Flertal lider af HIV-fobi - 1980'er uvidenhed i dagens Danmark anno 2011

Danmark er så vidt vides et oplyst og oplysningens land, vi har seksualundervisning i skolen, og der er ofte kampanger både i tv og i andre medier om sygdomme/sygdomsbekæmpelse, alligevel møder man fordomme baseret på uvidenhed overalt hvor man kommer. I den seneste tid har der i medierne været fokus på folks uvidenhed og fordomme omkring smittefaren ved HIV, og tallet for folks uvidenhed er skræmmende stort.

Jeg ved ikke om det bare er mig der er velinformeret, eller om det bunder i at jeg var barn i 1980'erne og op igennem 1990'erne blev informeret via skole og tv (Tak kim schumacher) Vi havde i 9. el. 10. klasse besøg af en HIV smittet der fortalte om sygdommen og dens udvikling, samt smittefaktorer. Foredraget gjorde stort indtryk på mig, men ikke i en negativ retning, tvært imod var det virkelig informativt og oplysende.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på om der overhovedet bliver afholdt sådanne foredrag på skolerne mere. Et er at en lærer står og fortæller om det i de der akave og pinlige seksualtimer, noget andet er at få en ud og fortælle om det, der rent faktisk prøver det på egen krop. Jeg ved godt at HIV ikke er lig med en dødsdom mere, og at overlevelses chancen er ret stor hvis man passer på sig selv og tager sin medicin. Alligevel er det en alvorlig sygdom, som bør tages alvorligt, og hvor viden om sygdommen og hvordan den smitter bør være almen viden. Tal viser også at op til hver 4. eller var det hver 6. dansker er smittet med en kønssygdom uden at vide det. Det er jo forrykt! (jeg vil lige påpege at ingen af mine tal, påstande eller prognoser er veldokumenteret, jeg skriver udelukkende ud fra hukommelsen af hvad jeg har læst og hørt inden for den senere tid, jeg er ikke ude i en længere videnskabelig lektion eller rapport, blot min egen anskuelse af tingene..)

Jeg er chokeret over de fordomme der er omkring faren for HIV smitte! At tro at man kan blive smittet ved at give en HIV smittet et knus er jo direkte latterlig! Jeg græmmes over folks forkvaklede forhold til emnet, og det faktum at nogle mennesker ikke vil yde førstehjælp til en person de ved er HIV smittet. Selvfølgelig skal man da tage sine forholdsregler i forhold til at yde førstehjælp, men chancen for at blive smittet med Hepatitis er da langt større i sådan et tilfælde, end at blive smittet med HIV. Men igen, deres frygt må jo bunde i uvidenhed!

Vi skriver 2011 og alligevel virker det som om mange mennesker slet ikke er kommet videre end 1980'ernes rædselsfrygt. Den gang var sygdommen ny og kunne ikke kontrolleres eller medicineres, man vidste ikke hvad man ved i dag, og derfor var manges reaktion voldsom og mange tog afstand fra HIV smittede. I dag, hvor man har fundet en måde at holde sygdommen i ave, og har veldokumenteret viden om smittefare og de forholdsregler man skal tage i forhold til HIV, er der stadigvæk folk der vil gå i en stor bue udenom personer de ved er smittet med HIV.

AIDS-Fondet har lavet en test der viser om man har HIV-Fobi, jeg har ikke, har du?

http://www.hivfobi.dk/tag-testen/

Mit link til testen er åbenbart defekt, så kopier ovenstående adresse og sæt den ind i adressefeltet i din browser ;)

Jul er ikke kun for børn!

Jeg ved godt at jeg har kommenteret og brokket mig over børn/forældre situationer før, men nu stødte jeg igen på termen "jul for børnenes skyld".. Hallo! Jul er sgu da ikke kun for børnenes skyld, men også for voksne! Hvorfor er det lige at alle højtider af en eller anden grund partou SKAL handle om børn?? Jeg forstår det ikke! Er det som erstatning for den manglede tilbøjelighed til religiøsitet ved højtiderne? Så i stedet for at fokusere på det det hele handler om, fokusere man på børnene.. Jul var så vidt jeg er orienteret noget man drak til at starte med, altså lang tid før ham der Jesus besluttede sig for at fejre sin fødselsdag i december. Eller rettere sagt, nogen besluttede at han blev født der, hvad der så reelt set er rigtigt er åbenbart mindre vigtigt. Men man kan da sige at vedkommende opnåede det han/den/det/de ville, nemlig at indlemme den kristne tro i de vantros, i forvejen planlagte højtider..

