene på stilke over nattens stilhed, de få lyde, en puslen i de visne blade, en ensom bil i det fjerne. Alene er jeg i nattens univers.

Mørket er fortættet af fugt, min ånde som en mini tåge, forener sig med disen, en tung dyne af tåge har indhyllet verden i et fortættet gråligt tæppe, der forstærker hver en lyd, mine skridt som en genlyd gennem natten.

Natten i al sin enkelthed, i al sin mystik, i al sin mørkhed, mit fristed, mit åndehul, min inspiration.


2006. Sene nattetime, natradio, natsværmer, nattog buldre gennem natten, jeg sidder her i natten, omgivet af nat, og nattemørke. Stirre ud i mørket, lytter til nattens lyde, nattelyde, ensomme trafikanter, lastbilers brusen gennem natten. Natteravn er jeg, vandre i natten, mærker kulden, nattekulden, nærmer sig frostpunktet, nattefrost.

Månen lyser i natten, oplyser haven, danner skygger, natteskygger, jeg trækker i nattøjet, forbereder mig på en lang nat, uden søvn, nattesøvn. Jeg hilser natten og månen en god nat, lægger mig i sengen og venter på nattesøvnen



9.10.2006 Natten er min vol. 1

Natten er min, min alene
natten er stilhed, stilhed og ro
natten gir styrke, styrke og tro

Natten er min, min alene
natten er skove og mosebryg
natten er varme der gør mig tryg

Natten er min, min alene
natten er vandring alene i mørke
natten er fugten der fordriver tørke

Natten er min, min alene
natten er måneskin og skyggeland
natten er bål i det bløde sand

Natten er min, min alene
natten er blade der rasler i vinden
natten er tåre der drypper på kinden

Natten er min, min alene
natten er søvnløs, søvnløs og lang
natten er klage, en klagesang

Natten er min, min alene
natten er sandhed og åbne øjne
natten er fuldskab og usagte løgne

Natten er min, min alene
natten er drømme og forsigtige håb
natten er stemmer og høje råb

Natten er min, min alene
natten er skrivning i mørke timer
natten er ord og sætninger der rimer


Natten er min vol.2
19.9.2007 Natten er min, min alene, i mørket, med skoven som baggrund... Natten er min, min alene, med stilheden som kåbe, og bare tær i det kølige græs..

Natten er min, min alene, med månen som lys af sølvhvide stråler der gør mig så bleg.. Natten er min, min alene, gennem alle tider, gemmen denne nat, gennem hele skoven..

Natten er min, min alene, med blæsten i håret, som skubber mig frem, frem i verden der sover..

Natten er min, min alene, foran skærmen, bag ved ruden, ovre på engen, fremme ved søen, ude i skoven..

Natten er min..

torsdag den 1. december 2011

Honingkage bag er slet ingen sag - hvis man har tid nok!

Tålmodighed er en dyd, siges det, men hvad hjælper det når man har bagt honningkager for første gang, og gerne vil smage dem, men ikke kan, da honningkager er den slags kager der i konsistens er som mursten er flest, når de er kommet ud af ovnen, og først, efter indtil flere dages trækken fugt er egnede til at sætte tænderne i, uden at man behøver frygte for sine tænders ve og vel!

De blev bagt i går, og allerede inden kagerne var kommet i ovnen, duftede hele huset frydefuldt af julebag, så kæresten var ved at gå ud af sit gode skind af lækkersultenhed! Han så meget frem til at kagerne kom ud af ovnen, og blev svært skuffet da jeg meddelte ham, at honningkager skal trække fugt før de kan spises. Alligevel skulle vi da lige forsøge os med en af kagerne da første hold var kommet ud af ovnen. For som jeg tænkte, så hårde kan de da vel heller ikke være! Men det var de, ikke om jeg kunne knække en af dem over, så vi kunne dele et lille hjerte! Jeg lagde alle kræfter i, og intet skete der! der faldt ikke engang bare et par bitte små krummer af den kage! Så vi måtte gå honningkage sultne i seng, med kun en herlig duft at mætte os ved.

Nå men inden sengetid fik jeg puttet kagerne i en bøtte uden låg og ind i køleskabet, med tanke for at så kunne de vel prøvesmages i dag. Men nææh nej, kagerne er stadig stenhårde og hverken til at hugge eller stikke i, så det ender nok med at de kommer til at ligge natten over med et fugtigt viskestykke hen over sig, og så håber jeg sandelig at det virker! Det er ikke spor tilfredsstillende at kreere noget i sit køkken, og så ikke kan smage på det bagefter! Heldigvis fik jeg da lidt oprejsning, da en veninde og jeg har bagt finskbrød og specier i dag. Vi fik godt nok også bagt specier den anden dag, men midt i bageforvirringen er der sket den gruelige fejl at der er kommet dobbelt portion mel og smør i, men kun en enkelt portion flormelis i, så kagerne smager af absolut ingenting! De er bare sådan lidt melede og kedelige. Heldigvis er denne dags portion blevet lige som den skal være, så lidt held er der da i køkkenet.

