fredag den 1. marts 2013

Skrald, spyt og tyggegummi - en sippes undren

Jeg betragter egentlig ikke mig selv som et specielt sippet menneske, men der er nogle ting, frem for andre der kan få mig til at rynke på næsen. Den anden dag, da jeg skulle med bussen, sad der en ung fyr på bænken ved stoppestedet, det i sig selv var der ikke noget specielt ved. Men han sad, let foroverbøjet, med armene lænet på sine lår, imens han sad og spyttede ned mellem sine ben. Efter spyt pytten at dømme, var det et tidsfordriv han havde haft gang i temmelig længe, og det blev han også ved med, i de henved 5 minutter der gik, før bussen kom. 

Jeg forstår virkelig ikke det der spytteri, hvad det skal gøre godt for, og hvorfor man sætter sig til, ligefrem at forsøge at lave en mindre sø, med sit eget mundvand! Det er ikke særligt flatterende at se på, eller særlig lækkert at træde i. Ikke nok med at denne gut sad der og forsøgte sig med at omdanne busskuret til spytsø, ja så kommer jeg ned på banegården, hvor to tøser stod og snakkede, mens de på skift spyttede til hver sin side. Igen, hvad skal det gøre godt for? Jeg fatter det simpelthen ikke. Jeg kan forstå, hvis man har fået et eller andet i munden, fx. et insekt eller noget andet ubehageligt, at trangen til at spytte kommer op i en, men bare sådan at gå og spytte, for hvad, hyggens skyld? eller? ja det går vitterligt over min forstand! jeg ved godt at jeg har et eller andet personligt problem med spyt, sådan generelt, men det er sgu da ikke vildt charmerende at rende rundt og sjaske verden til, med sit mundvand!

Det samme gælder forøvrigt det der med, bare at spytte sit tyggegummi ud, når man ikke gider gnaske på det mere. Helt ærligt, hvor svært kan det være at smide det i en skraldespand, i stedet for bare at spytte det ud, der hvor andre mennesker går! Der er ikke noget mere irriterende, og ulækkert at skulle rense sine sko for sådan en gang klistret stads! Det tager naturen henved 5 år at nedbryde et stykke tyggegummi, og det er med til at gøre livet surt for småfuglene, så hvorfor er det lige at de fleste mennesker alligevel er så hensynsløse, respektløse og egoistiske, at de ikke kan finde ud af at bruge en skraldespand?

Det kan da godt være at det lige er det nemmeste, men helt ærligt, man kan sgu godt lige tage hensyn til andre, og så benytte den skide skraldespand! Generelt forstår jeg ikke det der med, bare at smide sit affald fra sig, hvorend man er, det er da utroligt at folk synes det er ok. Når man ser hvordan restepladser og vejkanterne ser ud, kan man undres over, hvad folk så gør i deres egne hjem. 

Hvad er det der går gennem hovedet på folk, når de helt uden at blinke, tømmer et fyldt askebæger på parkeringspladsen, 3 meter fra en skraldespand, for derefter at køre videre? Hvorfor er det at folk mener at det er i orden? Jeg forstår ikke at folks ansvarsfølelse er så lav, og at de gang på gang skider højt og flot på alle andre, og sviner som det passer dem. Sikke meget pænere verden ville se ud, hvis folk rent faktisk benyttede de, dertil indrettede skraldespande, i stedet for at bruge naturen som en stor losseplads!  

fredag den 22. februar 2013

Og så var der ikke mere vaskepulver - en tøjvaske-slackers kvaler

Jeg har en tendens til at være lidt af en slacker, når det kommer til vasketøj, specielt her om vinteren, hvor det at tørre tøj udenfor kan være lidt af en bedrift. Men når tøjskabet er ved at være tomt og man kun har hullede strømper tilbage, må selv en slacker bide i det sure æble og komme igang. Det skal siges at bjerget af vasketøj ikke just bliver mindre af, at det ene tørrestativ definitivt valgte at krepere for et par måneder siden. Det er blevet repareret en gang, men efter igen at være blevet løs i hængslerne, og efter at katten, gentagende gange, har ment at dette var et fantastisk sovestativ, opgav det en dag, ikke uden knirken, knagen og beklagelse, pludselig evret, og valgte at kollapse med kat og vasketøj og det hele.