Og nu er jeg så ved at rode mig ud i noget jeg ikke skal rode mig ud i. Men altså, det jeg vil frem til er, uanset om man er barn eller voksen, skal man da have en god jul, det skal ikke være for børnenes skyld, men for alles skyld! Jeg ved godt at jeg er en gammelsur rabbenskralde og at mit syn på børn kan lyde temmelig fjendsk. Men det er jo ikke fordi jeg ikke kan lide de små poder (eeeheeem eller lad os bare sige at jeg måske ikke just er deres største fan..) Nå, men når det så er sagt, så er børn jo ganske udmærket og alt det der, jeg forstår bare ikke hvorfor det altid og hele tiden skal handle om dem!

Ja, jeg er egoistisk og barnlig når det drejer sig om jul, men hvis julen er for børn, så går jeg bare i barndommen gør jeg! Jeg vil sgu ikke forbigås bare fordi der tilfældigvis står 1981 på min fødselsattest. Jeg elsker jul, jeg elsker højtider i det hele taget, ikke på grund af den religiøse del (jeg tror ikke på gud, så er det sagt.. og derfor fejre jeg heller ikke den enbårne søns angivelige fødselsdag) Jeg holder jul fordi det er hyggeligt og fordi vi trænger til noget opmuntring i den mørke tid. Hvis det stod til mig, holdt jeg jul den 21. dec. (vinter solhverv, hvis nogen skulle være i tvivl ) men af praktiske årsager er det bare lettere at holde jul når alle andre gør det, frem for at være på tværs og evt. skulle have fri osv. tre dage før alle andre. Jeg hælder til den hedenske side kan man vel sige, ikke at jeg vil erklære mig for det ene eller det andet, julen er hvad man selv gør det til, og i mit tilfælde er det altså ikke jesu fødsel det drejer sig om, men lysets komme og familiære værdier der står øverst.

Og så ville nogen måske påpege at børn jo også er en del af familien, og det er da sikkert også rigtigt nok, og mine forældre tog da sikkert også børnevenlige hensyn da min bror og jeg var små, men jeg ved med sikkerhed at både min far og mor også vægtede at de OGSÅ havde en dejlig jul, selv om vi børn også var der. Efter min ringe mening er der alt for stor fokus på børnene i dag, de burde lære at tie stille når de voksne taler, at det er helt fint at lege inde på sit værelse i stedet for midt i stuen, og jeg kunne blive ved og ved og ved..

Men jeg skal nok beherske mig, som sagt har jeg berørt emnet før. Jeg håber bare ikke at jeg, hvis jeg engang får børn, ender med at blive sådan som så mange andre er, det ville vitterligt være et kæmpe nederlag, og jeg håber at mine venner der allerede har børn, og dem der ikke har, vil være så gode venner til den tid, at de dunker mig meget hårdt oveni hovedet, og minder mig om mine gamle blogs!

Det være sagt, så forstår jeg stadig ikke det med jul og børn, og jeg kommer nok heller aldrig til det. Selv om jeg får børn, vil jeg da stadig væk også gerne selv have gode julegaver, og selv om jeg får børn, vil jeg da også stadig gerne have et påskeæg, og selv om jeg får børn, vil jeg da stadig gerne klædes ud til både fastelavn og Halloween, og selv om jeg måske fik et barn der blev født på min fødselsdag, så vil jeg da stadig fejres, og ikke bare lade barnet tage al æren. Det er fint nok at vægte sit barn højt, men en gang imellem kunne det også være gavn at en del forældre lærte at blive lidt mere egoistiske!

Jeg er en af den slags mennesker der stadig troligt sider foran skærmen hver aften (så vidt muligt) i december og følger med i julekalenderen, og i år er det ekstra vigtigt, da en af mine yndlings julekalendere bliver vist, nemlig "Nissebanden på Grønland"!! Mine forældre følger også med i julekalenderne, og får ofte underlige blikke fra folk, når de bliver spurgt om de så ser det med deres børnebørn, hvorefter de svare, at det gør de ikke, for de har ingen børnebørn endnu. Hvorfor skal man bruge sine eventuelle børnebørn som undskyldning for at se julekalender? Det er endnu en ting jeg absolut ikke forstår. Men der er jo generelt mange ting jeg ikke forstår i forholdet børn/forældre/bedsteforældre, og jeg er bange for at jeg aldrig kommer til at forstå det...

Hvor om alting er, så glæder jeg mig mægtigt meget til jul, og jeg glæder mig til at se julekalender, også selv om jeg ingen børn har, og nej tak, jeg vil heller ikke låne nogle børn for at have en undskyldning for at se det! Jeg er barn nok i mig selv, nemlig!

