Ebayititis - en smitsom affære!

jeg er blevet smittet af ebayititis, som er en uhelbredelig pengeslugende og vanedannende sygdom, der i sin enkelthed går ud på at man er nødt til at købe div. mere eller mindre nyttige ting fundet på ebay. Jeg vil dog til mit forsvar sige, at de fleste ting jeg indtil videre har erhvervet mig derinde fra, har kostet under 200 kr. ink. fragt. Men jeg vil samtidig også sige, at flere af tingene faktisk har været gaver, til andre end mig selv....

Jeg blev smittet med ebayititis fra en god veninde, der selv er ret hårdt ramt, og da hun først havde introduceret mig for princippet, ja så var jeg jo ramt, uhelbredeligt, vel at mærke!

Men selvfølgelig har der da også været ting til mig selv, og hvilke fantastiske ting! Mit første køb på ebay, var et ugleur, som ovennævnte veninde havde købt til sig selv, og uret var jo simpelthen uimodståeligt, så sådan et måtte jeg jo også eje! Og nu jeg var i gnag, kunne jeg jo lige så godt købe et ur til en anden veninde også :) Efterfølgende har jeg også købt til for andre derinde, og gaver, mest i form af smølfer til min mor :D

Et sikkert tegn på at man er smittet med ebayititis er at man ser en ting, enten i en virkelig fysisk butik, eller et sted på nettet, og straks tænker, hmmm den ting kan jeg garanteret finde billigere på ebay. Et godt bevis på dette er mit seneste køb, en fastnet telefon, jeg bare MÅTTE eje! Jeg sad en aften og stenede inde på et forum, hvor folk ofte har ting til salg, og hvor jeg indtil flere gange har købt gode og billige ting. Så jeg sidder tit og lurer folks "til salg" albums, for at se om der skulle være noget man ikke kan leve uden. Og der, i et album, fyldt med spændende ting, ser jeg den, en fastnet telefon, formet som et kranie, dækket med similisten!  Jeg er jo solgt med det samme, men min fornuft sagde mig at 600 kr. måske lige var i overkanten at give for en telefon.. Og der dukkede tanken op! EBAY!! Jeg må da kunne finde den billigere på ebay.. Som sagt, så gjort.

Med søgeordene "skull phone" dukkede der indtil flere af slagsen op, både med, og uden similisten. Dem med sten på, var næsten i samme prisleje som den jeg havde set det andet sted, men de andre, som bare var sølvfarvede, eller hvide, var i en helt anden prisklasse. Så jeg var jo nødt til at købe den!!!

122 kr. i alt ink. porto fra Hong Kong, og jeg ventede spændt på min telefon. Begejstret som jeg var, måtte jeg jo straks fortælle om mit køb til en eller anden. Det blev så ovennævnte smittefarlige veninde, der pointerede at, måske telefonen ikke virker her i DK! Oooooh vee!!! Tænkte jeg, det havde jeg jo slet ikke tænkt på. Jeg ventede i ængstelighed på den telefon. dagene gik, jeg tjekkede mail, jo den var blevet afsendt fra Hong kong, jeg forsøgte at tracke pakken, uden resultat, og stadig ingen pakke til mig.. Der stod godt nok at det kunne tage mellem 20 og 30 dage for den at nå frem, men mine tidligere køb fra Hong Kong, havde ikke været så længe under vejs, så da der var gået 25 dage, afskrev jeg den som tabt for omverdenen.

Og bedst som jeg havde opgivet håbet om nogen sinde at se min nye telefon, bankede det på døren, og udenfor stod posten med en pakke! Nøj hvor har jeg da aldrig åbnet en pakke så hurtigt! Pakken så lettere miserabel ud, og jeg begyndte at tænke, ÅÅH nej!! den er gået i stykker!! Ud af kassen med telefonen, efter at have forsøgt at ryste liv i kæresten flere gange for at fremvise det nye vidunder, der utroligt nok var intakt!

