I hvert fald ikke hvis du spørger mig. Selv om man nogle gange kan rive sig i håret, og råbe, "det var da kattens til kat", når den nærmest løber på væggene, og er fuldstændig balstyrisk i sin kådhed, kan man godt gå hen og blive en kende forpustet på dens vegne, og overveje om katten nu også er helt normal. Men så igen, når den ligger der, helt afslappet, med lukkede øjne og spinder i ens arme, smelter man jo helt, og glemmer hans frække og knap så nuttede sider.
En teenage kat kan være en ordentlig mundfuld, specielt når denne, har en forkærlighed for at stjæle ens hårbånd, lightere, øloplukkere, hårnåle, ja sågar ens mobiltelefon, for at lege med. Og de blikke kræet kan sende en når man så tager hans nyerhvervede "legetøj" fra ham, siger sandelig ikke så lidt!
Men, åh! Når så roen har sænket sig i det lille hjem, og diverse genstande har fået en omgang bank, og den lune lille krop ligger i ens favn og snorker, så smelter ens hærdede hjerte da fuldstændig. Eller når kræet kommer galloperende fra den ene ende af stuen, bare for at hoppe op og sprede sin kælenhed ud over det hele, ja så kan man godt gå ud og hente en spand og en gulvklud, for da er man da helt smeltet væk...
Og hvorfor er det så lige at sådan et lille krapyl kan påvirke en på sådan en måde, hvorfor lige katten? Tjaa, for mit vedkommende har det altid været katte, katte og flagermus, og da flagermus ikke just er de optimale kæledyr, ja så må det jo blive katten. Katte er bare noget helt for sig, og her ville diverse hundeelskere jo nok påstå at det er en hund også, og ja ja, det skal nok passe for dem, men ikke for undertegnede. Nej jeg er og bliver en vaske ægte katfan!
I mit univers er katten det perfekte kæledyr, jeg kan godt lide at katten er sin egen, at den i og for sig ikke har brug for mig, men alligevel godt gider - hvis det nu kan gøre mig glad. Og gider den ikke være sammen med mig, går den da bare et andet sted hen, og kommer først når den vil. Dette kan så også være pænt belastende i de tilfælde hvor man har en kat der må komme ud, og derfor kan lægge sig til at snue et eller andet sted i nærheden af huset, og som udmærket hører en kalde, men ikke lige gider lette sig. Men det har jo også sin charme.
Vores nuværende kat, Louis, er udelukkende indekat, og bliver luftet i snor, vi øver os så tit som muligt i det der med selen og snoren, det kan være en kamp i det hele taget at få selen på. Det er i bund og grund et spørgsmål om timing og aflæsning af kattens kropssprog, når øjnene er lidt store, og knurhårene ligesom er skubbet lidt fremad, og halespidsen vipper lidt op og ned, er det ikke seletid, så er det legetid, og forsøger man sig med påsætning af selen når nævnte kropssprog er i brug, får man ikke andet end en omgang rifter og skrammer ud af det. Venter man derimod til katten er færdig med sin leg, og har lagt sig godt til rette og ligget og snuer, med halvt åbne øjne, og de der hvide øjenlåg er synlige, mens poter, ører og hale med jævne mellemrum spjætter, som havde man sat en elektrisk ledning til ham, kroppen er helt fladet ud, og løfter man op i en pote og lader den falde, lander den med et slapt dunk på sofaen, ja se, så er det tid til at få selen på.
Men, det er jo ikke just kattens natur at lade sig kontrollere på denne måde, men kan det fungere for overboen, kan det også fungere for os. Og grunden til at vi "mishandler" vores kære lille kræ på den måde, med sele og snor, tjaa for hans egen sikkerheds skyld. Én mistet kat til trafikken må være nok, og så længe vi bor 20 meter fra en stærkt trafikeret tosporet vej, skal vores lille kat ikke ud og strejfe alene...
Så kan man så sige, hvorfor så anskaffe sig en kat, hvis man bor som vi nu gør, og det er i sandhed et rigtig godt spørgsmål! Fordi jeg ikke kunne lade være. Fra jeg så det bette kræ første gang, ude ved en veninde, ja der var mit hjerte solgt til stanglakrids, og han spøgte i mine tanker med jævne mellemrum, indtil en dag, hvor jeg med en æsel-agtig ( ham fra Peter Plys, hvis nogen skulle være i tvivl...) melankoli, hængende som et tungt gardin hen over mig, sad i sofaen og tænkte, " hvor jeg dog savner at have en lille kat", og med et stod det klart for mig, noget måtte gøres, og en sms blev afsendt til førnævnte veninde, med en forespørgelse om, de tre katte de havde tilovers, stadig var det...
Det var de, og dagen efter flyttede den ene hjem til os, uden gemalen vidste noget om det, han vågnede bare op til en kat der stod og tampede på ham, med beskeden om at nu skulle han bo her.
Og det går ganske glimrende, næste skridt er så bare at få ham kastereret inden han begyder at strinte over det hele, det ville ikke være så fantastisk... Men kattens til kat, er nu alligevel fantastisk!!!
