En stund af krampeagtig lykke

Det giver et sug i maven, og gåsehuden kryber frem, som små myrere kribler og krabler den frem over hele min krop. De små hår på armene og i nakken står som nåle i en nålepude. Kroppen gennemrystes af kuldegysninger, en krampeagtig trækning der starter fra tæerne og arbjeder sig hele vejen op til hovedbunden, så det føles som om ens hjerneskal er ved at bryde gennem huden.

Mit hjerte svulmer, flyder over og slår hårdt mod mine ribben, som om det hvert øjeblik kunne knuse det bur af knogler det er fanget i, bryde ud og stikker af. Jeg ligger fladt på gulvet, omsluttet af mørke, helt stille, kun min brystkasses lette bevægelse anes, mens lydene omkring mig føles som tykflydende væske der bølger imod mig. 

Jeg borer neglene ned i gulvet, holder vejret, og som en mental orgasme føler jeg musikken som et kærtegn i krop og sjæl. Jeg synker og trækker vejret dybt ind, med lukkede øjne, føler jeg den melankoli af føleser der bruser ud af højtalerne. Jeg svæver væk på en vatsky af lyd, jeg er vægtløs, jeg er ingenting, jeg er lyden, tonerne, musikken. Jeg strækker mig ud, bølger mod væggene, sprænger barriererene og flyder videre ud i verden. 

En løssluppen stemning af musik, på flugt fra begrænsninger og kasser. Jeg vil videre, ud, over, hen...

Som blid sne daler jeg ned over folk og fæ, omslutter dem, kærtegner og forfører, mine toner og lyde henfører dem i en ekstatisk nydelse, jeg bruser og bølger, vibrere videre mod fjerne egne, jeg er lyd, jeg er fri.

Tilbage på det kolde gulv, i ruinerne af den sprængte stue, ligger min krop, et hylster, som en tom papkasse, glemt og gemt.. 

Jeg åbner øjnene, pickup'en skratter mod pladen, der er stille, jeg fryser og er fortumlet, kun lyset fra anlægget viser de svage konturer af  min stue der er endnu, intet sprængt, intet ødelagt, kun stemningen er brudt, som en trommehinde der er sprængt, flyder mit hjerte over af tom ensomhed.

Jeg rejser mig, stiv i alle led og lemmer, tager pickup'en op, vender pladen, lægger mig ned, venter, det skratter, musikken kommer, det hele starter forfra.. jeg er lykkelig for en stund igen.

Sol på sneen - et lille digt

En dyne af sne

jeg kan da kun le

har lagt sig så tung

mens natten var ung

over land og i byen

sikke et syn!

Det glitre og glimter

man kun vejene skimter

for et tæppe så smukt

på hver flade, hver slugt

har lagt sig så hvid

i denne vintertid

I kærter og lanterner

man om julehyggen værner

med dejlige lys

man giver et gys

når kulde og vind

strejfer din kind

og solen på sneen

det rører ved en

alting er lyst

og ganske tyst

kong vinter er her

og julen er nær

Brug og smid væk, spild i lange baner!

Så sidder man der og ser fjernsyn, zapper lidt rundt, fra det ene boligprogram til det andet, fra det ene madprogram fra det andet, og jeg må indrømme at min Frk. sur-tante endnu engang viser sit stramme ansigt, for hvorfor er det lige at de partout skal smide ting ud på den måde? Her tænker jeg specielt på "fra skrot til slot" hvor en familie skal smide ting ud og får 50 kr. pr. kg. de smider i en kontainer, det er da et meget godt koncept, men hvorfor er det lige at fuldstændigt brugbare møbler og andre ting skal smides ud og smadres i denne kontainer, i stedet for at blive genanvendt på en genbrugsterminal eller genbrugsbutik? Jeg forstår ikke dette brug-og-smid-væk samfund, hvor ting bare bliver losset væk!