Det er godt nok ved at være et stykke tid siden, men her i huset er det ikke altid at man rider samme dag som man sadler, så liget af stativet står her endnu, og et nyt er endnu ikke flyttet ind. Det tager dobbelt så lang tid at komme til bunds i sådan en bunke vasketøj, når man kun har et funktionelt tørrestativ til sin rådighed, hvilket måske heller ikke er vildt motiverende! Men, nøgen kvinde lærer vel sagtens også at få snøvlet sig igang med vasketøjet, på trods af dødt tørrestativ.

Som sagt så gjort, og efter kreativ udnyttelse af det ødelagte stativ, var undertegnede klar til at kaste sig ud i kampen mod det store tøjbunke-monster! Man er vel rollespiller, så man kan lige så godt gøre et eventyr ud af det, nu man har fået taget sig sammen! Efter to vaske og kreative tørringsophæg, havde motivationen faktisk spredt sig, og det der tøjbunke-monster virkede nu ikke helt så farlig og uoverkommelig som før, så beslutningen om, at endnu en vask var på sin plads, og at jeg sagtens kunne få plads til det, på min kreative udnyttelse af stativliget, var på sin plads, men så opdagede jeg, at jeg var løbet tør for vaskepulver!

Det er lidt ligesom at se luften gå ud af en ballon, og følelsen er den samme, som når man står under bruseren, og har fået fedtet håret godt og grundigt ind i shampoo, hvorefter man opdager at der ikke er mere balsam! Eller når man endelig, motiveret af tøjvasken, får snøvlet sig sammen til at tage den der dårlige samvittighed af en opvask, og midt i det hele opdager at man er løbet tør for viskestykker, fordi tøjbunke-monsteret har spist dem alle sammen. Og når man så samtidig er løbet tør for kattemad og kaffe, og andre af livets fornødenheder, så kan det snart være lige meget, men man tænker, i det mindste kan jeg da lige støvsuge, nu jeg har lidt kampgejst tilbage.

Men så er det at støvsugeren, på en meget støjende, hvæsende og spruttende måde, gør opmærksom på at der måske er noget der ikke er helt rigtigt, og katten rejser børster over den larmende tingest, så man hellere må slukke for monstromet, og finde ud af hvad der er i vejen. Man kan derefter konstatere at støvsugerposen er mere end fuld, og den pakke med støvsugerposer man har i skabet, er lige så tom som skuffen med viskestykker.

Man indser da, at det måske var på tide at få handlet ind, hvorefter man gør sig klar til at tage ind til byen. Man tjekker lige busplanen, får kigget på klokken, og kan efterfølgende konstatere at klokken er løbet tør for tid, eller at man i det mindste ikke får så meget ud af at tage ud og handle klokken halv ti om aftenen!

Det håbløse ved situationen går op for en, og man tænker, nå, men så kan det også bare være lige meget, så ser jeg bare noget fjernsyn og drikker noget kaffe, hvorefter man kommer i tanke om, at kaffedåsen også var tom, og at fjernsynet er løbet tør for nye ting, og sender genudsendelser som sædvanlig. Det eneste der er at gøre på nuværende tidspunkt, er bare at gå i seng!

onsdag den 20. februar 2013

Silkeborg, Silkeborg - en tung by at danse med

Hvor er jeg dog træt af Silkeborg, og dens elendige forhold for folk uden bil! Busserne er en by i Rusland, der kører som vinden blæser, og som bliver beskåret og ændret som vi andre skifter undertøj. Den ene butik efter den anden må dreje nøglen om, eller flytter over i Alderslyst området, der efter sigende bliver det nye hit, på grund af motorvejen. Midtbyen ender som en spøgelsesby, med et Torvecenter som en stor tom og grum påmindelse om, hvor tumpet det var at bygge det i første omgang. Hvorfor de overhovedet har planer om at udvide det monstorm, der siden det blev bygget, har stået halvtomt, og nu snart er heltomt, forstår man jo ikke. De vil have parkering under torvet, men når man kører ind til byen, kan man, uanset tidspunktet, se at der er temmelig mange ledige parkeringspladser rundt om i byen.