Digtersøndag - en tak for gode stunder!

Har lige siddet og ryddet lidt op i mine dokumenter på min computer, og faldt over et digt jeg har skrevet til digtersøndag, på det hedenske forum "sortmaane.dk" der desværre er afgået ved døden.. Digtersøndag gik i al sin enkelthed ud på, at man var en flok mennesker på "månen" der satte en søndag af til at digte. Reglerne var sådan at man startede kl. hel med at digte, og så postede man kl. halv, så man havde en halv time til at komme på et digt, og en halv time til at kommentere hinandens digte. kl. hel gik det så løs igen med en ny omgang digtning. Der er kommet rigtig mange sjove digte ud af disse digtersøndage, og jeg savner dem faktisk lidt!

Jeg kan ikke huske hvornår jeg sådan for alvor begyndte at skrive digte, men jeg havde en ret så produktiv periode de første år jeg var på "månen". Der var en rigtig god stemning derinde, og nogle rigtig inspirerende mennesker, der kunne sætte min fantasi og min muse i sving. Jeg har været på flere forskellige fora hvor der har været en digter afdeling, men ingen af disse, har på samme måde, som digter afdelingen på "månen" inspireret og aktiveret mig rent skriftligt. Jeg har, som jeg vist også har nævnt i min præsentation af mine digte, en svaghed for rimdigte, hvilket også afspejler sig i nedenstående digte, der er udsprunget af ovennævnte digtersøndage.

Jeg var faktisk så produktiv med digtning i de første 2-4 år på "månen" så jeg opnåede at få den personlige titel "Den søvnløse digtermuse", hvilket jeg selvfølgelig var meget beæret og stolt af! Som en hyldest til digtersøndag, og til "månen" er her et par af de digte der er udsprunget af disse fantastiske dage!




Hjernekrampe

Ååh min hjerne er gået i stampe
og min ene fod har fået krampe
jeg tror jeg er ved at krepere
og dette er det sidste jeg kreere
mine arme har fået spasme
og jeg vælter mig rundt i sarkasme
mit hjerte er skrumpet ind
og er blæst væk i træk fra en vind
mine lunger er sorte og sarte
gad vide hvordan nyren har det?
for den siger en underlig lyd
hvilket blæren synes er snyd
mens mine indvolde slår sig en knude
og hovedet smadre en rude
så glasskår og andre splinter
mine rødrandede øjne forhindre
at se min krops forfald
og nu er klokken sgu halv!!

Man kan udlede af dette digt, at det sikkert er skrevet sidst på eftermiddagen, og at min hjerne simpelthen er gået i stå!



Kattens pine

Den møg kat har lagt sig på bordet
Selvom jeg har forsvoret
At katte ej må på borde spankulere
Ellers jeg hurtigt den kan strangulere
Og lave den om til en hat eller hue
Der mig kan lune når jeg har snue
Men katten er ligeglad med mine trusler
Den roligt med mine papirer pusler
Og skubber dem langsomt ned på stolen
Og krøller derfor samtidig kjolen
Som jeg elegant lige fik strøget
Nu er den sandelig på gulvet røget
Og er nu lige så krøllet som før
Utroligt at katten den egentlig tør
For jeg er nu temmelig muggen og sur
Men katten den tager sig bare en lur

En kat er et meget selvstændigt dyr
Der ofte til selvstændige gerninger tyr
Og laver ballade og mangen en ulykke
Så man sig selv i håret må rykke
Når op i reolen den hurtigt farer
Og tror den snedigt mig kan narre
Men hvad det lille kræ ikke vidste
At jeg med vand den hurtigt kan piste
Så den straks fra reolen falder
Og lander på bordet med et kæmpe rabalder
Og ser så uforurettet ud
Mens den vasker sin lille tud
Der blev så våd da jeg ramte plet
Med en vandforstøver det jo er så let
At opdrage på uregerlige slemme katte
Der før på bordet sig dovent satte



Sjæl til salg

Jeg solgte min sjæl til djævelen
som tåber så ofte gør,
for at få en engenskab
som ingen anden før.

Da handlen den var gennemført,
og djævelen bort var smuttet,
jeg sad tilbage på en bænk,
lidt tavs og lidt betuttet.

For djævelen var stor og stærk,
og klog på livets leg,
for det jeg købte for min sjæl,
det duede ganske ej.

Så sad jeg der med skuffet sind,
og klagede min jammer,
da kom den djævel straks igen,
og slog mig med en hammer!!