Den anden dag købte jeg en kagehus-bageform, så den skal selvfølgelig også afprøves på et tidspunkt. Det er en af de fantastiske ting ved julen, alle de spændende kage opskrifter der skal afprøves! Jeg har altid godt kunnet lide at bage, og jeg elsker at afprøve nye opskrifter, spørgsmålet er så bare hvor vidt disse honningkager er blevet en succes, eller det er en af de opskrifter man afprøver, for aldrig nogensinde at gøre det igen! Jeg må jo bare væbne mig med tålmodighed og så se hvad fremtiden bringer, og om det er blevet en honningkage succes eller en honningkage katastrofe! Jeg ser frem til at skulle pynte, de forhåbentlig gode honningkager når tid er, men som sagt venter jeg stadig!

onsdag den 23. november 2011

Flertal lider af HIV-fobi - 1980'er uvidenhed i dagens Danmark anno 2011

Danmark er så vidt vides et oplyst og oplysningens land, vi har seksualundervisning i skolen, og der er ofte kampanger både i tv og i andre medier om sygdomme/sygdomsbekæmpelse, alligevel møder man fordomme baseret på uvidenhed overalt hvor man kommer. I den seneste tid har der i medierne været fokus på folks uvidenhed og fordomme omkring smittefaren ved HIV, og tallet for folks uvidenhed er skræmmende stort.

Jeg ved ikke om det bare er mig der er velinformeret, eller om det bunder i at jeg var barn i 1980'erne og op igennem 1990'erne blev informeret via skole og tv (Tak kim schumacher) Vi havde i 9. el. 10. klasse besøg af en HIV smittet der fortalte om sygdommen og dens udvikling, samt smittefaktorer. Foredraget gjorde stort indtryk på mig, men ikke i en negativ retning, tvært imod var det virkelig informativt og oplysende.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på om der overhovedet bliver afholdt sådanne foredrag på skolerne mere. Et er at en lærer står og fortæller om det i de der akave og pinlige seksualtimer, noget andet er at få en ud og fortælle om det, der rent faktisk prøver det på egen krop. Jeg ved godt at HIV ikke er lig med en dødsdom mere, og at overlevelses chancen er ret stor hvis man passer på sig selv og tager sin medicin. Alligevel er det en alvorlig sygdom, som bør tages alvorligt, og hvor viden om sygdommen og hvordan den smitter bør være almen viden. Tal viser også at op til hver 4. eller var det hver 6. dansker er smittet med en kønssygdom uden at vide det. Det er jo forrykt! (jeg vil lige påpege at ingen af mine tal, påstande eller prognoser er veldokumenteret, jeg skriver udelukkende ud fra hukommelsen af hvad jeg har læst og hørt inden for den senere tid, jeg er ikke ude i en længere videnskabelig lektion eller rapport, blot min egen anskuelse af tingene..)

Jeg er chokeret over de fordomme der er omkring faren for HIV smitte! At tro at man kan blive smittet ved at give en HIV smittet et knus er jo direkte latterlig! Jeg græmmes over folks forkvaklede forhold til emnet, og det faktum at nogle mennesker ikke vil yde førstehjælp til en person de ved er HIV smittet. Selvfølgelig skal man da tage sine forholdsregler i forhold til at yde førstehjælp, men chancen for at blive smittet med Hepatitis er da langt større i sådan et tilfælde, end at blive smittet med HIV. Men igen, deres frygt må jo bunde i uvidenhed!

Vi skriver 2011 og alligevel virker det som om mange mennesker slet ikke er kommet videre end 1980'ernes rædselsfrygt. Den gang var sygdommen ny og kunne ikke kontrolleres eller medicineres, man vidste ikke hvad man ved i dag, og derfor var manges reaktion voldsom og mange tog afstand fra HIV smittede. I dag, hvor man har fundet en måde at holde sygdommen i ave, og har veldokumenteret viden om smittefare og de forholdsregler man skal tage i forhold til HIV, er der stadigvæk folk der vil gå i en stor bue udenom personer de ved er smittet med HIV.

AIDS-Fondet har lavet en test der viser om man har HIV-Fobi, jeg har ikke, har du?

http://www.hivfobi.dk/tag-testen/

Mit link til testen er åbenbart defekt, så kopier ovenstående adresse og sæt den ind i adressefeltet i din browser ;)