Det sidste nye er at posthuset i Bios gård har rykket teltpælene op og er flyttet ned i Kvickly, så man nu skal gå endnu længere end ellers for at hente sin post. Ikke nok med at de flytter posthuset, men postens service er jo også blevet formindsket kraftigt de senere år, så man begynder sgu snart at lede efter et andet alternativ. Jeg kan virkelig ikke se hvorfor de ikke kunne have fundet en anden løsning, så posthuset kunne være blevet inde i midtbyen, i stedet for at skulle rykke helt ned til Kvickly! Jeg ved godt at jeg, som et forholdsvist ungt menneske, sagtens kan trave den tur, både frem og tilbage, men det er der sgu mange ældre mennesker der ikke kan, og der kører jo ikke en eneste bus derned.

Fordelen skulle efter sigende være at postbutikken så følger Kvicklys åbningstider, men hvad hjælper det, når man skal vade hele vejen fra banegården og derned for at hente sine pakker! jaja, jeg ved godt at man kan tage en bus om til Godthåbsvej, og så har man da skåret lidt af turen, men helt ærligt, kan det virkelig være rigtigt at man skal med to busser for at hente sin post!?! Jamen der er jo sat sådan en postboks op ved banegården, og det er da også fint osv. men hvad så hvis man har fået en pakke der ikke kan gå ind i sådan en boks? Og så vidt jeg ved, kan man ikke sende post fra sådan en boks, så skal man have noget sendt, er man stadig nødsaget til at skulle ned til Kvickly. Jeg synes sgu det er utroligt at de bliver ved med at sætte priserne op, på porto og fragt og jeg skal komme efter dig, samtidig med at de sparer posthuse og servicen væk. Hvad skal alle de penge så bruges til, hvis det ikke er til at servicere kunderne!

Jeg ved godt jeg tit og ofte har klaget over de busser, men det føler jeg mig nu også temmelig berettiget til, da jeg ligesom er afhængig af at det skidt fungere bare en kende tilforladeligt. Havde jeg midlerne til det, var jeg fluks strøget til en køreskole og havde anskaffet mig et kørekort, og derfra ville jeg fluks skynde mig over til en bilforhandler og finde mig en bil. Men, nu er jeg jo altså ikke i den situation at jeg lige kan det, så jeg må nøjes med busserne.

Silkeborg er virkelig en sær by, dens prioriteter er virkeligt sære, der bliver hele tiden snakket om, at der skal spares, men det er de særeste steder der bliver sparet! For et eksempel, bliver al gadebelysning slukket kl. 23, eller 24, så der er bælg ragende mørkt over det hele, men kører man en tur ned langs Silkeborg Langsø, og vender blikket op mod kommunen, kan man se at der både brænder lys og at mange computerskærme ikke er slukkede! Det giver jo absolut ingen mening! Jeg ved godt at deres begrundelse er, at det skulle forhindre indbrud, men helt ærligt, var det så ikke bedre at indvestere i et ordentligt alarmsystem,  og så slukke al det lys, og så få noget lys på gaden i stedet for?

Nu er der jo så også snak om at Silkeborg skal have et nyt stadion, hvilket jeg vitterligt ikke kan se ideen i. Jeg ved godt at jeg også er farvet af, at jeg overhovedet ikke interessere mig for fodbold, eller nogen former for sport, men når man læser i avisen, hvor mange milioner det kommer til at koste kommunen, kan jeg virkelig slet ikke se hvad det skal gøre godt for!