Nu sidder jeg skam på en sky,
men ikke en fra himlen
næh skyen den er grå som bly,
og hovedet dunker som en bimlen.

Jeg røg sku lige lukt i helvede,
for min synd var stor,
min sjæl hos djævlen fanget er,
jeg der for evigt bor....



Vend dig bort

Vend dig bort fra mig
Gå fra mig i tide
Lad mig ikke se dig mere
Lad mig ikke lide

Vend dig bort fra mig
Skynd dig bort i hast
Lad mig ikke føle din nærhed
Lad mig ikke have den last

Vend dig bort fra mig
Løb for livet nu
Lad mig ikke sluge dig med mine øjne
Du tænder mig sku

Vend dig nu bort fra mig
Vær nu sød og rar
Lad mig ikke indånde din duft
Lad mig ikke føle mig som en nar

Vend dig bort fra mig nu!
Gør det af din nåde
Lad mig ikke dvæle ved dit ansigt
Lad mig ikke gætte din gåde

Vend dig så bort fra mig!
Du sætter mit sind i kog
Lad mig ikke falde i staver over dit væsen
Du trænger mig op i en krog

Vend dig for pokker bort fra mig!!
Min tålmodighed siger nej
Lad mig ikke miste mit temperament
Lad mig ikke blive fej!

Husholdningsforeninger - et skalkeskjul for kaglende høns?

Her kommer der lidt af en sviner til mit eget køn, så er du advaret hvis og såfremt du skulle være af hunkøn og læser dette...


I går var jeg til et arrangement i den lokale husholdningsforening, ja ja det kan være svært at forestille sig, men ja, undertegnede er altså medlem, mest af alt, takket være min moder, og det faktum at nogle af deres arrangementer rent faktisk er interessante, og at det ved at være medlem bliver billigere i længden at deltage i disse. Ovennævnte arrangement var et -sådan-laver-du-en-juledekorations- arrangement, altså, en hyggelig aften med to blomsterdekoratører der viste hvad de kunne og hvor nemt det var. I løbet af de godt og vel to en halv time de var igang, fik de frembragt henved 15-20 forskellige ting, som stort set alle sammen var fine og pæne. Så selve arrangementet har jeg som sådan ikke noget at brokke mig over, bort set fra, den måde de stod på, der gjorde at vi, der hvor vi sad, stort set ikke kunne se en dyt af hvad de lavede før de var færdige...

Nå men frem til mit egentlige klages udbrud. Hver gang en dekoration var færdig, blev den sendt rundt ved bordene så vi alle kunne beskue det smukke syn. I og for sig en ganske glimrende ting, bort set fra, at rummet var fyldt til bristepunktet af den lokale kvindelige befolkning, hvilket resulterede i, at hver gang en ny ting blev sendt rundt, gik hønsegården igang med at kagle.

Hver gang dekoratørerne ikke lige sagde noget, begyndte snakken at brede sig som en steppebrand, og når den først var kommet igang, var den næsten umulig at standse igen! Hvad er det lige der gør at kvinder i større forsamlinger bare ikke KAN tie stille mere end højest to min. ad gangen? Jeg forstår det ikke. Jeg ved godt at det var et hygge arrangement, og at de fleste sikkert var kommet for, netop at kagle med nabokonen, frem for at sidde og være stille for at se andre lave noget.. Måske det bare er mig der er atypisk, men jeg sætter mig ikke til at kagle om div. ting midt under en fremvisning eller et foredrag. Jeg kan, i visse tilfælde hviske enkelte sætninger til sidemanden, men ligefrem at sætte sig til at tale højlydt med de omkringsiddende kvinder, falder mig langt fra naturligt, når jeg rent faktisk har bevæget mig et sted hen for at lære noget!

Nogen vil sikkert påstå at mænd kan være lige så slemme som kvinder, og det kan de sikkert også, men nu var der, så vidt jeg så, kun én mand til stede i går, så i dette tilfælde kan han ikke ligefrem stilles til regnskab! Det utrolige ved hele situationen var nok mest, det med, at det var så svært at dæmpe gemytterne igen, når først steppebranden havde fået godt fat! Da vi nåede til det amerikanske lotteri, blev situationen ikke just bedre, da folk hele tiden sad og galede op om hvilken farve det nu var vi var igang med. I stedet for bare at holde bøtte, så man rent faktisk kunne høre hvad der blev sagt!