Hurtigt fik jeg vores gamle, elendige fastnet telefon fjernet, og sat den nye til, jeg turde knap løfte røret, for at høre om der var klartone....... Det var der!!!!!! Så var jeg jo nødt til at ringe til min veninde og fortælle den herlige nyhed! Begejstringen var stor, og jeg kan stadig tage mig selv i at sidde og kigge på den i fryd!

Og så tænker du nok, øøh det er jo bare en telefon! Ja ja, men hvilken telefon! Den er simpelthen for sej! Ebay er fantastisk, og jeg er ikke spor ked af at være blevet smittet med ebayititis!

Og her er vidunderet så!!!!

Et andet fantastisk ebay køb, en blondeparasol med vifte! 

Og mit aller første ebay køb, mit fine ugleur!

Alder er bare et tal, basta!!

Nu er jeg jo i den situation at jeg lige er rundet de 30 :O Og det har jeg det sådan set ok med, bort set fra at jeg har svært ved at få ind i min tykke knold at jeg rent faktisk ER blevet 30.. eller 30.000 år gammel som en af mine venner ynder at sige :D 

Men altså, det der er problemet er, at jeg ikke føler mig som en på 30, eller, nej det er ikke helt den rigtige beskrivelse, jeg er ikke nået til det punkt i mit liv hvor jeg regnede med jeg ville være som 30 årig. Jeg føler mig meget mere som om jeg er sådan omkring de 24-25, eller noget i den retning. Jeg er slet ikke parat til at være 30. De fleste har krise over at de føler sig gamle og det er også bare noget æv, så er ens liv jo næsten slut osv. sådan har jeg det slet ikke, jeg føler mig slet ikke gammel, på nogle punkter føler jeg slet ikke at jeg er gammel nok til at være 30. (Eller det vil sige, efter familiefødselsdags-tam-tam, kunne man nok godt fristes til at sige at min krop følte sig som en på 80!)  

Jeg er opvokset med at alder bare er et tal, og at man skal bevare barnet i sig, min mors yndlings ordsprog, som jeg også selv er ret stor fan af, er at " kunsten at være voksen er også at turde være barn". Jeg tør godt være barn, måske lidt for meget? 

Det er en underlig tilstand, det med at man ikke tror på sin egen alder, og når man så også ofte får at vide at man ser meget yngre ud end man er, ja så kan man da gå hen og blive helt i tvivl! Men altså det var i 1981 jeg blev født, så 30 må jeg jo være under alle omstændigheder! 

Mange i min vennekreds har stiftet familie og fået mand/kone, hus, børn og alt hvad der tilhører, og det er da også ganske udmærket og fint for dem, MEN... der er jeg bare slet ikke nået til. Jo altså manden har jeg skaffet, og vi er også forlovet, men bryllup må vente til indkomsten tillader det. Men hus og børn har lange udsigter. Hus på grund af økonomiske hensyn, børn, tjaa fordi mit biologiske ur overhovedet ikke er begyndt bare at tikke den mindste lille bitte smule endnu. Manden har ævlet om børn længe, men jeg er bare slet ikke nået dertil endnu, og kan da nogen gange blive helt i tvivl om jeg nogensinde når dertil... 

Jeg bliver ikke totalt skruk når jeg ser et spædbarn, jeg har aldrig været specielt god til børn, og har aldrig tænkt at børn er bare det mest fantastiske i verden, tvært i mod har jeg i en lang periode af mit liv afskyet de små krapyler, og det kan til tider blusse op igen i tilfælde af at jeg møder nogen meget uregerelige af slagsen. Men hermed ikke sagt at jeg aldrig vil have børn, for har altid tænkt at jeg da engang vil have en eller to af slagsen, men det har altid været noget defust langt ude i fremtiden noget. Men nu står man så her og er rundet et skarpt hjørne, og tænker, det var vel nu man burde være i panik over at man ikke har fået børn osv. 