Silkeborg, jeg er fandme ikke imponeret! Jeg elsker al den smukke natur, og det at man kan stå midt inde i byen, og efter 5 min.s gåtur står midt i naturen. Men alt det andet, det kunne jeg godt undvære. Nogen ville måske påpege, at hvis jeg er så utilfreds, så må jeg jo flytte et andet sted hen. Men det bliver det sgu nok ikke meget bedre af. Alle byer har jo deres positive og negative sider, og jeg kan da godt se, at jeg nok fokusere lidt meget på de negative, men, jeg lover at der nok skal komme et indlæg med de lidt mere positive sider en dag, men Silkeborg, du er fandme en tung by at danse med!

torsdag den 13. december 2012

Biografevent - det er lidt koldt at være træ

Ja så sidder man her og klapre tænder og skyller varm kakao ned i spandevis, for at forsøge at få lidt varme i kroppen. Det er sært som man kan gå en hel aften i frostvejr og kun fryse fingrene, og så komme hjem i varmen, og så begynde at fryse over det hele!

Har her til eftermiddag/aften været til premiere på Hobbitten, ikke for at se filmen, (det må vente til senere, for ses skal den selvfølgelig) Men for at reklamere lidt for vores liverollespilsforening. Så biografgængerne mødte orker, trolde og levende træer når de skulle i biffen i aften. Vi morede os rigtig godt, så må vi bare håbe at biografgængerne også havde en sjov oplevelse med det. Jeg fik da personligt givet en ældre dame et knus, og der var indtil flere der gerne ville have billeder af os, eller gerne ville fotograferes med os, så mon ikke de fleste har syntes at det var meget underholdende med lidt monster tilstedeværelse i aften.

I går stod den så på interview i Tv2 østjyllands program "go aften Østjylland" hvor undertegnede stillede op iklædt trækostume, og fortalte lidt om vores event. At det så sådan set ikke var det der var vores tanke med at henvende os til dem, er jo så en anden sag, vi ville jo gerne have haft dem med i aften, men alternativet var nu heller ikke dårligt, og da slet ikke for mig. Det var ganske underholdende at prøve, selv om det var lidt pudsigt at blive præsenteret som "træ".

Nu skal jeg så bare lige have taget mig sammen til at få taget sminken af, og så er det vist ind under dynen for mit vedkommende. Det var også ganske dejligt at komme hjem, og så havde kæresten bestilt pizza til mig, godt nok fik vi popcorn og sodavand i uanede mængder i løbet af aftenen, meeen det var ikke just mættende i længden.

Nå, skulle jeg tage mig sammen og få vasket makeuppen af og få redt filtrene ud af håret, og så skrubbe i seng. En fed aften er overstået, og jeg glæder mig nu endnu mere til at se Hobitten! Var det ikke fordi klokken er så mange, og at jeg var så kold, ville det have været oplagt at nuppe et par timers lotro, men det må vist hellere vente til et andet tidspunkt.. God nat derude fra et frossent træ...


Og således ser man så ud efter at have været træ en hel aften...

lørdag den 8. december 2012

Brok, busser og phones - brokrøven er tilbage....

Ja nu er der igen gået frygtelig lang tid siden jeg sidst fik skrevet noget som helst, det går da bare sin skæve gang med det skriveri, men nu har jeg langt om længe fundet noget at brokke mig over... Altså ikke at jeg ikke har haft noget at brokke mig over i den seneste tid, jeg har bare ikke lige haft skriveånden med mig...

Men altså, mit brokkegen er blevet tricket af lidt forskellige ting, lige fra busserne (ikke noget nyt der) til folks manglende evne til at svare tilbage når man sender dem en invitation til noget. Jeg mener, hvor svært er det lige at skrive, "tak for invitationen, vi/jeg skal lige konferere med kalenderen/manden/konen/kæresten osv. og så vender jeg tilbage med et svar hurtigst muligt.. Det kan da vel ikke være så svært. Mange forsvarer sig med at, "jamen jeg havde ikke lige tid til at svare da jeg læste beskeden, og så glemte jeg det". Fair nok, meeen når man så gentagne gange skriver, med diverse påmindelser, skulle man jo synes at man ville kunne huske det. Men folk har åbenbart så travlt nu om stunder, og nu kommer den nok, jamen der er jo så meget her op mod jul. Men det er jo ikke kun op mod jul folk ikke kan finde ud af at svare, til Halloween sendte jeg, jeg ved ikke hvor mange påmindelser til folk, men kunne jeg få noget svar tilbage.. nææh det kunne jeg ikke...