Det kan selvfølgelig også have noget at gøre med den gennemsnitlige alder i lokalet, men jeg har min tvivl. Min erfaring siger mig, at uanset hvilken alder en kvinde har, vil snakketøjet altid være på gled i situationer som denne. Nu har jeg ikke deltaget i så forfærdelig mange af denne husmoderforenings arrangementer, ud over juledekorations- inspirations-aftenen, der forøvrigt er en tilbagevendende begivenhed hvert år op mod jul, og som til stadighed er en gentagelse af forrige års kaglen. Men, min erfaring inden for disse arrangementer er, at enten er det sådan i alle husholdningsforeninger, eller også er denne, ekstremt snaksaglig!

Sidste gang jeg var til et arrangement, som forøvrigt foregik udenfor, var også præget af ekstrem meget kaglen, hver gang der var en lille pause i fortællerens fortælling. Man skulle jo synes at det ikke var så stor en udfordring at tie stille, men det er det åbenbart. Og igen, var gemytterne svære at få til at tie stille, når først de var kommet igang, hvilket igen var temmelig uheldigt, da vi befandt os udenfor, og det derfor i forvejen var lidt af en udfordring at hører hvad manden sagde..

Måske det bare er mig der er sippet, eller sart, men jeg deltager i sådanne arrangementer for at opleve, og lære noget. Ikke for at kagle med de andre høns. Måske jeg bare har misforstået konceptet med en husholdningsforening! Måske husholdningsforeninger bare er et skalkeskjul for kvinderne, så de kan komme ud og mødes forskellige steder og kagle! Se, det havde jeg jo slet ikke tænkt på før!

Nå men, hvor om alting er, så kan jeg konkludere at denne høne, i visse tilfælde aldrig bliver en del af hønsegården, men det har jeg det egentlig også fint med, så længe jeg bare kan få lov til at deltage, uden at skulle kagle højlydt med de andre høns. Og så kan jeg jo i mit stille sind, kagle lidt over hvor meget de andre kagler..

Bååk herfra..

Fuldregister vs. rangregister - nervøsitetens uforudsigelighed

Jeg har spillet teater siden jeg var 14 år gammel, og sunget i kor siden jeg var 8 år. Jeg elsker musik og teater, rollespil, det at udtrykke sig kunstnerisk og det at være på. Det er ikke noget jeg vil gøre professionelt, for mig er det en hobby. Jeg har ikke problemer med at stå på en scene, jeg får ikke angst anfald når jeg skal synge en sang til rollespil, eller har en solo i et stykke eller til en kor koncert. Jeg er i bund og grund ret rolig og fattet i sådanne situationer. Jeg har intet imod at stille mig op og tale til en større forsamling, eller holde en spontant tale til en fest, og jeg har egentlig heller aldrig haft de store eksamensproblemer. Men, når jeg så skal til en audition, og vise hvad jeg kan, er det ligesom om min krop går i baglås. Den nægter at samarbejde på nogen som helst måde. Jeg er ikke rigtig nervøs inden jeg skal ind, jeg er koncentreret og fokuseret, og vist nok temmelig svær at komme i kontakt med. Jeg går rundt og nynner, varmer op og synger lidt for mig selv. Jeg er nok en kende rastløs inden det går løs, men ikke nervøs, aldrig nervøs..

Men når jeg så bliver kaldt ind, og det er nu det gælder, er det lidt som om min krop og min hjerne flygter i hver sin retning, sådan mentalt. De kan ikke samarbejde, eller fungere på nogen som helst brugbar måde. Mit hjerte giver sig til at banke helt oppe i halsen og en form for koldsved breder sig som en steppebrand over min krop. Jeg har som sagt sunget i kor siden jeg var 8 år gammel, og det har stort set kun været klassisk kor jeg har sunget. Jeg er derfor velbevandret i koriske teknikker og har ret godt styr på mit rangregister, så meget som man nu kan have når man ikke synger regelmæssigt, da jeg i en længere periode ikke har været tilknyttet noget kor. Men mit fuldregister! Det kunne lige så godt være en by i Rusland, for der er jeg absolut ikke velbevandret. Jeg har ikke kontrol over mit fuldregister, hvilket til stadighed irritere mig. Men det er dog noget jeg er klar over, og lader derfor være med at synge i det, både af hensyn til dem der skal lytte til det, og af hensyn til min stemmes ve og vel.