Ja ja jeg er inkarneret samler, og stor fan af gamle ting, jeg har ikke noget imod at man kan se tingene er blevet brugt, mit kæreste eje er et dækketøjsskab der har været i familiens eje siden min tipoldefars tid, det har charme og er fuldt ud funktionsdygtigtigt, jeg ville blive rasende hvis nogen kom og kylede det i en kontainer!

Jeg ville nødig blive tilmeldt et sådant program, hvor ting med sjæl bliver udskiftet med Ikea-bo-bedre-katalog-ting, uden sjæl, uden hygge, hvorfor skal boligindretning være så frygteligt kedeligt og upersonligt? Jeg forstår det ikke!

Og så er der de der madprogrammer, hvor en eller anden ekspert skal hjælpe folk med at ændre deres dårlige madvaner, det er da også ganske udmærket, bort set fra, at al den "dårlige" mad de står og tager ud af folks køleskabe, bare bliver losset ned i en skraldespand! Hvad fanden er det for noget madspild!!! Jeg synes det er grotesk at man ikke samler det mad i nogle poser og fragter det et sted hen hvor det kunne gøre gavn, fx. et herberg for hjemløse, eller dårligt stillede familier. Jeg så et program den anden dag, hvor en kvinde nærmest havde en besættelse af ost, alt det ost, og noget af det endda meget dyrt ost, blev bare losset ned i skraldespanden!!!

Madspild, møbelspild, spild spild og atter spild!! Brug og smid væk, det er hvad børn lærer i dag, når jeg ser hvor mange børn der står og sælger deres legetøj på børneloppemarked i efterårsferien, hvad tænker de dog på!! Jeg ville godt nok være ked af det hvis jeg havde solgt alt mit legetøj som 10 årig, og så ikke kunne tage det frem den dag i dag og mindes gode stunder med netop dét stykke legetøj... Jeg forstår det ikke...

Frk. gammel-sur-på- selvopofrende forældre...

Nu er der måske nogle der ville vove at påstå at jeg er en gammel sippe der har misforstået det hele, men, hvorfor er det lige at der er en udbredt tendens til at folk bruger billeder af deres børn som profil på div. fora, sociale netværk og jeg ved ikke hvad? Det er så vidt jeg ved ikke barnets profil, men forældrenes.. jeg kan ikke forstå hvorfor man ikke vælger et billede af en selv, eller om ikke andet så da et billede af en selv med barnet, men et billede kun af barnet??  Hvorfor skal man være så selvopofrende og flashe sit barn alle steder? og de der scanningsbilleder af ufødte børn! YYRK siger jeg bare! Jeg har ikke behov for at få klasket et billede af folks ufødte børn i hovedet når jeg logger ind på fx. facebook.

 Ja ja jeg ved godt at forældrene selvfølgelig er stolte af deres arvinger, men helt ærligt, livet er sgu da andet end børn! Og så sidder I nok der og tænker, ja ja det er bare fordi hun ikke selv har børn, og det kan da godt være at jeg ser anderledes på tingene når/hvis jeg selv får en pode, men gud nåde og hjælpe mig at jeg ikke bliver en selvopofrende -alt-for-mine-børn-jeg-glemmer-helt-mine-egne-behov-og-interesser-mor.... Jeg har aldrig været den store børneelsker, og har i min tidlige ungdom ytret at jeg aldrig skulle have børn, og at disse var noget af det værste i verden.. ja ja man er vel blevet voksen, og holdningen har ændret sig, fra had til accept og tolerance. Men børneelsker bliver jeg sgu aldrig, selvfølgelig vil jeg da elske mine egne børn, men de bliver selvfølgelig også pragteksemplarer af den menneskelige race :D

Mange mener at man ikke kan vide noget om børn når man ikke selv har dem, se der er jeg jo så uenig, jeg ved godt at jeg sikkert pisser en hel masse folk af nu, men helt ærligt, mange forældre er sgu blinde for hvordan deres egne børn snor dem om deres fingre som en portion slatten pasta!