Jeg ender som en af de der oldtusse gamle mødre... Nå men sådan må det jo være, jeg kan jo ikke lave om på mig selv, og så længe man ikke er parat, ja så mener jeg nu det er ret dumt at kaste sig ud i sådanne udskejelser! 

Min vision af hvordan mit liv ville være som 30 årig er også helt anderledes end virkeligheden, i stedet for at vælge den lige vej her i livet, valgte jeg den mest snoede og stejleste af slagsen, og jeg er endnu ikke nået i mål endnu, men hvad, jeg når vel derhen en gang, håber jeg da..... 

Solen og dens afslørende stråler!

Der er forår i luften, man mærker duften, og nyder solen........... lige indtil man ser alt spindelvævet og støvet der har forputtet sig i vintermørket. Den store forårs rengøring står for døren, men helt ærligt, så er energien ikke just tilstedeværende, i hvert fald ikke på nuværende tidspunkt. På en eller anden måde er det uoverskueligt, men en nødvendighed! Vores edderkopper har i hvert fald haft meget travlt denne vinter. De hjørner af loftet der ikke har været specielt oplyst i vinterens grålige tusmørke, er blevet godt og grundigt isoleret af de små kræ. Det kan man selvfølgelig se som en positiv ting, men kønt er det sgu ikke.. Så jeg må jo nok bide i det sure æble og få gjort noget ved det.

Af støv har vi også fået samlet os en god bunke, på hylder, reoler, ja alle steder! Jeg er overbevist om at det må være fordi vi har fået kat, og ikke det faktum at rengøring måske ikke lige er vores første prioritet her i livet! Men det skal jo gøres, ikke bare fordi det så ser temmelig meget pænere ud, men sundhedsmæssigt er det nok også en fantastisk ide! Solen er virkelig god til at afslører alle ens vinterforsømmelser, så forårs rengøring, here I come... ææh eller i hvert fald en af de nærmeste dage...

Vores kat er ret glad for at lege med kastanjer, og i den forbindelse har han udviklet en ganske god evne til at få disse kastanjer til at forsvinde! Bedst som man lige har givet ham en at lege med, er den pist væk forsvundet, på under to sekunder! Det er noget af et talent! Når man så går igang med at støvsuge, og trække sofa og andre møbler ud for at fange støv der, ja så dukker der en hel bunke kastanjer op! Så mon ikke vi finder et ton kastanjer når ellers vi går igang med denne forårs rengøring!

Nå men i stedet for bare at snakke om det, burde man jo nok bare gå igang, men i den forbindelse er jeg overbevist om at jeg er mesteren i overspringshandlinger, ja jeg burde faktisk få en medalje! For så kunne man jo lige tage den afskallede neglelak af og putte noget nyt på. Så var der vist også lige en mail eller to der skulle tjekkes, og hov! Der var vist også lige noget med et meget vigtigt tv program der skulle ses! Og sådan kan jeg blive ved. Det skal så også siges, at når jeg så først er kommet over alle overspringshandlingerne, og rent faktisk griber støvsugeren, kluden og alle de andre rengøringsmidler, ja så stopper jeg heller ikke før jeg er færdig! Den ros synes jeg da lige jeg skulle have med. At det så sker lidt for sjældent nævner vi ikke i denne sammenhæng :D

Nå men mon ikke lige man skulle få ordnet de der mails, negle og andre ting inden forårs rengøringen :D

Valentins reflektioner

Jeg har aldrig, og bliver heller aldrig den romantiske type, jeg er ikke til pladderromantiske film, eller bøger for den sags skyld. Jeg synes selv jeg er ret god til at sige, eller vise dem jeg elsker, at jeg gør det, måske nok ikke hele tiden, men det hænder da at min affektion stråler igennem på den ene eller den anden måde. Jeg behøver ikke en bestemt dag til at gøre det på. Og med tanke for hvilken dag det er i morgen, ja så kunne jeg sådan set være bedøvende lige glad, men det er svært at ignorere en dag, der med så kraftig medieopdækning har farvet diverse tvkanaler lyserøde hele denne grå og snefygende søndag. Tv2 havde sågar afsat hele dagen på Go' valentins-et-eller-andet- hvor et kvindeligt "ekspert" panel i løbet af dagen åbenbart skulle kommentere og konferere om emnet, blandet med en bunke kærlighedsfilm oven i hatten, og med en eller anden mandelig rapporter skulle fare rundt og stille mænd det ene tåbelige spørgsmål efter det andet...