Undtagen når jeg er til audition!!! Af en eller anden grund insistere min krop på at synge i fuldregister når det virkelig gælder. Og det lyder ad h...... til, rent ud sagt! Min stemme dirrer og hopper, og til tider lyder som om jeg synger helt hen i vejret og slet ikke rammer tonerne. Det er rent ud sagt en katastrofe! Når jeg så først er startet i fuldregister, kan jeg ikke finde tilbage i rangregisteret, og derved, forhåbentlig, redde min situation hjem. I stedet for bare at styre stemmen over i rangregister, foregår der en eller anden indre krig, hvor fuldregisteret insistere på at have overtaget, og ikke lader rangregisteret komme til orde ret lang tid ad gangen. Hvilket resultere i at min stemme knækker over, kommer med mystiske lyde og i det hele taget lyder mere som en forkølet struds, end noget andet. Det er så frustrerende at man kan miste kontrollen på den måde, bare fordi man af en eller anden mystisk grund, bliver nervøs!

Nu hvor den grufulde audition er overstået og kommet lidt på afstand, er det jo nemt at sidde her og være bagklog.. I bagklogskabens lys var der mange ting jeg kunne have gjort for at rette op på skaden. Jeg kunne have stoppet, og bedt om at få lov til at starte forfra.. Jeg kunne have sagt at jeg var monster nervøs, jeg kunne, og jeg kunne.. Men det gjorde jeg jo ikke!! Som sagt, min krop og min hjerne går i baglås, strejker, lukker ned og slipper kontrollen. Nå men nu er jeg da blevet afklaret med hvad der sker, og kan forhåbentligt bruge det til noget næste gang jeg skal til audition. Jeg har ikke været så opmærksom på det før, men er blevet det nu, hvor det gjaldt en musical jeg rigtig gerne vil medvirke i. Ikke at de andre musicals jeg har medvirket i, ikke var fantastiske, men denne her har altså en speciel plads i mit hjerte.

Nå, men må jo bare afvente min dom, og håbe på at jeg trods alt har kunnet overbevise dem om at min tilstedeværelse i ensemblet kunne være brugbar. Ikke at det ville overraske mig, hvis jeg ikke kommer med, med den grufulde præsentation!

Hjernevridende drømme - et surealistisk foretagende!

Jeg har de mystiske drømme somme tider, og ofte når en drøm har været ekstra sær, kan jeg huske meget detaljeret hvad den handlede om når jeg vågner.. Jeg er ikke en person der tror specielt meget på drømmetydning, mest fordi der er så stor forskel på hvad forskellige symboler betyder når det gælder drømmetydning, dels fordi der er så mange forskellige teorier omkring emnet, og ikke to drømmetyderes teorier er ens. Jeg vil godt anerkende at ens drømme på et eller andet plan er der for at sige noget om ens vågne tilstand. Men på den anden side har jeg også lidt svært ved at se hvad min underbevidsthed i så fald skulle forsøge at sige mig. For mine drømme er godt nok for viderekommende, og specielt den drøm jeg drømte i nat, er et bevis på at en analyse af mine drømme måske ville være en knap så god ting!

jeg drømte at jeg skulle have en hjernetransplantation. Jeg var indlagt på et hospital, og havde allerede fået fjernet den gamle hjerne, og fik lov til at studere den nærmere for at se hvad der var galt med den. Den var fyldt med nogle små syster, der gjorde at jeg tænkte 10 gange så hurtigt end almindelige mennesker. Jeg var nødt til at skære hjernen over i to halve for at se det, og efterfølgende skulle jeg skære den over endnu en gang, så den var i fire dele. Hvorfor jeg skulle det, melder historien ikke noget om, men lægen sagde jeg skulle, og derfor gjorde jeg det.

Jeg skulle derefter nedkøles før jeg kunne blive sendt hen til et andet hospital, for at få indopereret den nye hjerne. I den forbindelse blev jeg lagt i en seng fyldt med is. Og der skulle jeg så ligge i en time. På stuen jeg lå på, var der en meget sur portør, der gik og muggede over et eller andet. Jeg fandt så ud af at han for et år siden havde fået ny hjerne, og var derfor ret så interesseret i at tale med ham om forløbet. Men han var bare sur, og gad bestemt ikke dele sine erfaringer med mig. Jeg fik dog frittet ham lidt ud, og han fortalte mig, at det som sådan var gået meget godt med selve hjernetransplantationen, men at han efterfølgende havde lidt af hukommelsestab. Ikke med de basale ting som at kunne spise, tale osv. men han kunne hverken huske sin familie eller sine venner.

Jeg blev selvfølgelig meget oprørt over at en af bivirkningerne ville være at jeg ville miste kendskabet til min familie og mine venner, men en læge sagde til mig, at hvis jeg bare gentog navnene på de personer jeg gerne ville huske, mange gange nok, ville der være en lille sandsynlighed for at jeg ville kunne huske dem. Så mens jeg lå der i sengen omgivet af is, gentog jeg min kærestes navn igen og igen, mens minder om min familie kørte som en film for mine øjne.