Måske man skulle overveje at gå tilbage til den gammeldags metode, og sende fysiske invitationer ud med papir, kuvert og frimærke på, så kunne man da håbe at folk ville hænge den et sted hvor de kunne se den, og derved kunne svare tilbage. Og så alligevel ikke, for før i tiden sendte jeg jo troligt fysiske invitationer ud, og der var tilbagemeldingerne lige så elendige som nu. Jeg må bare se i øjnene, at folk ikke har den samme ansvarsfølelse, eller er det mon mangel på overskud, der gør at det er så svært at tage stilling til om man kan  sige om man kan noget en bestemt dag eller ej, eller også venter folk til sidste øjeblik fordi de lige skal se om der dukker noget mere spændende op? Jeg håber ikke at sidstnævnte er det gængse for det ville da godt nok være sørgeligt. Men nutidens mennesker er åbenbart indrettet, så det at svare på en invitation er en meget svær beslutning og det kan jeg vel ikke gøre så meget ved.

Og nu jeg så er igang med at brokke mig, kan jeg jo lige så godt fortsætte. Inden for den sidste måned har den bus der kører op til os skiftet stoppesteds-plads 3 gange, det er sgu da ikke til at finde ud af! Ikke nok med at bussen ikke kører helt om til midtbyen, men man skal så også rende rundt og lede efter stoppestedet! Jeg håber at den nuværende holdeplads så er permanent, og at der ikke bliver lavet noget om foreløbig, med mindre de beslutter sig for at vores bus alligevel kan kører om til Godthåbsvej, se det ville dog være en forbedring!

Til sidst kan jeg da lige brokke mig lidt over de der såkaldte smart phones, ja, jeg er mægtig gammeldags på det punkt, men helt ærligt, jeg har svært ved at se det fantastiske i det. Ikke nok med at mange folk åbenbart har diverse problemer med dem, så er det jo en opmærksomhedsrøver af de større! Man kan jo ikke føre en normal samtale med en smart phone ejer, uden at denne skal sidde med snotten begravet i telefonen samtidig. Jeg føler mig dejligt fri, ved ikke at eje sådan en tingest, og jeg går gladeligt en hel dag uden at ane hvor i hytten min telefon befinder sig, eller en hel dag med telefonen begravet i tasken på lydløs, uden at tjekke den. De ting en smart phone kan, kan min computer også, og så er jeg fri for at sidde og glo på sådan en miniskærm samtidig! Og her vil fortalere for smart phones nok sige, "jamen du kan jo bare zoome ind", ja det kan da godt være, men det gider jeg sgu da ikke, når jeg har en 21.5" skærm til min computer, og kan se hele siden der, uden at skulle zoome ind og ud, og kører frem og tilbage på skærmen for at danne mig et overblik.

Mange siger, at har du først fået en smart phone, kan du ikke leve uden, men jeg er ikke interesseret i at blive afhængig af det skidt og jeg lever nu fint uden, så jeg tror ikke jeg vil have sådan en, førend det er krop umuligt at få en telefon der ikke er smart. Min telefon kan det jeg skal bruge, og det er ganske fint med mig. Jeg kan godt vente med at gå på facebook, og tjekke email m.m. til jeg kommer hjem til min computer, og jeg behøver ikke lige google diverse informationer i bussen, eller mens jeg sidder på café. Og så de billeder folk får taget, de er sgu da heller ikke specielt fantastiske, og billedopløsningen er jo elendig, så man kan jo ikke bruge dem til andet end at se dem på sin lille bitte skærm og så proppe dem ind i instagram, hvilket jeg heller ikke er specielt imponeret over. Ja ja, så du kan sætte et filter på dit billede så noget af billedet er skarpt og noget er uskarpt.. Jaja, det er da meget pænt så længe du ser det på din lille smart phone skærm, men kommer det op i en alm. computer skærms størrelse, (og her behøver det ikke engang være en 21" eller derover, en tablet størrelses skærm er rigeligt) ser det jo ikke for smart ud med den der meget markante kant fra det uskarpe til det skarpe, og alle de der effekter og jeg skal komme efter dig, det er jo udelukkende for at karmouflerer den dårlige billedekvallitet og at billedet er en smule ude af fokus og lettere rystet i forvejen.