Jeg forstår ikke hvad det skal gøre godt for, og her vil jeg ikke begynde at brokke mig over at det også er de skide Amerikanske traditioner der vinder indtog alle vegne, jeg er selv ret stor fortaler for sådan noget som Halloween, som mange, fejlagtigt nok tror, er en komerciel Amerikansk højtid, som kun går ud på at klæde nogle børn ud og rende rundt og sige "trick og treat".

Nå men det jeg har imod Valentins dag, og far- og morsdag for den sags skyld, er de høje forventninger der bliver sat til disse dage, blandt andet af medierne. Synes ikke det har været så slemt som i år, og så begynder de allerede dagen før!!!

Jeg selv er udstyret med en kæreste der ikke er det fjerneste romantisk, og sådan en dag som i morgen ville flyve let og elegant hen over hovedet på ham uden at sætte sig det fjerneste spor. Jeg priser mig lykkelig for at jeg ikke er en af de piger der sukker efter blomster, chokoloade og candlelight dinner i morgen, for jeg ville blive slemt skuffet! Og det er det jeg mener, alle de mennesker der går rundt med et lille håb, og sikkert har gjort det hele dagen, og i går med, måske hele ugen, et lille spinkelt håb om at deres respektive, hvad end det er mand, kæreste, samlever osv. nu ikke lige gik hen og overraskede med den ultimative romantiske kærlighedserklæring! Håbet har måske fået lov til at vokse på sådan en dag som i dag, hvor medierne har hældt på af pladderromantik hele dagen, og så ligger man der hele natten og spekulere, og næste dag går, aftenen går, intet sker, og skuffelsen banker hårdt og brutalt på. Det er sgu da sygt!

Ligesom alle de mødre der hvert år til mors dag går og håber på en buket blomster fra mand og børn, men børnene er for små til at huske sådan noget og manden for glemsom, så endnu en gang må konen gå skuffet i seng, og tænke på, at næste år der husker han det nok. Og hun husker altid fars dag, altid, hun køber små gaver fra børnene, hun køber en ekstra god bøf ind, bager en kage, hygger og pusler om manden hele dagen, svælger i hans glæde og tænker, næste år, næste år husker han mors dag, for se nu hvor dygtig jeg har været til at huske fars dag.. Men næste år er det det samme igen, skuffelse, år efter år... det er sgu da sygt!

Nej Valentins dag er sgu noget opreklameret fis hvis du spørger mig! Ingen tvivl om det!

Søndags melankoli

Gråvejrs melankoli, som fugt på triste vægge, driver det fra mig som tåge. Søndags melankoli, en trist solsort der putter sig og skutter sig i hækken, mens dis sætter perler på snor på edderkoppespind. Skumrings melankoli fortættet og kompakt, som skumgummi presset ned i et lidt for lille hul, forsøger at vride sig, trænge ud, trænge hen, trænge ind, i mig. Aften melankoli, skjult i mørket, liggende på lur efter svage sjæle, trykker sig op af muren, står på lur.

Gråvejrs melankoli, på en søndag ved skumrings tid, det er snart mørk aften, solsorten er fløjet, og edderkoppespindet sprunget. Min ånde, som en rytmisk mekanisme danner dug på ruden, den triste have, med sammenklaskede planter, mudder og sjap, på den anden side, forsvinder i disen.