Da timen var ovre, skulle jeg ud i en park og gå en tur, jeg blev ledsaget af en portør, der viste sig at være en jeg har spillet teater med, og som overhovedet ikke er portør i virkeligheden. Han forsøgte at trøste mig i min frustration over at jeg ikke ville kunne huske min familie når jeg fik den nye hjerne, ved at sige at jeg skulle betragte det som en ny begyndelse, og at jeg ligesom startede på en frisk. Jeg var nu ikke specielt tilfreds med det råd og var stadig ikke helt tryg ved situationen. Parken mindede forøvrigt frygtelig meget om Botanisk have i Aarhus. Da vi havde gået i ca. en halv time, skulle jeg igen ind og nedkøles, og blev denne gang kørt ind på en stor stue hvor der lå en masse andre patienter. Flere af dem lå og beklagede sig af smerte. Og jeg spurgte den sure portør fra tidligere om også jeg ville få sådanne smerter. Han svarede tvært, at der aldrig havde været smerte, kun forglemmelse!

Imens jeg lå der i sengen, tænkte jeg at det egentlig var frygteligt at jeg skulle have den nye hjerne, for så skulle jeg jo kronrages og ville miste mit lange hår! Underligt nok havde jeg ikke mistet håret da de tog den gamle hjerne ud! Men det skænkede jeg ikke en tanke. Ej heller virkede det i drømmen spor sært at jeg både kunne bevæge mig, tale og tænke uden egentlig at have nogen hjerne. Mine lemmer var ved at være helt følelsesløse af al den is, men lægen sagde at det var meget normalt, og at det skulle jeg bestemt ikke bekymre mig om.

Nå men efter yderligere en times nedkøling, skulle jeg til en samtale med en læge, hvad samtalen gik ud på har jeg ingen anelse om, men bag efter stod den på gruppeterapi sammen med 4-5 andre patienter, der alle sammen fejlede noget forskelligt. jeg var den eneste der skulle have en ny hjerne. Blandt deltagerne i denne gruppe terapi, var en af mine gode veninder. Hvad vi snakkede om til selve terapien kan jeg heller ikke huske, men da terapeuten var gået, sagde en af de andre patienter at det var i aften vi skulle flygte. Jeg spurgte hvorfor vi dog skulle flygte fra hospitalet, og først da gik det op for mig at det var et sindssygehospital vi befandt os på!

Jeg blev derfor ret gal over at jeg skulle skille mig af med min hjerne for at få en ny der ikke kunne tænkte 10 gange så hurtigt som alle andres, og min veninde gav mig ret i at det var for galt. Samtidig mindede hun mig om at de jo havde fået mig til at skære den i fire dele, og at den derfor nok ikke virkede mere. Det gjorde mig endnu mere gal, og jeg ville helt klart gerne være med til at flygte samme aften. Vi planlagde at flygte via taget, hvor der var nogle vagter der skulle overrumples for at vi kunne blive fri. En af de andre patienter forskrækkede dem, ved at springe frem fra et skjul og råbe BØØh! vagterne blev forskrækkede, samtidig med at ham der havde forskrækket dem faldt ned igennem noget plastik der havde dækket et stort hul i taget. Vi blev alle sammen enige om at vi skulle igennem hullet for at blive fri. Men inden jeg nåede så langt vågnede jeg...

Jeg var simpelthen nødt til at skrive denne drøm ned med det samme da jeg vågnede. Jeg drømmer tit sære drømme, men den her er godt nok en af de særeste jeg har drømt længe. En anden nat drømte jeg at Steen Jørgensen fra Sort Sol, var min storebror, og han var sur over at jeg ikke kunne komme og høre ham spille i Aarhus fordi jeg selv havde premiere på en eller anden musical i Vejle.

Den anden nat drømte jeg at en flagermus forfulgte mig og uanset hvad jeg gjorde kunne jeg ikke slippe af med den. Hver gang jeg troede jeg var sluppet væk fra den, sad den på mig og ville bide og kradse mig. En af mine venner ringer så mens flagermusen sidder og kradser mig, og jeg siger til vennen at jeg ikke kan tale lige nu, fordi der sidder en gal flagermus på mig. Hans kæreste giver sig derefter til at komme med alskens gode råd til hvordan jeg kan slippe af med bæstet, men intet af det hjælper. Til sidst får jeg fat i den og holder den med begge hænder, mens den hvæser og kradser og bider. Jeg går over i min fars værksted og spørger om ikke han har en kasse vi kan putte den i, og om vi derefter ikke kan køre hen til et dyreinternat eller sådan noget så jeg kan slippe af med den.