Jeg ved godt jeg er en gammeldags brokrøv, men det er nu engang sådan jeg er, og det ville da også være kedeligt hvis vi alle var begravet i vores smart phones og derved ikke opdagede at der var noget at brokke sig over :D Er du nået så langt som til her i min klage, vil jeg blot ønske dig på forhånd rigtig glædelig jul, i det tilfælde at min brokke-skrive-muse igen skulle tage på forlænget ferie i Langbortistan.


fredag den 19. oktober 2012

En lille update

Det er ved at være et stykke tid siden jeg sidst har fået skrevet noget herinde, min skrivemuse har åbenbart holdt en længere ferie. Men hva, det kan vi jo alle trænge til i ny og næ. Nu nærmer vi os jo snart min yndlings højtid, eller i hvert fald en af dem. Halloween står for døren, og jeg er i fuld gang med at sy kostume, og forberede pyntningen osv. jeg havde jo forregnet mig, og havde bildt mig selv, og indtil flere andre ind, at jeg i år havde 10 års jubilæum som Halloweenfest arrangør. Der tog jeg så fejl, det er først til næste år. Det positive ved det er, at jeg har vundet et år, til at finde på noget exceptionelt sejt til næste år, men ulempen er så at jeg har været nødsaget til at finde på noget andet at være, da det jeg havde planlagt, var specielt for 10 års jubilæet.

Jeg har kastet mig ud i en omgang kostumesyning, som jeg egentlig ikke ved hvor ender, så det bliver spændende at se, hvad jeg ender ud med at blive! I år har været helt fantastisk hvad angår græskar udskæring, da min svigermor har haft rigtig godt held med at dyrke græskar i sin have, og jeg derved har fået adgang til en masse af disse! Indtil videre er det blevet til 7 udskårne græskar, og der er flere hvor de kommer fra. Det er rigtig fedt at kunne få lov til at udskære så mange, og rigtig eksperimentere med det, så det går der en hel del tid med.

Ellers er der ikke sket det store, alting går sin vante gang, og der har ikke lige været nogle emner jeg har følt mig nødsaget til at brokke mig over herinde. Hvilket jo selvfølgelig er meget godt, bort set fra, at der jo så har været temmelig stille herinde. Så jeg tænkte at en lille opdate måske var på sin plads. Vi har fået ryddet op, og ud i en masse ting, for, blandt andet at gøre plads til en nyerhvervelse til soveværelset. Var så heldig at en af mine facebook venner havde den skønneste skænk til salg, som det lykkedes os at få købt! Og da den er temmelig stor, måtte vi have ryddet op og ud i en masse ting for at gøre plads til det nye.

Soveværelset der før, bare var et opbevarings- computer- og soverum, er nu gået hen og blevet ganske hyggeligt og dejligt at opholde sig i. Fra at have ting stablet ovenpå hinanden næsten op til loftet, er der nu kommet luft mellem tingene og det føles som om er er blevet mere plads. Det er også som om jeg sover bedre, og det er jo helt fantastisk!.

Samtidig med at vi fik ryddet op i soveværelset, fik vi også ryddet lidt ud i stuen, og i vores skur. Jeg kan ikke komme mig over hvor meget ragelse der var derude, vi fik fyldt en hel trailer med ting der enten bare skulle smides på lossepladsen, eller til genbrug. Nu har vi fået ryddet så meget ud, at både cykel og scooter kan være der, når ellers lige vi får flyttet en reol der står derude. Det er skønt at man nu kan gå helt ind i skuret, og at det hele er overskueligt og nemt at få fat i. Det var tiltrængt!

Jeg vil forsøge at være lidt mere aktiv herinde fremover, om ikke andet så bare med et lille pip i ny og næ :)
Vores nye skænk!

Et par af årets græskar

onsdag den 5. september 2012

Pas på! Politiet er på færde - borgernes facebook"politi"

Jeg har blogget om det før, og nu kommer der lige lidt mere, om facebook, og folks brug af det. Jeg er stor fortaler for mange af de ting facebook kan, og jeg synes det er helt fantastisk at jeg igennem facebook har fået kontakt med folk, jeg ellers aldrig ville have fundet! 