Musik fra højtalere, passer til vejret, stemningen, situationen, som tykflydende væske, strømmer den ud, overvælder, overmander, overtager, ligesom melankolien, fængsler, fanger, forgriber, forgrener, forgrener sig ud i alle lemmer, hver en celle, som stødvise kramper, en rytme der dunker, et hjerte der banker, i takt.

Melankoli i alle dens former, som et tykt tæppe, en sort kappe favner den mig, og jeg favner igen, byder den velkommen, for en stund..

Kattens til kat - lidt katfan er man vel altid...

Er der noget mere hyggeligt end at sidde i en stor god lænestol, med fødderne oppe på fodskamlen, med et dejligt lunt og tykt tæppe svøbt om sig, stearinlys på bordet, en kop varm kakao og en sovende kat på skødet?

I hvert fald ikke hvis du spørger mig. Selv om man nogle gange kan rive sig i håret, og råbe, "det var da kattens til kat", når den nærmest løber på væggene, og er fuldstændig balstyrisk i sin kådhed, kan man godt gå hen og blive en kende forpustet på dens vegne, og overveje om katten  nu også er helt normal. Men så igen, når den ligger der, helt afslappet, med lukkede øjne og spinder i ens arme, smelter man jo helt, og glemmer hans frække og knap så nuttede sider.

En teenage kat kan være en ordentlig mundfuld, specielt når denne, har en forkærlighed for at stjæle ens hårbånd, lightere, øloplukkere, hårnåle, ja sågar ens mobiltelefon, for at lege med. Og de blikke kræet kan sende en når man så tager hans nyerhvervede "legetøj" fra ham, siger sandelig ikke så lidt!

Men, åh! Når så roen har sænket sig i det lille hjem, og diverse genstande har fået en omgang bank, og den lune lille krop ligger i ens favn og snorker, så smelter ens hærdede hjerte da fuldstændig. Eller når kræet kommer galloperende fra den ene ende af stuen, bare for at hoppe op og sprede sin kælenhed ud over det hele, ja så kan man godt gå ud og hente en spand og en gulvklud, for da er man da helt smeltet væk...

Og hvorfor er det så lige at sådan et lille krapyl kan påvirke en på sådan en måde, hvorfor lige katten? Tjaa, for  mit vedkommende har det altid været katte, katte og flagermus, og da flagermus ikke just er de optimale kæledyr, ja så må det jo blive katten. Katte er bare noget helt for sig, og her ville diverse hundeelskere jo nok påstå at det er en hund også, og ja ja, det skal nok passe for dem, men ikke for undertegnede. Nej jeg er og bliver en vaske ægte katfan!

I mit univers er katten det perfekte kæledyr, jeg kan godt lide at katten er sin egen, at den i og for sig ikke har brug for mig, men alligevel godt gider - hvis det nu kan gøre mig glad. Og gider den ikke være sammen med mig, går den da bare et andet sted hen, og kommer først når den vil. Dette kan så også være pænt belastende i de tilfælde hvor man har en kat der må komme ud, og derfor kan lægge sig til at snue et eller andet sted i nærheden af huset, og som udmærket hører en kalde, men ikke lige gider lette sig. Men det har jo også sin charme.

Vores nuværende kat, Louis, er udelukkende indekat, og bliver luftet i snor, vi øver os så tit som muligt i det der med selen og snoren, det kan være en kamp i det hele taget at få selen på. Det er i bund og grund et spørgsmål om timing og aflæsning af kattens kropssprog, når øjnene er lidt store, og knurhårene ligesom er skubbet lidt fremad, og halespidsen vipper lidt op og ned, er det ikke seletid, så er det legetid, og forsøger man sig med påsætning af selen når nævnte kropssprog er i brug, får man ikke andet end en omgang rifter og skrammer ud af det. Venter man derimod til katten er færdig med sin leg, og har lagt sig godt til rette og ligget og snuer, med halvt åbne øjne, og de der hvide øjenlåg er synlige, mens poter, ører og hale med jævne mellemrum spjætter, som havde man sat en elektrisk ledning til ham, kroppen er helt fladet ud, og løfter man op i en pote og lader den falde, lander den med et slapt dunk på sofaen, ja se, så er det tid til at få selen på.