Det sære er at jeg ikke opfattede situationen som uhyggelig, eller mareridts agtig, jeg var mere frustreret end bange for flagermusen.I virkeligheden elsker jeg flagermus, jeg synes det er et fantastisk dyr. Det er egentlig sjældent jeg som sådan har mareridt, jeg kan have ubehagelige drømme, men oftest er det mere surealistisk end direkte uhyggeligt. Jeg vågner ofte med en undrende fornemmelse i kroppen. Og det er også ofte den følelse jeg har igennem drømmene. For eksembel undrede det mig meget at jeg kunne fungere som et helt almindeligt menneske, vel vidende at jeg ikke havde nogen hjerne. Men samtidig var det i drømmen, ganske logisk. Jeg tror på at ens drømme afspejler ens fantasi, og man kan vel derfor konkludere at min fantasi absolut ikke fejler noget! Nu vil jeg gå i seng, og hvem ved, måske drømmer jeg endnu engang et eller andet højest mærkværdigt! Sov godt derude, og drøm godt!


Note; kan hænde at min underlige hjernedrøm er udsprunget af at jeg kort for inden havde modtaget denne fine latexhjerne med posten, som en del af Halloween udsmykningen på badeværelset!

Diktatorens død - mediernes brød

Der har igennem tiderne været mange forskellige grumme mennesker, der har behandlet deres omgivelser med foragt. Der findes stadig mange grumme mennesker, og nye vil opstå. Had avler had, og grusomhed avler grusomhed. Jeg græmmes over folks grusomhed, og den afspejling af grusomhed jeg ser i verden. Hver gang en diktator undertrykker og slår ihjel, afspejles grusomheden i det folk det går ud over.

I dag er endnu en diktator og undertrykker blevet fjernet fra verden. Fred være med det, men i stedet for at behandle personens lig med liggyldighed, bliver det lemlæstet og vist frem for verdenen som et jagt trofæ. Vold avler vold. Tv2 skriver på deres hjemmeside at de ikke vil vise billeder fra en video, der viser hvordan en folkemængde skænder den dødes lig, da redaktionen vurdere billederne for værende for voldsomme! Hvad med værdighed og respekt for den døde? Jeg ved godt at det ikke ligefrem er respekt og værdighed de undertrykte føler for deres afdøde undertrykker, og det kan sagtens være at de får en eller anden forløsning ved at gøre det de gør. Men resten af verden behøver jo ikke svælge i deres blodtørstige hævn. Alligevel har Tv2 et billede af den formodede diktator, taget med et mobil kamera, døende, omgivet af en masse mennesker og smurt ind i blod, det er åbenbart ikke voldsomt nok til ikke at blive vist...

Jeg forstår ikke hvorfor medierne i dag mener at alt hvad der sker i verden, bare skal klaskes i ansigtet på folk. Det undre mig meget at Tv2 vurdere at billederne er for voldsomme, når man tænker over hvad der ellers somme tider bliver vist i nyhederne. Videooptagelser af unge der bliver skudt ned på Utøya, folk der falder i døden fra et brændende Twin tower, massegrave, blodige lig, og hvad ved jeg, vrimler frem på skærmen få sekunder efter de er sket. Jeg synes det er usmageligt! Medierne hævder at de bare er folkeoplysende, men derfor behøver man jo ikke nærmest stå med kameraet helt nede i de blødende sår!

Verden er et grusomt og voldspræget sted, og i stedet for at fokusere på de gode ting og de positive ting, svælger medierne og deres modtagere i blod og ødelæggelse. Jeg forstår det ikke. Et er, frivilligt, at sætte en splatterfilm på, noget andet er at få klasket den ægte vare i ansigtet straks man tænder for tvet, eller køber en avis. Jeg er på ingen måde sart, men jeg sætter gerne spørgsmålstegn ved det moralske aspekt af at udstille liget af en diktator i verdenspressen. Jeg har personligt ikke noget behov for at se det, og tvivler på ret mange andre har det, måske med undtagelse af dem der er blevet undertrygt. Jeg kan godt forstå at de måske har et behov for med deres egne øjne at se, at personen virkelig er død. Men vi andre, os der bor langt væk fra begivenhederne, et almindeligt pasfoto af diktatoren og nyheden om hans død, havde været ganske fint.