Men med alt det gode, kommer der jo også en hel del skidt, blandt andet har skolebørn, og sikkert også unge og voksne, fået en ny måde at chikanere og mobbe hinanden, hvilket er temmelig beklageligt! Heldigvis har man da mulighed for at blokere folk, og man bestemmer jo selv hvem man er venner med, og hvad disse skal kunne se af ens profil. Men selvfølgelig er der jo nok dem, der ligger under for de uskrevne regler der sikkert er en halv million af. 

Der findes et hav af sider man kan synes godt om derinde, og det er også ganske fint, og udmærket, nogle mere interessante end andre. I dag faldt jeg over en med navnet Jylland-Politi-razzia-fotovogn-kontrol. Helt ærligt hvad fanden skal det nu til for! Siden går i al sin latterlige enkelthed ud på at folk kan advare hinanden om hvor i jylland de har opdaget en fotokontrol! Her har vi, efter min mening, en af de mere negative ting facebook kan bruges til! Jeg kan ikke se hvorfor man skulle advare andre om, hvor politiet står med deres fart/alkohol kontrol, de gør bare deres arbejde! Og det skal de efter min mening have lov til, uden at folk bliver advaret om det i forvejen!

De folk der normalt ligger og kører for stærkt ude på vejen, holder jo ikke op med at kører for stærkt når de bliver advaret om hvor politiet står. Tvært i mod, vil jeg sige! Når man ved politiet står og gemmer sig et sted på en strækning, vil man selvfølgelig kører ordentligt lige der omkring, men du skal ikke bilde mig ind, at de så fortsætter med at kører ordentligt når politiet er passeret! 

Fik de nu i stedet den bøde, eller det klip, kunne det jo tænktes de ville kører med bare en lille smule mere omtanke for eftertiden. Om ikke andet så i en periode efter bøden/klippet indtræf. Det er sgu da at gøre folk en bjørnetjeneste (og her mener jeg dette som noget negativt, i henhold til udtrykkets oprindelige mening) at advare hinanden om at politiet gør deres arbejde. Der er jo en grund til politiet er der, hvorfor så ikke bare lade dem passe deres arbejde, og så bruge sin tid på noget mere fornuftigt, end at være politi over for politiet! 

Jeg forstår virkelig ikke den der holdning med at, -der-fik-jeg-lige-snørret-politiet/samfundet/ordensmagten, hvad fanden er det for en ide? Den der, bilisterne mod politiet holdning, er for mit vedkommende temmelig barnlig, og latterlig! Hvis du kører ordentligt, og ikke har fået for meget inden for vesten når du begiver dig ud i trafikken, har du jo ikke noget at være bange for, og så kan du jo sådan set være ligeglad med, hvor politiet står og måler fart eller alkohol. Og er du tumpet nok til at drøne derud ad, måske endda med en lille promille, uden tanke for fartgrænser o.l. ja så vil jeg være så skadefro og sige at så har du sgu også selv bedt om at blive stoppet! Hvis alle bare kørte som reglerne foreskrev, ville det jo heller ikke være nødvendigt for politiet at stå på hvert gadehjørne og holde øje med folk, sikke mange penge man kunne spare der! 

Men jeg er jo nok i undertal, og mange ville sikkert også proklamere at dette emne slet ikke er noget jeg kan udtale mig om, da jeg hverken har kørekort eller bil. Men da det jo er et frit land vi lever i, og der er ytringsfrihed oveni, ja så tillader jeg mig altså at brokke mig alligevel. Der var så nok dem der ville sige, at hvis jeg har lov til at brokke mig over dette emne, ja så har dem, som poster på facebook også ret til det, og det har de da også, ingen tvivl om det. Men, efter min mening burde sider som ovenstående lukkes ned, jeg kan ikke se deres eksistensberettigelse eller deres formål. 

Og her har vi så endnu et eksembel på hvad facebook også kan bruges til, nemlig inspiration til mere brok  fra mig! :D