Men, det er jo ikke just kattens natur at lade sig kontrollere på denne måde, men kan det fungere for overboen, kan det også fungere for os. Og grunden til at vi "mishandler" vores kære lille kræ på den måde, med sele og snor, tjaa for hans egen sikkerheds skyld. Én mistet kat til trafikken må være nok, og så længe vi bor 20 meter fra en stærkt trafikeret tosporet vej, skal vores lille kat ikke ud og strejfe alene...

Så kan man så sige, hvorfor så anskaffe sig en kat, hvis man bor som vi nu gør, og det er i sandhed et rigtig godt spørgsmål! Fordi jeg ikke kunne lade være. Fra jeg så det bette kræ første gang, ude ved en veninde, ja der var mit hjerte solgt til stanglakrids, og han spøgte i mine tanker med jævne mellemrum, indtil en dag, hvor jeg med en æsel-agtig ( ham fra Peter Plys, hvis nogen skulle være i tvivl...) melankoli, hængende som et tungt gardin hen over mig, sad i sofaen og tænkte, " hvor jeg dog savner at have en lille kat", og med et stod det klart for mig, noget måtte gøres, og en sms blev afsendt til førnævnte veninde, med en forespørgelse om, de tre katte de havde tilovers, stadig var det...

Det var de, og dagen efter flyttede den ene hjem til os, uden gemalen vidste noget om det, han vågnede bare op til en kat der stod og tampede på ham, med beskeden om at nu skulle han bo her.

Og det går ganske glimrende, næste skridt er så bare at få ham kastereret inden han begyder at strinte over det hele, det ville ikke være så fantastisk... Men kattens til kat, er nu alligevel fantastisk!!!

Julesentimentalitet

Ja så sidder man her, på den anden side af julen og er en kende mat, mæt og modløs. Nu er det hele forbi, og som et lille barn har man glædet sig hele december, man har hygget i stearinlysets skær, man har pyntet op med nisser, stjerner og andet hyggeligt julepynt. Man har givet hinanden adventsgaver, strømpegaver, bagt julekager og julebrød, været samlet i familiens skød.

Og nu, nu er alting stille, hverdagen trænger sig på, kryber ind under huden og minder en om, at trods julens varme og glæde, fortsætter verden sin hæsblæsende kurs ud mod den ukendte fremtid.

Nytåret lurer lige om hjørnet, en festlig dag med fyrværkeri, druk og glade mennesker. Men det er en stakket frist, hverdagen er der, lige om lidt, rundt om hjørnet, bag døren, som en trist og grå regnvejrs dag minder den en om, at der stadig skal handles ind, gøres rent, ryddes op, der skal betales regninger, laves mad, vaskes op, alle hverdagens små sysler, som i juletiden syntes langt borte, og næsten glemt, dukker nu op, hver i sær, en ad gangen, som små edderkopper der er vågnet af den første forårs sol.

Og julepynten skal pakkes væk, gemmes bort og deponeres, der er lang tid til næste jul, man siger farvel og på gensyn, butter hver en nisse på næsen og mindes julens lune stunder. Huset er så tomt når pynten er borte. Lidt mere farveløs og kedelig.

Og stilheden breder sig, fra huset til ens sind, sjælen higer efter forventningen og nydelsen ved den søde juletid. Men det er slut, julen er overstået, og folk beklager sig over stopmætte maver, alle de julefrokoster de har været til, og jeg, jeg mindes hyggen og det sociale samvær, lysene der skinner i mørket, byder en velkommen hjem.

Jeg er ikke helt parat til at gemme julen væk for i år, jeg trækker den lidt ind i det nye, og lader nisserne få lov at være sent oppe. De ser slet ikke trætte ud endnu, så de kan vist godt klare en uge mere inden kasserne skal findes frem. En uge mere med julehygge... det bliver dejligt :)