Ja jeg er nok tante-gammel-sur, men jeg har sgu ret svært ved at se det fantastiske i at ofre sit liv på små terrorister, hvorfor skal man opgive sig selv og sine egne behov bare fordi man er blevet forælder? Hvorfor skal man hele tiden fokusere på børnene og lave dem til små egoister der ikke kan forstå når mor lige taler med en anden voksen og måske inderst inde har behov for, bare for en gangs skyld, at snakke andet end babysprog!

Jeg kan ikke forstå hvorfor fødselsdage, jul, ja alle højtider straks der er et barn i huset, partout SKAL være for børnenes skyld, og i børnehøjde og indrettes så børnene har det sjovt! Hvad med de voksne, hvad med forældrene, hvorfor kan man ikke indrette det så det også er sjovt for dem? Hvorfor skal det altid være på børnenes præmisser? Så længe børnene har det sjovt, så har jeg det også sjovt.... NOOOT!!! Det er da den største gang fis i en hornlygte jeg længe har hørt!

Nå men jeg kunne jo blive ved i den samme rille i mange timer... Jeg er bare så uforstående over for den der selvopofrende attitude mange forældre påtager sig... hvis jeg nogen sinde bliver sådan, håber jeg der er en der gider sparke mig rigtig rigtig hårdt!

Det pusler og rumstere

I vores lille pulterum så det er helt forfærdeligt! Først troede jeg at vi havde fået mus, men det kunne jo ikke rigtig passe med at vi lige havde fået kat, med mindre katten havde inviteret venner på besøg, men med hans energi og fangergen var det vel næppe løsningen... Men hvis det hverken var katten, mus, eller vores to kaniner for den sags skyld, der forøvrigt er udekaniner og ikke just havde noget at gøre i det pulterum under nogen omstændigheder, ja så måtte det jo være noget andet..

Fra puslen og rumsteren, til bankelyde og svage stemmer på en uge, begyndte jeg at overveje om vi måske havde fået os en poltergeist eller et spøgelse på besøg, måske en gæst fra shamhain der ikke havde fundet hjem endnu, og da sneen så begyndte at dale ned, og det gik op for mig, at i dag er der lige præcis én måned til jul, gik det op for mig! Det er jo nisserne der rumstere, pusler og banker, de vil ud og op og frem vil de, og sikke en støj sådanne nisser kan lave når december nærmer sig og man ikke har fået snøvlet sig til at få gjort juleklar, ja halloween tingene har stået på spisebordet en måned, og så tænkte jeg, hvis jeg skal sikre mig noget søvn de næste dage, ja så var det måske en ide at få pakket alt det halloween væk, og få gjort julerent og ryddet op, inden nisserne gør deres indtog, så som sagt så gjort, så i morgen kan alle nisserne myldre frem og sprede juleglæde i det lille hjem, så slipper vi da om ikke andet for al den rumsteren, puslen og banken dagen lang og natten med!

Velkommen til "Kong Vinter"

Så ligger man der i nat, søvnløs og rastløs, med en sovende kæreste på den ene side, og en storsnorkende kat på den anden... Lys vågen og ikke en gang tilnærmelsesvis træt.. Nå men så kan man da give sig til at glo ud af vinduet, og hvad ser man! Sne! dalende ned lige så fint og smukt, der i natten, men ja ja tænkte jeg, det er nok væk i morgen, og rituelt som jeg plejer gav jeg mig til at tælle ned fra 100 og sige alfabetet baglæns, som en form for meditation for at falde i søvn, og virke må det jo have, for næste gang jeg kigger ud af vinduet, ja så er der kommet dobbelt så meget sne som før... Men men, det var nu ikke tid til at stå op endnu, kæresten sov stadig, men katten var gået ind i stuen for at lege med en kastanje. Endnu en omgang nedtælling og remsen alfabet baglæns, et nyt kig ud af vinduet, nu helt lyst og hvidt over det hele!

Jeg må jo have sovet, det bevidner mine jævnlige kig ud af vinduet jo om, jeg får puffet til min kæreste, så han også kan se det hvide syn udenfor, katten er vendt tilbage, og ligger nu og forsøger at fange vanddråber som løber ned af ruden, udvendigt vel og mærke..

Og sneen har så dalet hele dagen, og så slog det mig, måske er det her det eneste sne vi får i år, jeg må da vist hellere få lavet mig en snemand, så, som sagt så gjort, så nu har jeg budt kong vinter velkommen ved at lave en fin lille snemand, der står og kigger ind af vinduet inde i stuen, med halstørklæde og hele mollevitten, havde dog ingen kul, så nuppede nogle af kattens kastanjer, der er alligevel en hel kurvfuld, så det lægger han nok ikke mærke til :)

Så glædelig snevejrsdag til alle :)

Shamhain/halloween/alle helgenes nat - kært barn har mange navne..

Jeg tænder lys i mørket, åbner mine sanser og byder velkommen tilbage til livet, for en kort stund er vi alle samlet, nære og fjerne, tætte som bekendte, alle de, der gennem tiden er draget afsted på livets sidste rejse. 

Jeg sætter lys i vinduer og lanterner, lader døren være ulåst, og snuser røgelsen ind. Jeg er i et med situationen, nyder stilheden og den ro det giver at vide at I er nær. Shamhain når den er bedst, min yndlings højtid, genforeningen af afdøde slægtninge og venner, der lokkes til af mine brændende lys. Mens gys og gru blander sig med natten, holder de onde ånder bort, en fest for de døde, en hyldest til livet!

Havde jeg kunnet tænde et kæmpe bål, som i fordums tid, ville jeg hylde solen og dens kraft, skønt jeg er et kuldens månebarn, og foretrækker efterårets riv og rusk, vinterens frostklare stjerner, erkender jeg solens kraft og varme - uden den intet liv.  

Jeg drages af myter og gamle sagn, oldtids trolddom og visdom. For mig er der ingen gud, ingen himmel, intet helvede, kun os selv og vores tro på os selv. Jeg tror på naturens kraft og styrke, på moder jords uendelige ressourcer, på opbyggelse og forfald. Menneskets forfald, der ligesom gamle bygninger langsomt mørner og falder sammen. Som fundamentet der synker sammen, bliver også vore knogler til støv. 

Jeg hylder de hedenske traditioner, og værdsætter moderne teknologi, gjorde jeg ikke det, ville jeg ikke sidde her, med elektrisk summende genstande, der holder min mad kold, brygger mig varm kaffe og omgivet af indtil flere teknologiske vidundere af metal og plastik, der gør det muligt at kommunikere med verden, lige nu, lige her, hvis jeg har lyst..

Så på denne den sidste nat i oktober, reflekterer jeg endnu en gang over min tro, min overbevisning, min ideologi, og kan stadig ikke sætte konkrete rammer for noget som helst. Jeg erklærer mig hverken hedning, kristen eller heks, jeg er vel en blanding af det hele, et mikstur af kontraster.

Jeg er døbt og konfirmeret, men ikke vokset op i en troende familie, men med en far der med et glimt i øjet kan sige at han går op i røg hvis han går i kirke, og en mor der i kraft af sin opvækst med en far som kirketjener, har sans for kirkernes skønhed og ro, og med mig selv, der i næsten 13-14 år har sunget for guds børn i først den ene, så den anden kirke, har jeg lært at værdsætte disse prægtige bygninger og deres indre ro, deres magi for sjælen, samt være kritisk over for de de prædiker. 

Jeg er rodfæstet i mig selv, i at være mig selv og vide hvor jeg står, og i denne nat hylder jeg de døde på min helt egen og særprægede måde, med disse tanker, nedfældet på papir i stearinlysets skær, siger jeg velkommen hjem og på gensyn næste år.